Toggle search modal
Close

«samling af religiøse breve..» : udgiver tollef o. bache, hans kjos m. fl.

–  «.. skrevne af Hans Nielsen Hauge. Udgivne i Trykken af den Afdødes Venner og Bekjendte; Drammen 1829; (176 S.); 

–  les bokens ulike brev her i rekkefølge :

– og nedenfor følger bokens «Fortale» (innledning) på sidene II – VIII :

 

Fortale.

Fra den Tid den Afdøde betraadte sin virkelige Løbebane og blev opmærksom for Verden, havde han en utrættelig Virkelyst for at gavne sine Medmennesker.

Denne hans udstrakte Virksomhed udbredte sig for det meste over hele Landet, men da han blev sat i den lange Arrest, saa blev hans Virksomhed derved hindret, ja ikke det allene, men han mistede og sin Helbred, saa at han siden den Tid bar paa et sggeligt Legeme, til han segnede i sin Grav. Dog, det var langtfra, at Arresten bragte hans Virksomhed aldeles til at ophøre. Den indre Drift og Kjærlighed til sine Medmennesker drev ham til, at, hvor svag og sygelig han end var, blev han dog, naar Kræfterne tillode det, bestandig i Virksomhed, og fulgte sit indre Kald til sit sidste Endeligt.

Skriften siger os, at den, som bevares i Gudsfrygt, er som et Træe, der er plantet ved Vandbække, hvis Blade ikke aflade, og som i sin Tid bærer Frugt. Dette kan og siges om den Hensovede.

Efterat hans Helbred havde saaledes aftaget, at han lidet kunde besøge sine Venner, skrev han Adskilligt om Religionen, samlede endeel Prædikener af forskjellige Kirkefædre, skrev selv Forklaring over endeel Texter, og befordrede det i Trykken. Denne Huuspostil er endog i mange Lærdes Hænder; tvende Oplag deraf ere allerede udsolgte, og det tredie skal nu oplægges.

– III –

I denne hans svage Helbredstid besøgte hans Venner ham meget fra alle Egne i Landet, og naar hans Helbred tillod det, holdt han hver Søndag i sit Huus Opbyggelsestaler for de Forsamlede. Mange udenfor hans Bekjendtskab søgte ham, af Lyst at tale med ham, og naar dette skete, søgte han for det meste saaledes at lede sin Tale, at han fik Adgang til at aabenbare, hvad hans Hjertes Liggendefæe (skatt/red.) var, saa han ikke satte Lyset under Skjeppen.

Hans Bekjendtskab strakte sig for det meste over hele Landet, og ved sin tidligere Omvandring havde han erhvervet sig mange Venner; dette gav Anledning til, at han fik mange Breve fra forskjellige Egne og Stæder i Norge, og disse vare for det meste af det Indhold, at de handlede om egen eller andres Tilstand, aandelig og legemlig. Ved denne Leilighed fik han mere Erfaring om de forskjellige Aander, som blandt endeel af hans Venner ville indtrænge sig og føre dem paa Afveie. At oplyse dem herom, gav ham Anledning til at skrive mange Breve, og desuden skrev han meget ellers til forskjellige Steder, for at opmuntre og tilskynde at vaage og bruge den korte Tid de havde tilbage, saa at den blev anvendt vel.

Af disse Breve have Mange fundet sig opbvggede og bestyrkede i sin Christendom, men beklaget sig over, at de ikke kunde læse dem selv, da de ikke skjønnede Skrift; og da en Mængde her i Landet mangle endnu den Lærdom, og Pressen er det fortrinligste Middel til at tilfredsstille saadan Attraae, saa har man troet at burde gaae dette Ønske imøde; de, som da deri finde sig mere oplyste og bestyrkede i sin Troe, vil det tjene til Nytte.

Hertil kan vel svares : at den, som har nogen sand Længsel i sin Sjæl efter at komme i nærmere Forening med Gud, har den hellige Skrift eller Bibelen at henholde sig til; dette er en uimodstaaelig Sandhed, og nægtes heller ikke; men det er enhver sand Christens Pligt, ei allene at betragte den og rette sin Vandel derefter, men og lære Andre Guds Ord, eller rettere sagt, betragte de Mænds Lærdom, som ere drevne af samme Aand, da Alt kan tjene til lysning for den Troende.

