Toggle search modal
Close

«læseriet» i ramnæs og omliggende sogne i grevskaberne – artikkel 3

– i «Luthersk Kirketidende» for 1873; nr. 12 for «Lørdag den 22de Marts»; dette er den tredje av totalt 5 artikler – les oversikten her. Artiklene er skrevet av prest og skribent Th. Klaveness;

– fra sidene 184 -188 :

Gjennem Hans Loras Fald har udentvivl Kirkens Herre villet give hans Tilhængere, «Læserne», et Varsko.

Det havde af dem tidligere været gjort gjældende, at man af enkelte sørgelige Fald, f. Ex. Niels Gjelstads, burde kunne se, hvorhen den «evangeliske» Vækkelse førte. Nu kunde de til sin Ydmygelse have overtydet sig om, at deres eget højt anpriste Alvor og store Strenghed ikke bedre bevarede dem selv for Fald, og at det Indtrufne lagde den samme Anklage i deres Modstanderes Mund.

Der laa ogsaa i dette Fald et kraftigt Varsko om ikke at holde Kjød for sin Arm. Denne Lærdom blev dog ikke udnyttet af dem. Hans Loras Plads som anseet Lærer blev snart indtagen af en anden Mand af samme Aandsretning, omend ikke med Forgjængerens Begavelse.

Denne nye Anfører var Niels Kristofersen Heggestad. Han havde allerede tidlig fornummet Guds Dragelse. En Gudsbespottelse, som engang i Barneaarene var undsluppen ham under en overgiven Lystighed, paadrog ham ikke blot Forældrenes Straf, men ogsaa den bitreste Samvittighedskval. Dette stærke Indtryk svandt dog atter; han fornam vel mangen Gang Guds alvorlige Kald, men modstod det, indtil han i en modnere Alder blev greben af en alvorlig Bekymring for sin Sjæls Frelse. Han troede under denne Bekymring at være kommen til Fortvivlelsens Rand, indtil det Guds Ord, at Gud vil ingen Synders Død, men at han skal omvende sig og leve, atter gav ham Haab om Frelse.

Dette er i al Korthed Nils Heggestads indre Livs Historie. Han blev ikke længe efter sin Vækkelse opfordret til

– 185 –

at holde Bøn i de Troendes Forsamling. Han vilde da, forsikrede han, allerhelst have løbet sin Vej for at undgaa en Offentlighed, for hvilken hans indre Liv sandsynligvis endnu ikke var modent. Men efter denne første Begyndelse gik det da siden lettere og lettere, indtil han, skjønt en maadelig Konfirmand og med ringe Evner og Kundskaber, dog ifølge det Alvor og den Viljekraft, som udmerker ham, lidt efter lidt blev anseet som Læsernes Hoved og Leder.

Ved Kjønnerøds Begravelse se vi allerede Læsernes Presteskyhed at træde aabent frem. Det var en Selvfølge, at naar man ikke ønskede Prestens Tale i Huset, søgte man heller ikke hans Tale i Kirken. Det blev efterhaanden Skik blandt Læserne, at de ikke kom hyppigere til Kirken, end naar de gik til Alters. Dog, dette kunde ogsaa have sine lokale og personlige Grunde; de gjorde nemlig endnu nogen Forskjel mellem Personer, og alle Prester vare dem endnu ikke lige slette. Der kunde altsaa endnu være Haab om, at de ved Prester i Statskirken, der ikke blot lærte ret, men ogsaa levede ret, kunde vindes for Statskirken og saaledes blive istedetfor en Udvækst paa Kirkelegemet et gavnligt Salt og en god Surdejg for Kirken.

Dette har sikkerlig ogsaa været Guds Hensigt med, at Han paa denne Tid lod Læserne komme i Berørelse med et Par yngre Prester af sjelden Nidkjærhed. Læseriet skulde ikke komme ind paa sine Afveje uden først at have fornegtet den Kjendsgjerning, at det Samfund, som de snart skulde forkaste, inden sin Midte havde baade levende Lærere og levende Lemmer.

I Begyndelsen fik da visselig ogsaa hine Prester nogen Tilslutning fra Læsernes Side, og merkeligt nok var det Hedningemissionen, som her, ligesom saa ofte, maatte tjene til et Foreningsbaand.

De i Egnen allerede bestaaende Missionsforeninger bleve sammenknyttede til en Fællesforening; ved Missionsfester samledes Prester med Læsere og andre Menighedslemmer, og fælles Opbyggelse er det stærkeste Foreningsbaand. Men dette Baand blev dog snart igjen desværre sønderrevet. Hvad enten det nu var, at man blev bedre kjendt og saaledes fra begge Sider mere og mere fik Øjnene op for den allerede forhaandenværende Forskjellighed, eller det, hvad Læserne paastaa, forholdt sig saa, at hine Prester «forandrede sin Lære», det vil sige, bleve mere og mere evangeliske i sin Prædikemaade, Noget, som vi ellers ikke have hørt Andre, end Læserne selv, paastaa, – nok er det, der indtraadte en Spænding og tilsidst et fuldstændigt Brud.

