– ved Stedets res. Kap. J. Fr. Schrøeter;
Sørgende Forsamling, dybt bedrøvede Venner !
Herrens Veie ere ikke vore Veie, hans Tanker ikke vore Tanker — denne Sandhed maae vi vel, mine Venner ! ogsaa her , som ofte i Livet, bekjende, i det vi alle staae med bedrøvet Sind om de jordiske Levninger af en hedengangen Christen, hvem vi omfattede med levende Kjærlighed, med sand Agtelse.
Vi havde vel ikke ventet, at den Sorg, som i Dag fylder vor Sjæl, saa snart, saa hastig skulde blive vor tunge Lod.
Vi havde end haabet en Stund at glædes i hans Samfund, end længere at have vandret med ham herneden i Støvets Land.
Dog — saa var ikke vor himmelske Faders Villie. Han kaldte ham hjem til sig, til det Bedre, som en fuldendt Retfærdig, der under Jordlivets Møie har stridt den gode Strid, og bevaret indtil Enden Troen paa Gud og Jesum.
Held ham ! naar vi derfor, om end med blødende Hjerter, bekjende — han er nu hos sin Gud, hvem han har tjent saa oprigtig; han skuer nu med en Saligs Fryd Ansigt til Ansigt sin dyrebare Frelser, hvem han her elskede saa høit, saa inderligt. Ja ! han er indgangen til sin Herres Glæde, som en troe Tjener, for at modtage den Retfærdighedens Krone, for hvilken han stred og kæmpede i Livet.
Eller, mine Venner ! var det ikke dette Klenodie, han attraaede selv; dette han søgte at tilegne sine Brødre og Medforløste ? Maa vi maaske ogsaa her tilstaae, hvad vi saa ofte saae i Livet, at Menneskets Skjæbne kun angik det Forgjængelige, som er i Dag — i Morgen forsvinder ?
Var det dette, bedrøvede ! — han søgte at lære Eder; dette, hvortil han opfordrede Eder i gudelig Tale og christelig Omgang ? Raadspørger Eders egne Hjerter. Gjenkalder i Eders Sjæl Mindet om den Stund, da han første Gang mødte Eder i Livet, kommer i Dag ihu, her ved hans afsjælede Legeme, hans første Ord til Eder, da I stødte sammen paa Eders Vandring.
Bød han Eder da at søge Verden og dens Venskab, eller oppfordrede han Eder, kjærlig og sagtmodig, til at eftertragte Guds Rige og hans Retfærdighed, som det første og høieste Fornødne ? Vidnede han det ikke høit og tydeligt, at kun Eet var Eder fornødent, og at dette findes i Christo Jesu ?
Dette var jo det Glædens Budskab, Guds Aand drev ham ud at forkynde, dette var det, han hengav til Eder, til sine Brødre. Opvakt ved egen Nød, den Herren lod ham kjende, men hastelig omvendte til salig Glæde i den Korsfæstede, tvang Christi Kjærlighed ham til at forlade Faders og Moders Huus, gaae ud i Verden, ene fulgt af Gud og den Frelser, han forkyndte, for ogsaa at vække sine Brødre og udrive deres Sjæl af Fordærvelsen.
Da var det jo, at han ogsaa kom til Eder, I bedrøvede ! med Frelsens salige Evangelium, da var det han ogsaa lærte Eder at kjende Eders aandelige Nød, og kjærlig viste, hvor I skulle hengaae, for at blive salige : til Jesum Christum.
Vidner det, mine Brødre ! uden Skye. Den Tid er jo forbi, da man foer frem mod ham og Eder med Had og Forfølgelse. Man taaler jo dog nu i det mindste at høre Christum, om man ikke har Lyst at følge ham, om man end anseer det bedre at være Verdens Børn, end at regnes blandt de Hellige; vidner det, siger jeg, at I ansee ham som det Redskap i Herrens Haand, ved hvem I erfarede Guds Barmhjertighed, og lededes til den gode Bekjendelse, at der ikke er Salighed i nogen Anden end i Jesu Christo.
Derfor er det jo I have ham saa kjær; derfor er det, at I staae saa bedrøvede ved disse hans jordiske Levninger, fordi I ved ham, den Salige, modtog Saligheds Kundskab, ved ham lærte, hvor den boer, hvor den ene kan søges og vil findes. Thi han ledede Eder til de levende Vandkilder, og der bød Eder at drikke Livets Vand, at I ikke skulle tørste evindelig.