Naar Apostlernes Lære agtes, saa seer man beraf, at de have, som Grundvold

– IV –

 

 

for deres Lære, henviist til den Guds Eenbaarne, som Veien, Sandheden og Livet, og at Menneskene ved ham allene kunne blive deelagtige i det evige Liv og Salighed, som er Troens Begynder og Fuldkomner.

For at komme til dette Maal, var det fornemmelig de henledede deres Lære; og ligesom Christus selv havde lært, at uden de omvendte sig fra Synden, fattede et alvorligt Forsæt til at fornægte sig selv og Verden, toge hans Kors op, for at følge ham efter, uden dette skete, kom de ingenlunde i Himmeriges Rige, saaledes lærte ogsaa de, med meget mere, som hørte dertil.

Dette virkede hos Mange en sand Hjertens Forandring til det Bedre, og naar dette var skeet, og Troen hos dem var bleven levende, saa oplyste de om, hvad Kjendetegn den skulde have, og hvilke Frugter den skulde udvise hos dem; dette maatte de prøve sig efter, for ikke at vige af Veien eller misledes af Andre, som bleve Sandheden utro. Forskjellige falske Aander indtrængte sig ogsaa da, for at modbevise dem; disse oplyste de om deres egen Vandel og sagde dem, at, uden de i Liv og Levnet førte selv en gudelig Vandel, kunde de ikke have Deel i Christo, og uden Hellighed skulde ingen see Herren; ingen af egen Magt kunde troe paa Christum eller komme til ham, uden ved den Helligaand; deTroende oplyste de om, hvad Kjendetegn denne Aand har : at han ikke allene straffer for den mindste Synd, men naar de beviste Lydighed, vilde han lære og oplyse dem om alle Fiendens Baand og Snarer, som han vilde fange dem i.

For at gjøre deres Lære saa forstaaelig som muligt, talede de om sin egen Erfaring, om den daglige Kamp og Strid de befandt sig i mod Djævelen, Verden og sit eget Kjød; paaviste, hvad Vaaben Enhver skulde bruge imod dem, saa de ikke skulde overvindes, samt hvorledes Striden skulde føres, saa de beholdt Seier; derved lærte de Troende at gjøre Forskjel imellem de ægte og uægte, hvilket ikke de lunkne Christne eller falske Antichristne kunde lære dem.

Fra den Tid af er denne Strid bleven bestandig i Tiden, i mere eller mindre Grad, og de, som siden ere drevne af Sandheds Aand, have arbeidet paa det samme, saa at det ikke er

– V –

noget Nyt, som Verden kalder det, men kun en Gjentagelse af den samme Lære, for at opvække Menneskene af Sikkerheds Søvn.

Den Aand, som opvakte Hauge, og den Iver, som tændtes i hans Indre, drev ham ud, og Mange bleve derved opvakte af sin Sikkerheds Søvn. Af hans forhen udgivne Skrifter, især de første, ere nogle vel alvorlige og skarpe til at straffe Ondskaben, og der ere de, som have sagt, at han lærte mere Loven end Evangelium. Det sidste (evangelium/red.) kaldes vel et glad Budskab, men det tilhører ikke de, som leve i Synder, ei heller de, som have erkjendt Naaden og siden ere faldne i Sikkerhed; thi derom vidner saavel Christus selv, som Apostlernes Lære alt for tydelig, og naar den læses i sin Sammenhæng, giver den ikke nogen falsk Trøst.

I Mathæus 5te Capitel taler Jesus om, hvorledes de skulle være, som han priser salige, og at ikke en Tøddel af Loven blev ved ham opløst, men at den bestaaer deri, at den, som elsker Gud over alle Ting og sin Næste som sig selv, har og fuldkommet den. De, som have gjort en sand Omvendelse, og deri blive bestandig, tugte vel Aanden for den vedhængende Smitte af Arvesynden, som de Troende ogsaa overiles af; dette driver de Lydige i Bøn til Gud, og Haabet hos dem tabes ikke, saa Loven faaer Magt at forskrække dem; men Troen faaer Seier, saa de ere forvissede om, at ingen Fordømmelse er for dem, som ere i Christo Jesu, der ikke vandrer efter Kjødet, men efter Aanden.

