Hans Medstuderende fra den Tid fortæller, at hans aabne kjærlige Karakter gjorde ham almindelig elsket og hans Ærlighed og pletfri Vandel i Forening med en dyb og klar Aand aftvang Enhver Agtelse, der kom i Berørelse med ham; derfor var der Flere, som gratis vejledede ham i hans Studier, og som han senere med Taknemmelighed mindedes. Blandt Andre nævnte han oftere nuværende Overlærer K. Knudsen som En, hvem han havde meget at takke.
Hans Kaar var fremdeles yderlig smaa. Hans hele Indtægt af de knapt aflagte Undervisningstimer var i lang Tid kun 5 Spd. Maaneden, saa hans Logis og øvrige Bekvemmeligheder af hans Venner paa den Tid skildres som ganske overordentlig indskrænkede og tarvelige.
– 27 –
Men som Nøden blev ham en Spore til forøget Flid og til den Orden og Nøisomhed, som ogsaa senere under blidere Kaar fulgte ham, saa hærdede den tillige hans Vilje til en Styrke og Udholdenhed, som i den følgende Tid under hans nedbrudte Helbredstilstand, ja selv i hans skrøbeligste Øjeblikke viste sig i en forbausende Sjelsstyrke.
Han blev i sine tidligste Studenteraar ansat som Lærer ved Slaveriet under nuværende Sognepræst Hald i Ringebo. Her saavelsom ved Tugthuset, hvor han ogsaa af og til underviste og prædikede, nød han ej alene en ganske særegen Tillid og Agtelse blandt sine Overordnede, men virkede blandt de ulykkelige Fanger med en saadan Iver og ufortroden Kjærlighed og Overbærenhed, at de endnu mindes ham som en kjær Ven, der vel ikke skaanede Forbrydelsen, men til hvem de i alle sine smaa og store Sorger kunde henvende sig som til En, hvis hele alvorlige og kjærlige Færd iblandt dem viste, at han kun vilde deres virkelige Vel.
Saavel nu som senere, da han ansattes som Præst iblandt dem, talte han ofte deres Sag, og hvor han kunde, der gjorde han alt Sit for ad lovlig Vej at udvirke saadanne Lettelser, som han, selv opfødt i den simple Bondestue, godt vidste kunde have en stor Betydning for de Ulykkelige og være dem til megen Glæde, saa smaat det end i sig selv kunde synes, ligesom han af al sin Evne søgte at modarbejde alt fordærveligt Pryglevæsen. Han vilde saa gjerne, at Alt, hvor det kunde, skulde gaa med Kjærlighed. Saaledes omtales han af de Mange, der den Dag idag med dyb Erkjendtlighed takker ham, ej blot for hvad han var for dem under den daglige Omgang i Fangenskabet, men ogsaa for Friheden, saavel den borgerlige som især Aandens Befrielse fra Lidenskabernes Baand.
– 28 –
Hans Arbejde iblandt disse Folk var til overordentlig Velsignelse for Mange og var ham selv ligeind i de seneste Aar til stor Glæde; thi en stor Del af de løsladte Forbrydere vedligeholdt senere hen lige indtil hans sidste Dage sin Forbindelse med ham som en kristelig Ven og Broder.
Strax ovenpaa sin Embedsexamen, som han tog 1845, overfaldtes han, som Følge af Overanstrængelse, af en stærk og langvarig Sygdom, der flere Maaneder fængslede ham til Sygelejet, og hvoraf han siden bar Mindelser lige til sin Død.
Allerede i Januar 1846 udnævntes han til Præst ved de Strafanstalter, hvor han hidtil som Lærer havde virket, et Embede, han med vanlig Iver og Nidkjærhed bestyrede indtil Aaret 1853, kun engang afbrudt ved Udnævnelsen til Feltpræst ved Lejrsamlingen i Malmø 1848.
