– presentert i H. Hansons bok : «Den rædselfulde Pintsedag eller Grue Kirkes Brand – et Qvad i femten Afdelinger med Epilog». Christiania 1836.

– fra s.  67 – 70 :

EPILOG.

O Landsmænd ! dette ringe Qvad modtag Med overbærende og milde Hjerter !

Det skildrer hiin skræksvangre Pintsedag, Som blev en Moder til saa bittre Smerter.

I høi poetisk Flugt jeg mægted, ei Med Wergelandsk Pensel den at male;

Men saare lykkelig mig agtet jeg, Om det til Hjertet lyktes mig at tale.

Du ! som mig fulgte gjennem Qvadets Gang Og med Opmærksomhed dets Toner hørte,

Hvis Sjel dets kunstløse og simple Sang Med stille Kraft til Vemodstaarer rørte;

Den skjønne Laurbærkrands, Du fletter mig, Er al den Digterhæder, jeg begjærer,

Og stor er Skjaldens Løn, ifald han Dig Mod Fredens Hjem Dit Blik at vende lærer.

Bevægede ved Skjaldens Tryllesang Om fjerne Oldtids Helte og Heltinder,

For dem vi fældte Taarer mangen Gang, Hvis dunkle Sagn i Hedenold forsvinder.

Ja ! selv med dem, som Skjaldens Phantasie Af Intets Nat i Sangen bød fremtræde,

I øm Medfølelse hensmelte vi Og sødt ved deres Lidelser vi græde.

Og skulde hvad der er i vor Tid skeet, Hiint Rædselssyn i Grues gamle Kirke,

Som vi med egne Øine have seet, End stærkere da ei paa Sjelen virke ?

Mon Egennyttens kolde Iis og Snee Saa ganske noget Hjerte kunde dække,

At Tanken om hiin Pintsefestes Vee Ei til Medlidenhed det skulde vække ?

Kan Nogen uden Gru vel tænke sig De Rædselsdødens Offres grumme Jammer,

Som halv forbrændte under Angestskrig Forgjæves flyede for de vilde Flammer ?

Dog deres Qval var gruelig, men kort, De snart ombytted’ den med Himmelfreden;

Af vilde Flammer bradt de reves bort, For luttred’ at indgaae til Saligheden.

— Saa Herren fordum til sin Helligdom Lod hellig Ild fra Himmelen nedfare,

For did at hente ham de Offre, som Især ham ret behagelige vare. —

Men tænk Dig deres Qval, som Flammen saae Og ængsteligt Raab om Frelse maatte høre,

Men kunde ei af Luerne formaae De Elskede til Frelse at udføre.

O ! tænk Dig deres Følelser, da de Imellem rygende Ruiner stode,

Og maatte den afklædte Beenhob see, Som Luerne alene efterlode.

Tænk Dig hvormangen Mand, der nylig gik Fornøiet ved en elsket Huustrues Side,

Og ofte lod det faderlige Blik Med Velbehag paa skjønne Datter glide,

Imedens hun – den saure Rose lig, Som modnet skjønne Krone huldt udbreder –

Gik ved sin Moders Side ynderig, Men ubevidst om egne Yndigheder,

Staaer nu bedøvet, ved de nøgne Been Af dem, ham nylig skabte Livets Glæder.

O ! Sandelig ! den være maa af Steen, Som ei ved dette Rædselsoptrin græder.

Og tænk, hvor mangen ædel Dalens Søn Sin hulde Fæstemøe i Luen tabte,

Skjøndt for en Time siden, blid og skjøn, Hun Jordens bedste Salighed ham skabte.

Tænk Dig de mange hulde Smaae, som her Saa pludseligen moderløse bleve,

Tænk Dig de gruelige Følelser, Som deres Fædres Hjerter sønderreve !