– presentert i H. Hansons bok : «Den rædselfulde Pintsedag eller Grue Kirkes Brand – et Qvad i femten Afdelinger med Epilog». Christiania 1836;
– fra sidene 54 – 60 : her fortelles en historie om et ungt par – Hanson kaller dem Anna og Harald og bestemt for hverandre til ekteskap; de skiltes for bestandig i dette liv på denne skjebnesvangre pinsedag; og med den bitre erfaring som rotfestet seg hos den unge mann at han ikke maktet å utrette noe for å hjelpe sin kjære i katastrofen, ble han et eksempel på de mange menn fra denne dag og resten av deres levetid måtte leve med skyldkjenslen at de maktet å redde seg selv, men ikke sine kjære; men Hanson tegner allikevel et lysere bilde, da Harald fant fred, slik de siste versene viser;
– Hansen skriver i innledningen at «Romancen No. 13 er forfattet til Melodien : «I Dalens Skjød en Hytte laae»;
#
Skjøn Anna var saa god som smuk,
Paa Ynde rig og Dyder;
For hende mangen Ynglings Suk
I Solvedalen (Soløer/red.) lyder;
Men Hjertet, fra de spæde Aar,
Alene for ung Harald slaaer.
#
Ung Harald, Dalens bedste Søn,
Var flittig og forstandig,
Og blid og god og rank og skjøn,
En Krigsmand kjæk og mandig.
Høit elsked’ ham hans Høvedsmand,
Thi modig, brav og troe var han.
#
Sit Hjerte han, fra Barndoms Aar,
Til Anna følte draget,
Og at i Samklang hendes slaaer,
Han meget let opdaged.
Den ømme Pagt snart sluttet er;
Thi Hver den Anden har saa kjær.
#
Til Herrens Huus de glade gik
Med øm fortrolig Tale,
Og straalende det lyse Blik
Man Hjertets Ild seer male.
De vandred’ kjærlig Arm i Arm
Og anede ei Nød ei Harm.
#
«O ! denne Dag er himmelsk skjøn;
Tænk kun, naar vi skal høre
Vor elskte Præst, med festlig Bøn,
Vor ømme Pagt kundgjøre,
Og signe huldt vort Hjertebaand,
Hvor høit da flamme skal vor Aand !
#
Kun fire Uger er igjen,
Til ganske Min Du bliver;
Da til Dit Hjertes kaarne Ven
Dig selv Du overgiver».
Skjøn Anna bly slog Øiet ned;
Men blussede af Kjærlighed.
#
Og nu de med andægtig Aand
I Herrens Tempel træde,
Og Gud at signe ømme Baand
Saa inderligt de bede.
De ofte til hinanden saae
Og deres Hjerter fyrigt slaae.
#
Mens saa med andagtsfulde Sind
Til Gud de Sjelen hæve,
Skjøndt ofte rædsom Hvirvelvind
Dem nøder til at bæve,
Brød Flammen gjennem begsort (beksvart/red.) Skye,
Og Alle angestfulde flye.
#
Og drevne frem af Dødens Skræk,
Forfulgt af vilde Luer,
Hver søger kun at komme væk
Fra Faren, som ham truer.
Ung Harald rask i Klatren var;
Han gjennem Vinduet Flugten tar.
((Det er bekjendt at Vinduerne i den gamle Grue Kirke vare anbragte meget høit oppe paa Væggen)).
#
Han frelst, bedøvet staaer en Stund;
Men snart han Anna mindes,
Med Skræk erfarer han, at hun
Ei blandt de Frelste findes.
Til Døren nu han iler hen,
Men ak ! tilspærret finder den.
#
Forgjæves han, med samlet Magt,
Den søger at opbryde;
Mod den hvert Angreb er for svagt,
Den Trods hvert Stød kan byde;
Den, jernbeslagen, tyk og stærk,
Kun brydes ved et Underværk.
#
Til Vinduet han iler nu,
For gjennem det at stige;
Men ak ! han maa, med Skræk og Gru,
For Overmagten vige.
Fortærelsernes Fyrste der
Nu holder Vagt med Flammesværd.
#
Men jamrende i Templet lød
De Angestfuldes Stemmer,
Som Helvedqval i Sjelen gød
– Han Annas Skrig fornemmer,
Og, fuld af Mod og Elskovs Ild,
Han Rædslers Konge trodse vil.
#
Men fnysende ham Kæmpen, med
Et Pust, tilbagekaster.
Fortvivlet iler han afsted
Og hen til Præsten haster :
«Ak ! hun er borte, kjære Faer !
Hun, som mit Alt paa Jorden var».
