– i boken “Den norske Zulumission – et Tilbageblik paa de første 20 Aar af Det norske Missionsselskabs Virksomhed” af Halfdan E. Sommerfelt. Præst.
Naar vi gjør det Gode, lader os ikke blive trætte; thi vi skulle og høste i sin Tid, saafremt vi ikke forsage. Gal. 6,9.
Udgivet efter Foranstaltning af det Norske Missionsselskap. Christiania. Wm. Grams Forlag . Trykt hos J. Chr. Gundersen. 1865;
– fra s. 7 – 22 :
Norsk Missionsvirksomhed før 1842.
Ogsaa til Norge naaede snart Aarhundredets nye Missionsiver. De første Tegn hertil vise sig omkring Aaret 1820. Det nye aandelige Liv, som ved denne Tid var begyndt at komme tilsyne heroppe, medførte som en naturlig Følge, at ogsaa Synet for Missionen blev klarnet og styrket.
Biskop Bugge i Throndhjem var den Første, som gjorde et Forsøg paa at vække Opmærksomhed for Sagen.
I 1821 begyndte han nemlig Udgivelsen af et Missionsskrift : «Efterretninger om Evangeliets Fremgang i alle Jordens Dele». Sagen var dog endnu for ny, til at et saadant Blad kunde holde sig, thi skjøndt det læstes med stor Interesse, vandt det dog saa liden Udbredelse, at Biskopen allerede efter 2 Aar maatte standse dets Udgivelse.
Bugge ophørte dog derfor ikke at virke for Sagen; hver Nytaarsaften holdt han en Missionsprædiken og søgte i det Hele oftere at lægge for Dagen, at han betragtede Missionen som et Menighedsanliggende, for hvilket ingen
– 8 –
Christen burde være fremmed.
Og denne Interesse maatte naturligvis vække des mere Opmærksomhed, jo mere ny og usædvanlig den dengang var, og jo mere fremragende den Personlighed var, der lagde den for Dagen.
En anden Talsmand fik Missionen nogle Aar senere i Student Jørgen W. Cappelen, der paa det danske Missionsselskabs Bekostning i nogen Tid havde opholdt sig ved Missionsskolen i Basel. Under et Besøg i sit Fædreneland i Mai 1826 udstedte han en «Indbydelse» til «Hans Egedes Landsmænd» om med «Bøn og Bidrag»at deltage i den Mission, som det Baselske Selskab stod i Færd med at anlægge i de danske Besiddelser paa Guineakysten.
Derpaa rejste han i samme Aar selv om i en større Del af Landet for yderligere at tale denne Missions Sag og udbredte tillige et fra Tydsk oversat Skrift : Det evangeliske Missionsværks Fremgang i de sidste 25 Aar.
Ved denne Virksomhed vandt Cappelen ikke liden Indgang for sin Sag. Der tegnedes ikke ubetydelige Bidrag, der efter Cappelens udtrykkelige Begjæring alle indsendtes umiddelbart til en paa hans Anmodning i Christiania sammentraadt Kommite, bestaaende af Pastor Wexels, Bankadministrator Nilsen og Bogtrykker Grøndahl.
Kommiteen besørgede dem derpaa videre gjennem den danske Kommite til det Baselske Selskab.
I Aarene 1826—1829 indkom paa denne Maade temmelig anselige Summer; i 1828 f. Eks. ikke Mindre end 325 Spdl. Men efter 1829 kjende vi da hellerikke Mere til denne Virksomhed; den synes lidt efter lidt at være hendøet af sig selv, idet Bidragene ophørte og Kommiteens Bestaaen saaledes blev overflødig.
Aarsagen hertil har uden Tvivl for en væsentlig Del været den, at Missionsvennernes Opmærksomhed imidlertid var bleven hendraget til en anden Mission, der havde let for at vække en ganske anden Interesse end den Baselske, og som da ogsaa fik Broderparten af de i denne Tid skjænkede Gaver; – vi mene Brødremenighedens Mission. Allerede Bugge havde draget Opmærksomheden hen paa denne Mission, og fra 1827 fik den en varm Talsmand i «Norsk Missionsblad», der udgaves af Brødremenighedens Forstander i Christiania, N. J. Holm.