De, som have bevaret denne Troe, have ikke allene selv vaaget, men og opmuntret andre dertil, og de, som derved ere blevne deelagtige i et saadant Sind, saa at de have antaget deres Lære, have af Kjærlighed til Gud stræbt at afholde sig fra alt, som Ordet forbyder, for at følge Jesum efter.

Ved saadan Forandring, lærer den hellige Skrift os, at de, som have været deres Formænd, have forandret sin Talemaade efter Menneskenes Tilstand, skjøndt Grundlæren har dog været den samme, som og kan sees af de senere af Hauge udgivne Skrifter, fornemmelig de her berørte Breve; disse ere vel kun skrevne allene til hans Venner, men dog i forskjellige Anledninger, ja nogle endog, da hans sidste Forfølgelse begyndte imod ham.

– VI –

Den Upartiske vil deraf erfare, at den Aand, som drev ham, ikke søgte Hævn, men led alting taalmodig.

Adskillige af Brevene ere læste af Mænd, som ei ere af Hauges Bekjendte, ja endog af Lærde, hvilke ei alene synes de have været oplysende, men og have indeholdt betydningsfulde Udviklinger; dog maae vi gjøre Læseren opmærksom paa, at han har skrevet dem efter sit Hjertes Følelse, uden nogen Omarbeidelse, saa at, om Ord mangle i Udtryk, Læseren maae undskylde dette.

Ved at samle disse Breve, er det bleven iagttaget : at, da vi ikke have havt Originalerne, men kun Kopier af dem, saa ere flere af dem blevne sammenholdte, og er nogen Forskjel deri bleven opdaget, saa er det bleven fulgt, som har været meest overeensstemmende med hans Grund.

Af Indhølden vil sees, at der ere og de iblandt, som ere skrevne, efterat han blev arresteret; da de nu ere befordrede i Trykken, vil det bedst oplyses, hvad Grundvold han havde bygget paa. Huset, som er grundfæstet paa Klippen, kan vel, efter Christi Ord, rystes, naar Stormen bruser og Vandbølgerne støde an derpaa; men det stormende Veir kan døg ikke undergrave Grundvolden, saa det falder overende; dette formaaer ikke Bølgernes Magt, fordi de støde an mod Klippen og der sønderslaaes, saa de tabe sin Styrke. Saaledes gik det og ham. Da han kom under den strenge Arrest, raabte den letsindige Flok, at det var forbi med Hauge; thi Fornuften kunde ei hos dem begribe, at Sandheden derved kom for Lyset og Løgnen aabenbaredes; men omendskjøndt denne Undersøgelse bevirkede det Gode, at de falske Rygter, som vare udspredte, ikke medførte Sandhed, saa mistede han dog sin Helbred derved, og mere havde han heller ikke annammet af Herren, som han kunde opofre for Sandheden, uden et velvilligt Hjerte og et gudhengivent Sind.

Et Beviis paa det sidste var : at, efterat det første (helsen/red.) var tabt, havde han dog et glad og førnøiet Sind og var tilfreds, tjente og gavnede efter sin Evne sine Medmennesker i alt muligt. Det synes vel af Foranførte, at, ved saa nøie Undersøgelse, Rygterne skulle aldeles have tabt sig, især for den Fornuftige; men Erfaring bar dog lært det Modsatte, thi selv paa Prent viser det sig,

– VII –

at Løgnen fæstes ligesaa stor Tillid til, som til Sandheden selv, af dem, som ere lettroende nok til at antage alt hvad de høre for Sandhed.

