– “En Prædikensamling med Billeder og Biografier”. Kristiania 1909.
– fra s. 657 – 658 :
Sakarias A. Isaacson
var født i Gjerpen Præstegjæld den 8de November 1852 og fulgte 3 Aar gammel sine Forældre til Amerika, hvor hans Fader nedsatte sig som Farmer.
20 Aar gammel blev han omvendt til Gud og forenede sig med den biskoppelige Methodistkirke, og fra denne Tid higede hans Aand efter Kundskab, og et levende Begjær besjælede ham efter at ofre sig helt i Herrens Tjeneste. Af denne Grund gik han til »Northwestem University» i Evanston, Illinois, hvor han forblev i noget over tre Aar.
Som Student herfra kom han over til Norge i December Maaned 1876 i den Hensigt at lære det norske Sprog. Han blev optagen paa Prøve i den norske Konference om Sommeren 1877 og ansat som Prædikant i Piperviken, Kristiania, og som Lærer ved vor daværende Missionsskole i Kristiania.
I 1878 blev han ansat som Redaktør for »Kristelig Tidende« og fungerede som saadan i et Aar. Han blev optagen i fuld Forening og ordineret til Diakon af Biskop Wiley ved Konferencen i Stavanger 1879. Derpaa blev han ansat som Menighedsforstander i Fredrikshald, hvor han som en viljestærk og utrættelig Mand arbeidede saavel i Søndagsskolen som Menigheden til stor Velsignelse, inden han forulykkedes paa Singelfjorden den 15de Juli 1881, idet han alene i Baad skulde besøge sin Familie paa Hvaløerne.
Br. Isaacson var altid ivrig i sin Gjerning. Dagen før han blev borte, havde han besøgt flere syge, og om Aftenen holdt han et Klassemøde, ved hvilket han aflagde det Vidnesbyrd, at han levede vel med sin Gud og var saavidt han vidste, helt ofret til Herren med Sjel og Legeme.
Under Følelsen af det tunge og vemodige ved hans saa uventede Bortgang paa denne Maade er vi dog glade ved ogsaa her at bunne sige : “Salige er de døde, som dø i Herren”.
Følgende Sang havde Br. I. A. Isaacson forfattet lige før sin Død :
Løst jeg er fra Dødens Lænker, Jorden svinder for mit Blik;
nu Farvel med Nød og Trængsler, Striden endt, jeg Seier fik.
Dødens Vælde Magt ei havde, thi mig frelste Jesu Blod;
hist paa Korsets Træ han lagde Dødens Konge under Fod.
¤
Kor :
Hvor sødt paa Englevinger, mod Hjemmet jeg mig svinger,
til Herlighed at føres hvor Serafsange høres.
¤
Hjemad, opad mod det høie gaar min Flugt til Paradis.
Om mig tusind Stjerners Øie funkler til sin Skabers Pris.
Gjennem hine Lysets Zoner, fulde af en himmelsk Duft,
alt Jehovas Lov udtoner Opad paa min lette Flugt.
¤
Alle Himle Gjenlyd giver af “Guds Sønners” Jubelsang;
dem, som frelste bliver af Dødsdalen mørk og trang.
Glad jeg ser de Seiershære hisset i mit Himmelhjem,
hvor de giver Lammet Ære, som fra Mørket løste dem.