– «..paa Jule-, Paaske- og Pintsefæsten, samt paa den almindelige Bededag». Christiania 1837. Olavus Johannes Dahl ble født på Kongsberg 31. oktober 1811 og gikk bort samme sted bare 39 år gammel 25. november 1850;
– i løpet av den korte levetid han fikk, gjorde han seg kjent også som innehaver og utgiver av avisen «Kongsberg Adresse«, fra avisens oppstart i 1842 til sin bortgang. Han var tillike forfatter – les mer om Olavus Dahl på denne siden;
– her følger hans hyllingskvad til Hans Nielsen Hauges minne – inntatt i den lille boken «Hymnen eller Christelige Betragtninger..» :
#
Hans Nielsen Hauges Minde.
#
En Blomst fremspired underskjøn og fro
Blandt Norges blomsterdækte lune Dale,
Den voxte herlig i det stille Boe
Og spreded Duft i Hyttens Vraa, i Sale,
Ja skjøn den voxte, blev en Plante stor,
Og Mange elsked Planten i vort Nor.
#
O, Hauge ! Du var Planten, som vi skued,
Din Lære var den Duft, som var saa sød,
Af hellig Ild dit rene Hjerte lued,
Og dog du Manges bittre Avind nød.
Men freidigt stod du der og ændsed ikke
De Manges vrede, onskabsfulde Blikke.
#
Men tit miskjendes jo den rene Dyd,
Ei altid Sandhed finder Boe i Hjerte;
Ak ! ofte Livets Lyster man med Fryd
Mon følge, de man alt Fra Barndom lærte,
Hvad Under da, at du ei kunde vinde
Af Alle en elskværdig, skjøn Kjærminde.
#
Du selv som Barn dit Hjerte vied Gud,
Din Barm opfyldtes af hellig Flamme,
Den fulgte dig og aldrig sluktes ud,
Dog var du, Hauge, stedse ei den samme.
Nei, Barndom svandt, du blev en Talsmand prud
Og tolked Læren om al Verdens Gud.
#
I mindre Kredse tidlig skjønt du talte
Og henrygt hørte Mange dine Ord,
Guds Rige, Magt og Storhed du afmalte,
En herlig Sæd du strøde trint paa Jord,
Og selv du saae i moden Alder Sæden,
At spire yndig op for Evigheden.
#
Ja vidt du drog og Sandheds Ord du lærte,
Med Glæde saae du Mange dem modtog,
Ja ofte du tildrog dig Mængdens Hjerte,
Naar Harpen andagtsfuld og blid du slog;
Men Mange dig, o Hauge, jo miskjendte,
De hadefulde Blikke mod dig sendte.
#
Du seired dog og Livets Krone skued,
Da tillidsfuld med Christus i dit Sind
Du blegned. Ak, mens himmelsalig lued
Dit Hjerte, kaldtes du til Livet ind,
Det Liv, hvorom du lærte, som ei svinder,
Hvor sande Christen evig Glæde finder.
#
Og mens du dybt i Gravens Bolig hviler,
Din Lære funkler endnu paa vor Jord,
Mens du i Himmelhjemmet salig smiler,
Ret Mange mindes dine sande Ord,
Og naar da Mange Mindet dit gjenkalder
I Tanken, o, da bittert Taaren falder !
#
Brudt er din Harpe, meer den toner ei,
Den brast, da du i Døden Øiet lugte;
Men Tonerne, som kaldtes frem ved dig,
I Mindet lyder – end din Lære frugter.
Og nu du skuer vist fra Evigheden,
Hvor Mange følge Læren din herneden.
#