#
Hos Ordets Tolk han søger Trøst;
Ak ! han selv Trøst behøver;
Men dog med kjærlig Hyrderøst
Ham at husvale søger,
Og vender mod det Land hans Blik,
Hvorhen hans Elskte forudgik.
#
Kun did ung Harald stunder nu,
Der Tanken ene hviler;
Fra Jorden bortvendt er hans Hu,
Dens Lyst til ham ei smiler.
Den raske Yngling tæres hen,
Og kun en Beenrad er igjen.
#
Men ved den stille Midnatstid,
Naar blege Maane smiler,
Han dybt bedrøvet vandrer did,
Hvor Annas Beenrad hviler;
Der græder han saa bitterlig,
Og høit for Gud anklager sig :
#
«Ak ! troløs, feig og grusom jeg
Forlod Dig i Din Jammer.
Hvi blev jeg dog i Kirken ei,
For af de vilde Flammer
At frelse Dig, min elskte Møe !
Hvis ei, med Dig i Luen døe.
#
I hvide Klæder nu Du staaer
Som Engel for Guds Throne,
Og Seierharpens Strenge slaaer
Til liflig Himmeltone,
O bed for mig ! – o bed for mig !
At der jeg dog maa skue Dig.
#
O Gud ! min Brøde mig tilgiv
Og lad til Lysets Rige,
Til Kjærlighedens blide Liv
Min frelste Aand opstige,
Før næste Pintse vække skal
Paany den sidste Pintses Qval».
#
Som saa en Nat paa Graven ned
Med stille Bøn han knæler,
Og, fuld af Troe og Kjærlighed,
Hans Blik ved Himlen dvæler,
Et Lys paa den udbreder sig,
Fast (nesten som/red.) Solens Skin i Klarhed lig.
#
Dog – ikke blendende, men mild
Den Glands saa venlig straaler,
Og mod den rene Himmelild
Hans Blik at stirre taaler;
En venlig Engel der han saae,
Af Straaleglands omgiven, staae.
#
Han skuer Anna blid og skjøn,
Hun venlig mod ham daler :
«Gud har bønhørt Din varme Bøn»,
Saa mildt hun til ham taler.
«Min Harald ! græd ei meer for mig !
– O ! jeg er nu saa lykkelig.
#
Jeg nu, i Kjærlighedens Hjem,
Blandt blide Engle lever,
Paa lette Vinger mellem dem
Fra Sol til Sol jeg svæver;
Det Almagtsværk, jeg skuer der,
Ufatteligt for Støvet er.
#
Men snart Du selv det skue skal,
Naar hid til Lysets Rige,
Udløst fra Jordens Sorg og Qval,
Din frelste Aand skal stige;
Og stedse, med Din elskte Brud,
Dig mere nærme skal til Gud.
#
Thi Kjærligheden luttres der
Til renest Himmellue.
Hvad kun en Gnist paa Jorden er,
Du skal som Flamme skue;
Den Dig saa sødt forener med
Den Gud, som selv er Kjærlighed«.
#
Saa talte Anna og forsvandt,
Og hjem ung Harald vandred’.
Han Trøst og Fred i Hjertet fandt,
Hans Sind var reent forandret.
Nu paa hans Aasyn hvilte Roe;
Thi i hans Sjel var Haab og Troe.
#
Da nær nu Pintsefesten drog,
Hans Anna blid nedsvæved’,
Paa Herrens Bud hans Aand modtog,
Og den til Himlen hæved’.
Der henrykt nu han priser Gud
I Samfund med sin elskte Brud.
Han (Præsten) mødte tillige strax paa denne Fortvivlelsens Plads en brav ung Mand af Armeen, som havde tabt sin Forlovede, en huld og from Møe, 22 Aar gammel; hans mandige Alvor, hans stille Sorgens Klage : «D — er borte, kjære Præst !» hans lønlige Kummer, som nu begyndte og fulgte ham til hans Bortgang fra Verden, over at han ikke havde kunnet opsøge hende inde i det brændende Huus, og derfra udføre hende eller døe med hende, var saa dyb og piinlig, at hans jordiske Glæde var fra den Dag forsvunden. Idelig stod sidenefter den henfarne Møes Billede for ham, som en Engels fra Himmelen, der vinkede ham til sig; idelig mere luede Ønsket i ham, at følge hende snart efter, og dette Ønske behagede det Gud at fuldkomme, inden den sørgelige Aarsdag kom, hvilken han med hemmelig Bævelse saae imøde. Præsten var den brave Mands særdeles Ven, og kunde ikke trøste hans Hjerte, uden med Haabet om den blide Naadens Dag, da al Klage endes, og al Graad tørres af det Øie, som i Troe paa den Korsfæstede seer opad til det Høie.
Af Herr Pastor Hesselbergs Beretning.