ottende afdeling : hans hansons qvad : «den rædselfulde pintsedag..»

– presentert i H. Hansons bok : «Den rædselfulde Pintsedag eller Grue Kirkes Brand – et Qvad i femten Afdelinger med Epilog». Christiania 1836;

– fra sidene 29 – 32 : dette avsnitt – dette «Qvad» – gjengir det som var hovedinnholdet i selve talen sogneprest Iver Hesselberg holdt denne første pinsedag; det er naturligvis ikke den hele tale, men Hansons eget utdrag;

– les derfor nederst på denne siden hva Hanson skriver om talens tilblivelse og innhold, på bakgrunn av den informasjon han hadde mottatt. Hesselberg var på dette tidspunkt (1835-36) sogneprest til Aker menighet i Kristiania, dit han i 1834 var forflyttet nettopp fra Grue; Hanson, dikteren selv, befant seg på det tidspunkt han frigav «Qvadet» til trykken – i midten av juli 1836 – på gården Barfoed i Langesund, der han var engasjert som huslærer. Da han i slutten av april året etter (1837) var i ferd med å ta farvel i Langesund for å begi seg til en ny huslærer-post i Porsgrunn, druknet ved et ulykkestilfelle søndagen 30. april;

– les først hva Hanson skriver i innledningen om oppbyggingen av «Qvadets» hoveddel – nr. 8 – som var Iver Hesselbergs tale :  «Prædikenens Indhold troede jeg at burde gjengive saa nøiagtig som muligt, efter den udførlige Beretning derom, som jeg var i Besiddelse af, og derfor har jeg fremsat denne i riimfrie Vers, som vel ogsaa er den rigtigste Maade, hvorpaa man i bunden Stiil bør gjengive en Tale, der var holdt i ubunden Stiil; men for Afvexlings Skyld har jeg forfattet Indledningen i Hexametre og Pentametre; men derimod, hvad der forekommer af den egentlige Prædiken, i Jamber»;

#

Men endnu meer begeistret var den Mand,

Som talte Herrens Ord til Menigheden;

Trods alt det ydre Bulder følte han

I Hjertet uforstyrret Himmelfreden.

Som Peder, paa den store Pintsefest,

Han følte Sjelen Guddomskraft opflamme,

– Han var jo ogsaa Herrens kaarne Præst,

Og Aanden er til evig Tid den samme –

Hans Tale kom fra andagtsfulde Bryst,

Ei Stormens Rasen Himmelluen qvalte;

Men med den vante blide Hyrderøst

Saaledes til sin elskte Hjord han talte :

#

«Du hører Veirets Brusen, seer dets Virkning;

Men ikke veed Du, fra hvad Sted det kommer;

Ei heller øiner Du, hvor langt det naaer :

Saa er det og med Den, af Aanden fødtes.

Saa talte Frelseren til Nicodemus,

Da han i Nattens Stilhed til ham kom,

For himmelsk Viisdom at erhverve sig,

Og saa erfare vi det jo at være :

Vi føle Aandens Virkninger i Hjertet,

Men ei dens Væsen vi formaae at fatte;

Men dette vi erfare : at, som Vinden Den lille,

svage Gnist opflamme kan

Til stærk og blussende og mægtig Lue,

Der Alt fortærer med sin stærke Vælde,

Saa Aanden kan opflamme svage Gnist

Af Troe og Kjærlighed til mægtig Ild,

Hvis Kraft fortærer i omvendte Sjel

Hver syndig Lyst, hver voldsom Lidenskab.

Naar Luften ei bevæget blev af Vinden,

Da fyldtes den med skadelige Dunster,

Og giftig Hælsot skulde snart udbredes

Og ødelægge alle Jordens Slægter;

Men Vinden disse Dunster vidt adspreder,

Den renser Luften fra Forraadnelsen,

Og Sundhed den udbreder med sin Kraft;

Saa, dersom Aanden ei bevæger Hjertet,

Da fyldes det med idel onde Lyster,

Som snart udbryde vil i syndig Daad,

Og Jordens Ødelæggelse befordre;

Men Aandens Kraft fordriver Kjødets Sands,

Den renser Hjertet fra den onde Lyst,

Og fylder det med Troe og Kjærlighed,

Der ene kan bevare Sjelen sund,

Og som en kølig Vind i lumre Hede

Forfrisker en udmattet Vandringsmand,

Saa lindrer Aanden Korsets hede Byrde,

Og os opliver med fornyet Kraft;

Som Vinden modner Markens Korn og Frugt,

Saa modner Aanden hvert et helligt Forsæt,

Indtil det bærer Frugt i ædel Daad,

Og det er denne Aand, som Herren lover,

I Dagens Evangelium, at sende De elleve Trofaste,

og som skulde Om Alt dem undervise og paaminde;

Og denne Aand han lovet har Enhver,

Som derom ydmyg vil hans Fader bede.

