– og som inngår i Fredrik Tobias Knudsens bok fra 1867 : (fra s. 36 – 41); – les forrige dagbok her:
– 36 –
4de Dagbog.
Herren bevare de Enfoldige ! Ps. 116, 6. – Ak Herre Jesu, tryk i mit Hjerte et Sind af lutret Enfoldighed.
I have forhaabentlig, elskede Fædre ! nu vel erholdt mine Beretninger om Reisen gjennem Tydskland og Fortsættelsen fra Christiansand til Farsund, og jeg har derefter at berette hvordan det er gaaet os fra Farsund til Stavanger.
Saasnart jeg i Farsund var færdig med min megen Skriven, og endnu til Afsked havde gjort nogle Expeditioner, lykkedes det os endelig at komme bort fra denne vidtløftige Besøgegn.
Ledsaget af begge mine ældste Søstre (Maria Hendrikke f. 1810/Marthe Helene f. 1813/red.) reiste vi, min kjære Fader og jeg, den 11te Marts fra Farsund. At tage Afsked er bleven mig til saadan Vane, at jeg næsten maa erindre mig om at jeg sandsynlig ser disse nær Beslægtede for sidste Gang.
Vor Vei gik nu atter over Listerland, hvorved vi havde den Fornøielse at besøge nogle Beslægtede der. Denne Vei havde vi valgt, fordi den førte os over til en ikke lidet steil Bjergryg, der frembød ikke faa interessante Partier; høit hen over dybe Afgrunde, gjennem Ruiner af sønderbrudte Fjeldvægge i Nærheden af et Sted, hvor paa begge Sider af Stranden i Fjeldet er at se 2 Hestefødder. Det ser ud som en stor Hest havde sprunget over Vandet; thi paa den ene Side i Klippen viser sig Spor af Bagfødderne, og paa den anden Side af Vandet, der er saa bredt som Rhinen ved Düsseldorf, viser sig Spor af Forfødderne. Har da Massen indtil den Tid været blød, og er de uhyre Bjergmasser sprængt saaledes fra hverandre ?
Man kan paa et andet Sted ganske tydelig antage for sandt en saadan Frahinandensprængelse, idet paa de fleste Steder begge Sider af Stranden passer i hinanden. I Nærheden af denne Egn finder
– 37 –
man og paa et af de farligste Steder af disse Fjeldvægge en Del af de gamle Kjæmpers Skrivemaade indgravet i Fjeldet, og dette staar som Mærkværdigheder fra de gamle norske Krigeres Tid.
I Nærheden af Omegnen ved Farsund er ogsaa mange overtroiske Mærkværdigheder, f. Ex. Steder hvor Hexe have opholdt sig, og hvor derfor ingen Hest kan komme forbi, medmindre man, forsynet med Ildtøi, kan slaa Ild over Hesten.
Paa et andet Sted ligger 2 Kjemper begravne; her skal det ogsaa om Aftenen gaa meget farligt til. Der viser sig ogsaa paa et andet Sted en vis Mand, som i denne Egn under Navn af Jonas Halland er vel bekjendt. Denne Mand skal i sit Liv have været meget gjerrig, og tilvendte sig Jord ved at flytte Markeskjel eller bortkaste samme. Siden har han ofte viist sig, bærende paa saadanne Mærkestene, og styrtet sig skrigende i Vandet ved de Steder hvor han skal have bortkastet Mærkestenene, osv. Det skal dog nu været kommet dertil, at man ikke mere tror saadant.
– Ankomst til Flekkefjord den 12te Marts.
– Vi kom til Flekkefjord om Aftenen den 12te Marts, hvor der bor nogle Haugianere.
Følgende Dag besøgte vi disse og glædede os ret over disse kjære Brødre. De ere ivrige i at gjøre godt, især een ved Navn Ege, der er noget friere end Haugianerne i Regelen er. Han har begyndt med Missions- og Maadeholdsforeninger, og bekjender flittig Herrens Navn. Om Aftenen holdt jeg en Opbyggelses- Missions- og Maadeholds-Time i Skoleværelset, som var ganske fuldproppet.
Vi besluttede os til at reise bort igjen allerede den følgende Dag, og kom den 14de Marts til Soggendal, hvilken Egn var skildret os baade aandelig og elskelig.
