– og som inngår i Fredrik Tobias Knudsens bok fra 1867 : (fra s. 13 – 29);
Dagbog fra 9de November 1839 til 20de Januar 1840.
Af min sidste Skrivelse har De erfaret, at jeg lykkelig var ankommen til Christiania. Da jeg har min Fader, Onkel, Bedstemoder, flere Sødskende og andre Beslægtede og Bekjendte her i Hovedstaden, saa
– 14 –
opholdt jeg mig her i nogle Uger.
I denne Tid var jeg saa meget som muligt beskjæftiget med Haugianerne, for at faa Indgang hos dem med Missionssagen.
Da en af deres simple Prædikantere, (der kalde sig og af andre blive kaldte reisende Brødre, som bekjende Guds Ord), kort efter min Ankomst til Christiania kom og opfordrede ogsaa mig til at tale med i Forsamlingen, saa blev mig derved given Leilighed til paa 6 á 8 Stæder i og udenfor Staden at tale et Ord om Missionen.
Af saadanne Prædikantere gives der vist over de Tusinde iblandt Haugianerne. De fleste af dem gjør sig ingen Profession deraf, men «tale til Opbyggelse» paa deres Professionsreiser, og finde overalt venlig Modtagelse iblandt Vennerne. De holde sig strengt efter Pontopidans Forklaring og Luthers Catechismus, der næsten i det hele Land er brugelig til Børneundervisningen. (Kvinderne tale siddende til Opbyggelse).
I et Testament af Hans Nielsen Hauge, der først udkom efter hans Død, paalægger han sine Venner den Pligt ikke at indlade sig i nogetslags nærmere Samfund med andre religiøse Partier, anbefaler dem nogle Bøger, til Exempel : Spener, Franke, Luther og Pontopidan. Taubri Omvendelse og Thomas á Kempis er dem ogsaa vel bekjendt ligesom og Schrivers Sjeleskat, og for nogle af dem Stati Skatkammer, som priser Naaden saa herligt.
De bede sjelden til Christus alene, men for det meste til den treenige Gud. Nogle af dem ere i Hjertens Grund Fiender af Brødremenigheden, og tildels ogsaa af Naaden og Troens Retfærdighed.
Men andre af dem ere meget tollerante, og i det Hele taget, er der mange kjære Christne iblandt dem.
Vi have ogsaa gjort den glædelige Erfaring, at de nys Nævnte ere meget friere, og ikke saa meget afhængige af de Ældste, som mange af de tidligere. Mange af de Ældste ere sædvanlig de rigeste, og ere komne til denne Værdighed uden Valg eller Stemmeflerhed. De ere ogsaa Beskyttere af Haugianismen, og Ledere for de unge Troende; andre af disse Ældste ere udvortes falsk Pietistisk og Egenretfærdige.
Formedelst de Ældste i Christiania og deres store Forsigtighed ikke at blande sig i nogen dem fremmed Sag, lykkedes det mig ikke at forskaffe Missionssagen Indgang hos Haugianerne her; og da vi mærkede at der for det første Intet var at udrette hos dem, saa henvendte vi os til andre Folk i Staden, og det lykkedes os at faa organiseret en Missionsforening for Mænd og en for Jomfruer.
Min kjære Fader, som havde faaet Ansættelse som Portner og Økonom ved et Asyl her i Hovedstaden, erholdt af Administrationen Tilladelse til at gjøre Reisen med mig, og det store Embede (jeg mener det lille) blev overdraget til mine hjemmeværende Søstre.
Med Glæde og med det gode Haab at Herren var med os, begave vi os den 9de November 1839 paa Reisen fra Christiania til Drammen, hvor Pastor Jespersen bor. Strax efter dennes Tilbagekomst fra sin Reise i Tydskland blev han meget syg, og turde kun prædike een Gang. Han blev aldeles hæs, fik Brystsyge, og turde ikke foretage sig Noget, som i ringeste Maade kunde
– 15 –
anstrænge ham. Nu var han i Bedring; men turde endnu ikke prædike. Han har nu i denne Hviletid ordnet sine Sager, og det har været ham meget tungt at han ikke havde kunnet optræde saaledes, som han gjerne vilde. Han er i Forventning taalmodig til at gjøre og lide, hvad Herren har for med ham. Jeg skulde hilse ret hjertelig fra ham til alle som kjende ham.
Vi bleve 4 Dage i Drammen hos vor Ven, Kjøbmand Isach Jensen, (en af Haugianerne).
