lars larsen : presentert av l. berge

– i boken : “Hjem fra kamppladsen. Livsbilleder af vore afdøde missionærer og kvindelige missionsarbeidere i Zulu og paa Madagaskar”. Kristiania. 1909.

– fra s. 35 – 43 :

 

Lars Larsen. Født 1812, død 31/3 1890.

Missionsprest Lars Larsen, hvis livshistorie her i korte træk skal forsøges skildret, er født i Bergen 1812.

Om hans barndom og tidligste ungdom er lidet eller intet kjendt. Da han var saa langt kommen, at spørgsmaalet med hensyn til valg af livsstilling meldte sig, valgte han skomagerhaandverket, gik ind i skomagerlære, fuldendte denne, saa han blev svend.

At han herunder ogsaa har pleiet høiere kristelige interesser, som i hin Haugianismens opblomstringstid mere og mere greb sindene, unge som gamle, kan vi slutte os til.

Det blev dog ikke som bergensk skomager, Larsen kom til at ofre sit liv. En indre stemme lod til ham alt klarere og klarere, som til hine galilæiske fiskere og haandverkere, fra den Herre Kristus : «Følg mig ! saa vil jeg gjøre dig til menneskefisker». Beslutningen blev fattet. Han forlod alt og fulgte ham. Men nu opstod det vanskelige spørgsmaal : hvorledes faa den nødvendige forberedelse og uddannelse til arbeidet for Herren paa missionsmarken og i hvilket missionsselskabs tjeneste ?

Om der end i vort land i hine tider var en vaagnende missionssans og missionsinteresse i enkelte engere kredse, saa var her dog intet selskab dannet eller nogen skole oprettet til uddannelse af vordende missionærer. Begge dele var imidlertid tilfældet i andre protestantiske lande.

I aaret 1840 eller 1841 finder vi derfor vor 27 a 28-aarige bergenske skomager, men lærelystne og efter arbeidet i Herrens vingaard paa missionsmarken søgende unge mand, paa vei til Tyskland, hvor han fandt optagelse paa det rhinske missionsselskabs skole i Barmen (oprettet i 1825).

Ved siden af de almindelige skolefag lagde han sig her med iver efter at lære det tyske og hollandske sprog; dette sidste for at kunne gaa ud som missionær i hint selskabs tjeneste i de hollandske kolonier i Indien, hvor det havde optaget sin virksomhed.

At Larsen saaledes kom til at faa tilegne sig disse sprog, særlig det hollandske, kom ham senere til stor nytte, skjønt han ikke kom til at faa sin egentlige uddannelse ved skolen i Barmen, ei heller kom til at gaa til hollandsk Indien som missionær.

Aaret efter, 1842, grundedes nemlig det norske missionsselskab og fattedes beslutning om oprettelse af en norsk missionsskole i Stavanger.

Paa et feriebesøg i Norge forespurgte saa Larsen det norske missionsselskabs bestyrelse, om det skulde have brug for ham. Han blev da af bestyrelsen for vinteren 1843—44 foreløbig antagen som hjelpelærer for de 3 elever, Udland, Oftebro og Stene, som havde meldt sig som elever til den vordende missionsskole, mod at han skulde faa frit ophold og logi sammen med eleverne.

Hans fag var væsentlig det hollandske sprog, da jo vort selskab søgte sin missionsmark i Sydafrika, hvor det hollandske element spillede en ikke liden rolle.

Ikke længe efter traadte imidlertid Stene ud af skolen, og Larsen blev optagen som fast elev sammen med Udland og Oftebro. Her kunde det jo have havt sin interesse at dvæle lidt udførligere ved dette livsafsnit, dette omkr. 6-aarige ophold ved vort selskabs første midlertidige missionsskole, dens lærere, den omgangskreds vor ven sammen med medeleverne blev ført ind i, men dette vil føre os for vidt i detaljer, saa vi faar renonsere derpaa.