Det er den Aand, hvormed han loved’ Sine,

Dengang han de Bedrøvede forlod,

At ville døbe dem om nogle Dage,

Og denne Daab paa Pintsefesten skeede,

Som Døberen det havde forudsagt :

«Jeg døber kun med Vand, men efter mig

Den kommer, som skal døbe Eder med

Den Hellig-Aand og Ild». Ja ! ogsaa Ilden

Paa Aandens Virkning er Sindbillede.

Hvor Ild ei er, der Kulde er og Mørke;

Men Ilden baade varmer og oplyser.

Saaledes og den uomvendte Sjel,

Paa hvilken Herrens Aand har aldrig virket,

Er kold og stiv og død og følesløs

Og kjender ikke Kjærlighedens Varme;

Den seer ei Gud og ei sin egen Nød,

Og ei den Himmel, Jesus aabned os,

Men iler mod Fordærvelsen i Blinde.

Først naar i Sjelen Aanden kraftig virker,

Opvarmes vi af Kjærlighedens Ild,

Og da erfare vi, hvad Jesus siger :

At Den, ham elsker, holder og hans Ord;

Da skue vi vor egen Syndenød,

Men og den Frelser, som kan læge den,

Vi see i Gud en mild forsonet Fader,

Og see den Himmel aaben, hvorhen Jesus

Gik forud at berede os et Sted;

Da lære vi at kjende Frelseren

Som Verdens Lys og troe at følge ham

I Himmellysets rene, klare Skin».

#

Da hans Velærværdighed Herr Sognepræst Hesselberg i den ligesaa rørende som udførlige Beretning om Grue Kirkes Brand, som man har havt den Godhed at meddele Forfatteren, tillige har anført saavel Texterne og Themaet, som Tankegangen og tildeels Ordene i den Prædiken, han holdt paa hiin rædselfulde Pintsedag, saa har Forfatteren troet ogsaa at burde anføre denne i et Qvad, som indeholder en fuldstændig Udmaling af denne gyselige Begivenhed.

Mærkeligt var det, at Herr Pastor Hesselberg, efter at have, som han siger, været i en for ham selv ubegribelig Raadvildhed om hvad Thema han til denne Dag skulde vælge at tale over, just faldt paa det her anførte, nemlig : «Veir og Ild, som Billeder i de hellige Skrifter paa Aandens Kraft og Virkning».

Ligesaa mærkeligt er det, at han just faldt paa at vælge til Indgangstext det Syn, som fortælles i Ezech. 37.

«Den ulykkelige Præstemand», siger han i sin Beretning, «Som henimod Kl. 6 (om Pintsedags Aften) gik bort til Ruinerne, fandt nu en besynderlig Hentydning i de Ord af den hellige Skrift, som vare faldne ham i Sind at bruge, om hiin Beenhob, som Propheten saae i Dalen, og han kunde ei andet, end under megen Sorg, mange Taarer og stor Bevægelse, afsides fra Folket, som stod der, bede den almægtige Gud, som paa dette Sted havde aabenbaret sig i Stormveir og Ild, at han ogsaa vilde ved sin Aand opvække til Liv og Ære disse Been paa vor Frelsers Jesu Christi Herligheds Aabenbarelses Dag».

Uden at være Sværmer troer Forfatteren, at den værdige Præstemand, som, med varm Følelse for sit Kald, selv besjeles af det Ord, han forkynder, kan sige : «Jeg er ikke Den, som taler, men det er min Faders Aand, som er i mig».

Det er sandt, allerede i den simple naturlige Betydning, at den Aand, som tænker i os, have vi af Gud, og det bliver ogsaa Sandhed i den Betydning, at det er Guds Aand, den Troens og Kjærlighedens Aand, som besjeler den sande troende Religionslærer, der ogsaa bestemmer hans Foredrag.

Men herforuden er det ogsaa vist, at det er noget Uvilkaarligt, som leder Tankegangen, naar Præsten studerer til sin Prædiken, og at ofte Ideer falde ham ind, som slet ikke ere Virkningen af foregaaende Overlæg og Betragtning, men tidt komme ligesom aldeles uventede. Uden at ville antage nogen umiddelbar Inspiration, kan man dog vel sige, at dette er en Virkning af Guds ubegribelige Styrelse.