Da Pastor Jespersen interesserede sig for Missionsagen, og den første Præst, Pastor Arup, til Jul og Nytaar lovede at gjøre Missionssagen bekjendt fra Prædikestolen, saa overlod vi det gjerne til dem, og foretoge intet videre end i en Forsamling blandt Haugianerne, at bringe Sagen i Bevægelse. Præsterne takkede os derfor, især Pastor Jespersen, og vi gjorde os færdige til Afreisen.
Pastor Jespersen tænkte paa at udgive en Kirketidende i Norge, i hvilken han ogsaa vilde omtale alt muligt Missionssagen vedkommende. For Maadeholdsforeninger gjør han ogsaa hvad han kan.
Den 14de November reiste vi fra Drammen med en Skipper af vore Venner, der skulde til Farsund, og som lovede at medtage os de 6 Mile fra Drammen til Tønsberg. Men vi skulde for denne Gang ikke engang komme saa langt med.
Vor Ven saa sig nemlig nødt til at sætte os i Land i Nærheden af Holmestrand, naar vi ikke vilde udsætte os for den Fare at tage til Søs med ham; thi han saa sig ikke istand til at sætte os i Land om Natten.
– Ankomst til Holmestrand den 14de November. – Vi kom altsaa til Holmestrand (3 1/2 Mil fra Drammen), hvor vi opsøgte den eneste Haugianer, som fandtes der, Snedker Nielsen; denne ledsagede os til en Ven paa Landet, Christopher Solberg, hos hvem vi den følgende Dag holdt en Forsamling. Dagen derpaa holdt vi en Forsamling hos en anden Bonde. Den følgende Dag maatte vi holde en Forsamling strax efter Middag hos en tredie Bonde, og samme Aften een i Byen, hvor en stor Mængde Mennesker var forsamlet.
Tilsidst maatte vi paa Manges Opfordring holde en Opbyggelse hos Bonden Hans Gurud. I denne Forsamling blev Missionssagen behandlet, og en Missionsforening paa 15 Medlemmer indrettet og forsynet med Formand, Casserer og Secretæx.
Da Medlemmerne boede temmelig langt fra hverandre, saa vilde de saavidt muligt have flere Samlingsteder, og søge at oprette flere smaa Foreninger. Vi efterlod Statuter til Misionsforeningen, tilligemed skriftlig Indbydelse til Deeltagelse i Missionen, der indeholdt en kort Efterretning om Missionen og Hedningernes Nød.
Vi fandt ogsaa Præsten Abel her noget beredt paa at tage Deel i Sagen, og han lovede, saasnart hans Stilling blev friere, at gjøre sit til dens Fremme.
I det gode Haab at Missionen vilde have god Fremgang hos vore kjære Bønder reiste vi fra dem, ledsaget et Stykke paa Veien af Hans Gurud, hans Kone og hendes Søster.
– 16 –
– Ankomst til Tønsberg den 26de November. – Dagen derpaa kom vi til Tønsberg, hvor der boede to Haugianere. Da det allerede var Eftermiddag, saa lod det sig ikke gjøre at holde nogen Forsamling for Missionssagen den Dag, og desaarsag opbyggede vi os med begge de ovennænte Familier. Den følgende Dag besøgte vi Præsterne Abel og Jacobsen.
Disse indrømmede os Skolehuset til at tale i, og for en stor Forsamling, sammenkaldt ved Hjælp af Skolebørnene og af begge vore Venner, holdt jeg en Missionstale.
Begge Præsterne lovede at tage Del i Sagen, og begge Haugianerfamilier gjorde strax en Begyndelse til en Missionsforening for Tønsberg. Vi forfærdigede atter en Indbydelse til Deltagelse i Missionen, samt Statuter for Missions- og Maadeholdsforeninger hos dem, og begav os saa paa Veien derfra. Vi tør haabe at det ikke har været aldeles forgjæves med vore Missionsforsøg i Tønsberg.
– Ankomst til Laurvig efter 2 Dages Reise, den 23de November. – To Dage derefter kom vi til Laurvig. Her boede ogsaa to Haugianere i Byen og to udenfor samme.
Min Fader, som ikke er Haugianer, kjendte allerede disse forud, og vi toge naturligvis ind til dem.
En af disse Venner, en meget driftig Mand, Hjulmager Jacobsen, lagde vi især Missionssagen paa Hjerte. Disse fire christelige Familier udgjorde strax en Begyndelse til en Missionsforening for Laurvig. Vi efterlod ogsaa her en Indbydelse til en Maadeholdsforening.
