– i utgaven av «Løverdagen den 6te December 1856»; på dette tidspunkt var det Marcus Thranes hustru Maria Josephine f. Buch (1822 – 1862) som stod som utgiver/redaktør, men vi må tro at det var M. Thrane selv som var forfatter av stykket – denne artikkel;
– les den her :
Hans Nielsen Hauge
en Mand, der vakte en stor religiøs Bevægelse i Norge, var født 1771 paa Garden Hauge ved Rolfsøen ikke langt fra Fredriksstad.
Hans Forældre var simple, men mere end sædvanlig dannede Bønderfolk; Faderen var Lensmand (Sognefoged), og beskjæftigede sig ivrig med Læsningen af gode religiøse Skrifter, især Luthers, forsaavidt de var oversatte paa Dansk. Han og hans Kone søgte tidlig at indgyde deres Børn Agtelse for Guds Ord og advarede dem især imod Banden; deres Bestræbelser var ikke forgjæves.
Hauge var tidlig hengiven til Tungsindighed, og tænkte allerede i sit 8de Aar paa at forkorte sit Liv, naar hans Forældre havde tugtet ham for Gjenstridighed, hvorved han havde tillige i Sinde at hævne sig paa dem for en slig Behandling.
Efterhaanden som han voxte til grundede han meget over Himmeriges og Helvedes Tilstand; disse Tanker beholdt han for sig selv og blev derved mere og mere forvirret. Skete der noget i hans Kreds, som forekom ham skrækkeligt eller mindede ham om Døden, da blev hans Sind dybt bevæget, og baade vaagende og i Søvne svævede Tanken om Evigheden stedse for hans Sjel.
En Livsfare, hvori han engang kom, bidrog end mere til hans Grublerier, som forøgedes, da han hørte sin Fader tale om flere Religioner; thi nu begyndte han at frygte for, at den Religion han selv fulgte, ikke var den rene.
Saaledes hengik hans første Ungdomsaar; hans stille Levemaade og ringe Lyst til at deltage i sine Jævnaldrendes Fornøielser, paadrog vel disses Spot, men forhvervede ham ogsaa de Ældres Agtelse. Efter at være konfirmeret deltog han ivrig i Verdens Sysler og hans Lyst til at samle Formue synes noget at have svækket hans religiøse Følelser; han gav sig til at drive Handel, deltog i Fornøielser, som Skydeøvelser oq Kortspil, dog ikke om Penge, og lod sig under sit Ophold i Fredriksstad forlede til at drikke Brændreviin, saa at han endog følte Muligheden af at kunne blive en Dranker.
Imidlertid undlod han dog ikke ved given Lejlighed at virke paa andre, og derover begyndte man at frygte for hans Forstand og at advare ham imod den megen Læsning; men herved bragtes han end mere til at eftertanke, hvor forfængelig de fleste Menneskers Bestræbelser er, og hvor meget bedre det er at blive et sandt Guds Barn; han bad Gud om Kraft til at elske ham over alle Ting, og lovede da til Gjengjæld som de hedengangne Martyrer at opofre sit Liv hellere end vige fra Guds Bud.
En Dag sang han ved sit Arbeide under aaben Himmel en Psalme, der vakte en heftig Fortrydelse hos ham over, at han ikke havde tjent sin Gud, og han begyndte nu (1796) at virke for Opfyldelsen af sit formentlige Kald : at formane andre til Omvendelse.
Først talte han med sine Sødskende og derpaa med andre Mennesker, ogsaa med dem, han tilfældigvis mødte paa Veien, og hans Tale havde en for ham selv ubegribelig Virkning. Denne Begeistring varede i tre Uger, i hvilken han næsten ikke følte til Sult eller nogen Lyst til jordiske Ting, men efterhaanden opkom ængstelige Tvivl og Bekymringer i hans Sjæl. Efter en heftig, indre Kamp begyndte han åbenlyst sit Omvendelsesarbeide, og hans Tale gjorde et dybt Indtryk paa mange, imedens andre spottede ham som et taabeligt Menneske.
For nu at vise Verden, at hans Tro var ren og overensstemmende med de symbolske Bøger, udarbejdede han sin «Betragtning over Verdens Daarlighed», i Hvilket Skrift han søgte at vise, hvor nødvendig en Forandring i Kirken var, da Regjeringens gode foranstaltninger havde slette følger, og i sin «Løbebane» udtalte han, at han af Gud var kaldet til at udføre denne Forandring.
Skjønt han troede, at han talte og skrev under Aandens umiddelbare lndflydelse, saa synes han dog selv at have følt at det slet ikke var lykkedes ham at fremsætte sine Tanker paa en tydelig og forstaaelig Maade, og da Skriftet var færdigt, opkom stor Tvivl hos ham, om han skulde udgive det, ligesom han ogsaa frygtede for at blive straffet for de haarde Udtryk, han deri havde brugt om Kirkens Laerere.
