– «meest Luthers, Franckes og Pontoppidans, Betragtninger.. osv.»; – her gjengir vi Forordet i denne utgaven :
5 Moseb. 31, 12. Lad samle Folket, Mændene og Qvinderne og smaae Børn og den Fremmede, som er i dine Porte; og at de maae høre og at de maae lære og frygte Herren eders Gud, og tage vare paa at gjøre alle Ordene i hans Lov. Herre ! hvem skulde vi gaae hen til uden til dig, du haver det evige Lives Ord. Joh. 6, 68.
Er du en Herre, lok da frem Guds Lov af Dines Munde;
Og daglig hellighold med dem De kjære Bedestunde !
Søg dine Huusfolks Salighed, Lad denne Pligt ei rygges !
Hver Tjener, end den mindste med, Som Christen bør opbygges.
– side III – XIII :
– III –
Fortale.
Elskede Landsmænd ! Hvad den Guds Mand David i sin Bøn til Gud vidner om for sine Samtidige, i Ps. 22,5-6 :
Vore Fædre forlode sig paa dig og du befriede dem. Til dig raabte de og undkomme, de forlode sig paa dig og bleve ikke beskjæmmede; er et Vidnesbyrd, som kan siges til enhver Tid om alle dem, som forlade sig paa Herren deres Gud af sit ganske Hjerte, hvilket den samme Guds Mand et andet Sted i samme Grund bekræfter, naar han siger : «jeg har været ung og er bleven gammel, men jeg har aldrig seet den Retfærdige at være forladt eller hans Sæd at vanke om efter Brød», og at Gud til enhver Tid har havt sig nogle forbeholden iblandt den store Hob, om hvem dette kan siges, er noget vi ei har Grund at tvivle paa; men hvorvidt iblandt vore Forfædre kunde regnes et større Antal af hine end iblandt den nærværende Slægt, er vist usikkert at bedømme, endskjøndt saameget kan dog med Vished siges, at Endeel af vore hedenfarne Forfædre har efterladt sig kjendelige Vidnesbyrd paa, at de frygtede Gud i Hjertens Eenfoldighed og Oprigtighed, og ligeledes at de sørgede for, at forplante sand Gudsfrygt og Kundskab blandt sine Medmennesker og den kommende Slægt, ved det, at de ikke alene lærte Guds Ord reent og uforfalsket blandt sine Samtidige, men og sørgede for Biblers, Huuspostilers og andre gudelige Bøgers Trykning og Ombringelse i Landet, og hvem vi altsaa næst den gode Gud har at takke for, at Guds Ord boer rigelig iblandt os. O gid da, at dette Ord, som er Liv og Aand (Joh. 6, 63.), maatte være os ret magtpaaliggende, saa vi kunde, som Moses siger i 5 Moseb. 6, 6-7, lade dem være paa vore Hjerter og igjentage dem for vore Børn og tale om dem naar vi sidde i vort Huus, naar vi gaaer paa Veien, naar vi lægger os og naar vi opstaaer, saa kunde ogsaa vi efterlade os en Sæd, som kunde være til Velsignelse for de kommende Slægter, og
– IV –
vi samtidig love og prise Gud, som er i Gaar og i Dag den samme, ja til evig Tid.
Men naar vi med Opmærksomhed betragter vore Samtidige og den nærværende Slægt, hvad høres da almindeligere end Klager over trykkende Tider, over Dage værre end de forrige, og man kan tildeels ikke nægte den Sandhed, at Tiderne ere trykkende, Dagene onde; men hvorfra Aarsagen ? mon ikke fra Slægtens Hang til Forfængeligheder, til ufornødne Beqvemmeligheder, fra Uforligelighed og den skadelige Egennytte, fra den overhaandtagende Frihedssyge at enhver vil raade sig selv, Alle vil være Herrer, ingen Tjenere.
Og hvorfra nu igjen Kilden til alle disse Ulykkens Aarsager ? sandelig kjære Landsmænd ! vi behøve ikke her at anstille vidtløftige Undersøgelser, for at finde denne Kilde, den ligger desværre alt for tydelig for Dagen, endskjøndt mange ei see den, og andre maaskee ei ville see den.