At lærere som cand. theol. Hansen, adjunkt Smith sammen med flere ikke blot i Stavanger, men over det hele land kjendte mere fremragende personligheder af den haugianske og hernhutiske retning kom til at danne omgangskredsen, har øvet sin store indflydelse saavel med hensyn til uddannelse som med hensyn til karakterdannelse, er selvsagt.

Dette tidsafsnit afsluttedes, vel i slutningen af 1848, med en grundig examensprøve ved en dertil 8 mand sterk nedsat examenskomite, der forelagde eleverne ikke mindre end 13 skriftlige opgaver til besvarelse. Det gjaldt grundig at prøve deres luthersk kirkelige standpunkt, da man tildels var bleven bange for smitte af hernhutiske baciller.

Larsen bestod sammen med de 2 andre ildprøven og fandtes med dem skikket til at udsendes til missionsmarken som missionær Schreuders medhjelpere i arbeidet i Sydafrika. Andragende til den norske regjering om elevernes prestelige ordination var bleven afslaaet.

Her være det tilladt at indskyde den meddelelse, at Larsen efter bestaaet prøve og efter fattet beslutning af bestyrelsen om elevernes snarest mulige udsendelse som missionsmedhjelpere indtraadte i ægteskab med Martha Thommesen, lærerinde ved en anstalt i Drammen, med hvem han havde været forlovet i, saavidt huskes, 15 aar.

Hermed er vi komne saa langt, at vi kan følge det nygifte par til deres fremtidige, fjerne arbeidsfelt, hvor de skulde faa tilbringe en saa lang arbeidsdag, rig paa trængsler og lidelser, omvekslinger og farer, men ogsaa paa velsignelse og rige erfaringer om hjelp og trøst, fra ham, til hvis tjeneste de havde viet sit liv og sin kraft.

Afreisen fra fædrelandet fandt sted i marts 1849 sammen med de 2 medelever, Udland og Oftebro. Det blev en lang og besværlig reise; thi først i slutningen af oktober naaede det lille følge bestemmelsesstedet, Port Natal.

Der gaves dengang ingen regelmæssig dampskibsforbindelse mellem Europa og hine fjerne egne, som nu. Man maatte benytte tilfældige seilskibsleiligheder. Efter vel en maaneds ophold i London tilbødes en saadan, og det lille selskab indskibede sig med en del andre passagerer i en brig, «John Gibson», lastet for Sydafrika.

Reisen blev lang og besværlig. Afvekslende modvind, storme og stille besværliggjorde seiladsen, daarligt forhold mellem kaptein og mandskab, saa der endog nede ved ekvator udbrød formeligt mytteri, daarlig og liden kost, maatte jo gjøre det ophold ombord alt andet end behageligt. Dog, Herren holdt sin haand over dem, og de naaede da endelig maalet i slutningen af oktober 1849.

Nu at følge Larsen og hans trofaste, elskværdige, opofrende og dygtige hustru skridt for skridt under deres over 40-aarige ophold og samliv i Natal og Zululand under de mange omvekslinger, som dette afsnit af Sydafrikas historie har at opvise, vilde vel blive altfor vidtløftigt, saa vi faar lade os nøie med et kort overblik.

Den allerførste tid af opholdet paa missionsmarken tilbragtes paa den gaard, Uitkomst, som Schreuder havde indkjøbt for selskabet, ikke langt fra Pieter Maritzburg (eller Pitermaritzburg).

Her blev det selvfølgelig studiet af det ikke saa let lærte zulusprog, der væsentlig lagde beslag paa tid og kraft. Men som medhjelper maatte Larsen ogsaa befatte sig med en hel del af gaardens ydre anliggender, ja det hændte, efter hvad han selv fortalte, at han med zulugrammatiken i haanden drev ude i marken og passede kalvene.

