I sidstnævnte Henseende kaster Hr. L. Daas Afhandling : «Naar lærte den norske Almue at læse indenad ?», der staar at læse i hans «Norske Bygdesagn», et instruktivt Lys paa Forholdene.
Endnu Peder Hersleb, der i 1730 tiltraadte Bispestolen i Kristiania, – altsaa i en af de Egne, der laa Kulturen nærmest – fremstiller Tilstanden saaledes : «Det er sandelig en af de største Aarsager til den gemene Mands Vankundighed her paa Landet, at de lære Katekismen per vivam vocem (ved å få den seg opplest/red.) uden at kjende en Bogstav i Bog, og derfor deres Livs Tid ikke kunne hjælpe sig selv, ikke opbygge sig af Guds Ord» osv.
Først Konfirmationen og Skoleloven gjorde heri en indgribende Forandring, og den Menneskealder, der fulgte efter Kristian den Sjettes Regjering, blev saaledes, i det Store seet den, i hvilken Almuen lærte at læse indenad.
Det er her Stedet til at bemærke, at Hans Hauge midt i sin Ivren dog med stærke Ord har prædiket Tolerance mod Anderledestroende. Han yttrer bl. A. etsteds : «meget mere tror jeg, at iblandt ethvert Parti, som bekjender Jesum Kristum som en Frelser, ei alene fra Syndens Straf, men fornemmelig fra Syndens Herredømme, der har Gud sine sande Israeliter, omendskjøndt tidt skjulte iblandt en stor Mængde Klinte, som vist er urigtigt at opluge, men Pligt efter Evne at paavise».
Alt tyder hen paa, at Hauge har eiet det Blik for Kristendommens Væsen i Tro og Efterfølgelse, som den rationalistiske Tidsaand dengang i saa høi Grad manglede, og som paa den ene Side gjorde de dannede Samfundslag saa sørgelig aandssløve og paa den anden Side den simple Almue saa forhungret efter et Ord, der ogsaa kunde mætte Hjertet.
Hauge var i Norge den Mand, der kom med det aandelige Brød, som alt Folket længtes efter, og hans megen Tale om Tidens «Hjernetro» i Modsætning til den simple, enfoldige Tilegnelse, samt om, at Tiden havde forspist sig paa sin megen Lærdom og Kundskab, tyder noksom paa, at dette Forhold stod klart for hans Syn.
Digteren Jonas Rein skrev i en Indberetning til Regjeringen om den haugianske Bevægelse følgende Ord, som ere ret mærkelige :
«Resultatet af mine ringe Erfaringer er dette : Mennesket har ikke alene Fornuft, men Hjerte og Følelser; dette Hjerte vil opvarmes, disse Følelser trænge til Næring, Mennesket trænger til Religion, til religiøse Opløftelser; thi Anlægget til dem ligger i dets Inderste. Vor kristelige Religion, forkyndt i sin oprindelige Renhed uden Spidsfindighed, er saare skikket til at give Menneskets Hjerte den mest vederkvægende Varme og Næring. Men, hvis man nu istedetfor kristelig Religion byder det blot Moralsfilosofi, Psykologi og Metafysik, kort vort oplyste Aarhundredes hele Apparat, saa tilfredsstilles ikke hin Trang, men han bliver kold og ufrugtbar. –- – Skulde der maaske ikke gives nogle nymodens Præster, som behøvede endnu bedre at erindres om, at vi dog have en Religion og et aabenbaret Gudsord, end at vi have et Ritual ?»
Omtrent paa lignende Maade yttrede sig ogsaa Hauges Beskytter, den bekjendte Biskop Johan Nordal Brun i Bergen og Biskop Bugge i Throndhjem.
Som Vækkelsesprædikant har Hauge ester sin egen og Samtidens dybe, ivrige Hjertetrang lagt Hovedvægten mere paa Kristi tro Efterfølgelse og det stadige Arbeide med hans aandelige Fødsel og Væxt i Mennesket end netop paa selve den tillidsfulde Tro, som efter Læren skal alene ved sin Magt forvirke disse Ting i den Kristne. Hans Tilhængere «de Vakte» antoge derfor mangesteds – vistnok gjennem stærk Overdrivelse af Hauges Mening – at denne Vækkelse til et nyt Liv, skulde foregaa indeni Enhver som en paapegelig, voldsom Akt.