Stedets Præst, Pastor Castberg, raadede os til at vi ikke selv skulde befatte os med Sagen, men at vi skulde lade Indbydelsen udgaa gjennem Authoriteterne, saa vilde de underordnede Geistlige se sig nødsaget til at tage sig af Sagen; men han vidste vel ligesaagodt som vi, at dette neppe var en let Vei.
Synes end denne Vei god, saa ønskede vi endda hellere at lade Hver beholde sin Frihed, og saaledes ogsaa han. Vi gjemte imidlertid hans Raad, for om muligt at tale noget derom med den christelige Biskop Siegwardt i Christiansand, takkede Præsten for Raadet, og gik vor Vei til Porsgrund.
— God Modtagelse af Missionen i Porsgrund. Her tog vi ind til en Haugianer, Farver Nærum, og besøgte Pastor Brun (dette var den gang fra 1837-43 pers. kap.i Porsgrunn Christian C. H. Bruun/red.) der tog saa levende Del i Missionen, som om han længe havde ventet paa en Opfordring dertil.
Han overlod os sit Skoleværelse (må ha vært lokalet til Borgerskolen i Porsgrunn, der han også var lærer/red.) til at holde Missionsforsamling i, og gjorde strax paa Søndag Menigheden bekjendt med, at en saadan Forsamling skulde holdes. Hans hele Prædiken var en fuldstændig Missionsprædiken.
Præsten holdt det for ønskeligt, at der paa den anden Side af Elven, som er den anden Halvdel af Byen, blev holdt en Forsamling, hvilket ogsaa skete. Vi fandt her en stor Deeltagelse; og hos en kjær Familie, Klokker og Skolelærer Ottesen, nød vi mange Kjærlighedsbeviser, der gav os Haab om at Herren vist ogsaa har sit Folk iblandt dem der ikke ere aabenbare.
– 17 –
– En Afstikker til Skien. – Da vi midt i Ugen kom til Porsgrund, og vi først paa Søndag behøvede at være der igjen, saa benyttede vi denne Tid til at reise til Skien. Underveis besøgte vi nogle Venner paa Landet, Lars Aaby, Erik Bøhle og Flere. Vi holdt en Forsamling hos dem og blev der Natten over. Haugianerne vise bestandig en stor Gjestevenlighed.
Den anden Dag kom vi til Skien, hvor vi holdt en Forsamling. Det er saa ganske almindeligt hos Haugianerne at holde Forsamlinger, at de blot spørge hvor man vil holde dem, og kun sjelden om man vil holde nogen, det vil da sige, naar de først ere overbeviste om at den Reisende hører til Deres Sekt, ellers kunne de være meget tilbageholdne.
Jeg havde her i Grunden forseet mig lidt, idet jeg valgte en Text, som indgød En eller Anden af Dem Mistro, da Talen her var om Jesus Christus og om Troen og Retfærdiggjørelsen. Desværre gjorde vi ved denne Leilighed den Iagttagelse, at disse Venner, eller nogle iblandt dem idetmindste, heller ikke var Venner af Brødremenigheden eller af Troens Retfærdiggjørelse.
I Skien henvendte vi os til Provsten Bull, som ogsaa lovede at gjøre mere end vi kunde have ventet af ham, da han er en halv eller hel Rationalist. Han lovede at bekjendtgjøre i Ugebladet en Indbydelse til Deltagelse i Missionen, og at samle Underskrifter; om han har holdt det ved jeg ikke.
Ophold og Begyndelse til en Missionsforening i Skien.
Den anden Præst lovede og mindre, men gjorde og opmærksom paa en Mand, der, for det Tilfælde at vi kunde vinde ham for Sagen, var den Bedste til at udføre den, nemlig : Bankbogholder Bødker. Og vi havde ogsaa den Lykke at vinde ham for vor Sag, eller rettere, han var forud indtagen derfor, og idet han modtog Statuterne, lovede han at gjøre Alt hvad han formaaede. Han forsikrede os tillige, at han interesserede sig meget for Missionen, men at han først for nylig var bleven vakt i den Retning; han vilde med Fornøielse gjøre Sit til at oprette en Missionsforening efter vore Statuter.
Vi overnattede hos en Ven, Farver Isach Nærum, der just heller ikke var nogen Troeshelt, og tog paa vor Tilbagereise det Haab med os, at Missionssagen ved Herrens Hjælp ogsaa her maaske vilde finde Indgang.