Hin gaard blev dog snart afhændet, da man fik et nyt sted af den engelske regjering, hvor missionstationen, Umpumulo, blev anlagt. Did kom saa Larsens, og her blev de 11 aar, dels sammen med Oftebro, dels med Udland og en eller anden af de øvrige medhjelpere, som senere kom ud for at tjene i missionen. Her nedlagdes meget arbeide, saavel paa bebyggelsen og beplantningen af stationen, som paa at bearbeide og oparbeide den folkeager, hvor den himmelske, evangeliets sæd søgtes udstrøet og bragt til at vokse.

Sprogstudium, murstenslægning, muring, tømring, tagtækning, tilsyn med indfødte tjenere og arbeidere, besøg i de omliggende hedningegaarde, skole, samtale med den enkelte, som i en eller anden anledning besøgte stedet o. s. v, gav her nok at bestille og at tænke paa.

En trængselens skoletid havde Larsen ogsaa i en anden henseende at gjennemgaa under opholdet paa Umpumulo. I 1853 blev han liggende alvorlig syg af lungebetændelse og var meget klein et helt aars tid. Sygdommen influerede ogsaa paa hans sind, der blev mørkt og trist, og gjorde det vanskeligt for ham at se klart sin rette stilling til baade sine over- og underordnede, ja det kom saa vidt, at bestyrelsen saa sig nødt til kalde ham hjem.

Han kom dog lykkelig gjennem prøven, saa han kunde blive staaende, og blev som den tro arbeider paa sin post til det sidste.

I 1863 blev Larsen sammen med sine 2 medarbeidere, Oftebro og Udland, paa Empangeni af Schreuder ordineret til missionsprest. For en kortere tid blev han saa overdraget at bestyre Empangenistationen.

Opholdet der blev kun kort, da det blev ham overdraget sammen med en af assistenterne, Ingebregtsen, at overtage anlægget af en ny station høiere oppe og længere vest i Zululand, Inhlazatze nemlig, hvor han da forblev stationeret de sidste 27—28 aar af sit lange liv paa missionsmarken, kun afbrudt ved et ophold paa Umpumulo under zulukrigen i 1878—79.

Efter krigen vendte de i 1880 tilbage til Inhlazatze, hvor de fandt stationen i ruiner, og de gamle folk maatte installere sig i et lidet rum, der tidligere havde været et verksted og pakbod, hvis mure var blevne staaende nogenlunde ubeskadigede og derfor noksaa lette at faa et græstag paa. Saa havde Larsen ligesom at begynde forfra igjen paa sine gamle dage med murstenslægning, husbygning etc.

Nogen forskjel fra hin første begyndelse var det jo, at der gjennem aarenes løb var indsamlet en liden kristenmenighed, der, da deres lærer vendte tilbage, dels fulgte med, dels samlede sig der igjen efterhaanden under de forandrede forhold, saa der var mere og bedre indfødt hjelp at faa.

Nedskriveren heraf, der i 1880, som ung og ny paa marken, blev anvist plads paa Inhlazatze ved siden af Larsen, fik da ogsaa hjelpe til ved gjenopførelsen af saavel forsamlings- og skolehus som vaaningshus.

Som allerede nævnt fik Larsen en lang arbeidsdag i Zululand, fra slutningen af 1849 til ud i begyndelsen af 1890. Dette tidsrum, af vel 40 aar, er et overmaade vigtigt tidsrum saavel i zulufolkets som i vor missions historie, en broget og bevæget tid, en kampens, trængslernes og skuffelsernes tid, men ogsaa en tid, hvori Herrens almægtige kjærligheds haand spores, og det ord finder sin anvendelse : «Hvad Gud vil have frem, kan ingen forholde».

I 1850 blev Zululand, efter flere forgjeves forsøg, endelig aabnet for vor mission. Dermed begyndte en ny tid for missionen, missionærerne og zulufolket. Men hvilken gjæringens og kampens tid ! Hvilken vanskelig tid for missionærerne og missionen ! Hvad der aabnede Zululandet for missionen, var ikke trangen til at høre Guds ord, men forventningen om visse timelige fordele. Hvad der optog zulufolket, var politik — uden- og indenrigsk — og sterkt politisk bevægede tider er sjelden gunstige for kristendommen og det kristelige arbeide.