Dette Blad fik snart en væsentlig Indflydelse paa Missionslivets
– 9 –
Udvikling her i Landet (efter Holms Forflyttelse til Christiansfeld i Høsten 1834 fortsattes Bladet af Pastor I. H. Møhne, indtil det fra 1ste Januar 1850 overtoges af Foged Schjøtz i Stavanger. Fra Marts 1852 tænktes det hovedsagelig benyttet som Organ for den i Stavanger den 12te Juni 1844 stiftede «Forening af Israels Venner», hvorfor ogsaa Bladets forrige Motto : Jes. 60, 3. : «Og Hedningerne skulle vandre i hans Lys» tilføjedes Ordene i Ps. 21, 20. : «Gjør vel mod Sion efter din Velbehagelighed; byg Jerusalems Mure». Ved Foged Schjøtz’s Død i Begyndelsen af Januar 1863 standsede Bladet, men fortsattes dog allerede om Høsten i Stavanger. Man har Haab om, at det sednere vil blive udgivet fra Christiania).
Der fandtes ved den Tid ikke faa Brødrevenner heroppe især i Christiania, Stavanger, Farsund og Throndhjem, og blandt disse fik Bladet naturligvis sine fleste Læsere; men i de første Aar af dets Udgivelse vandt det desuden en ikke liden Indgang ogsaa blandt «Hauges Venner», der altid havde vist sig som ivrige Missionsvenner, og for hvem denne Tidende derfor var en velkommen Fortsættelse af det af Biskop Bugge udgivne Skrift.
Omkring 1830 se vi derfor, at Brødremissionen modtager Gaver og Missionsbladet læses saaatsige Landet rundt (da der sednere mellem Aarene 1835 og 1839 indtraadte en skarp Sondring mellem Brødrevennerne og «Hauges Venner», især fremkaldt ved den Schjøtz-Sandbergske Strid, formindskedes vistnok Bladets Læsere blandt de sidste, men paa den anden Side blev netop ogsaa Missionen og «Missionsbladet” det Foreningsbaand, ved hvilket det Adskilte lidt efter lidt droges nærmere sammen; og den Velsignelse, som en saadan Tilslutning mellem Menighedens troende Lemmer førte med sig, maatte naturligvis stedse mere kastes tilbage paa den Gjerning, der havde bevirket Foreningen).
Missionsinteressen synes i det Hele i disse Aar at have været i stadigt Tiltagende og viste sig mangesteds i Broderkjærlighedens skjønneste Skikkelse.
Paa den anden Side kom det rigtignok ogsaa ofte tilsyne, at Menighedslivet endnu ikke var udviklet nok til at kunne bære Missionslivets Blomst; thi mangesteds døde Missionsinteressen ligesaa hurtigt bort, som den havde blusset op; – men i det Hele frembyder Aarene omkring 1830 megen Kjærlighed til den hellige Sag, og især paa Vestlandet, hvor det religiøse Liv var vaagnet med størst Kraft, fandt den mangen en trofast Røgter.
– 10 –
Her var det ogsaa, at de første Missionsforeninger opstode, idet de enkelte Missionsvenner valgte sig en Bestyrelse, der besørgede de indsamlede Gaver afsendte til Bestemmelsesstedet og desuden havde at sørge for, at der holdtes offentlige Missionsmøder, hvor man samledes «for at ihukomme Sagen med Bøn og Bidrag”.
Blandt disse maa navnlig udhæves Stavanger Missionsforening, baade fordi den var den tidligst oprettede, og fordi den har havt den betydeligste Indflydelse paa Missionslivets Udvikling i vort Fædreneland.
Den stiftedes den 5te December 1826 af nogle faa Missionsvenner, blandt hvilke Hr. von Bülow var den, fra hvem Stødet dertil egentlig kom.
Medlemmerne enedes straks om at vælge en Bestyrelse, der skulde paase, at Foreningen aldrig tabte sit Formaal af Sigte, det nemlig «at opfylde den Pligt, som efter Marc. 16, 15. sml. Matth. 24, 14. paahviler enhver Christen : at virke for Evangeliets Udbredelse blandt Hedningerne».
I denne Hensigt skulde der afholdes maanedlige Missionsmøder, hvor Missionsefterretninger skulde meddeles, Bønner opsendes og Gaver indsamles.
Godt var det, at Foreningen saaledes blev bygget paa sikker Grundvold; thi allerede inden det første Aar var udløbet, havde den at udholde et Anløb, der truede den med fuldkommen Opløsning. Det viste sig nemlig, at der herskede Forskjellighed i Læren mellem Hr. von Bülow og de øvrige Medlemmer af Bestyrelsen, og disse fandt sig under saadanne Omstændigheder forpligtede til at fratræde Bestyrelsen uden dog at udtræde af Foreningen.
