– presentert i Hans Hansons bok : «Den rædselfulde Pintsedag eller Grue Kirkes Brand – et Qvad i femten Afdelinger med Epilog». Christiania 1836.
– fra s. 15 – 17 : Hanson skriver selv i innledningen om «Invocationen, som skulde stemme til høitidelig Følelse og Tanken om Døden, er forfattet til den bekjendte Ligpsalme-Melodie : «Hvo veed, hvor nær mig er min Ende» :
#
O Du ! som over Jorden svæved’, Da den i Fødselsmørke laae,
Hvis Almagt Mulmet har fordrevet, Og Lyset bød saa klart opgaae,
Der hilst af glade Jublers Lyd, Rundt om sig vakte Liv og Fryd;
#
Du store Aand ! som Himles Himle Opfylder, og besjeler Alt,
Du, i hvis Hænder Sole vrimle, Som skabte Aand har aldrig talt,
Men selv, paa denne lille Jord, Har talt hvert Kryb i Støvet boer;
#
O Du ! i hvem vi røres, ere, Og uden hvem alt Liv forgaaer,
Hvis Bliv fremkaldte Himlens Hære, Og ved hvis Kraft end Alt bestaaer,
Hvis Virkning hver vor Tanke er, Du med Din Kraft mig være nær !
#
Du høie Aand ! som vældig tændte Din Ild i hellig Sangers Bryst,
Saa han af Andagtsflammen brændte, Og vakte Vemod, Skræk og Lyst,
Og stemte Folkets Aand til Dyd Ved Gud indviet Harpes Lyd;
#
Du ! som fra hellig Sangers Øie Det tykke, mørke Sløer borttog,
Og aabned for hans Blik det Høie, Og bød ham læse Skjæbnens Bog,
Og viste ham den Frelser, som Til Jord i Tidens Fylde kom;
#
Du ! som for Ordets Vidner løste, Med Guddomsvælde, Tungens Baand,
Og som Din egen Kraft udøste I deres Barm, uskabte Aand !
Saa Afgudstempler overalt I Gruus for Ordets Vælde faldt;
#
O ! løs idag min bundne Tunge, Og Himmelild gyd i mit Bryst !
At høie Æmne jeg maa sjunge Med hiin Esajæ stærke Røst.
Min Luth giv Davids Harpes Klang ! Styrk mig, som ham, til hellig Sang !
#
Jeg synger Herrens Almagtsunder, Hans dybe Viisdoms skjulte Raad,
Som ingen Dødelig udgrunder, Men som udvikler Fryd af Graad.
Selv hellig Ærefrygt indgyd I hver en Sjel ved Sangens Lyd !
#
Naar om den Rædseldød jeg synger, Som trygge Skare bradt henrev,
Om Raab af angstomspendte Klynger, Som Luens Rov i Templet blev,
Lad hellig Medynk mild og varm Da smelte selv hver iisnet Barm !
#
O ! giv mig Kraft at Strengen røre Og aand Begeistring i mit Bryst,
Saa ingen Sjel maa urørt høre Min Harpes Lyd og Skjaldens Røst,
Lad dybt hans Toner trænge ind, Som Varselsraab i Alles Sind !