Endelig gik han dog til Christiania for at faa det trykket, vendte derpaa tilbage og fortsatte nu sine landlige Arbeider, og sin Læsning i den hellige Skrift, men talte kun sjelden med andre om deres aandelige Anliggender.
I det følgende Aar 1797 foretog han en virkelig Missionsreise til Holmestrand, Tønsberg, Drammen og flere Stæder og talte om Søndagen til Opbyggelse for dem som vilde forsamle sig med ham; men endnu følte han sig ikke stærk nok til at vandre ud iblandt hele Folket.
Da han imidlertid engang fik en Oversættelse af Thaulers Omvendelseshistorie at læse, foregik der en stor Forandring ved ham, og han følte sig nu drevet af Herrens Aand til at formane Menneskene. Det varede ikke længe før næsten enhver By eller Bygd blev besøgt enten af ham eller andre, der ved ham selv eller hans Skrifter var blevet opvakte, og der samlede sig overalt enkelte, som hørte til de saakaldte Helliges Samfund.
Hans Virksomhed kjendte saa at sige ingen Grændser, og de mødende Hindringer opflammede ham end mere og forøgede hans Indflydelse hos Almuen. Saaledes blev han 1799 fængslet i Throndhjem og som Løsgjænger dømt til Tugthusstraf i nogle Uger; men langt fra at lade sig nedbøie heraf, fortsatte han meget mere sit Omvendelsesarbeide iblandt de andre Tugthusfanger og følte, efter sit eget Udsagn, Straffen ikkun som en over sit Hoved henflyvende Fugl.
Til Hjemmet kom han efter lange Omvandringer i Foraaret 1800, men snart reiste han til Kjøbenhavn, for at faa flere af sine Skrifter trykkede og tillige faa Vished om, hvad Regjeringen dømte om hans Virksomhed. Nu viste det sig, hvilken Indflydelse hans Tale havde havt i Norge; alle de af ham udgivne Skrifter vare udsolgte skjøndt der var trykt flere tusinde Exemplarer, og det første af dem havde allerede oplevet 4 Oplag.
Spørger man, hvorledes det var muligt, at en saa udannet og ringe begavet Mand kunde vinde en saadan Mængde Tilhængere, saa maa man erindre, hvordan Kirkens Tilstand var paa den Tid; i Danmark og Norge var ligesom i de fleste protestantiske Lande paa den Tid de yngre Præster næsten uden Undtagelse afgjorte Rationallister, og af de ældre var vel de fleste orthodoxe, men i Almindelighed ikke saaledes gjennennrængte af Christendommens Aand, at de med synderlig Kraft kunne virke imod Tidens Strøm; Folket stod paa Skilleveien imellem Vantro og Overtro, hvorved Adgangen aabnes for alskens Sværmeri.
Dette indsaa ogsaa flere Præster, de søgte at gjøre Regjeringen opmærksom herpaa og den ogsaa som Digter bekjendte Jonas Rein ytrede i sin Indberetning til Cancelliet :
«Resultatet af mine ringe Erfaringer er omtrent dette : Mennesket har ikke alene Fornuft, men Hjerte og Følelser; dette Hjerte vil opvarmes, disse Følelser trænger til Næring, Mennesket trænger til Religion, thi Anlægget dertil ligger i hans Inderste. Vor christelige Religion, forkyndt i sin oprindelige Renhed og uden Spidsfindighed, er saare skikket til at give Menneskets Hjerte den mest vederkvægende Varme og hans ædlere Følelse den mest passende Næring; men hvis man nu i Stedet for christelig Religion byder ham blot Moralphilosophi, Psychologi og Metaphysik, saa tilfredsstilles ikke hin Trang, han kan vel lære at forstaa, men han bliver kold og ufrugtbar. Her kan man sige, at den døde Bogstav ihjelslaar, da derimod Religionens Aand vilde gjøre levende. Og da er det at Fanatismen, som med Tilsidesættelse af sund Sands henvender sig blot til Hjertet og bringer Indbildningskraften i Vildrede, modtages med aabne Arme thi man følte en Trang til noget saadant».
Det følgende Aar vendte han tilbage til Bergen og tog Borgerskab i denne By hvor han snart fik en temmelig betydelig Handel.
Nogle betragtede dette Skridt som en Følge af lav Egennytte, og andre mente at han nu vilde lade Omvendelsværket fare; men hans egentlige Hensigt var neppe at samle Rigdom for sin egen Skyld, snarere synes han paa denne Maade at have villet lægge Grunden til et eget Kirkesamfund, hvis Medlemmer skulde leve med hverandre som Brødre og Søstre og have al Eiendom tllfælles, ingen skulde være Herre og ingen Træl, og det var ikke underligt, om han og hans Tilhængere kunde længes efter at indtage en saadan Stilling, at de kunne føre sligt Samliv.