Mon vi ikke gjøre os dette selv, i det vi forlade Herren vor Gud, Jer. 2, 17. Ordet, det Ord, som ene er et paalideligt Ord, og som skal bestaae, naar Himmel og Jord forgaaer, siger os : at Herrens Frygt er Viisdom, og at vige fra det Onde er Forstand; men om denne vantroe Slægt passer ret vel hvad i Josva 2, 10. staaer, de kjendte eller, som er endnu værre, de skjøtte ikke om at kjende Herren og den Gjerning, som han har gjort.
De fleste Lærde og Statskyndige paastaae : at naar Religionen bliver ligegyldig hos et Folk, da vakler, ja falder det bedste Rige, eftersom den er det helligste og bedste Foreningsbaand saavel imellem hver enkelt Familie i Særdeleshed, som imellem Fyrsten og Folket i Staten, ja og imellem Stater i Almindelighed, og slides dette Baand, da iler ethvert, være sig stort eller lidet Samfund med raske Skridt sin Opløsning og den dermed følgende Elendighed imøde.
Vi ber høve ikke megen historisk Kundskab, for at forsikres om disse Sætningers Sandfærdighed, vi have seet Stadfæstelse nok derpaa i vore Dage, vi have seet, at hvor der ikke er Ærefrygt for ham, som er Jordens Kongers Første (Aab. 1, 5.), der bæver man heller ikke meget for at foragte Herredømmer og bespotte Majestæter (2 Petr. 2.); og maaskee er det, vi have seet, kun en Begyndelse til Smerterne, som ville komme over Folkene, fordi de have forkastet det Middel, der skulde lære dem at seire over Lidenskaberne, og ringeagtet det Baand, der ene er mægtigt til at holde dem sammen.
– V –
Men Religionen er ikke blot given os af Gud i den Hensigt, at forene os indbyrdes med hverandre, ikke blot til vort jordiske Vel, den har foruden denne en endnu høiere Bestemmelse : Den er Baandet imellem Gud og Menneskene, Baandet imellem Menneskene og Menneskenes Skaber og Dommer; den alene kan lære os, hvorledes vor udødelige Sjel kan forenes med den udødelige Gud; den alene kan give os en tilfredsstillende Kundskab om Tilstanden efter Døden, og vise os hvorledes vi her kunne vorde forligte med Himmelens og Jordens Herre, og efter Bortgangen herfra evig lykkelige hos ham, det vor Sjel saa inderlig længes efter, men maatte uden Guds aabenbarede Ords Lys svæve i den største Uvidenhed om, det vil sige med Bibelens Ord : Gudfrygtighed er nyttig til alle Ting.
Men naar nu dette Middel ringeagtes, Kjære ! hvor skulle vi da hen, naar vor Herre tager Huusholdningen fra os og fremkalder os til Regnskab, og at dømmes ved det Ord, vi her agtede saa lidet om, og hvis Udbredelse vi gjorde saa lidet for ?
Spørg den paa Dødsleiet liggende Trøstesløse, han kan sige dig hvad Sjelen trænger om, naar dette Tabernakel skal nedbrydes og den forfærdelige Dag med stor Skye og Mørkhed er forhaand, hvo kan taale den ? (Joel 2, 2. 11.) efterdi den truer med den Nats Overfald, hvori Ingen mere kan arbeide, Joh. 9, 4.
Sandelig, der kan Ingen lyse os igjennem Dødens mørke Dal, uden det Ord, der vidner om det Lys, som nedkom fra Lysenes Fader og vil oplyse ethvert Menneske i Verden. Uden for ham, der haver det evige Livets Ord, er sandelig intet Lives Haab, og ingen Frelse, og ingen Fred, og ingen Salighed.
Heraf er det da klart, at imod al, saavel timelig som aandelig Ulykke, Nød og Trang, hjælper hverken Urter eller Plaster, uden det Herrens Ord, som læger alle Ting, Viisdb. 16, 12.
Huusstanden, siger en Paludan, er Rigernes Støtte, de tilkommende Slægters Grundvold; hælder den til Fald, saa styrter den hele Bygning; hvor vigtigt maa det da være at vedligeholde Gudsfrygt i samme, da denne er Viisdoms Begyndelse, ja selv Viisdom og nyttig til alle Ting.
