– i boken : “Gjerpens Prestegjelds og Presters Historie”. Af J.L. Qvisling. Provst. Skien. Erik St. Nilssens Forlag. 1904.
– fra s. 230 – 237 :
Fredrik Blom.
1790–1812.
Fredrik Kristofersen Blom nedstammede i fjerde led fra Fredrik Johansen Blom, der døde som sogneprest i Laardal øvre Telemarken i 1059 og er stamfader for den først i øvre Telemarken, navnlig i Laurdal og Kviteseid, senere fornemmelig i og ved Skien bosatte familie af dette navn.
Denne Fredrik Johansen Blom, der muligvis var fra Tønsberg eller omegnen deraf, var gift med en Maren Kristoferdatter, datter af Kristofer Hansen, sogneprest i Stokke og deraf kaldet “Stockman”. Navnene Hans, Kristofer og Fredrik har da senere været udpræget almindelige i familien Blom.
En søn af denne Fredrik Johansen (eller Jansen) Blom var Kristofer Fredriksen, der blev lensmand i Laardal og døde sammesteds i høi alder 1735 paa gaarden Bjaaland som en meget rig og i sin kreds meget omtalt mand, der endnu lever i sagnet og i stevet.
Hans søn Kristofer var ligeledes etter faderen lensmand i Laardal, hvor han døde i 1757. Kristofer Kristofersen efterlod sig flere sønner, af hvilke de fleste flyttede nedover til Skien, hvor de blev ansete og rige forretningsmænd. Blandt disse sønner er særlig at merke Hans Kristofersen, der var valgt til Skiens repræsentant paa Eidsvold, men døde, forinden repræsentanterne traadte sammen. En yngre broder af ham var ovennævnte Fredrik Blom.
Fredrik Kristofersen Blom var født paa Bjaaland den 29de mai 1749, men, som han selv siger, “opfødt i Skien”, hvor han gik paa “rektorskolen” fra omkring 1760, altsaa fra sit 11te aar, og hvorfra han dimitteredes til universitetet af rektor Winther i 1767.
Skjønt han jo var en velstaaende mands søn, var det efter sagnet noksaa smaat for ham i Kjøbenhavn, idet det siges, at han her til hverdags maatte nøie sig med the og smørrebrød; kun om søndagen havde han raad til ordentlig middagsmad og noget extra, som f. eks. en gaasesteg.
Han læste til haud, det vil sige, han lagde op det minimumspensum, som gav karakteren haud. Herom fortæller han intet selv, men derimod, at han som kandidat anvendte nogle aar til privat undervisning for skikkelige folks børn i Norge og Danmark. Ret mange aar har dog ikke det været; thi allerede den 30te mars 1774, i hans 25de aar, kaldtes han til personel kapellan hos Kristian Paus, der havde været sogneprest i Saude nedre Telemarken fra 1717.
Paus var født i Gjerpen i 1710 og, som før anført, en søn af klokkeren her Søren Paus. I december 1782 døde sogneprest Paus, og Blom, der imidlertid var bleven forlovet med hans datter Kirsten Margrethe (født 16de mars 1755), med hvem han havde giftet sig 3dje januar 1783, blev høsten efter, den 27de august 1783, udnævnt til residerende kapellan i Skien.
Kammerherre Herman Løvenskiold, der som eier af Fossum jernverk havde jus patronatus til Gjerpen sognekald, gav ham saa 16de januar 1786, uden at Blom havde søgt derom, expectanse paa kaldet, som han da, efter Monrads dødelige udgang ogsaa tiltraadte 2den mat 1790. Den 4de oktober 1798 blev Blom provst i provstiet og døde 13de november 1812, noget over 63 aar gammel.
Allerede vaaren efter, 7de mai 1813, døde ogsaa hans enke, 58 aar gl., og jordfæstedes den 13de mai ved sin mands side paa Gjerpens kirkegaard, hvor deres grave endnu kjendes; de ligger lige ved gjerdet i kirkegaardens sydligste del.
Provst Blom var ifølge familietraditionen en meget høi, mager mand og meget alvorlig af væsen. I Gjerpen nød han megen anseelse. Det fortælles om ham, at han søgte at mægle mellem bønderne for at hindre processer og den udsugelse af prokuratorer, som dermed var forbunden.
Ogsaa eftermanden Edvard Munch har givet ham et meget godt vidnesbyrd, idet han i kaldsbogen har skrevet følgende vakre ord om ham : “Som en redelig og nidkjær Herrens prest levede og virkede provst Fr. Blom i Gjerpen til aaret 1812. Han havde til den tid besiddet styrke og god helbred, men begyndte mod efteraaret at skrante. Dog blev han ei alvorlig syg førend i førstningen af november, da han blev nødt til at søge sengen. Han vidste, at hans time nærmede sig, og gik sin opløsning imøde med den ro og fatning, som kun bevidstheden om et saa velført liv som hans og den gjennemgribende religiøsitet, der stedse besjælede ham, kan give”.
I forbindelse hermed kan anføres det vidnesbyrd, som biskop Bech ved sin visitas i Gjerpen den 23de juli 1809 har skrevet i kaldes eller kopibogen. “Hr. Provst Blom viste i en opbyggelig og velment (sic) prædiken Kristi lære som vei til lyksalighed. Ungdommen fandtes i almindelighed ikke at mangle kundskab i deres xdom (d.e. kristendom), nogle derimod meget vel underviste og andre vel anførte til brug af egen ettertanke. Held og velsignelse over menigheden og dens redelige og saare hæderværdige lærer !”
