– som en del av en gående meningsutveksling i “Morgenbladet” tidlig i 1840, mellom res.kap i Drammen/Bragernæs Hans Jespersen på den ene siden og på den annen side flere anonyme innlegg som imøtegikk og utfordret ham; dette innlegget – av “en geistlig” – viser støtte til misjonssaken som det store oppdrag den representerer, men allikevel valgte vedkommende å fremtre anonymt; dette innlegg var naturligvis kjærkomment i “striden” og en motvekt mot den kritikk den 36 år unge Hans Jespersen måtte tåle for sitt klare standpunkt i misjonssaken. På dette tidspunkt, tidlig i 1840, var Jespersen svært syk av tuberkulose og gikk bort senere i juli samme år; les den “geistlig”es innlegg her :
Ogsaa om Missionsvæsenet (Indsendt.)
En Indsender har yttret sin Misfornøielse med de Bestræbelser, som nu gjøres for Missionsvæsenets Fremme; han øiner deri urene Bevæggrunde, men ingen Nytte, og alt dette bedømmer han efter Statsøkonomien.
Saaledes giver han Sagen en meget falsk og slet Stilling, hvori man ei kan lade den blive uden at være uretfærdig. At slutte sig til Motiver er altid vanskeligt; at forudsee dem er fast umuligt; at prøve dem er pligtmæssigt; men at fordømme uden tilstrækkelig Grund er uchristeligt.
Vi kunne gjerne istemme Bulwers Klage : Pengedjævelen faaer Overhaand, uden derfor i Missionsbestræbelserne at see noget Attentat mod vore fulde eller tomme Lommer. Indsenderen har et skarpt Syn; han seer Hjerternes Skinhellighed eg Pengebegjærlighed; men han seer ikke, at Missionærerne udrette nogen Gavn, skjønt dette dog er langt lettere og klarere.
Vi behøve ei at lede længe efter Vidnesbyrd og Beviser. I sidste Hefte af Nor, siger en Forfatter, som ei er mistænkt for Skinhellighed, men bekjendt for sin Lærdom : “især have Missionærerne udmærket sig; de have været og ere tildeels endnu den ædlere europæiske Charakteers faa Repræsentanter i Østen”.
Ligesaa hæderligt Vidnesbyrd kan læses i dansk Ugeskrift, hvis Udgivere ikke ere anseede for Hyklere, men for udmærkede Lærde; de have i dette sit Skrift bekjendtgjort de berømmeligste Frugter af Missionærernes Arbeide i Australien, hvor de paa flere Øer have ved Christendommen faaet afskaffet Afguderi med Menneskeoffre, indført en efter christelige Grundsætninger forfattet Lovbog og en Konstitution som allerede har sikret Folket mod en absolut Regjering, der efter en Regents Død vilde atter gjøre sig gjældende med gamle Laster, med gammel Lovløshed og Vilkaarlighed.
Paa Tahiti og omliggende Øer bleve de Syge ofte bortførte fra deres sædvanlige Vaaningshuse og hensatte i en elendig Hytte, hvor de undertiden bleve sultede ihjel, myrdede eller levende begravne, fordi Gjerrighed og Ladhed fandt sin Fordeel derved; Børn erklærte hvppig, at det vilde koste for megen Møie at agte paa deres Forældres Fornødenheder.
Men dette Barbari have Missionærerne tilintetgjort; de have med Christendommen fremkaldt en Kjærlighed, som nu har Syge- og Fattighuse, Lægemidler og Pleie beredte for de Lidende.
Dette er Fakta, som bevise , at Missionsvennerne have udrettet noget meer end at kaste sine Penge i Oceanet ved at give dem til Missionærer i Oceanien.
Hvad især agaaer Sandwichsøerne, som min Modparts Klage nærmest gjælder, og hvor han endog belægger sin Paastand med et Faktum, da vil man kunne tjene ham med adskillige andre Fakta, som bevise, at Missionærernes Virksomhed ogsaa her har været gavnlig.
Paa Ovaihi (Hawaii/red.) bleve tre Fjerdeparter af alle Børn dræbte af Forældrene, hvilket vel Ingen vil kalde noget “elskværdigt Naturtræk”, skjønt det virkelig var disse Folks Natur og Sædvane; men siden Misnonærerne have faaet Christendom indført (man kalde den nu sand eller falsk) have Beboerne ophørt med denne Grusomhed; ja Høvdingerne have foreslaaet og Folket antaget en Lovbog, hvis første Artikel sætter Dødsstraf for Barnemord.
Ere Pengene altsaa her kastede i Havet ? Men — vil min Modpart maaskee sige — disse Missionerer have dog en slet Statsøkonomi; de ville ikke modtage alle Fremmede uden Forskjel og føie sig efter Alles Ønsker; de have ladet Franskmænd betale for at faae Vand o. s. v. ja fornærmet en Konsul.
Ja dette er ganske mærkeligt; naar en Mand med russisk Interesse som v Kotzebue (tysk skuespill-forfatter og russisk diplomat/red.) kommer reisende, saa klager han over, at Russerne have for lidet at betyde der paa Øerne; kommer en Franskmand siger han : nei, der er Franskmændenes Interesse, som ikke tilbørligen er iagttagen o. s. v., hvorved enhver stridig Stats og Handelsinteresse kun siger : man gjør for lidet af mig. Det kan maaskee være tvivlsomt og betænkeligt, ligesom alle civilicerede Stater endnu finde det vanskeligt, at indrømme alle fremmede Folk lige Adgang til Skibsfart og Handel, men fordi vi her i Landet f. Ex. maa spille med stemplede Kort, skulle vi ikke sige : altsaa have vi en uchristelig Regjering ?
Naar begge Parter klage over, at Dommeren har givet dem for liden Ret, kan man formode, han har gjort sin Pligt og været upartisk.
Men sæt nu at enkelt Missionærer have fulgt en slet Statsøkonomi og ladet sig betale for at skaffe eller hente Vand, skjønt de burde gjort det for Intet; sæt at de som Mennesker og Christne virkelig have feilet : skulle vi derfor selv fordømme det hele Missionsvæsen og vække Mistillid hos Andre ?
Nei min Ven ! dette strider ei alene mod al Christendom, men endog allerede mod blot sund Tænkning. Det er ikke nok selv at deeltage i Christendommens Velgerninger; men man skal tillige søge at udbrede dem til Andre; dette have Missionærerne gjort og i det Hele hæderligen.
De blive altsaa i Sandhed “Civilisatører”, dersom dette usædvanlige Ord skal betyde noget Godt og være det samme som CivilisationenS Befordrere. Bestrebelserne for dette høie Formaal hverken skulle eller kunne bedømmes efter dette eller hiint System i Stats- eller Handelsøkonomi, hvoraf enhver Stat har sin enhver Handelsmand sin, hvis Hovedgrundsætning er selv at høste den størst mulige Fordeel, hvoraf da naturligviis følger, at alle faae Ismaels Stilling (1. Moseb. 16, 12) og komme i indbyrdes Modsigelse.
Derimod er der en anden og høiere Side, hvorfra Missionsvæsenet skal bedømmes, nemlig efter Troesbekjendelsen.
Jeg er en stor Ven af sammes anden Artikel; men inden jeg giver mine Penge til dens Udbredelse, spørger jeg min Medhjælper deri : vil Du lade det første staa urokket ? Vil han ei dette, maa jeg see mig om efter en anden Medhjelper til det store Værk.
Fra denne Side kan Sagen i visse Tilfælde være betænkelig, men i det Hele er den udmærket rosværdig.
En Geistlig.