I 1853 forflyttedes hans Virksomhed til Bodsfængselet, hvor han siden har arbejdet lige til sin Død, vel af og til under stor legemlig Skrøbelighed, ja et Par Gange endogsaa for længere Tid afbrudt paa Grund af nedbrudt Helbred, men altid med en forunderlig stærk og barnlig Tro til Gud.
Ligesom Fængslets Direktor i Steensrud fandt ei alene en hjertelig og trofast Ven, men en nidkjær og erfaren Medarbejder, saa deres hele Samvirken for Fangerne som i andre Henseender bar den kristelige Eendrægtigheds Præg og var til stor Velsignelse for Fængslets Virksomhed, saaledes giver alle Lærerne og de øvrige Medarbejdere ham enstemmig det Vidnesbyrd, at med ham var det en Glæde at virke sammen, ja mere end Glæde, det var en Hjertets og Aandens Opbyggelse i den fælles Tro.
Men det vakreste Vidnesbyrd har han af Fængslets Fanger ej blot i deres store Bedrøvelse over hans
– 29 –
Bortgang, men i alle deres Udtalelser om hans Forhold til dem. Han var dem mere end en Fader, og ejede en forunderlig Langmodighed ligeoverfor de Gjenstridige, saa selv de mest haarde iblandt dem maatte højagte ham for hans Kjærligheds Skyld imod dem og for hans ærlige, fromme og aabne Færd i alt sit Forhold til dem og erkjende at det kun var deres Vel han vilde.
Ligesom forhen under hans Virksomhed ved Slaverict, saaledes udvirkede han ogsaa ved Bodsfængslet flere gavnlige Foranstaltninger. Saaledes fik han blandt Andet istand en Forandring, hvorved alle Fangerne fik Gudstjeneste hver Søndag, noget som før ikke var Tilfældet, ligesom han ogsaa her i flere Henseender, hvor det uden Skade lod sig gjøre, arbejdede paa at lette de Fangne alle unødige Byrder.
Ifjor til Jul fik han istand en liden vakker Psalmesamling til mere livlige og tiltalende Melodier. Den blev for første Gang brugt i Julehelgen og siden af og til paa Søndagene og ved Højtiderne, og saavel Melodierne som disse Psalmer med den levende Aand i, tiltalte Fangerne saaledes, at, efter en af Lærernes Udsagn, Mange lærte flere af dem udenad og sang dem i sine Celler, saa det er hel forunderligt, siger den nævnte Lærer, hvorledes liderlige Viser, som man ofte tilforn hørte Fangerne synge, for en stor Tel nu er bleven herligen ombyttet med en levende og livsglad Psalmesang.
Uagtet Steenruds store Sygelighed og de faa Fritider Fængselet levnede ham, fulgte han ej alene godt med Tiden, men virkede tillige i mange Henseender udad paa det offentlige Liv, ej blot ved ivrig Deltagelse i alle kirkelige Forhandlinger saavel i som udenfor Hovedstaden, men ogsaa som Medlem af Bestyrelsen for Bibelselskabet og som Medbestyrer
– 30 –
af «Eugenias Stiftelse» samt af «Plejestiftelsen for Smaabørn».
– Isommer maatte han en Tidlang paa Grund af tiltagende Brystsvaghed forlade sin Virksomhed for om mulig at gjenoprette den hel igjennem forstyrrede Helbred.
Ud paa Høsten kom han noget bedre tilbage og begyndte med ny Iver paa sin gamle Virksomhed. Dog kun 3 Søndage, sidste Gang 19de Søndag efter Trin., formaaede han at prædike, men aflagde da ogsaa et herligt Vidnesbyrd om det Haab, der var i ham. Hans Sygdom tiltog nu i stærk Grad og han følte, som han ogsaa selv sagde, at han havde kun kort igjen. Men som han vidste, paa hvem han altid havde troet, saa holdt han ogsaa lige ind i Dødsstunden trolig fast paa den «gode Bekjendelse», som ogsaa han engang havde «aflagt for mange Vidner».