Søndag kom vi atter til Porsgrund, hvor vi som sagt hørte Pastor Bruns (C.C.H. Bruun/red.) Missionsprædiken, og om Eftermiddagen som og den følgende Dag holdt jeg Missionstaler. Jeg portræterede her vor Vært og Ven, Farver Nærum, der havde saa saare liden Forstand paa Tegning, at jeg fandt mig bevæget til at overlade ham det for hvad han vilde give, og jeg fik 1 Spd. derfor.
Hans Tjenestepige, der havde gjort os stor Tjeneste med Vask og Opvartning, ønskede ogsaa saa gjerne at blive aftegnet, og til hendes store Glæde tegnede jeg et Portræt til hende uden Betaling. Da nu endnu en Tredie kom til, som heller ikke var utilbøielig til at se sig selv paa Papiret, saa gjorde jeg ham den Fornøielse for 2 Spd.; men Tegningen var simpel.
– 18 –
– Ankomst til Brevig og Stathelle den 3die December.
– Vi begave os nu paa Veien til Brevig, og reiste uden at opholde os i Brevig over Fjorden til Stathelle, hvor vi endnu samme Aften tænkte at holde en Opbyggelsestime, der allerede var bekjendtgjort ved vor Ven og Vært, som i egne Anliggender gjorde en Reise derhen (farver Nærum/red.).
Vi tog her ind til en Ven, Niels Nærum, en Broder af den før Nævnte, og opbyggede disse kjære Strandboere saa godt som vi formaaede. De fleste af dem vare Søfolk, og de havde indfundet sig saa talrigt, at den store Stue hos Tellew Riis ikke kunde rumme flere. Vi overnattede hos vor Ven Niels Nærum, og Dagen efter lod vi os sætte over Vandet for at levere Pastor Esmark i Brevig en Anbefalingsskrivelse, som En i Brevig havde givet os med til ham.
Han lovede at tale med Stadens Formandskab, og fortalte os at de nylig havde faaet istand en ny Politiindretning, saa han havde Haab om at noget Godt kunde trives der for Fremtiden. (NB. Brevig er en liden ny By). Han tvivlede ikke paa, at naar de først vare blevne enige om flere gavnlige Indretninger, f. Ex. Maadeholdssagen eller Maadeholdsforeninger og deslige, at da ogsaa Missionens gode Sag vilde finde Indgang hos dem. Han lovede os Skolen at holde en Missionstime i; Indbydelse dertil vilde han ogsaa besørge.
Da saadanne Forsamlinger vare meget sjeldne her, og da Præstens Indbydelse ogsaa var usædvanlig, saa fik vi denne Gang ikke stort flere opmærksomme Tilhørere end Formandskabet, som bestod af Præsten, Lægen, Fogden, Postmesteren, Skolelæreren og Organisten, og forøvrigt de fornemste af Befolkningen i den lille By, men ikke et eneste Fruentimmer.
Det maa være meget fremmed for Mange her hvad Missionen er; thi en Kone, som fulgte os over Vandet fortalte os, at der i Aften skulde være Forsamling, hvorved En vilde indføre en ny Religion.
-– Missionsforsøg i Brevig og Stathelle.
– Efter at vi havde indført denne nye Religion og Kl. 7 om Aftenen vare færdige dermed, saa holdt vi selvsamme Aften paa Forlangende atter en Opbyggelsestime for Strandboerne paa Stathelle. Vi efterlod dem her, som i Laurvig, en skreven Indbydelse til Deltagelse i Missionen, som og Statuter for Maadeholdsforeninger, og reiste næste Morgen, den 5te December, til Langesund. Her tog vi ind til Klokker og Skolelærer Riis, Svigersøn til den før nævnte Lars Aabye.
-– Hvorledes et Skib gaar af Stabelen i Langesund. – Da just et stort Skib var færdigt til at skulle gaa af Stabelen, fulgte vi med Riis for at se paa det. Det er ogsaa virkelig et meget storartet Skue. Vidste jeg at det vilde interessere Nogen, saa vilde jeg gjerne give en kort Beskrivelse derover. En stor Mængde Mennesker er sædvanlig nærværende ved en saadan Leilighed, og Eiermanden savnes naturligvis heller ikke, da det for ham er et vigtigt Optrin.
Falder Skibet nemlig om, naar det bliver løst fra Stabelen, saa er hans Velstand ogsaa faldet om, – og skulde 12000 Spd. være spildte ? – thi det store Skib kan ikke atter blive reist op igjen, hvis det skulde falde
– 19 –
om, men maa sønderhugges.