Tidemands berømte Maleri «Haugianerne» stiller gribende for Øiet en Scene i en Bondestue fra hin religiøse Bevægelse. Vækkelsen yttrede sig ofte ved Krampetrækninger, Anfald af Raseri eller Besvimelser, og mangesteds i Bygderne gik Sværmeriet til endnu større Yderligheder; en Bondegut stegte saaledes sin ene Arm, for hellere at brænde her end hisset; et Barn dræbtes af en Rasende, der vilde uddrive Djævelen af det osv. Men det sande Ansvar herfor falder efter vort bedste Skjøn ikke paa Hauge, der slet ikke har havt nogen personlig Del heri, og hvis Lære desuden i alt Hovedsageligt var stemmende med Statskirkens og i ingen Henseende beslægtet med «Skjælverne»s eller «Methodisterne»s Sætninger.
– 237 –
Heller ikke synes Hauges Karakter at have været Fanatikerens; tvertimod udmærker han sig midt i sin Omvendelsesiver ved en sundt og klart dømmende praktisk Forstandighed.
Beskrivelsen af hans særlig indtagende ydre Personlighed bestyrker ogsaa denne Opfatning af ham. «Af hans hele Aasyn», – skriver Professor Stenersen – «straalede Godmodighed og af hans ikke meget store, men livlige blaa Øine en Mildhed og Kjærlighed, som ikke kunde Andet end indtage til hans Fordel».
Nei, – Sagens dybere Grund var visselig en helt anden. Vor Almues dybe Trang til Religionen var i lange Tider af Ordets Forkyndere blevet afspist med Tidsaandens tørre Rationalisme, Folket var hungrigt, og da den rette Mand kom, strømmede dets længe opdæmmede Følelser ham imøde med en Naturkrafts hele Voldsomhed og Overdrivelse.
Da Regjeringen fandt, at Hans Nilsen Hauge var en farlig Mand, som satte Almuen i en heftig aandelig Bevægelse, og lod sig give Indberetninger om de Midler, hvorved «Ondet» skulde standses, greb den saa uhyre blindt feil, da den tilslut fandt ud, at dette Middel var at sætte Hauge i Fængsel. Det var de fleste af Landets rationalistiske Præster, som dengang skulde siddet der.
Hauge var derimod, i det Store seet, visselig netop Lægemidlet og blev det gjennem sin tiaarige haarde og uretfærdige Fængsling i Grunden endnu mere, idet Folket nu i ham medrette saa en Martyr for sin religiøse Sag. Under de mange og vidtløftige retlige Forhører blev der intet Andet paabevist ham end det i Sandhed Usle, at han ved sine Opbyggelsesmøder var gaaet Forordningen af 1741 for nær, samt tillige havde brugt saadanne Yttringer om Lærerstanden, at den «Uoplyste let kunde lade sig forlede til at fatte Mistillid til samme», hvorfor han idømtes en Mulkt af 1000 Rbdl. til Kristianias Fattigkasse samt Sagens Omkostninger.
Men i disse ti Aar, fra 1804 til 1814, sad Hauge paa et Aar nær i Fængsel. «Især led han» – fortæller Professor Stenersen – «meget de to første Aar, da han sjelden kom i frisk Luft, sjelden fik tale med Nogen og kun havde liden Leilighed til at sysselsætte sig med aandeligt eller legemligt Arbeide. Siden fik han, dels paa Forbøn af Justitsraad Bull paa Tøyen, der ynkedes over hans Lidelser, dels ved den daværende Stiftamtmand Grev Moltkes Humanitet nogen større Frihed; men den lange Indesidden i tilsluttet og vel ofte uren Luft, forbunden med den Langsomhed, som Mangel paa Beskjæftigelse, og de mange tunge Tanker, som hele hans tunge Stilling førte med sig, havde allerede svækket hans klippefaste Sundhed saa meget, at han aldrig siden blev fuldkommen frisk, men lige til sin Død bar paa et sygeligt Legeme».
Hans Nilsen Hauge fik altsaa til Løn for en Livsfærd, som de bedste Mænd i hans Tid – deriblandt Landets betydeligste Biskopper – dog erkjendte var i særlig Betydning løftet og ædel, Indespærring i 10 Aar, en Mulkt paa 1000 Rdlr., sin Helbred knækket og sin betydelige Formue ødelagt !
Et underligt Indtryk maatte det ogsaa gjøre paa Folket, da Regjeringen, som kjendte hans praktiske Duelighed, under Krigen i 1809 løslod ham af Arresten for ved Anlæg af Saltkogerier paa Vestlandet at afhjælpe Landets Mangel paa Salt. Denne Frihed varede kun til Aarets Slutning, da han atter maatte vende tilbage til Arresten i Kristiania. Ved Stavanger ved man endnu at paavise det Sted, hvor Hauge anlagde et af Statens Saltkogerier.