Som hans hele Liv havde været til Velsignelse, saa var han ogsaa paa Syge- og Dødslejet til Vederkvægelse for Enhver, der omgav ham; thi det var som gik der en kvægende Psalmetone selv midt igjennem Lidelserne.
I den Fred, som han altid havde elsket højest i Livet, hensov han roligt i Døden Torsdags Morgen den 2den Decbr. i en Alder af ikke fuldt 46 Aar. Det havde været hans Lyst at forkynde Evangeliet om Fred og Frihed for de Fangne, og vi tror, at han gik derhen, hvor dette toner fuldkomnere end her, hen til ham, der elsker en sagtmodig og stille Aand, og hvis Lyst det er at føre hver Sjæl, som vil, ud af Fangenskabet og ind til sin herlige Frihed.
Onsdag den 8de Decbr. stededes han til den sidste Hvile paa Oslo Kirkegaard, ledsaget af en stor Forsamling af Embedsbrødre og Andre. I Oslo Kirke gav Stiftsprovst Rode ham Vidnesbyrd i Herrens Ord ved Malachias : «Sandheds
– 31 –
Lov var i hans Mund og der blev ikke funden Uret paa hans Læber; han vandrede med mig i Fredsommelighed og Oprigtighed og omvendte Mange fra Misgjerning», hvorpaa Pastor W. A. Wexels, der i en Række af Aar ligefra hans tidlige Studenterdage af, havde staaet den Afdøde nær som inderlig Ven og fortrolig Embedsbroder, ved Graven holdt den ovenfor meddelte Tale.
Steensrud efterlader sig Mange, der savner ham dybt, ej blot hans egen Menighed, for hvem han var en uerstattelig Sjelesørger, samt mange Embedsbrødre og en talrig Skare af Venner, men ogsaa Søskende og Forældre, og fornemmelig hans 3 smaa Børn og en trofast Hustru, der i flere Aar har vandret med ham, ej blot legemlig, men ogsaa aandelig. Og det ved vi med Vished, at disse Alle, de Nære som Fjerne, Høje saavelsom Lave, med hvem han kom i levende Berørelse, længe vil ihukomme hans Navn og hans Færd i Kjærlighed, og saalænge som en aaben og bramfri Vandel, et ærligt og trofast Sind og varm Nidkjærhed i al ædel menneskelig og kristelig Virksomhed endnu agtes højt iblandt os, vil hans Navn nævnes med Hæder iblandt Norges Præster og hans Minde være til Velsignelse for Enhver, der kjendte ham.
Ved Graven blev følgende af Kand. theol. H. Brun forfattede Sang afsungen til en af Organist Lindemann komponeret Melodi :
før Gravtalen.
1.
Vorherre siger : Høsten stor Har Arbejdsstok kun liden !
En Tjener tro han tog fra Jord Dog just i Arbejdstiden !
– 32 –
Den Tjener nidkjær, dyb og from, Til hvem Vorherre sagde : «Kom»!
Har lyst iblandt de Sjeldne.
2.
Guds Gaades Grund er Kjærlighed, Den Trøst lad fromt os favne !
Til den, Han fare lod i Fred Til dem, som dybt ham savne,
Og Fællesskab i Jesu Krist Gjør kjærlig mellem «Her» og «Hist»
Hans Aand i Menigheden.
3.
Gud kvæge Dig med Glæde rig, Som gik fra Kamp til Hvile !
I Jesu Navn Guds Engle Dig Blandt Salige tilsmile;
Her Tjenere han sende ud, Som Pagten tro med Julebud
For Frelsen Sjele vinde !
Efter Jordpaakastelsen.
4.
Saa lyde mildt da vort «Farvel« ! Til Støvet i dets Hvile !
Hvo Herren tror, Han ved og vel, Det skal forklaret smile,
Naar selv Han kommer klar i Sky, Guds Jord og Himmel at fornye
Til Salighedens Fylde !