Ved nu at befordre disse hans Breve for Lyset, troe vi, at den Tænkende og Fornuftige deraf bedre kan blive oplyst om, at hans høieste Attraae ikke var denne Verden, men for at stifte Gavn, ligesom det nu og aabenbares, at han ikke havde noget Hemmeligt. Mange have indbildt sig, at han havde en politisk Hensigt med sit Formaal, hvorfor de, som vare hans Anklagere, havde søgt at giøre ham mistænkt hos Regjeringen, og af den Aarsag skete den strenge Undersøgelse; saa at dette derved bortfaldt.

Naar Historien betragtes, saa finder man, at de samme Grunde have været som Grundaarsag brugte til at forfølge dem, som have vidnet Sandheden. Jøderne grundede deres Klage derpaa, at Christus vilde gjøre sig selv til Konge og forandre de Skikke, som Moses havde givet dem. Endskjøndt de ikke havde det mindste Skin de kunde paapege, at han havde søgt egen Fordeel, jordisk Ære eller Opbøielse, saa beraabte de sig dog stærkt derpaa : Han, som ikke allene kjendte Hjerterne, men vidste, hvad som i de tilkommende Tider vilde skee for dem, som annammede den Sandheds Aand og bekiendte hans Navn, at og de skulde forfølges, og derfor bød sine Disciple at de skulde vænne sig til at lide, og sagde dem, at naar de have forfulgt mig, saa skal de og forfølge Eder osv.

Jesus talede ofte med sine Disciple allene om de Ting som skulde tjene til dere Salighed, og hvorledes de skulde forholde sig imod hverandre, samt hvorledes de skulde omgaaes med andre, og fornemmelig af de, ihvad som mødte dem i Livet ikke maatte betale Ondt med Ondt, men blive i Kjærligheden, og den, som var hans; da skulde den Sandheds Aand lære dem, saa de ikke forud behøvede at betænnke sig paa, hvad de skulde svare deres Modstandere, men det skulde gives dem i den samme Stund, som ogsaa skete.

Saavel heraf, som af det, der forhen er meldt m. m., synes det, at Folket mistænkte ham for at have noget Hemmeligt, men det var langt fra; thi hvad Jesus havde talt med dem allene, aabenbarede Disciplene igjen for Folket.

– VIII –

Efter den Tid er det og saaledes gaaet til, at naar de, som have vidnet Sandhed, ere hensovede, saa have deres Bekjendte befordret for Lyset, hvad de have lært, saa at mange skjæve Domme derved ere bortfaldne og Sandheden har vundet Seier.

En anden Grund, som almindelig bruges, som Beviis for, at deres Lære ikke er overeensstemmende med Sandheden, er denne : at naar de, som bekjende sig at være af den Grundsætning, og ikke i Liv og Levnet udvise det, saa beskyldes Læren derfor; men denne Slutning kan modsiges som grundfalsk; thi blandt Jesu Disciple var dog en Forræder, og hvor ere de at finde i Verden, som bekjende sig til een og samme Troe, og der ikke findes forskjellige Mennesker, Hyklere og sande Christne.

Klinten og Hveden (hveten/red.) skal voxe tilsammen, men i Høstens Tid vil han skille dem fra hverandre. Der er heller ikke noget samlet Samfund til, uden Forskjellen erfares, saa at den Tænkende ikke kan antage saadanne Domme.

Det maa bemærkes, at fire af Hauge selv forfattede Sange ere tilføiede i Slutningen, hvoraf han skrev de tvende det sidste Aar han levede; ligeledes og Liigtalen, som blev holdt af Stædets residerende Kapellan paa hans Begravelsesdag. Præsten var ikke af hans efterladte Enke anmodet derom, men da han blev buden at følge ham til Graven, tilbød han sig frivillig, og den, som indbød ham, bevidnede ham Tak derfor.

Efterat den Afdøde var ledsaget til sit Hvilested, talte nogle af hans Venner med Præsten derom og yttrede sit Bifald over at Talen var overeensstemmende med den Afdødes Færd, og de Begivenheder, som deri vare berørte. Han overlod een af de Tilstedeværende Talen, og saaledes er den befordret i Trykken, som den af ham selv er udtalt.

 

 

Close
Skriv inn søkeord..