Men for at opnaa dette i Norge hvor Bønderne boer fjernt fra hverandre, maatte der anlægges Fabrikker, og Begyndelsen hermed var allerede gjort, i det havde begyndt at drive en Papirmølle paa Eger.
Som Kjøbmand tog han i Førstningen med Iver Del i Handelsforretninger, og drog selv med sine Fartøier op paa Fiskefangst i Nordlandene, men derfor glemte han ikke sit Livs formentlige Opgave. Snart overlod han ogsaa sine Arbeider til andre, drog nu omkring i disse nordlige Egne indtil Tromsø, og kom siden kun sjelden til Bergen for at se til sin Handel.
Fra Danmark modtog han indbydelser til at komme did, og 1804 reiste han til Horsens og derfra til Christiansfeld for at lære Brødremenigheden at kjende; men denne tiltalte ham ikke rigtig, fordi den ikke forekom ham at virke med tilstrækkelig Iver.
I Aarhus Stift var lignende Bevægelser som i Norge begyndte; ogsaa her var der mange, som forkastede den kirkelige Daab, fordi Exorcismen var afskaffet; men Houge prædikede dog ikke med saadant Held i Jylland som i sit Hjem (i Norge/red.).
Fra Christiansfeld ilede han til København og derfra til Norge, da han, hvis der skulde blive lagt Sag an imod ham, bedst kunde retfærdiggiøre sig der. I nogen Tid vandrede han derpaa frit omkring, men blev i November sat i streng Arrest i Christiania og en Kommission nedsat for at undersøge og paadømme hans Sag; hans Skrifter blev konfiskerede, og det forbødes hans Tilhængere at forsamle sig.
I de 6 Aar han og de Mænd og Kvinder der fulgte hans Exempel, havde som Apostle vandret omkring i Norge, var der Tid efter anden indkommet Klager over, at de med deres Taler forvirrede Almuen; at mange af denne Klasse ikke vilde arbeide, Tjenestefolk forlod deres Tjeneste, Børn deres Forældre o. s. v., dels for at vandre om som Bodsprædikanter og dels for at bo sammen med andre Nyomvendte.
Endvidere blev der klaget over, at han og hans Udsendinge fralokkede Folk deres Eiendom, idet de lærte, at alle sande Christne burde have alt tilfælles og opofre den private Eiendom for af de Helliges Samfund at faa det Fornødne til deres Underhold, almindelig var ogsaa den Klage, at Hauge forvirrede Almindelige Religionsbegreber, bragte mange til Fortvivlelse og ved det vakte Sværmeri foraarsagede de skrækkeligste Handlinger; saaledes faldt man undertiden paa at ville fordrive Djævelen ved skrækkelig at mishandle hinanden, ja endog derved, at Forældre dræpte deres Børn, som de troede besatte af den onde Aand.
Enkelte frygtede ogsaa for, at de kunde vække borgerlige Uroligheder i Landet; men langt almindeligere var Klagen over, at de søgte at bringe Lærerstanden og den offentlige Gudsdyrkelse i Foragt.
Disse Klager var for en stor Del overdrevne, og de Udskeielser, der blev begaaede kunde i det mindste ikke umiddelbart tilskrives Hauge selv; Indberetningerne var i Almindelighed partiske imod ham og hans Venner, i det de betragtede Sagen fra Skyggesiden, uden at tage Hensyn til de gavnlige Følger, denne religiøse Bevægelse havde havt, og vist er det, at Hauge var saa langt fra at anbefale Dovenskab, at tvertimod store og gavnlige Anlæg skyldes ham og hans Tilhængere; ei heller havde han nogensinde sat sig op imod øvrigheden.
I de første to Aar han sad fængslet, blev han haardt behandlet, og derved svækkedes hans hidtil kraftfulle Helbred.
I Begyndelsen af 1809 lod den daværende Regjeringskommission, som kjendte hans praktiske Dygtighed, ham i nogen Tid reise om paa Vestkanten for ved Anlæg af Saltkogerier at afhjælpe en følelig Mangel paa Salt, men fuldkommen Frihed fik han først 1815, da han blev dømt til en Bod af 1000 Daler til Christiania Fattigkasse.
I Fængslet havde han beskæftiget sig med Læsningen af religiøse, moralske, philosophiske og belliristiske Skrifter, og efter at have faaet sin Frihed igjen drog han ikke mere som Bodsprædikant, skjønt han derfor ikke ophørte at staa i Forbindelse med sine gamle Venner. Han levede derpaa i en lykkelig og hædret Stilling indtil sin Død den 24de Marts 1824.
Hans Opløsning blev fremskyndet ved de Lidelser, han havde gjennemgaaet i Fængslet.
Hauge døde agtet og elsket af dem, der kjendte ham, og iblandt disse var flere af Norges hæderligste Mænd.
Den Sekt, han havde stiftet, Haugianerne, ophørte kun tilsyneladende; deres Antal er ikke ringe i Norge, men det Sværmeriske er forsvundet og de ere at anse som opvakte, inderlige Christne.