hans nielsen hauges åndelige gjennembrudd : trykket 1816

– og gjengitt av Herman Ruge : “Litteraturhistoriske billeder. 1550-1830”. J.W.Cappelens Forlag. Oslo 1928.

Det sjelelige gjennembrudd som Hauge forteller om, skjedde 5. april 1796; beretningen ble trykket i 1816;

– her hos H. Ruge fra s. 89 – 90 :

Hans Nielsen Hauge : Åndelig gjennembrudd.

Jeg Hans Nielsen Hauge var fra min Ungdom af og indtil mit 25de Aar, af et udvortes stille Væsen, havde ingen Lyst til at stride, liden Lyst til Lystigheder med mine Selskabsbrødre, var mere tungsindig, naar jeg var i Selskaber, og der saae eller hørte støiende Lystigheder, især var jeg bedrøvet naar der yppedes Klammerie.

Banden og Guds Navns Misbrug havde min Fader advaret mig for, saa jeg blev fra Barndommen indprentet Afskye derfor. Jeg dandsede aldrig; agtede lidet om Spil eller Musik; vilde aldrig være med i Værtshuse; men naar Nogen fortalte Historier samt talede om religiøse eller aandelige Ting, deri landt mit Hjerte Interesse.

Fordi jeg ikke kunde vise mig dygtig i Ungdommens Daarligheder, saa blev jeg ringeagtet af mine Jevnaldrende, ofte spottet og boldt for taabelig, ja jeg holdt mig selv ringere end Andre, saa at naar nogen agtet Mand nævnte mit Navn med Berømmelse, da følte jeg mig selv uværdig dertil; for de forstandige og dydige Mennesker havde jeg en høi Agtelse, og var glad, naar jeg fandt Leilighed til at tjene dem; derimod var Hovmodige, Vellystige, Trættekjære og Drankere en Afskyelighed for mig, dog ynkedes jeg over drukne Mennesker, og vilde gjerne hjælpe dem tilrette.

Engang, som jeg arbeidede under aaben Himmel, sang jeg udenad paa den Psalme : «Jesu din søde Forening at smage» etc., og da jeg havde sjunget det andet Vers : «Styrk mig ret kraftig i Sjælen derinde, At jeg kan finde, hvad Aanden formaaer. Tag mig til Fange min Tale og Sinde, Leed mig og lok mig saa svag som jeg gaaer; Mig og hvad mit er jeg

– 90 –

gjerne vil miste, Naar du alene i Sjælcn kan boe. Og sig omsider paa Døren maa liste. Hvad som forstyrrer min inderlig Roe», blev mit Sins saa opløftet til Gud, al jeg ikke sandsede mig, eller kan udsige hvad der foregik i min Sjæl; thi jeg var uden for mig selv, og det første min Forstand samlede sig, da fortrød jeg, at jeg ikke havde tjent den kjære og over alting gode Gud, og at jeg nu syntes Intet i Verden var at agte.

At min Sjæl følte noget Overnaturligt, Guddommeligt og Saligt; at det var en Herlighed, som ingen Tunge kan udsige, det mindes jeg til denne Dag saa klart, som det skulde været skeet for faa Dage siden, da det dog nu er 20 Aar forløben siden Guds Kjærlighed saa overvættes besøgte mig.

Ingen kan heller fradisputere mig dette; thi jeg veed alt det Gode i min Aand, som fulgte paa fra denne Stund, især den inderlige briendende Kjærlighed til Gud og min Næste, at jeg havde et ganske forandret Sind, en Sorg over alle Synder, en Begjærlighed at Menneskene skulde blive deelaglige med mig i samme Naade; en særdeles Lyst til at læse i den hellige Skrift, især Jesu egen Lære, samt nyt Lys at forstaae den, og sammenbinde alle Guds Mænds Lærdomme til det ene Maal, at Christus er kommen til vor Frelse, at vi skulle ved hans Aand fødes paa ny, omvende os, helliges meer og meer efter Guds Egenskaber til at tjene den treenige Gud alene, for al forædle og berede vor Sjæl til den evige Salighed.

Det var da ligesom jeg saae Verden ligge nedsænkt i det Onde, hvilket jeg sørgede meget over, og bad Gud skulde forhale med Straffen, saa kunde Nogle omvende sig.

Jeg vilde nu gjerne tjene Gud, bad han vilde aabenbare mig hvad jeg skulde gjøre. Det gjenlød i mit Indre : Du skal bekjende mit Navn for Menneskene, formane dem til at omvende sig, og søge mig medens jeg findes, kalde paa mig naar jeg er nær og rører ved deres Hjerter, saa kunde de omvende sig fra Mørket til Lyset.

Skriv inn søkeord..