Skibet bliver bygget paa en Stabel, som er saaledes indrettet, at den største Halvdel forfra, hvor Skibet skal hvile, er opfyldt med Kiler. Skibet bliver som sagt bygget paa Stabelen og forsynet med Støtter paa begge Sider, hvilke, naar Skibet skal gaa i Vandet, blive slaaede løse baade for og agter og paa begge Sider, saa at kun 2 af dem, en paa hver Side, blive staaende. Tilsidst bliver der nu givet Befaling til at sprænge de Kiler bagud, som ligge under den bagerste Halvdel af Skibet, hvilket med engang bliver udført af de mange Arbeidere, der nu strax krybe nedenunder i deres Huller i Stabelen.
Et Toug i Agterenden, som holder Skibet, bliver kappet, og Skibet er nu ganske færdigt til at løbe i Vandet; men hvis det endnu ikke gaar glat nok, saa sætter man en stor Kile under Agterdelen for at hæve Skibet bagenfra, hvorved det faar Overvægt og falder i en med Grønsæbe glatgjort Rende, som rækker ud i Søen.
I det Skibet faar Overvægten og falder i Renden, saa faar det tillige en saadan Fart at denne holder Skibet opret, og med Ild og Damp, som bevirkes ved Tryk og Hast (fart/red.), render Skibet ud i Søen, og bliver ved et Toug atter halet til Land igjen af de Mange, som ere med paa Skibet for at følge dets Fart af Stabelen. Derefter bliver Master og det øvrige anbragt. Andre Skibe blive fuldt færdige med Master og Seil og endog forsynet med Last løst af Stabelen, og gaar ved god Vind strax til Søs.
– Eiermanden, Kjøbmand Jørgen Vrigt (J. Wright, f. 1810 i Langesund, nest eldste sønn av Simon Larsen Wright og Karen Elise Cudrio (d. 1812)/red.), takkede Gud da hans Skib gik saa heldigt af Stabelen. – Lykønskninger, Svingen med Hatte, Hurraraab og Kanontorden fik nu ingen Ende. Der skulde nu holdes et stort Gjæstebud, hvortil vi havde den Fornøielse og den Ære at blive indbudne, hvilken Indbydelse vi ogsaa modtog, da vi vanskeligt vilde kunde bringe Folket fra en saadan Tummel og ind i en stille Missions-Forsamling.
I dette Selskab blev der spillet meget smukt paa Piano, sunget flerstemmige Sange, drukket en Del, spist og spillet Kort. Det gik ordentlig og velanstændigt til, men der var dog mest Vellyst, omendskjønt Præsten var tilstede der.
– Vi haabede i Pastor Lammers at finde en ivrig Missionsven, men vor Forhaabning blev fuldstændig skuffet; thi han er en streng Grundtvigianer, som ikke lader Missionen fremmes uden efter den grundtvigske Methode, og ikke saaledes som den nu drives i den hele Verden.
I det nævnte Selskab lærte vi ogsaa den gamle Madame Vrigt at kjende (må være Bolette Wright (d. 1852), 5 år eldre søster av ovennevnte Karen Elise – begge døtre av Jacob Cudrio, og de 2 søstre Cudrio som ble gift med hver sin bror Wright/red.), en rig Kone, som engang ved Cappelen har skjænket Basseler-Missionen 1000 Spd.
Hun ønskede, at jeg skulde holde en Missionstime i Skolen den næste Dag, hvortil vi ogsaa fik Præstens Tilladelse; men der kom meget faa Mennesker tilstede.
Vi spiste derpaa hos Madame Vrigt, og foreslog hende og Stedets Klokker at danne en Missionsforening for Langesund. De kunde intet love os, men modtog til en Begyndelse Statuter til en Missionsforening.
Vi gik nu videre og kom til Brevigstrand (litt vest for Langesund/red.), hvor vi toge ind. Efter en kort men hjertelig Underholdning gik vi i Baaden og kom om Eftermiddagen til Kragerø.
– 20 –
– Ankomst til Kragerø den 4de (9de ?/red.) December 1839.