– Ankomst til Soggendal den 14de Marts.
– Det lavede sig just saa at vi paa en Søndag i smukt Veir kom derhen. Mange havde indfundet sig til Kirken, og vi kunde meget glæde os over Præstens gode evangeliske Foredrag. Efter Prædikenen talede jeg noget med ham om Missionen; men jeg frygter han er en Grundtvigianer, og om saadan kan man ikke fortænke ham i, at han ikke bekymrer sig om Missionen. Naar Gudstjenesten er til Ende forsamle de Troende (Haugianerne og Stærktroende) sig til Opbyggelse.
Her finder to Forsamlinger Sted, der staa i skarp Modsætning til hinanden, nemlig af Haugianere og Stærktroende; Haugianerne kalde hine Stærktroende, og blive derfor af disse kaldte Gjerningshellige. Spørge Haugianerne hine om hvad de især bede, saa er Svaret : «om en stærk Tro», og spørge de Stærktroende Haugianerne, hvad de især bede om, saa er deres Svar : «vi bede om Ydmyghed». Vi bivaanede den største Forsamling, nemlig Haugianernes. Da saa mange forsamledes blev over Halvdelen i godt Veir siddende udenfor Huset, eller staaende paa den nærliggende Høi. Taleren oplukkede et Vindu og talte derigjennem til alle i og udenfor Huset. Jeg maatte gjøre det samme, hvilket er et meget anstrengende Arbeide.
De have forhen været mere for Missionssagen end nu. En Strid mellem Pastor Sandberg
– 38 –
og hans Svoger Foged Schiøtz i Stavanger, i hvilken Strid Præsten her har tillagt baade Brødremenigheden og Haugianerne Navn af Svermere, og at have samme Troesbekjendelse som Brødrene og Haugianerne i Stavanger, har meget bidraget til at gjøre Haugianerne skye mod Medlemmerne af Brødremenigheten, med Hensyn til Forening, og da Sogndalerne maaske frygter for at beblande sig med Brødremenigheden, naar de som hidindtil fortsatte sin Deltagelse i Tractat- og Missionsforeningerne, saa frasagde de sig for det Første denne.
Hovedmanden, eller den Ældste, holdt op med at holde Missionsbladene, og saa holdt de snart alle op dermed. Med en anden af de Ældste fulgte vi tilbage fra Kirken, med hvem vi i Kjærlighed kunde udtale os, og som ikke var ubillig. Underveis holdt vi atter en Opbyggelses-Time, nemlig paa Soggendalsstranden, hvor der ogsaa havde forsamlet sig saa Mange, at de ikke havde Rum i Stuen og Gangen, men mange maatte staa udenfor.
Da det var ret godt Veir, saa lode vi Flere gaa ud, og jeg holdt dem en Prædiken fra Gadedøren. Her gaar det ganske elskeligt og frit til. Vi bleve om Natten hos førbenævnte Ven, og kom den følgende Dag til den anden Ældste : Gunder Ovendahl (Ougendal/red.), der just for nogle Dage siden var reist til Stavanger. Underveis lode vi Bønderne vide, at de kunde forsamle sig hos Gunder Ovendahl; Nogle gik strax med, og Nogle gjorde sig færdig og kom efter.
Vi havde besluttet at reise videre strax efter Forsamlingen, men da mange af Folkene først om Aftenen kunde komme tilbage fra Fiske, saa blev vi der om Natten. Vi opbyggede os med dem som allerede vare komne, og holdt atter om Aftenen en Opbyggelses- og Missionstime for en stor Forsamling.
Gunders hele Familie var meget elskelig og vi glædede os ret blandt dem. Sønnen med nogle Flere bragte os søverts til Egersund, hvor vi ankom den 14de Marts. Førend vi om Morgenen forlode Sogndal maatte vi holde en Opbyggelsestime, og om Aftenen atter en i Egersund.
Den 18de Marts oplevede jeg mit 24de Aar. Den Omstændighed, at jeg nu i den halve Tid af mit Liv havde beskjæftiget mig i Tankerne med Missionen, forhøiede Vigtigheden af denne i sig selv saa saare vigtige Dag; Herren gjør meget mod Menneskenes Børn. Han har ogsaa gjordt meget Godt imod mig; forglem det ikke min Sjæl !
