ole t. svanøen : hans selvbiografi

– i Hans Nielsen Hauges bok : «Om religiøse Følelser og deres Værd»;

– på sidene 107 – 120 :

Det har ofte kommet mig for, jeg skulde udskrive det mærkeligste af min Løbebane eller Guds Førelse med mig, da jeg har tænkt det kunde været eller blevet til Lærdom og Trøst, især om nogen i sand Omvendelse skulde komme i Fristelser og Anfegtninger,

– 108 –

men har altid været noget som har hindret mig derfra, dog vil nu i Guds Navn skrive om, hvorledes den alvidende Gud har draget mig ud af Syndens Lænker og holdt mig ved handen indtil denne Dag.

I min Ungdom var jeg meget vellystig, vredagtig og imod mine Forældre og Sødskende, og ondt Verdens Barn, der altid lod mig regjere af mine onde Affecter. I mit 17de Aar skulde jeg som Andre, efter Sædvane, fornye mit Daabes Løfte; jeg fik altsaa stor Lyst til at læse, især at læse udenad; jeg lærte altsaa Luthers Cathechismus, Udtog af Doct. E. Pontoppidans Forklaring, endeel Psalmer i Kingos Psalmebog, saavelsom nogle af Davids Psalmer m. m., og kunde dertil godt svare Præsten, saavel efter Forstanden, som efter Bogen, og var altsaa den første af 60 Confirmantere.

Den Mand; som confirmerede mig, var en meget skikkelig og sagtmodig Mand, havde dertil god Gave til at undervise og lære Ungdommen; jeg fattede altsaa megen Godhed for ham, ja jeg elskede ham saa høit som det havde været min Fader; han havde ogsaa megen Godhed for mig; ved denne Leilighed lærte jeg da nogenledes at forstaae Pontoppidans Forklaring. Jeg gjorde ogsaa Løfte at ville forsage Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen; dog jeg maa fsge, at den Gang skjønnede jeg saa lidet hvad dette Løfte betydede, thi saa snart der gaves Leilighed til noget Samqvem i syndige Lyster, var jeg saa meget genegen (tilbøielig)

– 109 –

derefter, at det løse Forsæt blev snart glemt, og tog mig Trøst i Andre som gjorde saa, dog det laa altid en Tugt over mig, naar det Onde var bedrevet, og ofte var min Samvittighed urolig, men fik den altid tilfredsstillet med en falsk Trøst; dog, for at undgaae Naadens Tugt, vilde jeg da forsøge paa at blive hjemme, naar min Broder og Andre reiste om Løverdags-Aftenerne til Dands og Støi; jeg erfarede strax, at jeg om Søndags Morgen var saa glad og fyrig til at læse, og fornøiøt i mit Sind, isteden for de Andre vare søvnige, urolige, trætte og usle i sine Lemmer; dette skede ligeledes med Kortspil, som jeg var en stor Elsker af; men ved et Par Gange at holde mig derfra, fik jeg saa stort Had til samme, som jeg før havde Lyst dertil. Ved alt dette følte jeg en bedre Fred i min Aand end tilforn. Blandt andet hørte jeg et Rygte, at der var nogle Mennesker, især en Bondesøn i Smaalenene, som reiste omkring og holdt Taler, saavelsom at han skrev opbyggelige Bøger; jeg ønskede hos mig selv, at der maatte komme nogen Saadan, som jeg maatte faae tale ved, da i vort Sogn vidste jeg Ingen som havde Lyst at tale om den Ting, nemligt om Guds Villie at gjøre, og selv var jeg ei heller kommen saa vidt, at jeg kunde aabne mit Hjerte for Nogen.

Det hendte sig da, at jeg og min Broder skulde reise til Drammen, hvor vi kom i Selskab med nogle Andre, saavelsom Præstens Dreng, som var en sædelig Mand, og som jeg havde nogen Godhed for.