Det gjaldt selvforsvar overfor den europæiske invasion paa samme tid, som der pønsedes paa udvidelse af eget magtomraade og interessesfære.

Naar saa hertil kommer ogsaa indre politiske rivninger med indbyrdes krige (prinsekrigene 1853—54), indbyrdes mistænksomhed med deraf følgende indbyrdes udlugtning og udgydelse af uskyldigt blod, vil man let forstaa, under hvilke vanskelige og ugunstige forhold vore første missionærer var stillede, og hvilke vanskelige forhold for udøvelsen af det kald og arbeide, som var af en saa fuldstændig modsat karakter.

Larsen undgik jo forsaavidt det værste af alt dette, som han, i hin, den første og værste tid, var stationeret paa Umpumulo, der ligger i Natal, men naar et lem lider, lider alle lemmer med, og fra den tid han kom ind i Zululand, kom han midt op i bevægelsen.

Hvad under, at man i missionsarbeidet fik finde sig i at lære at arbeide i tro og haab, ja med haab mod haab, uden at faa se synderlig frugt af sit arbeide. Naar saa ogsaa hertil kommer, at der staar en missionerende menighed bag, hvis første kjærlighed bliver sat paa saa sterk prøve og holder paa at slaa om i forsagthed og utaalmodighed, saa vil man forstaa, i hvilken alt andet end behagelig situation disse banebrydere mangen gang maatte befinde sig.

Føier man saa hertil de mange mindre og større ubehageligheder i det daglige, det meget opslidende og tidsfortærende arbeide med husbygning, dovne og uduelige tjenere og hjelpere, tuskhandel og dermed forbundne vanskeligheder etc. etc., svære skuffelser med en og anden af dem, man havde næret haab om at vinde for Herren og derfor omfattet med desto inderligere kjærlighed, kunde man synes, det bitre bæger maatte flyde over.

Hvor meget større bliver det da ikke at se, at det saa langt fra virker haabløshed og forsagthed, mindre kjærlighed og barmhjertighed, at meget mere det modsatte finder sted. Det er Herrens haand, vi merker.

Men dette forudsætter en anden ting, som vi her maa nævne, og som giver os nøglen til forstaaelse af, saavel hvad der giver kraft og udholdenhed som haab om seierrig udgang af den ofte tilsyneladende haabløse kamp.

I kampens hede var Larsen bleven en staalsat personlighed, der paa samme tid forenede i sig en sjelden seighed og fasthed, parret med den ydmyge tjenende kjærlighed, vistnok ikke uden en og anden kantethed, der til sine tider kunde gjøre ham lidt vanskelig at omgaaes og komme tilrette med samt tilfulde forstaa.

Dette sidste vil knnne baade forstaaes og undskyldes, naar man tænker sig en smule ind i en missionærs ensomme stilling i slige kampens og gjæringens tider. Hvis der findes en skavank ved ens karakteranlæg, er det ikke saa rart, om den kan faa anledning til at stikke mere end tilbørligt frem.

Ved nærmere bekjendtskab med Larsen fandt man imidlertid en udviklet klar forstand og dømmekraft, en selvstændig tænker, der opgjorde sig sine egne meninger om baade dette og hint, en mand, som fulgte med tiden, paa samme tid som han ikke uden videre optog det nye. Han var kritisk anlagt og kunde ogsaa svinge satirens svøbe.

Men Larsen var fremfor alt missionær og havde ofret sig for den store opgave at præke evangeliet for hedningerne og ved tjenende kjærlighed vinde dem for Kristus.

Hvad der ved siden af de ydre, ofte, som vi ovenfor har seet, vanskelige forhold, øvede indflydelse paa karakterens udvikling og gav denne fremfor alt missionærens præg, var den flittige brug af Guds ord, bibel- studium, og den barnlige, troende bøn, samt den daglige iagttagelse af ikke blot den almenmenneskelige nød og elendighed, men specielt den hedenske, og den opøvelse i kjærlighedens tjeneste, som herved gaves saa meget at bestille.