Paa denne Dag blev atter holdt to Forsamlinger; Middagen en Missions- og Aftenen en Maateholdsforsamling. Der indfandt sig mange til disse Forsamlinger ogsaa af Modpartiet, nemlig de Stærktroende, som i denne Egn især havde udbredt sig. Disse Folk ere, med Undtagelse af det absolute Naadevalg, temmelig lig de Wüpperdalske Antinomister. Af Bogen «Luthers Christendom» øse de deres store Tro, vel paa en noget ertremisk Maade.
De ere ikke opstaaet af Haugianere, men danner Modsætningen af disse. De ere ikke for Maadeholdssagen som Haugianerne i denne Egn, men tage dog nogen Andel i Missionssagen.
Dette er, som jeg haaber, ingen
– 39 –
ubehagelig Tildragelse, omendskjøndt de staar ligeover for hinanden.
For Haugianerne vil de vist være til Velsignelse, og Haugianerne kunde ligeledes være dem til Velsignelse. Disse Stærktroende trænge og drive i Besynderlighed paa en stærk Tro, Saligheds Vished ved Troen, o. s. v.
Hine drive derimod især paa at forarbeide deres Salighed med Frygt og Bævelse, dog ikke uden Tro. Jo mere jeg lærer at kjende Haugianerne, faar jeg Grund til at tro, at det er en god Jordbund, der til sin Tid, bearbeidet af Herren, skal bære gode Frugter.
Vi tør haabe at Hans Nilsen Hauge har været en Johannes den Døber, som har beredet Herren Vei, og vi haabe derfor vist at Herren snart vil komme efter ham.
I Egersund blev vi til den 19de Marts, og besøgte flere Venner som modtog os kjærlighedsfuldt. Den forhen omtalte Gunder Ovendahl mødte vi her i Egersund paa sin Tilbagereise fra Stavanger. Det er en brav Mand og vi kom godt overens. Han gjorde os den Fornøielse at ledsage os to Mile nordlig fra Egersund, hvor vi atter skulde holde en Opbyggelse hos Bonden O. Haaristad i Hellands Sogn. Naar saadanne Reisende, som bekjende Guds Ord, er af Haugianerne, og vinde deres Bifald, saa ledsager en af de Ældste den Reisende et Stykke paa Veien, sædvanlig til det nærmeste Sted, hvor der skal holdes Opbyggelse.
Det var altsaa ikke noget Ringe, at Bonden Gunder Ovendahl ledsagede os disse to Mil. Han berettede ogsaa de Ældste i Stavanger ved Brev, at han intet urigtigt havde fundet i vort Foredrag med mindre vi skulde have Noget, som vi ikke vilde ud med. Dette vilde altsaa ikke kunne skade dem, og han mente derfor, at de ikke skulde have nogen Betænkning ved at lade os tale i deres Forsamling.
At det rhinske Missionsselskab ikke er et Selskab af Brødremenigheden var og en gunstig Grund til vor Optagelse. Han lod os se Brevet, og fortalte at de havde talt meget om, hvorledes de skulde gjøre det med os. Denne kjære, gamle Mand var billig; han lovede at tage sig af Missionssagen, og fortalte at han allerede igjen havde forskaffet sig Missionsbladene, for at befordre Sagen.
I Egersund besøgte vi ogsaa Hovedmanden eller den Ældste for de Stærktroende, nemlig Sigbjørn Egelandsdalen. Besøget var meget kort, og Underholdningen var naturligvis en Unionssamtale fra vor Side. Det gik saa godt, at han intet havde at indvende, og da Tiden var for kort til længere Underholdning lovede han at skrive os til i Stavanger.
Paa det Sted, hvortil Gunder Ovendahl ledsagede os, havde mange Folk indfundet sig i Kamrene, i Stuen, i Gangen, paa Loftet og paa Trappen ligeover os. Efter Forsamlingen underholdt vi os ret hyggeligt med flere kjære Sjele, som for vor Skyld blev en Stund tilbage.
