– “En Prædikensamling med Billeder og Biografier”. Norsk Forlagsselskabs Forlag. Kristiania 1909.
¤
Pastor T. B. Barratt er født i Albaston, England den 22de Juli 1862.
Hans Fader, Kaptein A. Barratt, der i Britanien, Amerika og Australien havde været virksom interesseret i Grubedrift, blev sendt af et engelsk Selskab til Norge i 1866 som Bestyrer for Svovlkisgruberne paa Varalsøen (Varaldsøy/red.) i Hardanger.
Aaret derpaa samledes de øvrige af Familien paa denne bekjendte Ø, der blev et Centrum for saa meget aandeligt Liv.
Barratts Forældre tilhørte den wesleyanske Methodistkirke i England, saa hele hans Liv har været omgivet af deres varmhjertede Bønner og gudhengivne Veiledning. Tidlig vaktes derfor ogsaa Længselen hos ham efter det sande Liv, der tiltrods for det livfulde og kvikke Ungdomsmod blev stedse stærkere.
Endelig under en mindre Vækkelse blandt Eleverne og Studenterne i «Wesleyan College», Tauntor, England, hvor Barratt opholdt sig i flere Aar, kom det i fuld Overgang. Øieblikkelig begyndte han at virke blandt sine Kammerater. Ved Tilbagekomsten til Norge begyndte han med Søndagsskole og med Totalafholds-foredrag for Grubearbeiderne og deltog stadig i mindre Møder, som hans Moder og andre ledede blandt disse.
Endnu havde han mange Vanskeligheder at bekjæmpe med det norske Sprog, men ledet af en usynlig Haand gik det fremad. Han holdt nogle hundre Møder paa Landdistrikterne ved at oplæse Moodys Prædikener, synge og bede og endelig mellem 17 og 18 Aars Alderen begyndte han at prædike selv.
Men endnu, siger han, var det aandelige Liv ikke altid saa dybt, alvorligt og stadigt som senere. Han beklager, at endskjønt Aanden kom med vældig Kraft til sine Tider, saa indtraadte der dog grundet Uaarvaagenhed, Tider, naar Gudslivet var altfor slapt.
Hans Livsgjerning var heller ikke fastslaaet. Musikalske Anlæg og Tegnefærdighed ledede hans Sind snart til den ene og snart til den anden af disse Kunstbaner, men Interessen for Grubedriften knyttede ham endelig i en vis Grad til den, og han fik da en Post under sin Fader. Omgangen med Methodisterne i Norge paa sine Forretningsreiser og Prædikanternes hyppige Beseg ved Gruberne bragte imidlertid Livets Alvor med større Kraft ind i hans Sjæl.
Hans Prædiken ledsagedes af en endnu større Varme, saa mange Sjæle blev frelste. I Fritiden bereiste han flere Steder i Hardanger. Aandens Magt seirede daglig i hans Sjæl og viste sig i hans fremadskridende Liv. Nu syntes han, at alt i Livet var som intet mod dette, at vinde Sjæle for Himlen.
Dette blev ogsaa stadigt hans Maal. Formaner- og Lokalprædikantbemyndigelsen var bleven rakt ham, men endnu varede det en Tid, inden det blev virkeligt for ham, at han maatte opgive sin Livsstilling og forlade Hjemmet forat drage ud som Methodistmissionær, endskjønt det stod klart for ham, at Herren ledede alt den Vei. Mange mærkelige Træk talte som direkte fra Gud og gjorde det endelig umuligt at sige Nei længer. Hans første Ansættelse blev Kampen i Kristiania.
Saaledes blev en elskelig Moders og Faders Bønner hørte, der havde vist ham til Gud i hans spæde Barndom, og saaledes blav den engelske Methodistprædikants Spaadom opfyldt, der, da Fru Barratt græd, fordi hun maatte forlade sit Fædreneland, lagde sine Hænder paa hans Hoved og sagde : «Din Søn kan blive en Methodistprædikant i Norge, Søster !»
Overanstrængt af de hyppige Møder, han havde boldt og af det uophørlige Arbeide ved sin Ankomst til Kristiania, blev han efter en kort Tids Forløb syg og kom Døden nær.
Lægerne spaaede ham, at hans Bane som Prædikant var endt, men Herren vilde det anderledes. Efter et Aars Hvile førte Herren ham ud paa Arbeidsmarken igjen. Han følte, at det var underlig, at Herren saaledes lagde ham tilside, men Herren havde selv sagt ham : « Denne Sygdom er ikke til Døden, men til Guds Ære, at Guds Søn skal æres ved den».
Evighedens Kyster bragtes nærmere, Virkeligheden greb ham mere end nogensinde og modnede ham for den store Kamp, som nu forestod. Han blev anvist Bergens Kreds som Virkefelt og slog sig ned i Voss. Efter at have udholdt en haard Modstand blev en liden Menighed dannet og et Kapel opført. Mangfoldige Sjæle priser nu Gud, fordi han sendte Methodisterne til Voss.
I 1887 den 10de Mai blev han ægteviet til Frøken L. Jakobsen, hvis ædle og virksomme Liv har bidraget meget til den store Sags Fremme.
Fra Vossevangen blev han flyttet til 3die Menighed i Kristiania, hvor han var ansat i 3 Aar, indtil han af Biskop Joyce ved Konferensen i Drammen blev ansat som pr. Ældste for Kristiania Distrikt, hvilken Stilling han ogsaa for nærværende indehaver.
I sin præsiderende Ældste-Gjerning har han udfoldet et nidkjært og kraftigt Virke rundtomkring i Menighederne. Han er ikke af disse pr. Ældste, der nøgternt og hurtig afgjør sine bestemte Forretninger og derpaa forsvinder. Nei, han holder gjerne ud en hel Uge i Menighederne med Vækkelsesmøder fra Aften til Aften, saa Prædikanterne og Menighederne sætter overmaade stor Pris paa hans Besøg ogsaa af denne Grund.
Br. Barratt er en mangesidig begavet Broder. Ved et og samme Møde kan man finde ham som Prædikant, Sanger, Piano-, Violin- og Guitarspiller. Næste Morgen er han maaske ifærd med at skrive en Afhandling over et eller andet Emne, men det kan nok hænde, at han midt i Afhandlingen griber et Stykke Papir for at digte en Sang. Han er som sin Søster Polly en meget dygtig Tegner, og han har malet ret antagelige Sager. I Bergen gik han hos Edv. Grieg for at lære Kompositionslære.
Tusinde Jern i Ilden vilde han gjerne have, bare det gik an. Hans Ideers Skatkiste er derfor overordentlig righoldig. Det er et Utal af Skuffer i den, og førend man ved af det, kan det nok hænde sig, at han trækker frem de rareste Ting af sine Gjemmer.
Fremfor alt er han dog Vækkelsesprædikanten. I Vækkelsesmødet er han hjemme, og der er ogsaa hans af Herren givne Plads. Det er muligt, at han sætter det mer paa Hovedet, end man synes om, men han har et Maal isigte, naar han er der : Syndere maa frelses ! Det er hans Tanke, og enten man ser ham paa Prædikestolen eller paa Knæ ved Siden af en grædende Synder, eller man hører ham synge eller ved Pianoet, Orgelet eller med Violinen eller Guitaren i sin Haand, man kan være vis paa, at han har dette Maal isigte.
Vi haaber, at Herren vil bevare ham i denne Aand, og at han trods alt det, der kunne ville drage ham bort fra denne enkle, men guddommelig ophøiede Livsopgave, dog maa føle sig særlig manet til at blive sin ifølge Naturel og Naadegaver af Gud givne Livsgjerning tro.