tolvte afdeling : hans hansons qvad : «den rædselfulde pintsedag..»

– fra sidene 47 – 53  : «No. 12 til Oehlenschlægers Taarnevægteren«, skriver Hans Hanson i bokens innledningavsnitt;

#

Røgen fyldte den hele Dal,

Flygtet var Pintsefryd;

Fra hver Bolig sig Hjertets Qval

Tolked’ i Klagelyd.

#

Hisset spørger en Flok af Smaae :

«Kommer da Moer ei hjem ?»

Faderens Hjerte briste maa

Ved at høre paa dem.

#

«Hvorfor græder Du, kjære Faer ?

Hvor er Moer gaaet hen ?

Hun med Dig jo i Kirken var;

Gik hun ei med Dig igjen ?»

#

«Moer ei kommer fra Kirken meer»,

Hulker den arme Mand;

Undrende Børneflok paa ham seer,

Talen ei fatte kan.

#

O ! hvo giver den Arme Trøst ?

Glutten af Vuggen han taer :

«Ak! Du Stakkel, ved Moderbryst

Sidste Gang smilet har.

#

Borte er hun, den hulde Moer !

– Ingen Amme har Du

– Herren trøste Dig, arme Noer !

Hvo skal pleie Dig nu ?»

#

Barnet lagde han paa sit Skjød,

Stirrede paa det ned;

Ingen Taare han selv udgød,

Skjøndt hans Børneflok græd.

#

Barselkonen saa henrykt her

Frydes ved stille Haab :

«Nu mit Barn til sin Frelser er

Viet ved hellig Daab.

#

O ! den salige, rene Lyst –

Ak !  hvor bliver den stor,

Naar, som Christen, jeg til mit Bryst

Trykker det hulde Noer».

#

Nu hun Manden indstyrte seer,

Vildsomt sit Haar han rev :

«Ak ! vort Barn vi ei skue meer;

Luernes Rov det blev».

#

Da paa Sengen med Skræk han saae

Ligge et blegnet Lig.

Foran det han paa Gulvet laae,

Udstødte vilde Skrig.

#

Ranke Yngling i Stuen treen

Til en Kone saa blid : «Kjære Moder !

jeg var for seen,

Kom ei til Kirketid.

#

Elen vilde jeg fulgt derhen,

For at lovprise Gud;

Mange Uger er ei igjen

Til hun mig følger som Brud».

#

«Kjære Søn ! mig velkommen vær,

Plads i Høisædet tag !

Mine Piger i Kirken er;

Selv jeg opvarter idag».

#

Flux til Kjelders hun monne gaae

Med sølvlaagede Kruus;

Strax paa Bordet man Martsøl saae Staae

i skummende Bruus.

#

«Snart Din Elen er her igjen,

O! hvor bliver hun fro,

Naar hun favner sit Hjertes Ven,

Som er hende saa troe».

#

Travelt sysler nu Husets Moer,

Venlig og huld og mild;

Duug hun breder paa runde Bord,

Maden hun laver til.

#

Naar Din Elen nu kommer hjem,

Bliver her ret en Fest;

Thi naar hun bærer Maden frem,

Smager den Dig vel bedst».

#

Fro ved Vinduet Knøsen sad,

Skottede ofte ud,

I det Haab, han skal øine glad

Sin høitelskede Brud.

#

Pludselig Luften fordunklet blev,

Lyset syntes at flye;

Frygtelig gjennem Dalen drev

Røgens begsorte Skye.

#

«Hvad er dette ? O gode Gud !

Staaer hele Bygden i Brand ?»

Flux han iler af Døren ud;

Ild dog ei øine kan.

#

Men han Hulken og Graad og Skrig

Hører paa dunkle Vei.

«O ! hvad har der tildraget sig ?

Kom I fra Kirken ei ?«

#

«Jo ! vi froe gik til Herrens Huus;

Hjem vi vandre med Graad;

Nu vort Tempel er lagt i Gruus,

Som os forhen er spaaet.

#

Og blandt Gruset, af Dødningbeen,

Ligger en Dynge stor.

O ! der mistede mangen Een

Hvad ham var kjærest paa Jord».

#

Nu forvildet han foer afsted,

Hver, ham møder, han spør :

”Er ei Elen i Følget med ?»

Ingen ham svare tør.

#

Flux tilbage han skynder sig,

Heel forfærdet i Sind.

Moderen, blegnet som et Lig,

Sad med Haand under Kind.

#

«Fik Du Budskab fra Elen ei ?

Er hun ei kommen hjem ?

Mange jeg mødte paa Kirkevei,

Ak ! hun var ei blandt dem«.

#

«Aldrig mere vi Elen see;

Hun til Aske er brændt.

Ak ! til Gysen og Skræk og Vee

Blev vor Pintsefryd vendt».

#

Blege sad’ de ved dækket Bord,

Ingen Smule de nød,

Ei de mæled’ det mindste Ord,

Ei engang Taaren flød.

#

Man Fortvivlelse herske saae,

Hvorhen i Dalen man gik.

Som Bedøvede Mange laae,

Stirred’ med vilde Blik.

#

Her man hørte et Jammerskrig,

Hist en Børneflok græd,

Mens den Moder saa ynkelig Gik

og Hænderne vred.

#

Solen daler bag Vesterfjeld,

Taus er Stormvindens Suus,

Præsten vandrer i stille Kvæld

Hen til Tempelets Gruus.

#

Endnu vandre, med Skræk og Gru,

Mange Bedrøvede der.

Ak ! i Beenhoben ligge nu

De, som dem mest var kjær.

#

Præsten mindes Prophetens Ord,

Som nys anført han har,

Til den Dal sig henflyttet troer,

Hvor Ezechiel var.

#

Men han mindes, hvad Gud har sagt;

Hos Propheten jo staaer :

«Denne Beenrad, ved Herrens Magt,

Atter til Liv fremgaaer».

#

Han sig vender med stille Bøn

Til den almægtige Gud :

«Eengang kalder Din elskte Søn

Alle af Graven ud.

#