Vi lagde dem Missionssagen paa Hjertet, og reiste følgende Dag til et andet Sted, Hegrestad, hvor vi atter holdt en Opbyggelse, og kom derpaa til Haae, hvor vi om Aftenen havde besluttet at holde en Forsamling. Men ingen ind fandt sig denne Aften, sandsynlig for
– 40 –
det slette Veir. Folket her paa Stedet bliver desuden kaldet med Navn eller Tittel : et raat Folk, hvilket vi heller ikke vil benægte, da de ikke indfandt sig til Forsamlingen.
Vi blev her endnu den følgende Dag, og bestemte en Forsamling til om Aftenen, hvor da mange indfandt sig.
Nu vare vi i Nærheden af den kjære Præst, Theodor Kjelland paa Haae, Broder til den omtalte Præst i Lyngdal ved Farsund. Paa en Søndag i meget smukt Veir naaede vi til denne kjære Familie, efter at vi paa Veien til dem havde holdt en Opbyggelse for en meget stor Folkemængde. De modtoge os meget venligt. Denne kjære Præst hører til Brødremenigheden, hans kjære Kone ogsaa.
Iøvrigt stemmer hun for Haugianerne i Trondhjem, hvor de ogsaa bedre kan fordrage hverandre, end paa andre Steder.
Denne Pastor Kjelland arbeider nu paa Zahns Bibelhistorie, som med nogen Forandring skal udgives i det norske Sprog.
Han er en stille, sagtmodig Mand. Vi holdt nogle Missionstimer i Forening med ham. Han stræber flittig at befordre Missionen. Vi haabe at han snart foretager sig at befordre Maadeholdssagen, og snart vil begynde at opfordre sin Menighed dertil.
Vidnesbyrd fra Christiansand, hvor vor begyndte Forening er opvoxen til 400 Medlemmer, og fra andre Steder, hvor Maadeholdssagen bliver dreven, bidrager ogsaa til at gjøre Folk opmærksom derpaa. Det gaar, omendskjøndt i det Hele langsomt, saa dog en glædelig og forhaabningsfulg Gang med Maadeholdssagen i vort Norge. Man hører gunstige Vidnesbyrd om sammes Fremvæxt fra Nord, Syd, Øst og Vest i vort Land.
– Haugianerne, som bo vestenfor Christiansand, tage flittig Andel i denne Sag. Derimod ville de i Omegnen af Farsund, der fra gammel Tid have tilhørt Brødremenigheden, og de Stærktroende i Sogndal og Egersund, ikke vide stort derom.
Men jeg har glemt Et. I den Egn nemlig, (paa Haae Præstegaard) hvor Pastor Theodor Kjelland bor, er der flere smaa Høie tilsyne paa den flade Mark, der omtrent er tyve Fod i Gjennemsnit. Det er gamle Kjempers Gravhøie, af hvilke i Norge mange indeholde store Skatte. Den kjære Præst kan saaledes, uden at kjende sine Skatte, være en rig Mand.
– Vi besaa hans Anstalt til Laxefiskeri og andre Indretninger; vi bleve nogle Dage hos ham, og fortsatte saa vor Reise til Stavanger.
Vi tilbragte næsten fire Dage underveis, og holdt i denne Tid syv Opbyggelser. Vi forsøge altid det tredobbelte, at holde Opbyggelse i gammel Stil og at berøre Missions- og Maadeholdssagen, førend vi lader Folket gaa fra os. Paa denne Vei traf vi mange kjære Sjele, som vare glade ved at høre den (simple) enkelte Saliggjørelsens Orden.
For ei at give Anstød, har vi atter i enhver Opbyggelse et tredobbelt Maal for Øie, nemlig : Omvendelse, Tro og Christi Efterfølgelse, saa og det, at alle tre Personer i Guddommen benævnes og paakaldes.
– 41 –
Vi kom til Stavanger den 30te Marts, og tog ind til den kjære Foged Schøtz, som ret glædede sig over vor Ankomst.
Vi tør haabe, at vort Arbeide ikke har været forgjeves. Vi have fornummet Vidnesbyrd af flere, som ved vore Prædikener vare glade, og bragte til grundigere Forvisning om deres Frelse.
Herren være Tak for Alt, hans Navn blive stort. Amen !
Ihr Zøgling H. C. Knudsen
– les neste dagbok her :