Provst Blom efterlod sig et stort, endnu væsentlig bevaret bibliothek, som Skaar skriver, “vel forsynet med rationalistisk literatur”. Traditionen i familien siger vist nok, at han ikke fulgte den da moderne rationalisme, men holdt paa den gamle lære, ligeledes, at Hans Nilsen Hauge oftere besøgte hans hus, og at han skal have sagt om Hauge, at han var forud for sin tid. At dette dog maa modificeres adskilligt, fremgaar blandt andet af hans efterladte skrevne prædikener, hvoraf er bevaret en hel samling. Allerede hans af biskop Bech anførte thema i hans nævnte visitasprædiken i 1809 tyder herpaa.
I sin oftere anførte opsats i bladet “Grenmar” skriver saaledes Skaar : “Efter at have læst 14 af hans endnu opbevarede, utrykte tater, maa jeg tilstaa, at hans prædiken er rationalistisk. Af disse 14 taler er den ene fra 1780, de øvrige fra aurene 1794 – 1810. I alle disse taler findes intet om Kristi gjenløsning undtagen dette : “Vi ere dit ved Jesum gjenløste og elskede folk, naar vi tænke og handle som gode kristne”.
Jesus er ellers “vor religions guddommelige stifter”, “vor himmelsendte Iærer”, “som var kommen til verden for den guddommelige sandheds udbredelse og viste, at ved dens værdige annammelse ethvert menneske blev lykkeligt og saligt”.
Den Helligaand nævnes aldrig uden da, naar et bibelsted anføres, hvor hans navn forekommer. Synden kjændes væsentlig kun som laster, og blot en enkelt gang har han berørt menneskehjertets dybe fordærvelse.
Omvendelse berøres ikke, ligesaalidt som gienfødelse. Uagtet flere af talerne er ligtaler, er dog legemets opstandelse ikke nævnt. Daaben og nadverden er ikke nævnt i nogen af talerne hvor stor opfordring der end synes at have været til at omtale dem.
Samtlige taler er moralprædikener, saadanne, som vi kjende dem fra begyndelsen af dette aarhundrede. Vi skulde ved Jesu lære forædles til tænksomme og dydige mennesker, det er en tanke, som atter og atter kommer frem. “At følge Jesum”, siger han, “i tro og ydmyg lydighed er vei til salighed”; men hvorledes denne tro og denne lydighed skabes, derom gives ingen oplysning”.
Men var provst Blom i tidens medfør sterkt paavirket af den rationalistiske kristendomsopfatning, saa var han dog en helt igjennem oprigtig og sandhedskjærlig mand, der gav sandheden ære, saavidt han forstod den. Et vakkert bevis herpaa har man i det sanddru skudsmaal, som han gav Hans Nilsen Hauge og hans venner, om det end heller ikke fuldt ud stadfæster den ovenfor nævnte tradition om hans forhold til Hauge.
I 1810 gav han Hauge og hans venner følgende vidnesbyrd : “Hans Nielsen Hauge har jeg kun engang talt med, da han for et par aar siden af stiftet var sendt til Vestlandet for at tilveiebringe salt, som da var stor mangel paa. Men jeg har hørt tale om, at han for flere aar siden har været i dette og tilgrænsende sogne, og har adskillige bekjendte som ynde ham (deriblandt i Gjerpen Erik Bøle).
Jeg har og hørt, at andre af hans bekjendtskab have omreist og holdt religiøse taler. Ingen uorden er bekjendt i denne egn som følge deraf.
Derimod maa jeg tilstaa at have hørt, saavel om Hans Nielsen selv som andre, der have været af hans bekjendtskab, at de alle have ført et stille og sædeligt levnet, advaret fra laster og opmuntret til et gudfrygtigt væsen.
Hans Nielsen Hauge skal selv have opmuntret til arbeidsomhed i hvert kald og desuden givet vink til et og andet nyttigt foretagende i adskillige næringsveie, som og til gavn ere benyttede. Det er ingenlunde at formode, at Hans Nilsen har ytret noget, som kunde afvende fra tilbørlig lydighed mod øvrigheden; thi jeg kjender ingen af dem, der have nydt hans omgang, uden for føielige og villige under al befalet orden.
Ja, i al udvortes forhold udmærkede disse mennesker sig som afholdne fra laster. De besøge flittig kirkeforsamlinger; de omgaaes mere, end i almindelighed mængden af folket, med Guds ord; de have omsorg for deres husfamiliers sædeligheds bevisning i alle dele, de findes ikke paa de steder, som, desværre, lokke mange letsindige til tidsspilde og nære fordærvende lyster. Jeg kan derfor ikke andet i den kreds, jeg lever og kjender, end glæde mig over, hvad jeg synes at have sporet som bevis paa, at gode anvisninger og gode exempler virke ogsaa fra den lavere folkeklasse til det bedste”.
Provst Blom havde 3 børn : 1) Kristiane født 18/1 1786, gift 27/11 1811 med sit søskenbarn skibsfører, senere proprietær Andreas Rougtvedt Blom, født 1787, død 1851; 2) Kristofer, født 12/3 1788, død 14/5 s.a. og 3) Kristen, født 16/1 1793, død 21/5 1801. Mens de to yngre søsken døde tidlig, naaede derimod Kristiane Blom en meget høi alder; hun døde nemlig først 7/3 1877, altsaa over 91 aar gl. Hun er moder til rektor Hans Blom.