– 110 –

Da vi var kommen 6 Miil fra vort Hjem, kom en Kjørendes imod os, og som han kom os nær, kjørte han af Veien; vi talede ikke til ham, ei heller han til os; men saa kom en Mand gaaende mod os, han standsede, og vi spurgte ham, hvad det var for en Mand som kjørte os forbi, han sagde: det var en af Lærerne i Smaalenene, han skal følge mig til mit Hjem; jeg blev da ganske forbauset for det første, fordi jeg ikke havde givet mere Agt paa ham; jeg var fast i den Troe, at disse Mennesker maatte være opvakte af Guds Aand; jeg talede herom med Selskabet, og tillige ønskede, at der maatte komme nogen Saadan op til os; hvorpaa Præstens Dreng svarede : at vi haver saa god en Præst, at naar vi kunde gjøre efter det som han siger, saa blev vi nok salige, og vi behøvede da ingen anden; og eftersom jeg havde Fortrolighed til denne Mand, saavelsom vor Præst, saa tilfredsstillede han mig med sin Tale, alligevel var jeg ofte urolig og havde mange Tanker hos mig selv om Gud og hans Ord, saavelsom min og Andres Salighed, da jeg syntes, at mit, saavelsom Andres Levnet stred imod Guds Ord; jeg tænkte nu at ville afholde mig fra de grove Laster, saasom at bande, være vred m. m.

Om Vaaren igjen kom Guldbrand Væraas fra Nummedal der i Bygden; saasnart jeg hørte han var i Nærheden, reiste jeg til ham, hvor han paa en Gaard holdt Tale, og der samledes mange Folk; jeg blev meget bevæget af hans opbyggelige Tale, men det holdt mig med

– 111 –

saadan Skamfuldhed, at jeg dengang ei torde tale med ham; jeg reiste hjem, og lovede da Gud at ville imodstaae Synden, men Verdens Lyster var endnu i Hjertet.

Blandt andet hendte det sig, at jeg blev buden til et Bryllup; i dette Bryllup qvaltes ganske det gode Forsæt som jeg før havde havde haft, i det at jeg tog Deel med de andre Verdens Børn og støiede der saa meget, ja meer end jeg nogensinde før havde gjort, indtil jeg fik høre at en af mine Kamerater i et andet Værelse sang paa en Psalme, som han havde lært udenad, nemlig : Skulde jeg min Gud ei prise Og ham takke hjertelig.

Dette gik mig saa til Hjerte, at jeg blev ganske beskjæmmet over mig selv; jeg syntes da ikke længere kunde faae Fred i Synden, det var og den sidste Dands jeg var i.

Om Høsten kom Guldbrand Væraas igjen; nu først søndesreves Syndebaandet hos mig; jeg fik Bedrøvelse over min Ulydighed og inderlig Længsel efter at holde Herrens Bud; jeg troede ogsaa, at alle disse Mennesker som jeg saae, havde saadan Begjærlighed efter at høre Guds Ord, vilde gjøre det samme; jeg begyndte da at fornegte alt hvad jeg fandt i Guds Ord var Synd, blandt andet : forfængelig Klædedragt, Omgang med Verdens forfængelige Mennesker; begyndte at læse og betragte det nye Testamente, blandt andet havde jeg en Bog, kaldet Betragtning over Verdens Daarlighed, forfattet af H. N. Hauge; jeg talede herom med Andre, men det varede ikke længe,

– 112 –

før Endeel begyndte at bespotte, Endeel sagde : det er dog ikke saa farligt som du forestiller dig m. m., man maa dog alligevel blive salig; jeg blev af alt dette mere ivrig, lærte da ogsaa bedre at forstaae Guds Ord, Jesu og hans Apostlers Lære, saa jeg drev bestandig paa en sand Fornegtelse, dette foreholdt jeg ogsaa Andre.

Engang tog Præsten mig fat midt iblandt Almuen og vilde overtale mig, at jeg skulde leve som før, men han formaaede ikke noget; men jeg søgte mere Gud med Bøn om hans Aands Bistand.

De grove Synder, som jeg for havde ladet mig lokke til, blev nu lette at afstaae, men jeg blev nu mange andre Synder vaer, som jeg tilforen ikke havde kjendt, og koster en daglig Strid baade da og nu bestandig, om de skal overvindes; der var og nogle Andre, som og havde fattet et alvorlig Forsæt at ville stride Synden imod, vi gik til hverandre om Søndagene, opbyggede hverandre, læste og sang; der kom da ellers forskjellige Andre, som talede med os, saa vi havde mange opbyggelige Stunde.

