sjette afdeling : hans hansons qvad : «den rædselfulde pintsedag..»

«Herrens den vældige Kraft, som vækker de Døde til Livet, Os i et mærkeligt Syn skildret Ezechiel har.

Henrykt i Aanden (befinder) han sig saae paa en uhyre Slette;

Marken med Dødningebeen rundt om sig saae han bestrøet;

Men den Almægtige bød, og Sener og Kjød dem bedækked’,

Og ved hans Aand de paany vaktes til virksomme Liv.

Saaledes Aanden, som Gud over Apostlerne udgød,

Vakte de Døde til Liv over den vidtstrakte Jord,

Ved det livsalige Ord, som i al Verden forkyndtes

Om den Eenbaarne, som Gud os til vor Frelse har sendt.

Ei ved den rædsomme Lyd af Lovens forfærdende Torden

Var det, at Herren til Liv vakte hensovede Slægt;

Men ved den venlige Lyd af Kjærligheds himmelske Tone,

Hvori han Støvet tilbød Salighed, Naade og Fred.

Saa : da Elias, forfulgt af en ugudelig Dronning,

Som med formastelig Vold trodsede Israels Gud,

Fredløs omvankende sad skjult i en Hule paa Horeb,

Hvor han vemodig begræd den nu fast uddøde Troe,

Og den Algode for ham kjærligen sig aabenbared’,

For i hans qvælende Sorg venlig at give ham Trøst,

Ved at forsikkre ham om, at Israel havde tilbage

Endnu syv Tusinde, som hyldede Fædrenes Troe.

Først kom en drivende Vind, som oprykked’ Træer med Roden,

Splittede Bjergene ad og styrtede Klipper omhuld;

Men i det drivende Veir Herren sig ei aabenbared’–

O ! hvad blev Støvet, naar han øved’ sin knusende Magt ? –

Efter det rædsomme Veir kom der et frygteligt Jordskjælv :

Afgrunden aabned’ sit Svælg, Bjergene rystende brast.

Men ei i Jordskjælvet Gud viste sig end for Propheten –

Ikke i Afgrundens Svælg Støvet Han nedstyrte vil –

Nu en fortærende Ild lued’ i flammende Tunger,

Horebs den mastvoxne Skov strax til en Askehob blev;

Men for Propheten sig Gud ei aabenbared’ i Ilden; –

Ei som fortærende Ild Han sig vil vise mod Støv.

– Sagte og venlig og mild lød den Almægtiges Stemme;

Saa den barmhjertige Gud taler til Mennesket helst;

Saa har han talt ved sin Søn, saaledes endnu han taler,

Sagte og venlig og mild, ved Evangeliets Ord.

Vistnok en brusende Lyd Pintsedags Jertegn forkyndte;

Som af et drivende Veir, hørtes en bragende Larm;

Men, som ved Horeb tilforn, Aanden var ikke i Veiret;

Lyden kun Mængden drog hen til det mærkværdige Sted,

Hvor med vidunderlig Kraft og med hellig Begeistring, man hørte

Herrens de udsendte Mænd tale hans hellige Ord,

Eftersom Aanden dem bød, med nye og hellige Tunger,

Hvis overtydende Kraft hastig man undrende saae.

Tretusind’ Sjele sig strax vied’ den opstandne Frelser,

Og, som det drivende Veir, Ordet snart Flere henrev;

Ja ! som det vældige Veir Taagen saa hastig fordriver,

Bydende Solen saa klart straale paa Himmelens Blaae,

Saa for det vældige Ord Overtroes giftige Taage,

Under hvis dækkende Mulm Afguder hersked’ med Gru,

Svandt, og for straalende Lys Mørkhedens Aander sig skjulte,

Lasterne søgte med dem Skjul udi Afgrundens Skjød;

Funklende klar til os nu smiler den venlige Himmel,

Hvortil vor Frelser opfoer, for at berede os Sted;

Did vi, med troende Bøn, længselfuld hæve vort Øie,

Glade fornemme vi da Aandens veldædige Kraft;

Da skal det himmelske Lys Sjelen saa venlig opklare,

Kjærligheds Straale saa mildt opvarme kølende Bryst,

Og med det freidigste Haab froe mod den Himmel vi skue,

Hvortil vi hæves skal snart, fjærn fra hver Jorderigs Nød».

Ordets ærværdige Tolk nu for sin Menighed nævnte Hvad i hans Tale idag skulde forklares for den :

«Veiret og Ilden, som Tegn paa Aandens den kraftige Virkning,

Billeder, som vi saa tidt finde i hellige Skrift».