Dette er, hvad det forekommer os, at enhver upartisk og uhildet Læser af de Beretninger, der foreligge om denne Mand, maa faa ud. Man kan ikke Andet end røres ved hans Levnetshistorie. Vi tilstaa derhos gjerne, at vi gik til Læsningen med Fordomme fra mange af de Udskeielser og Overdrivelser, som har været fremkaldte ved denne Bevægelse, og ved det kolde Hykleri og den Herskesyge, som saa tidt har søgt sit Skalkeskjul under de saakaldte «Helliges» stille, kristelige Væsen, og som saa mangesteds i Stilhed har tyranniseret vore Bygder.
Hellerikke synes den strænge Afholdelse fra «adiaphora», «Middeltingene», saasom Dands, Kortspil, Musik, at have været nogen Del af Hauges egentlige Lære, om han end prædikede strengt mod en forvidt dreven Fornøielsessyge. Forargelsen og Samvittighedsængstelsen over disse Ting er væsentlig opkommet hos Efterfølgerne.
Tvertimod kunne vi
– 238 –
citere en af Hans Hauges egne Sange, der tyder paa, at han ikke har undervurderet den sande og uskyldige Glædes Velsignelser ogsaa for Kristenlivet :
#
«Glad og munter vil jeg være, Mens jeg skal paa Jorden bo;
De, der elske Dyden, ere Altid glade, altid fro.
Visdom, Stræbsomhed og Dyd Er beslægtede med Fryd».
#
Heller ikke staar det til at nægte, at hin Beskyldning for Hykleri, som man saa gjerne vil udslynge, naar man ser en «Nyomvendt» gaa med bly, nedslagne Øine, en grædende Stemme og sin Religion, saa at sige, udenpaa Ansigtet, mangen Gang er saare ugrundet og kun Bevis paa liden Sjælekundskab om de religiøse Følelsers Magt og om Tyngden af en dybt ængstet Samvittighed.
De sande Venner af Hauges stille Samfund have derhos altid været agtede som Landets arbeidsomste og pligttroeste Borgere.
Det har ikke været vor Agt her at give Hans Nilsen Hauges Levnetsbeskrivelse, der udførligere er given af Andre, særligt i 1826 af Professor ved Kristianias Universitet Stenersen i syvende Bind af Theologisk Maanedsskrift. Hvad vi efter Evne have villet fremhæve, er denne Mands store og indgribende Betydning for vor Almues Udvikling, og hvorledes hans religiøse Vækkelse har gjort et forberedende Arbeide for vore Dages aandelige Bevægelser, som ikke noksom kan vurderes.
Enkelte have i Hauge villet se en Cromwell med vidtgaaende Planer for sit Samfund, storartet Evne til at udbrede og organisere det og endvidere med dennes ubetingede Myndighed over Tilhængerne. Mulig er der visse Drag, men Sammenligningeu slipper, forekommer det os, snart op ved den store Forskjel i deres personlige Karakter.
Vi skulle sluttelig for de Læsere, for hvem Hans Hauges Skikkelse kunde være mindre bekjendt, give et kort Rids af hans Liv.
Hans Nilsen Hauge er født paa Gaarden Hauge i Thunø, nær Sarpsborg, den 3die April 1771. Faderen, der var Lensmand og Gaardbruger, var en alvorlig Mand, der gav sine Børn en for de Tider usædvanlig god Opdragelse og indplantede hos dem en dyb Agtelse for Guds Ord.
I den saakaldte «Løbebanen», giver han siden en interessant Beskrivelse over sin Ungdom og alle de Tvivl, Ængstelser og Anfægtelser, som han allerede fra Barneaarene led af, før han i 24-Aars Alderen følte sig saa kraftig grebet af Guds Ord og Aand, at han derved blev et nyt Menneske, og at hans Kald som Bodsprædikant blev klart for ham. Han følte sin Opgave, at «ligesom noget Hemmeligt omringede ham», og engang, han med sin Fader og Broder holdt paa at drukne, beholdt han i længere Tid saa megen Bevidsthed, at han kunde «føle den sig nærmende Døds hele Rædsel».
