– i utgaven av «3die Mai» (No. 18); det kan ha vært en av bladets 2 redaktører på dette tidspunkt, Peter. L. Hærem eller Thorvald Klaveness, begge presteutdannet, som står bak artikkelen; og les neste artikkel i rekken – utkommet 10. mai 1871 – på denne siden;
– men les første artikkel – om H.N. Hauges tid i forberedelse, før hans omreisende liv – nedenfor her :
Hans Nilsen Hauge.
I.
Da Mindet om Hauge netop i denne Tid i særlig Grad er vakt tilminne, tør det have sin Interesse at høre lidt om hans Liv, skjønt vistnok det Meste af, hvad vi kan fortælle, er kjendt af Mange før.
Vi vil først dvæle ved hans Omvendelse og Kaldelse saaledes som han selv har skildret i sin Bog : «Religiøse Følelser og deres Værd».
Hans Forældre var fromme Folk, der opdrog sine Børn i Guds Frygt og førte dem til Guds Ord. Sønnen Hans havde allerede som Barn et stille og næsten tungsindigt Sind; han var saaledes meget hengiven til Grublerier, der især dreiede sig om Forholdene i Himmelen og Helvede. Disse Tanker optog ham ofte, saa at de forstyrrede hans Nattesøvn og berøvede ham hans Barneglæde; kun Bønnen gav ham Magt over dem.
Blandt andre Ting, som vakte Uro, var ogsaa det, at han havde hørt, at der gaves flere Religioner i Verden. Han begyndte nemlig at frygte for, at den, han havde, ei var den rette.
Grublerier gjorde ham tungsindig og tilbageholden, saa han skyede Selskab med Andre, især naar det gjaldt Forlystelser. Efter Konfirmationen var det dog en Tid, da Stræben efter ved Handel at erhverve sig Formue optog ham slig, at den truede med at kvæle Alvorstankerne hos ham. Han begyndte at tage Del i Kortspil og andre Forlystelser, ja lod sig endog forlede til at drikke Brændevin, men han var dog for meget grebet af Guds Ord, til at han kunde ganske lade det fare.
Det bragte ham til atter at vende sig til Gud i Søgen efter Fred med ham. Efter i nogen Tid under Bøn og Kamp at have søgt Kraft «til at elske Gud over alle Ting og være ydmyg af Hjertet» blev han, fortæller han, i 1795 under et Arbeide paa Marken ved at synges det Vers : «Styrk mig ret kraftig i Sjælen derinde, At jeg kan finde, hvad Aanden formaar» saaledes opløftet til Gud, at han ikke længer var sig selv bevidst.
Fra denne Stund følte han «en fuldkommen Forandring i sit Sind, en brændende Kjærlighed til Gud og Næsten, Sorg over alle Synder, Begjærlighed til at gjøre alle Mennesker delagtige i den Naabe, som var givet ham selv, Lyst til at læse i Skriften, nyt Lys til at forstaa det guddomelige Ord».
Da han nu gjerne vilde tjene Gud og bad Gud om at aabenbare ham hvad han skulde gjøre, saa fik han det Svar i sit Indre : «Du skal bekjende mit Navn for Menneskene, formane dem at omvende sig og søge mig, medens jeg findes».
I de første tre Uger efter denne merkelige Begivenhed var han saa opfyldt af Glæden i Herren, at han næsten hverken sov eller spiste. De syndige Lyster var som ganske døde og borte.
Men saa kom atter kampfulde Tider. Det Kald, han havde faaet at prædike Guds Ord, syntes ham nemlig saa stort og vanskeligt, at han med grædende Taarer bad Gud om at «tage den Pligt fra ham og heller sende en Biskop eller en anden høi Mand»; men Gud svarede ham i hans Indre : «Vil du ikke arbeide paa at bringe mig Salighedens Frugter ? Du har jo lovet at tjene mig; jeg har ofte brugt de Ringe i Verden til at udbrede mit Rige, thi dertil har jeg kaldet dem, der have fulgt Ploven, Faare- og Fæhyrder, Fiskere og Toldere. Jeg skal give dig Kraft og Visdom, som dine Fiender ei skal kunne modstaa«.
Alligevel voldte Tanken paa dette Kalds Storhed og Vanskelighed ham fremdeles megen Kamp, og dertil kom, at de syndige Lyster atter begyndte sterkt at røre sig i ham. Folkene der i Egnen ansaa ham for halv forrykt. Under disse sterke indre Kampe skrev han sit første Skrift «Betragtning over Verdens Daarlighed».
Med Manuskriptet begav han sig derpaa paa Veien til Christiania for at faa det trykt.
De ængstelige Tvivl fulgte ham paa Veien, ja steg til den Grad, at han tilsidst tvivlede, om der var Himmel eller Helvede til, om Bibelen var sand etc. Saa store Anfegtelser havde han aldrig før været udsat for; «da følte jeg, at min Forløser bad for mig, at min Tro ikke skulde aflade (avta/svikte/red.), og at Satan ikke skulde sigte mig som Hvede».
Ogsaa efter denne Tid levede han roligt hjemme paa sin Faders Gaarb, beskjæftiget med at læse Guds Ord og forfatte Skrifter.
I 1797 reiste han vistnok Noget omkring, men endnu synes han ikke at have følt sig sterk nok til at gaa ud. Han havde endnu ikke kjæmpet sig gjennem til fuld og frimodig Tro paa sit Kald.
Da var det, at Læsningen af Taulers Omvendelseshistorie kastede et nyt Lys ind i hans Sjæl, der bragte enhver Tvivl hos ham til at svinde. «Denne Bog lærte mig at føle Dybheden af den Brønd, som man kan drage til sig det aandelige Vand, for derved at renses i sit Hjerte. Jeg syntes nu, at et forklaret Lys skinnede i mit Hjerte, og den hellige Skrift blev mig mere levende; og fandt jeg ikke saa ofte Guds særdeles Taler og søde Følelser, saa kjendte jeg dog den Hellig Aands Mindelser, som gav mig Vidnesbyrd om, at jeg var hans Barn; ellers blev det min Pligt at vandre i Troen og ikke i Beskuelsen. Den almægtige Herre vilde drage udenlands (fra Jesu lignelse/red.); jeg skulde være den tro og snilde Tjener, som, naar Herren kom, var det end ved Midnat, kunde findes vaagen for at give hans Tyende (Herrens tjenerskap/red.) deres tillagte Spise i rette Tid».
Med denne Glæde og sikre Forvisning baade om sin Naadestand og om sit Kald til at prædike Guds Ord gik Hauge til den Gjerning, hvortil han var sendt.