Følgen heraf var, at de maanedlige Møder ophørte, og at Foreningen et Aars Tid kun bestod i Navnet. Forviklingen løstes endelig saaledes, at Bülow ved Slutningen af 1827 fraflyttede Stedet og udmeldte sig af Bestyrelsen. Efter denne Tid gjenvandt Foreningen sin Holdning; de maanedlige Møder fornyedes, og Arbejdet gik i de følgende Aar sin rolige Gang uden nogen Afbrydelse.
Lidt efter lidt forøgedes i denne Tid Medlemmernes Antal; men man kunde dog sikkert antage, at Foreningen ved sin stille Virksomhed endnu ikke paa langt nær var saa kjendt i Menigheden, som den kunde og burde være.
Man besluttede derfor i 1834 at udstede en offentlig Indbydelse til at deltage i Foreningen, i det Haab, at Flere vilde
– 11 –
slutte sig til den, naar de bleve gjorte opmærksomme paa den Anledning, som derved frembødes til at kunne opfylde en christelig Pligt.
Denne Indbydelse, som vel nærmest var rettet til Menigheden, vakte Opmærksomhed ogsaa paa videre Hold, og det Samme blev Tilfældet med en anden Foranstaltning, som Bestyrelsen i dette Aar traf.
Man satte sig nemlig i Korrespondence-Forbindelse med flere udenlandske Missionsselskaber, og modtog paa denne Maade adskillige opmuntrende Breve, af hvilke et Par fra det Rhinske og Stockholmske Selskab især tjente til at oplive Missionsinteressen.
Dette spurgtes snart i videre Kredse, og det var paa denne Viis, at Foreningen i det paafølgende Aar fik Anledning til at hjælpe en ung Mand frem til Missionsgjerningen.
Hans Christian Knudsen, en Søn af Farver Knudsen i Farsund, havde nemlig længe følt Kald til at udgaa som Missionær. I den Anledning henvendte nu Faderen sig til Stavangerforeningen for ved dens Anbefaling at kunne faa Sønnen optaget i det Rhinske Selskabs Missionsinstitut i Barmen.
Denne Anmodning troede Bestyrelsen ikke at burde afslaa, da man gjennem christelige Mænds Vidnesbyrd var bleven forvisset om, at der ingen Grund var til at tvivle om Ægtheden af den unge Mands Missionskald. Den anbefalede ham altsaa til Barmen og modtog kort efter det opmuntrende Svar, at Knudsen straks vilde blive antaget paa det efter Selskabets Love bestemte Prøveaar.
Nu greb da Foreningen med Glæde Anledningen til at kunne gjøre noget Mere for Sagen og besluttede at understøtte den unge Mand med de fornødne Rejsepenge. Alt dette var smaa Livstegn; men de bleve ikke uden Indflydelse. Især virkede Gjerningen belivende tilbage paa Stavangerforeningen selv, hvis Medlemmer ligesom havde faaet noget ganske Nyt at tænke paa. Den fandt sig ikke længere tilfredsstillet ved sin gamle Virkemaade. Den havde faaet Øje for, at der var Mere at gjøre for Missionen end at tale om den, bede for den og række Andre en hjælpsom Haand til dens Fremme. Man begyndte nu i al Stilhed at tale om, at det kunde være paa Tide at faa Noget for sig, selv, og den Ene spurgte den Anden, om ikke ogsaa Norge nu skulde kunne uddanne og udsende dem af sine Sønner, der følte Kald
– 12 –
til at gaa ud som Missionærer, istedetfor at overlade denne Gjerning til Fremmede.
Man haabede, at Landets Missionskræfter ikke vare saa ganske ringe, som det ved første Øiekast kunde synes; thi det var vitterligt, at Missionsvennernes Antal ikke var ubetydeligt, om end Mange blandt dem virkede saa at sige i det Skjulte. Al Samvirken var nemlig endnu saagodtsom ukjendt.
Stavangerforeningen var den eneste Missionsforening i Landet. Missionsvennerne vare vistnok sammenbundne ved den fælles christelige Interesse for Guds Riges Fremme i Almindelighed, men ikke for nogen enkelt Missionsvirksomhed i Særdeleshed. Thi omendskjønt de fleste Gaver rigtignok mere og mere fik samme Udløb i Brødremissionen, og der forsaavidt kunde synes at maatte være Tale om en Samvirken, saa skede dog dette Mange og kanske Flerheden uafvidende, fordi Giverne bleve lige fremmede for hinanden.