Aar 1801 fik vi høre at H. N. Hauge var kommen til Gaarden Haftorn, 4 Miil fra os; jeg gjorde mig da færdig til at reise til ham, som jeg og siden bestandig fik Tilladelse til af mine Forældre; jeg mødte og her en Anstødssteen: da jeg var kommen Haftorn 1/4 Miil nær, mødte jeg en Officier, som meget vel kjendte mig; han spurgte mig strax hvor jeg vilde hen ? jeg sagde, vilde reise til Haftorn for at tale med Hauge; han begyndte at

– 113 –

fraraade mig paa saa mange Maader, og med saa mange Forvendinger, som jeg ei saa vel kan erindre, jeg som var mat og træt efter den lange Vei, og af den Fraraadelse blev meget kleinmodig, saa jeg tilsidst ei kunde svare ham et Ord, men til Slutningen forlod han mig, og jeg gik til min Bestemmelse, da jeg kom til bemeldte Sted, fik jeg tale med den Mand, som jeg saa længe havde ønsket efter, jeg blev meget bestyrket i hans Opbyggelse, da han viste baade i Lærdom og Levnet, at lede de Svage og overbevise de Gjenstridige.

Efter nogle Dage reiste jeg hjem igjen til mine Forældre, og arbeidede. Om Søndagen var jeg enten i Kirken eller og (også/red.) var vi paa et eller andet Sted samlet til Opbyggelse. En Ven vilde jeg skulde reise over til Leerdal (Lærdal/red.) og Lyster med nogle Bøger, saa og tale med Folket om Guds Villie, jeg som var villig i min Aand, og maatte vel lignes med Peder, der vilde gaae i Døden for sin Frelser, men der Fristelsen kom, havde han for liden Magt til at imodstaae med; dog heri vare vel Guds Førelse med Peder, at han desbedre kunde lære at kjende sig selv, ligesaa med mig, har og Aarsag at sige : Herren være lovet som lægger os en Byrde paa, vi har en Gud som hjælper og en Herre, Herre, som frelser fra Døden.

Da jeg kom over Fjeldet til Leerdal, traf jeg der kun syndefulde Mennesker, som bespottede og beloe mig, og til deels truede med Straf, jeg som var forlidet bekræftet til at taale Forfølgelse, og vel muligt ikke

– 114 –

løs fra alle skabte Ting, eller som Jesus siger :Hvo som ikke forlader Fader, Moder, Hustrue, Børn, og til med sit eget Liv, kan ikke være min Discipel, blev nu bange for at lide, da Fienden satte mig i saadan Frygt for Forfølgelsen, som maaskee vilde komme over mig, at jeg af den Forestilling, Fienden indskød, vendte tilbage, og kom hjem Juleaften; jeg var meget oprørt i min Aand, deels for jeg syntes at have gjort Uret i at vende tilbage, og ladet mig afskrække at bekjende Guds Ord, og for det andet satte Fienden an paa mig, og vilde gjøre Guds Naade til intet, som Gud havde virket i mig, jeg kom nu meer og meer i Anfegtninger, Tvivl og Strid, og kunde ikke blive enig med mig selv, dog den Sandheds Grund, som jeg havde erkjendt i mit Hjerte, stod fæstet ved Guds Ord, og som vidnede med min Aand, at Aanden var Sandhed.

Dette havde jeg aldrig nogen Tvivl om, men det meste som satte mig i Anfegtning og Fristelse, eftersom jeg siden fik Forklaring paa, var, at jeg tvivlede om min Oprigtighed, og at Fienden fik mig til at troe, at jeg var en Hykler; om du beder, hører Gud dig ikke, thi Gud hører ikke Syndere, men de som gjøre hans Villie; jeg blev nu angestfuld, og syntes vilde bede til Gud, men jeg blev ligesom svaret, at det nytter ikke du beder ham, du som har været ham saa meget ulydig, og især nu da du har gjort en Ondskabssynd efter din Omvendelse, nemlig, at du lod dig af Frygt afvende fra at bekjende Guds Navn; thi hvo som vil frelse sit Liv, skal miste det, og det var dig bedre, at du

– 115 –

aldrig havde kjendt Retfærdighedens Vel; thi den som gjør Synd med Villie efter sin Omvendelse, er ikke mere Haab tilbage. Alle disse, med mange flere Guds Ord vare saa gjennemtrængende i mit Hjerte, al Trøst om Benaadning blev nu borte, og Gud syntes mig at være vred, og Satan indskød saa mange gloende Pile, at jeg den og den Gang havde lovet ham min Siel, og at jeg den og den Gang havde faaet den Gevinst eller mit Ønske opfyldt, blot for det Løfte jeg havde gjort ham; jeg imodstod ham bestandig med, at han var en Løgner, og dette er Løgn, men han paastod det var Sandhed, saa han fik mig i Tvivl; tillige indskød han disse Tanker, at jeg nu kunde synde frit, da du kommer alligevel i Helvedes Pine, enten det bliver med det Onde som er gjort, eller du gjør mere ondt.

