fjortende afdeling : hans hansons qvad : «den rædselfulde pintsedag..»

– presentert i H. Hansons bok : «Den rædselfulde Pintsedag eller Grue Kirkes Brand – et Qvad i femten Afdelinger med Epilog». Christiania 1836;

– fra sidene 61 – 63 : dette er Hansons «Qvad» til begravelsesdagen – han skriver i innledningen «No. 14, som besynger Begravelseshøitideligheden har jeg forfattet til den høitidelige, elegisk skjønne Psalmemelodie : «O kjære Sjel ! frygt aldrig meer»;

#

Med Vemodstaarer samler sig

Og skrider frem høitidelig

En talrig Sørgeskare.

De efterladte Been af dem,

Som her, i Støvets dunkle Hjem,

Dem før saa kjære vare

Til aabne Grav de bare.

#

De sænked’ dem i Jordens Skjød,

Og lydelige Hulken lød,

Som Sangen overdøved’.

Frem Ordets ædle Tolk nu treen;

Paa Kisten med de døde Been,

Der nedsænkt var i Støvet,

Han stirrede bedrøvet.

#

Men da det dæmpet Graad tillod,

I Aandens Kraft han blid fremstod,

Og Rædselsscenen maled’.

Om Herrens underfulde Vei,

Som Støvets Blik udforsker ei,

Saa rørende han taled’,

At Mængden han husvaled’

#

Men Skaren han alvorlig, blid

Formaner varmt til Naadens Tid

Med Viisdom at anvende.

Saa saare bradt kan Timen slaae,

Da vi for Dommen skal fremstaae

Og Pilgrimsfarten ende;

Dens Grændse vi ei kjende.

#

Og rørt den hele Skare græd;

Men see ! i Skyen stiger ned

I lyse Engleklæder

Den frelste Flok, hvis Been nu her

I Jordens Skjød nedsænket er’

Og Himmelglands udbreder

Om Skaren, den begræder.

#

De synge froe i festligt Chor :

«Vor Gud er viis og god og stor,

Hans Riget, Magt og Ære !

Han bød os gjennem Ilden gaae,

For evig Salighed at naae;

Men nu vi frelste ere,

Og Seierspalmer bære».

((Begravelsesdagen og dens bestemte Time Klokken 10 Formiddagen kom; en talrig Forsamling, ærværdig at skue ved den Sorg, som hvilede over Alle, og den sorte Sørgedragt, hvilken alle Qvinder fornemmelig havde iført sig, bestaaende tillige af Menighedens og Omegnens Honoratiores, stod paa den opryddede og jevnede Plads, som for faa Dage siden var et Guds Huus, hvoraf nu Intet var at skue, og som i Kirkens Undergang havde været det Sted, hvor 116 Sjele gik over i Evigheden.

Alt her paa dette Sted indbød og opvakte til rørende Følelser; men da nu de Fleste, i det samme Øieblik da Præsten, fuld af hellig Bævelse, gik ind i den sørgende Kreds, og betraadte med sine Fødder den af Graven opkastede Jordhøi, for der staaende at tale til Menigheden, hvad Ord Herren vilde udruste ham med, troede visselig at see et mærkeligt Tegn i Luften lige over dem, idet dem syntes, at en Kreds sluttede sig over dem, saa stor for Øiet, som den Menneskekreds paa Stedet, hvor de stode, faldt en hellig Gysen for den allestedsnærværende Gud paa dem.

Prasten selv og en kjær Hjertens Ven samt Embedsbroder, som var hos ham, saae ei opad, da hans Øiekast endnu i lang Tid stirrede ned mod Jorden, saa han ikke kan vidne Noget, hvad dette formeente Syn angaaer; men mange troværdige Mennesker stemme deri overeens, at de saae det saaledes som her er beskrevet, og at den sluttede Ring fordelede sig imod den Tid, da Forretningen var tilendebragt.

Af Hr. Pastor Hesselbergs Beretning))

#