Gudsfrygt stadfæster Rigerne, har en af Kongerne brugt til Valgsprog. Og en Statsmand har udtrykt sig saaledes : «Har Folket Gudsfrygt i Hjerterne, da have Førsterne (fyrstene/red.) i Borgernes Dyder en langt større Sikkerhed, end i en mægtig Livvagt
– VI –
og i stærke Fæstninger.
Understøt den christelige Religion, udbred dens ypperlige Sædelære i Borgernes Hjerter, og du skal finde en almindelig Lyksalighed».
Og hvor tilforladelig sandt overeensstemmende med Guds Ord er ikke dette; man læse kun den 112 Davids Psalme og see hvilke herlige Forjættelser (løfter/red.) den Gudfrygtige gives; og sæt, at det ikke altid gaaer i bogstavelig Opfyldelse at han bliver det, man kalder den lykkelige, den rige Mand, er han ikke lykkelig, naar hans Begjærligheder formindskes, naar hans Lidenskaber tæmmes, naar hans Hjerte lærer at være tilfreds og taknemmeligt, i hvilken Stand og Stilling i Livet Forsynet behager at sætte ham ?
O ! det er vist, at Gudsfrygt med Nøisomhed er en stor Vinding (1 Tim. 6, 6.) og det bedste af Alt er, at han har Forjættelse om, at det skal gaae ham vel paa det Sidste, Ps. 37, 37. Mal. 3, 17.
I Betragtning heraf kan det vel ikke ansees for meer end en hellig og nødvendig Pligt, at stræbe paa at befordre Gudsfrygt og christelig Huusandagt, ved dertil hensigtsmæssige Skrifters Udbredelse.
Vistnok er det saa, at det udvortes Ord for sig alene ikke gjør meget dertil, eftersom Guds Rige ikke bestaaer i Ord, men i Kraft; det er vist og sandt, at, dersom ikke Sandheds Aand ved Sandhedens Kraft rører Menneskenes Hjerter, da hjælper al Prædiken og Læsningen af alle Verdens Bøger intet, som skrevet staaer : dersom Herren ikke bygger Huset, da arbeide de forgjeves, som bygge derpaa, Ps. 127, 1.
Forgjeves plantes, forgjeves vandes, om Gud ikke giver Væxt og Velsignelse; men saa er det ogsaa Sandhed, at Gud altid er rede til at give denne, omendskjøndt sjelden eller næsten aldrig umiddelbart; han vil, at alle Mennesker skulle blive salige, men, for at blive det, maa de efter samme hans Villie komme til Sandheds Erkjendelse.
Det er vist og sandt, at, dersom vort Hjerte ikke føler Trang til Nødvendigheden af Guds Ords Oplysning og Veiledning, da høre vi det forgjeves i Kirken, da betragte vi det forgjeves i Huset; men det er ogsaa sandt, at kun Ordet og dets Kraft formaaer ret levende at vække Følelsen af denne Trang i vor Sjel.
Sandt er det, som Apostelen siger, at Hørelsens Ord ikke hjælper, naar det ikke beblandes med Troen i Hjerterne; men hvorledes, siger samme Apostel, skulle de troe paa den, om hvilken de ikke have hørt ? hvorledes skulle de høre, dersom Ingen prædiker ? Derfor, saa slutter han, er Troen af Hørelsen, men Hørelsen af
– VII –
Guds Ord, Rom. 10.
Det er ogsaa sandt, som en anden Apostel siger : at hvo der kun hører Ordet, men ikke gjør derefter, han bedrager sig selv (Jac. 1, 22.), og er, efter vor Frelsers Udsagn, en daarlig Mand; men ikke destomindre saa bliver det dog ogsaa Sandhed, at hvad man skal gjøre efter, det maa man først see eller høre: at forene begge disse Ting er det vor Frelser kalder Viisdom og forjætter Enhver, der i Troen til ham bestræber sig derfor, Adgang til sit himmelske Rige, Matth. 7, 21-24.
At bidrage til disse Tings Opnaaelse, samt at føie Fleres Ønsker, har derfor været Øiemedet af nærværende Huuspostils Udgivelse.