Engang i 1795, da han ved sit Arbeide under aaben Himmel sang den Psalme af Guldbergs Psalmebog : «Jesu, din søde Forening at smage», blev hans Sind ved det andet Vers saaledes opløftet til Gud, at han ikke længer var sig selv bevidst, men var «ganske udenfor sig selv».
Hans aandelige Glæde varede uafbrudt i tre Uger, i hvilke han kun sov lidt. Fra den Tid følte han den fuldkomne Forandring i sit Sind og sin bestemte Kaldelse.
I Mai 1796 skrev han sin første Bog : «Betragtninger over Verdens Daarlighed» af «en lidet forsøgt og endnu mindre skriftlærd Bondedreng», og kort efter udgav han en ny : «Forsøg til en Afhandling om Guds Visdom».
Gjennem begge disse Skrifter gaar der en varm, nidkjær Aand, men de mangle i høi Grad Klarhed.
Imidlertid vedblev han sit reisende Kald som Vækkelsesprædikant, udgav Bøger, der tryktes og atter tryktes i Tusinder af Exemplarer og ad alle Veie udbredtes over Landet op til den mest afsides Hytte. Hans Taler havde, siger han, en for ham selv ofte ubegribelig stærk Virkning; Almuen fulgte ham, og han læste, skrev og talede, saa der ofte kun blev liden Tid til Søvn.
I Slutningen af 1798 blev han arresteret i Throndhjem for Overtrædelse af Fordn. af 1741 om Opbyggelsesmøder, men den Tid, han led Straffen, var han agtet og æret, og Skammen, siger han selv etsteds, var ham kun som «en Fugl, der fløi hen over hans Hoved».
Det var i Førstningen Hauges Overbevisning, at Regjeringen maatte støtte og befordre hans Virksomhed, da hans Lære faldt
– 239 –
sammen med Statskirkens, og han reiste derfor ogsaa til Kjøbenhavn for at udbede sig Regjeringens Beskyttelse.
Dette lykkedes ham dog ikke, men derimod opnaaede han ved denne Anledning at faa trykt nogle af sine Bøger, deriblandt den store Postille paa 1000 Sider : «Den kristelige Lære, forklaret gjennem Epistlerne og Evangelierne».
I 1801 blev han Kjøbmand i Bergen, nød Biskop Johan Nordal Bruns Beskyttelse, dannede efterhaanden et Selskab for Handel og Fabrikdrift og arbeidede med stor Iver paa at skaffe sine Troesfæller Underholdning og Hjælp. Siden foretog han nok en Tur til Danmark, deriblandt til Hernhutterne i Kristiansfeldt, med hvilke han dog ikke blev enig, da de – hvad der overhovedet er at mærke som en Karakteristik for Hovedsiden i Hauges Lære dreve forlidet paa Omvendelsens Frugter.
Ved sin Tilbagekomst til Norge i 1804 blev han, som før meldt, fængslet, og da han i 1814 blev frigiven, efterat have tabt 10 Aar af sit Liv, Helbred og Formue, levede han ved sine Venners Hjælp først paa en liden Landeiendom, Bakkehaugen, og siden paa en større Gaard, Bredtvedt, i Nærheden af Kristiania. Han virkede ikke mere som omreisende Vækkelsesprædikant, men vedblev ikke destomindre at staa i religiøs Forbindelse med alle sine fordums Venner og aandelige Sødskende, dels ved Brevvexling og sine offentlige Skrifter, dels ved Besøg, som han aflagde eller modtog, og da holdtes ogsaa de gamle Opbyggelser, dem man under den nye Aand, som ved de politiske Begivenheder i 1814 var indkommet, og vel ogsaa, fordi den oplyste Mening var oprørt over den ham vederfarede Behandling, nu saa gjennem Fingre med.
I 1814 giftede han sig med Andre Andersdatter, som døde samme Aar, og i 1816 med Ingeborg Marie Olsdatter, som endnu lever i Tønset.
Hauges knækkede Helbred kastede ham ofte paa Sygeleiet, og Sygdommen gik tilsidst over i en tiltagende Kraftløshed, som i 1824 endte hans Dage.
I Følelsen af sin forestaaende Død skrev han sit Testamente til sine Venner for sidste Gang at paaminde dem om det, han vilde, at de skulde holde og følge.
Paa Akers Kirkegaard staar hans Støtte.
Vor Tro er – uanset den mulige Disput om hans religiøse Meninger – at under denne Støtte sover en af Norges betydeligste, bedste og mest begavede Mænd, hvis ufortrødne Heltegjerning i Aandens Tjeneste vil lyse for Efterslægten.