Enhver enkelt Missionsven virkede i Regelen særskilt for sig og plejede endog at indsende sine Bidrag uden at slaa sig sammen med Andre. Dette Misforhold maatte naturligvis blive føleligt, saasnart Trangen vaagnede til at udrette noget Selvstændigt, og det kan derfor ikke forundre os, at Stavangerforeningen, som nu var begyndt at vise Tegn hertil, maatte være begjærlig efter at se disse spredte Kræfter mere samlede for at kunne gjøre sig en sikker Mening om, hvorvidt der kunde være Tale om at faa en egen norsk Missionsvirksomhed i Gang.
Det blev imidlertid ved, at man samtalede om Sagen og lagde den paa Herrens Hjerte. Men skjøndt man altsaa ikke for Tiden fandt det raadeligt at udtale sig offentligt, blev dog Stemningen inden Foreningen alligevel snart kjendt blandt Missionsvennerne, og allerede i Løbet af Aaret 1835 oprettedes 2 nye Foreninger i Stavangers Nærhed, nemlig i Farsund og Egersund. Disse Foreninger kom nu i det broderligste Samfund med Stavangerforeningen; dog indskrænkede dette sig i den første Tid til kjærlig, gjensidig Meddelelse; enhver Forening virkede aldeles uafhængig af de øvrige.
Men snart tilfredsstillede ikke denne Forbindelse. Trangen til en samlet og selvstændig Virksomhed dukkede bestandig stærkere op, og da nu i 1836 ogsaa Throndhjem fik sin Missionsforening, udgik der samme Aar fra Foreningen i Farsund et Forslag til en Forening mellem de dengang
– 13 –
bestaaende 4 Missionsforeninger.
Forslaget var stilet til Stavanger Missionsforenings Bestyrelse, der opfordredes til at sætte sig i Spidsen for en saadan Forening, og Planen gik i Virkeligheden ikke ud paa noget mindre end at danne «et Selskab med en i Stavanger midlertidig valgt Central-Kommite».
Denne Plan kom naturligvis ikke til Udførelse; dertil var den for snever; men den gjorde sin Nytte forsaavidt, som ogsaa dens Behandling bidrog Sit til at vække Opmærksomhed for Sagen og forberede, hvad der sednere skete.
Missionær Knudsen blev den, som gjorde det næste Skridt. Denne unge Mand havde ikke skuffet de Forhaabninger, man havde næret om ham. Længe førend Prøveaarets Udløb var han bleven optaget som fast Elev ved Missionsinstitutet i Barmen og havde arbejdet med saadan Flid, at han allerede Sommeren 1839 kunde bestaa sin Eksamen. Førend han nu udsendtes i Missionsmarken, fik han Tilladelse til at besøge sit Fædreneland baade for at sige Slægt og Venner Farvel og for at forsøge, hvad han som Missionær kunde udrette til Missionens Fremme i Hjemmet.
Han besøgte derfor under dette Ophold i Fædrenelandet flere Egne, hvor det kunde ventes, at Missionsordet vilde falde i god Jord, og havde ogsaa den Glæde at se Frugt af sin Gjerning, thi flere Missionsforeninger bleve efter hans Opfordring stiftede. Det, som gav Knudsens Besøg den største Betydning, var dog den Iver, med hvilken han arbejdede for, at hans Fædreneland kunde faa en selvstændig Missionsvirksomhed i Gang.
I denne Henseende søgte han især at paavirke Stavangerforeningens Bestyrelse, og forinden han i April 1840 vendte tilbage til Barmen for at tiltræde Rejsen til Missionsstationen Komagas i Lille-Namaqva-Landet i Sydafrika, tilstillede han denne Bestyrelse en Opfordring til at sætte sig i Spidsen for Oprettelsen af en norsk Missionsskole (noget Mere om Knudsens Virksomhed findes i Miss. Tid. 6te Aarg. Pag. 44; 7de Aarg. Pag. 15). .
Over 3 Aar vare nu forløbne siden Missionsforeningen i Farsund første Gang offentlig havde udtalt Trangen til en mere samlet og selvstændig Missionsvirksomhed, og