– og som inngår i Fredrik Tobias Knudsens bok fra 1867 : (fra s. 41 – 43); – les forrige dagbok her :
Dagbog fra 1ste til 30te April 1840.
Helliget vorde dit Navn ! dit Rige komme ! din Villie ske, som i Himmelen saa og paa Jorden !
Hans Navn er vel helligt; men vi ønske at det og hos os i Norge maatte blive helliget, at hans Rige maatte komme til os, og ved os til Andre, at hans særdeles Villie ogsaa af Sine her i Norge maatte blive udført.
Thi vi have som Kirke endnu ikke baaret de rette Frugter. At befordre Missionen og at opsende disse tre Bønner er vel et og det samme, og hører tilsammen. Bliver nu Missionen befordret hos os, saa bliver ogsaa Herrens Navn helliget hos os, saa kommer og hans Rige ved os, saa bliver og Herrens Villie gjordt af os. Derover glæde vi os. Amen !
Da vi ankom til Stavanger tog vi ind til den kjære Foged Schiøtz, som er en ivrig Guds Tjener, ikke blot i den Forstand, at han paa venstre Side bær en verdslig Øvrigheds Sværd, men og besynderlig derfor, at han fører Herrens Sværd med Gideons Kraft i sin høire Haand.
Han og hans fortroligste Ven paa Stedet, Postmester Kielland, (Broder til begge de føromtalte Præster Kjellands), udgjør Hoved-Personerne i den christelige Afdeling, der henhører til Brødremenigheden.
I den førstes Hus bliver engang i Ugen og paa Søndagene holdt Opbyggelser. En Lærer ved Navn Lorensen fra Christiansfeld er Huslærer hos Schiøtz, og er Medleder af disse Timer.
Hovedpersonen for den anden christelige Afdeling, nemlig Haugianerne, er en gammel Mand ved Navn Haugvaldstad, som egentlig er Farver, men som nu har anlagt et stort Uldspinderi og Klædesvæveri, og besidder store Eiendomme.
Naar man tager denne Mand med sit noget bondeagtige Hoved i Øiesyn, og lægger Mærke til hans sagte Stemme og afmaalte Fødder, saa skulde man neppe i ham erkjende den Mand, der har saa meget at sige over saa mange Sjele, og kan bringe saa store Ting istand. Skal der i Stavanger blive udrettet noget for Missionen, saa maatte det først lykkes ved ham.
Schiøtz har allerede længe arbeidet for Missionen. Han har ogsaa for fjorten Aar siden stiftet Missionsforeningen i Stavanger, den første i Norge, og intet ligger ham saa meget
– 42 –
paa Hjertet som Missionen. Den anden Afdeling, der er meget større, har vel og gjort Noget, men dog endnu meget Lidet for Missionen.
Da de overhovedet i sine Anskuelser ikke ere ret enige, saa er de ogsaa betræffende Missionen ikke blevne forenede, og Haugianerne har mere betragtet denne Sag, som en Sag der i Besynderlighed angik Fogden Schiøtz.
At stifte Fred, at være salige Fredarbeidere, Math. 5, har paa vor hele Reise været vor Opgave, og her isærdeleshed; vi have holdt Forsamlinger hos begge. I denne Aand, i Lighed med den i 1 Cor. 9, 19—27, har vi holdt mange (18 á 20) Forsamlinger i Nærheden, nordover og paa Øerne ved Stavanger, og har stedse søgt at gjøre det tredobbelt, nemlig : Opbyggelse paa deres Maade, af Guds Ord hvad der betræffer det christelige Liv, Omvendelse, Troen og Christi Efterfølgelse, derpaa Missionen, og endelig ogsaa Maadeholdssagen.
Herren har skjenket os Kraft og Naade, og som vi haabe, brugt os som Fredens Budskab.
Min kjære Fader, som hidindtil har reist med mig, maatte nu vende tilbage, da min ældre Søster (Anne Cathrine/red.) er bleven Bestyrerinde af et Asyl i Drammen. Jeg ledsagede min Fader et Stykke Vei tilbage, til den kjære Pastor Theodor Kjelland i Nærheden af Stavanger, og da det just nu var Agerdyrkningstid, saa blev det besluttet, at jeg i nogle Dage skulde blive hos denne kjære Præst, for at se og lære noget Agerbrug. Paa Reisen kommer jeg vist meget ofte til at savne min Fader; thi hos Haugianerne, som sædvanlig holde meget lange Forsamlinger, var han især til Tjeneste. Han giorde regelmæssig Begyndelse, og gjorde da paa Mühlhausers Maner en lang Tale; under denne fik jeg tillige Tid til at samle nye Tanker af det som blev talt, og jeg endte da med Missionen; til Slutning kom min kjære Fader med Maadeholdssagen.
Vi takke Herren for at vi vare saalænge sammen, thi det var allerede over alle vore Bønner. Med Hensyn 1il denne Reise og til det meget som Herren for denne Reises Skyld har føiet og ordnet, maa jeg Herren til Ære og Tak udraabe : Hvad der var min Faders varmeste Ønske og Længsel, og hvad han har forudsagt, er opfyldt i Herlighed; dog hans Prophetier er og har endnu ingen Ende.
Førend han tog Afsked fra Stavanger lagde han gamle Haugvaldstad meget paa Hjerte at sørge for Missionssagen, og ikke give tabt førend han havde bragt det saavidt, at et Missionshus var kommen istand i Stavanger.
Han svarede at han havde tænkt derpaa, men at dette var forekommet ham saa stort, at han atter maatte lade disse Tanker fare.
At jeg havde skrevet til Barmen om nogen Underretning og Anvisning om en Maade at begynde dette paa, glædede ham. Hvem ved, hvad Herren endnu kan gjøre. Stavanger er vel ikke den største Stad i Landet, men den har dog det største Antal Troende.
Missionen er ogsaa begyndt her; den har tillige Bibel-, Tractat og Maadeholdsselskaber, og har saaledes vist fortjent Navn af Hovedstad
– 43 –
for alt Godt iblandt de norske Stæder. Den Ære at besidde et Missionshus tilhører den og med Rette.
En Gave til det Rhinske Missionsselskab af en halvfjerde Alen lang Guldkjæde, en Guldspende, to Guldørendobber og en Guldbrystnaal blev mig overleveret strax efter min første Missionstale i Stavanger, med den udtrykkelige Bestemmelse : til det rhinske Missionsselskab, fra en Ubenævnt.
Havde jeg denne Gang som ellers sagt, at jeg ikke modtog saadant, saa vilde hun maaske ikke have leveret det. Jeg lod vedkommende Person vide, at jeg hidtil intet havde villet modtage for Missionen, og ønskede hellere at man med saadanne Gaver henvendte sig til Missionsforeningen paa Stedet; men naar denne Person helst vilde at jeg skulde sende det til det Rhinske Selskab, saa vilde jeg gjerne gjøre det, og saaledes sender jeg dem dette igjennem Stavanger Missionsforening.
To Præster ere endnu i denne Maaned vundne for Missionen.
Tør jeg snart vente et kort Brev ? – Foruden et Brev fra Hr. Inspectøren og Hr. W. Richter af 6te Novbr. 1839, der ikke lidet glædede mig, har jeg fra Deputationen intet bekommet. Jeg faar vel se nogle Linier.
Haa den 30te April 1840. Deres hengivne Zögling, H.C. Knudsen