Det var haardt, at bede til Gud havde jeg ikke Magt, ikke kunde jeg sukke, ingen Trøst i Guds Ord, jeg holdt dette hos mig selv, og vilde ingen aabenbare det, men bad andre holde fast ved Gud og hans Ord, troede om mig selv at være aldeles fortabt, og bestandig troede jeg da at det var for seent for mig, at komme til nogen Omvendelse, jeg syntes nu, at Jorden jeg gik var ligesom misfornøiet at jeg skulde træde paa den, og naar jeg saae paa Solen, saa var det ligesom den skulde græmme sig over mig, ligeledes alle andre Herrens Skabninger i Naturen; nu fornyede Fristeren atter sine Forestillinger, at han nu havde faaet Magt af Gud til at friste mig saa haardt, at jeg

– 116 –

skulde taget Livet af mig selv, og dertil afmalede alle gamle Synder, som jeg dog troer var forladt, saavelsom de daglige Feil jeg følte i mig, dette fik han mig til at troe, uagtet jeg paa alle mulige Maader søgte at staae ham imod, saa havde jeg dog ingen Magt.

Jeg kunde ei længer holde mig, men aabenbarede dette for mine Forældre og nogle andre troeskyldige Venner, de ynkedes over mig, dog havde altid det bedste Haab, at det skulde tjene mig til gode, som flere sagde til mig, men dette kunde jeg ikke troe, dem søgte ogsaa paa mange Maader at trøste mig, som dog for det meste var forgjæves, og naar jeg saae andre som var glade i Gud, blev min Angst endda større, thi tænkte jeg, de som hører ham til er glad i ham, men derimod har den Ugudelige mange Plager, som jeg hentydede paa mig; dog undertiden fik jeg en liden Hvile, og da var jeg ligesom jeg skulde være kommen af et tungt Arbeide, men det varede ikke længe førend Angesten igjen begyndte, alligevel bad jeg de andre, at de maatte holde fast ved den Sandheds Grund som de havde begyndt, og at der ingen anden Vei var at vide til Salighed, men for mig syntes jeg aldeles at det var for seent, og lignede mig ved Esau, der solgte sin første Fødselsret for en Ret Mad.

Han søgte vel Omvendelse med Graad, men fandt ikke Rum til samme. Disse med mange andre Ord af Bibelen trængte ligesom gloende igjennem mit Hjerte. Om Natten naar jeg skulde sove, saa drømte jeg, at jeg var blandt Djevlene i Helvede, og opvaagnede ofte

– 117 –

med Ak og Vee, nu blev jeg saa aldeles udmattet at jeg knapt kunde gaae, saa at enhver troede at jeg var syg, dog for det meste en Stund paa Dagen fik jeg en liden Hvile, thi ellers havde jeg heller ikke holdt saa længe ud, og da kunde jeg undertiden faae bede til Gud, men Haab om Bønhørelse kunde jeg ikke fornemme, da Fristeren bestandig paastod jeg hørte ham til, og at Gud havde overladt mig ham for min Ulydigheds Skyld, og han skulde nok mage det saa (gjøre det slik/red.), at jeg skulde tage Livet af mig selv, da jeg er alligevel fordømt, men det værste bliver tænkte jeg af alt, at jeg gjør saa megen Forargelse, saa de Gudfrygtige bliver forfulgt, da fornegter de fleste Sandheden, som alt bliver din Skyld, du kan altsaa ligne dig med Judas, der forraadte Jesum, du kommer med ham dybere i Helvede end nogen anden, og det var altsaa bedre, at der var hængt en Møllesteen om din Hals.

Atter kom Fristeren paa en snedigere Maade; da du vil undgaae dette, saa kan du paa en tilsyneladende Maade, som det skeede mod din Villie, forkorte dit Liv, saa undgaaer du al denne Forargelse, som du forestiller dig.

I alle disse, saavelsom alle de andre Fristelser, syntes jeg aldrig at ville samtykke med Fristeren, jeg stred nu mod disse Fristelser, ganske uden Haab om Frelsning, ofte var den Helvedes Sjeleangst saa haard, at jeg svedede som af et meget tungt Arbeide, dette varede flere Maaneder, nu begyndte jeg at faae Hvile, imellem, nu fik jeg og tildeels Kraft at bede til Gud, saa og fik jeg nu græde, som lettede meget den store

– 118 –