I Jesu Navn havde han begyndt sin Gjerning, og derfor blev den ham, Eder og Utallige trindt i Landet til Held og Velsignelse. Med Glæde lod Gud ham see dens Frugter, til hvilke han regnede Eder som sine aandelige Børn.
Dog altid var hans Bekjendelse : Gud og Christum ene Ære i alle Ting. Ei tillagde han sg selv Roes for hvad Herren ved ham havde virket. Han bekjendte sig selv stedse et skrøpeligt Redskab, som ene ved Christum, der gjorde ham stærk, havde formaaet at udrette Noget til hans Navns Priis. End dette var Intet ham kjært og dyrebart. Guds Sag var i Sandhed hans Sag, hans Riges Udbredelse hans Sjæls høieste Lyst.
Derfor var ogsaa hans Sorg størst, naar han saae det Ondes Seier og Tilvæxt; derfor klagede han inderlig, naar han saae Kulde og Lunkenhed at indtage deres Hjerter, af hvem han havde ventet sig troe og redelige Medstridere, naar han saae sig forladt af dem, der gav et glad Haab, men atter vendte sig til Verden.
I, mine Venner ! der kjendte ham i Livet, saa ofte hørte hans Tale og saae hans Gjerning, I skulle være mine Vidner.
Jeg kjendte ham ei selv i Legemet, hvilket jeg af Hjertet beklager, dog kjendte jeg ham af hans Gjerning gjennem hans Venner, paa det Sted jeg nylig forlod, og Alt vidner, at han i Liv og Idræt var en sjelden from og troende Christen.
Intet Under derfor, at Hustru og Børn, Slægt og Venner staae sørgende og bedrøvede her ved hans jordiske Levninger. De føle Alle hans Bortgang saa tungt, hans Tap saa stort og uerstatteligt. De havde haabet, at han end længere skulde være deres Trøst og Støtte, deres kjærlige Fører, deres troe Leder paa Livets Vei. Dog lader Eder trøste, I dybt Bedrøvede ! vor Ven er ikke død, men han sover. Stille og rolig hviler her, hvad Jordens var; men hans Aand lever hos Gud, som gav den.
Han er indgangen til Hvile hos Faderen og Sønnen, hvem han af sin hele Sjæl tjente saa troe og villig, som var hans Livs Glæde, hans Dages Trøst. Der nyter han nu Lønnen for Livets Møie og Strid, der har han modtaget Retfærdighedens Krone, for hvilken han her stred og kæmpede.
O ! er ikke dette en salig Trøst, en lægende Tanke for Eders blødende Hjerter ? Hvad bedre kunne vi tilønske ham; dette, der var hans varmeste Ønske, hans Sjæls høieste Begjæring. Denne glade Vished bør derfor og være Eder en lægende Balsam for Eders Hjerters Saar.
Uden Frygt skulle I see ud i den kommende Fremtid; thi I vide : vor Gud er de Faderløses Fader, de Bedrøvedes sikkre Tilflugt.
Hidtil sørgede han for Eders saa faderlig, da I gik glade hen ad Livets Bane ved Mand og Faders Side; han skal visselig ikke forlade Eder da Han tog fra Eder Livets Støtte.
Kaster al Eders Hjertens Sorg paa Herren, han skal hjælpe — har han saaret vil han og kjærligen læge. Selv gjennem Sorg og Kummer gaae hans Veie, der ere Viisdom og Godhed.
Ogsaa I, hans Livs Venner, der dele Hustrues og Børns Sorg, staae her med dybt bedrøvede Hjerter — dog dette være Eders Trøst : han var Herren kjær, derfor tog han ham hjem til sig. Hos Ham nyder han den Salighed, hvorfor han stred herneden, hvorfor han saa ofte bød Eder at stride og bede. Bevarer Alle hans Minde i taknemmelig og hædrende Erindring ene derved, at I, som han, holde fast ved den gode Bekjendelse, stride den gode Strid, fuldkommer Løbet og bevarer Troen.
Dette være vort fælleds Forsæt, det Gud give oss Alle Kraft til at udføre, som ethvert Hjertes Bøn til Gud her ved hans Støv være dette : vor Sjæl døe denne Retfærdiges Død, vort Endeligt være som hans !
Amen !