Zulusproget havde han under alt dette tilegnet sig som faa, og under det lange uafbrudte samvær med folket havde han saaledes sat sig ind i zuluernes tankegang og fantasisfære, at han kunde drage sig dette til nytte, saavel i privat omgang med dem som i sin forkyndelse af evangeliet, der derved fik en livlighed og praktiskhed, som gjorde ham til en folkets mand, en populær taler.

Det var en sand fornøielse at sidde under hans prækestol. I aarenes løb lykkedes det ham da ogsaa, trods alle vanskeligheder, at samle sig en efter forholdene ikke saa liden menighed, der hang ved ham som sin fader. Ogsaa blandt hedningerne, saavel de høiere- som laverestaaende, havde han ved sin stille, ligefremme, kjærlige, men paa samme tid bestemte optræden tiltvunget sig respekt og agtelse, saa han var seet op til af alle, saa der neppe var nogen, der tænkte paa at gjøre ham egentlig fortræd, hvad der jo, under de mange politiske forviklinger og uroligheder, kom ham særlig tilgode.

Hans økonomiske stilling — ægteskabet var børnløst — satte ham istand til ogsaa at kunne yde substanciel hjelp, hvor det trængtes og ansaaes nødvendigt, i større udstrækning, end mangen anden.

I sit private liv levede Larsen og hans hustru — det er næsten ikke muligt at tale om Larsen uden ogsaa at tale om hans elskværdige hustru — et tarveligt, men lykkeligt og elskeligt liv. Alle, som passerede Inhlazatze, og det var mange, baade missionærer og andre, der havde ærinde til kongegaarden eller reiste i forretningsanliggender, saa op til Larsens og fandt gjestfri modtagelse, da stationen laa lige ved hovedveien.

Han talte tysk, hollandsk og engelsk omtrent ligesaa godt og flydende som norsk. Hvor kom det ham ikke tilgode, at han i sin ungdom havde opholdt sig en tid paa det rhinske missionsselskabs skole i Barmen !

Naar undtages hin sygdom i et af de første aar paa missionsmarken, kunde han glæde sig ved god helbred under sin lange arbeidsdag. Han var en kraftig mand. I de senere aar gjorde jo alderen sig gjældende, men han blev tro paa sin post til det sidste. Det var et fælles ønske hos de gamle at faa hvile paa det sted, hvor de havde nedlagt saa megen kamp og arbeide, og som de havde faaet saa kjært. De bad Gud om det, og om at faa den nødvendige hjelp paa det sidste.

Gud hørte deres bøn og opfyldte deres ønske. Deres støv hviler paa Inhlazatze kirkegaard til hin store vaardag. Larsen fik gaa til hvile nogle maaneder før sin hustru (fru Larsen døde 15/9 1890), hvad der glædede hende meget. Hun var saa barnlig lykkelig ved at faa stelle om ham til det sidste. I sit arbeide med præken og daabsforberedelse stod han til en 8 dages tid før sin død, da han sidste gang havde sine katekumener hos sig.

Det korte sygeleie var haardt. Han led tilsyneladende meget, men var taalmodig og stille, det sidste døgn tilsyneladende uden bevidsthed. Han fik fare i fred den 21 de marts 1890, altsaa over 40 aars uafbrudt arbeide paa missionsmarken.

Da han laa pyntet i sin kiste, iført sin embedsdragt, var der som et ungdommeligt, forklaret skjær over det fredfyldte aasyn.

Til sit sidste hvilested ledsagedes han af flere embedsbrødre og andre norske samt af en hel skare hollandske boere, naboer, og zuluere, baade kristne og hedninger. Fred med dit støv ! Velsignet være dit minde !

L. Berge.

 

Skriv inn søkeord..