Den er paa sex Afhandlinger nær samlet af Luthers, Franckes og Pontoppidans Prædikener. Udgiverne have ikke holdt sig udelukkende til bemeldte Forfatteres Høimesse-Texters Forklaringer, men have valgt deels Høimesse- deels Aftensangs-Texter, nu af den Ene, nu af den Anden, kun har man stedse gjort sig Umage for at vælge den, man syntes bedst om, og naar nu og da er valgt Betragtning over en anden Text, end den til Dagen hørende, har man dog bestræbt sig for, at den havde Overeensstemmelse med Hoved-Sandhederne i en af de til Dagen anordnede Texter.
Ligesom de Guds Mænd, hvis Arbeider man herved har benyttet og hvis aanderige Betragtninger herved paany bringes for Lyset, kan have brugt forskjellige Udtrykke, der efter nuværende mere pyntede Skrivebrug ei ere saa ganske passende, hvori man dog ingen væsentlige Forandringer har villet gjøre, da Sandhed i sig selv er den samme og lider intet derved, eftersom Alle have havt samme Øiemed : Guds Ære og Næstens Opbyggelse; saa kan det og træffe hos Læserne, at, hvad Een synes fortrinlig godt om, kan behage en Anden mindre, hvilket man vel aldrig kan vente bliver anderledes; skulde de Fleste, især de Eenfoldige, der mangle Andagts-Bøger, finde sig i Sandhed opbyggede heraf, det man hjertelig ønsker, da vilde man takke Gud og ansee den herpaa anvendte Umage for vel belønnet, og ønsker man kun, at de ærede Læsere ville af christelig Kjærlighed tage alle Ting i den bedste Mening, i Betragtning af, at Alt er gjort i en velmeent Hensigt.
Pauli Ord i 1 Cor. 12. ere i saa Henseende tænkværdige : der er Forskjel paa Naadegaver, men Aanden er den samme, og der er Forskjel paa Tjenester, men Herren er den samme, med mere i samme Capitel.
– VIII –
Men Gud være Lov, som ogsaa herved lader frembære for os af sit Huses gode Liggendefæ (skatt/red.) nye og gamle Ting; han, den uforanderlige Gud og vor kjære Frelser, som er igaar og idag, ja til Evighed den samme, han selv velsigne dette, som alt sit øvrige Ord, og give, at det ikke maa komme tomt tilbage, men virke de Ting, som ere ham velbehagelige.
Ja Herre ! omvend os Alle til dig, at vi maae omvendes, fornye vore Dage, som af gammel Tid, Begr. 5, 21. Lad dit Ord udbrede sig til alle Jordens Ender, og straf os ikke efter Fortjeneste med at bortflytte dit Ords Lysestage fra os, fordi vi alt for længe have ringeagtet dets velgjørende Lys.
Klæd vore Præster med Retfærdighed og Salighed, og oplad for dem Ordets Dør til at forkynde vor Herres Jesu sunde Ord, og den Lærdom, som hører til Gudfrygtighed. Hold din Haand over Kongen til det Gode, og forskyd ikke din Salvedes Ansigt; lad ham altid være omringet af vise Raad, der ved gudfrygtig Omsorg for din Kirkes Bedste kunne grundfæste hans Trone, for hans Efterkommere stedse og altid, Ps. 132, 12.
Giv os alle lydige Hjerter, som ere dig og al din Orden underdanige; giv os altid et fornøiet Sind med dine Tilskikkelser. Skjænk os alle din Naade, Bistand og Velsignelse til at finde den Fred, som overgaaer al Forstand : Fred med dig i en god Samvittighed, den vor Frelser saa dyrt forhvervede os; lad os i den samme fuldende vort Løb, og naar vi det have, da, o Herre ! da unde du os en salig Stund til at fare herfra i samme din Fred, at den maa vorde vor evige Arvedeel, Amen !
Salig er den Mand, hvis Lyst er til Herrens Lov, og som grunder derpaa Dag og Nat; thi han skal være som et Træe, der er plantet hos Vandbække, som giver sin Frugt i sin Tid, og hvoraf ikke et Blad affalder, og alt hvad han gjør skal han faae Lykke til, Psalm. 1, 2. 3. og i Psalm. 40, 10. 11. Jeg bebuder din Retfærdighed i en stor Forsamling; see jeg vil ikke lade hindre mine Læber, Herre du veed det. Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og Salighed, jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed i en stor Forsamling.