Spændingen blev for en ikke ringe Del fremkaldt derved, at hine unge Prester ved sin Iver mere og mere overflødiggjorde Heggestads og Venners Virksomhed, især indenfor sine egne Menigheder; til flere Sogne, som f. Ex. Ramnæs, naaede deres Virksomhed nemlig kun lejlighedsvis, saasom ved de førnævnte Missionsfester.

Dette taaltes ikke let; man havde allerede faaet Smag paa

– 186 –

Havde de unge Prester, understøttede af Missionen, en Tidlang opnaaet at forene og virkelig ogsaa vundet mange Sjæle for Christus og for den Kirke, som de tjente, endogsaa ud af Læsernes Midte, saa optraadte der kort efter en anden «saakaldt» Prest, som virkede aldeles i modsat Retning, og som var saa meget heldigere i sin Virksomhed, som det ikke blot overalt er lettere at nedbryde end at opbygge, men her desuden ogsaa det indtrufne Brud allerede havde forberedet hans søndersplittende Gjerning.

Den Mand, vi her sigte til, var den noksom bekjendte Elling Ejelsen.

Ingen var mere skikket, end netop Elling Ejelsen, til at give Læseriet et sidste Fremstød i Retning af yderligere Afsondring.

– 187 –

Hans Læreejendommelighed var vistnok nærmest Vækkelsesprædikantens; dog have vi hørt fra paalidelig Kilde, at han ogsaa kunde «omskifte sin Røst» alt efter Omgivelserne, hvilket formodentlig skal betyde noget Mere og Andet, end at han forstod at «dele Ordet rettelig».

Men der var en anden Ejendommelighed ved hans sidste Optræden i Hjemmet, som i end højere Grad maatte tiltale Læserne netop paa det Udviklingstrin, de nu havde naaet. Elling havde havt adskillige gode og fromme Venner tidligere i Landet og ventede ved sin Tilbagekomst at finde baade Hjerter og Huse opladte for sig nu, som før. Dette blev dog ikke overalt Tilfældet, enten fordi det meget Skriveri om ham fra Amerika havde gjort hans gamle Venner mistænksomme mod ham, eller fordi hans egen Færd muligens har stødt nogle af dem bort.

Dette forskjellige Forhold, hvori hans Venner traadte til hans Person, opfattede han som et forskjelligt og forandret Forhold til hans Lærervirksomhed, ja til selve hans Forkyndelse af Sandheden.

Da han selv ikke mente at have forandret sig, maatte Forandringen ligge paa Vennernes Side; de vare blevne «nymodens Christne». Han kom saaledes til at skjelne mellem en nymodens Christendom, som ikke annammede ham, og en gammeldags, som, sig selv og ham tro, annammede ham. Saaledes bleve Udtrykkene : «den nymodens Christendom» og «den gamle Christendom» Stikord i Ellings Forkyndelse, og – Intet kunde passe bedre ind i Læsernes Opfattelse af Tidsforholdene. De troede nu endelig i ham at have fundet den eneste Prest, som hyldede den gode gamle lutherske Lære, den eneste, som højlydt vovede at stille sig i Gabet for Guds Rige, at protestere mod Nutidens Frafald.

Hertil kom, at Elling, skjønt selv angivelig Prest, var en sand Prestehader. Den Modstand, som havde mødt ham over i Amerika, havde vakt hos ham en Animositet mod Standen, som han overførte paa Presterne herhjemme i Norge.

Ogsaa dette faldt i god Jord hos Læserne i Ramnæs og omliggende Sogne. De havde seet sig forargede paa enkelte Misligheder indenfor den dem bekjendte Kreds af Gejstlige, og nu tilsidst havde ogsaa de unge Prester gjort sig stinkende i deres Øjne; ergo, sluttede de, var Prestestanden i sin Helhed forkastelig, og Elling, som angreb Gejstligheden, var dem en Helt og en Martyr i sin frimodige Optræden.

Den Sondringsproces, som Elling øvede, idet han ogsaa indenfor Lægfolket anerkjendte Nogle, men underkjendte Andre som Sandhedsvidner, stødte dog nogle af Læserne i den Grad, at flere af de agtværdigste og besindigste Troende blandt dem fattede Mistanke til ham og for hans Skyld skilte sig fra sine Egne. Elling blev saaledes Aarsag til en Splittelse; for Nogle var han god, for Andre var han ikke god. Takket være den fremmede, amerikanske Hjælp, bleve Læserne saaledes mere og mere mistænkelige mod den bestaaende Kirke.

– 188 –

«Læseriets Skjævhed og Ensidighed», skriver en med Forholdene vel kjendt Mand, «var ingenlunde fra Begyndelsen saa stor, som den blev under den tiltagende Isolation og Opposition».

Der manglede nu blot en Anledning, som, tilstrækkelig forargelig for denne Skjævhed og Ensidighed, kunde give den Lejlighed til at bryde med det i dens Øjne dybt sunkne Kirkesamfund. Denne tilstrækkelig forargelige Foranledning kom.

Læserne saa «Ødelæggelsens Vederstyggelighed paa det hellige Sted» og beredte sig til Flugt.

Foranledningen blev Skoleloven af 1860, og «Ødelæggelsens Vederstyggelighed» var «Jensens Læsebog»; «det hellige Sted» var da naturligvis Skolen. Men herom Mere en anden Gang.

– les videre i artikkel 4 her :

Close
Skriv inn søkeord..