– Endnu samme Aften besøgte vi Catechet, Pastor Juul (dette var Daniel Bremer Juell (f. 1808 og theol. i 31, kom til Kragerø i 36, hvor han var til 46, deretter Porsgrunn; hvem som var sogneprest i Kragerø i desember 1839 er uklart, siden Chr. Fred. Fleischer hadde fått befordring i sept. 39 og den nye s.pr. Hans Rasmus Krag Schnitler ikke tiltrådte før mai 1840/Daniel Bremer Juell var forresten valgt til Storthinget fra Kragerøe by i 1839 (var dermed nettopp kommet tilbake fra hovedstaden) og i 1845 – les mer om ham her/red.), der kom os imøde med stor Venlighed og Deltagelse, hvilken var os saa meget mere glædelig, som vi her kun havde ventet en ganske liden Deltagelse, især da vi ikke var forsynet med nogen Adresse.
Denne kjære Præst (Bremer Juell/red.) yttrede den bedste Forhaabning om Missionsforeningen her. Vi overlod til ham at bestemme om der skulde holdes en Missionstale, hvilket han lovede at sige os siden, naar han havde talt med Andre derom. Han bragte os strax selv den Besked, at Flere ønskede at bivaane en saadan Opbyggelsestime.
Vi skrev paa hans Raad en Indbydelse og sendte den omkring i Byen, og om Eftermiddagen Kl. 2 blev der holdt en Missionstale paa Raadhuset. Ogsaa her havde kun 4–6 Fruentimmer indfundet sig, der Alle vare af Præstens Familie; de andre Tilstedeværende vare fordetmeste Stadens fornemste Mænd.
– «Forberedelse til en Missionsforening for Kragerø». – Præsten glædede sig meget over, at en saadan Forberedelse og Indbydelse var bleven gjort, der herefter vilde være ham særdeles tjenlig som Sammenknyttelsespunkt for en Missionsforening.
Pastor Juul (Juell/red.) erholdt (mottok/red.) en skriftlig Indbydelse til Deltagelse i Missionen og Statuter for Missionsforeningen, og Mandag Morgen reiste vi til Østerrisøer, hvor vi ankom den 11te December. Her henvendte vi os med Anbefaling fra Pastor Juul til Catechet, Pastor Bugge. Vi traf ham i Skolen, og da han havde erfaret vort Ønske, lovede han at gjøre Alt hvad han formaaede.
Han bekjendtgjorde stra ved Skolebørnene, at der samme Aften Kl. 5 1/2 skulde holdes en Missionstale i Skolen. Vi spiste Middag hos ham, besøgte derefter den første Præst, Provst Schanke og Byfoged Finne, som Begge viste Deltagelse for Missionen.
Kl. 6 ble en Forsamling afholdt. Det ene Skoleværelse var ikke alene fuldt men overfyldt, og i det tilstødende Skoleværelse, saavelsom i Gangen, paa Trappen og paa Loftet havde man rigelig indfundet sig.
– Begyndelse til en missionsforening for Østerrisøer. – Præsten lovede snart at gjøre Forsøg til en Missionsforening, og vi reiste videre den 12te December.
Den 24de November havde vi Sne.
– Man kan stedse komme godt frem den hele Vinter, enten ved aabne Vogne, Slæder eller paa Ski og til Fods. Thi naar Sneen falder, bliver den stedse ved Sneplauge ophobet til begge Sider og Veien derved gjort farbar. For de Reisende i Norge er det en ubekvem Tilstand, at Poststationerne kun er 1 á 1/2 Mil fra hverandre; thi de Bønder som bo imellem 2 saadanne Stationer, og som holde Heste, besørger nemlig Skydsen, idet Enhver af dem har sin bestemte Dag at skydse i.
Naar man nu melder fig paa en saadan Station (Skydsskafferi), saa tilsiger Skydsskafferen vedkommende Bønder at møde inden 3 Timer; og Dag og Nat maa han løbe efter disse for 4 Skill. for at faa dem frem til Stationen med Vogn eller Slæde. Bonden faar i Betaling for 1 Mil noget
– 21 –
over 4 Spd.; naar 2 Personer benytte een Vogn betales Halvdelen mere. Har man Hastværk, saa maa man enten ved Bud med en Reisende eller ved Brevposten forud lade Skydsen tilsige. Kun i 3 Timer behøver Skydsen at vente over det bestemte Klokkeslet, og naar den Reisende ikke inden den Tid har indfundet sig, maa han erlægge omtrent den halve Betaling af hvad Skydsen koster og bestille ny Skyds. Har man nu ikke saadant Forbud (med en reisende eller med brevpost/red.), saa sker det ikke saa sjeldent at man maa vente 2 til 3 Timer paa enhver Station, der kun ligger 1 eller 1 1/2 Mil fra hinanden.
-– Art og Maade for vor Reise i Vinter. – Da vi ikke turde slaa stort paa med vore Penge, saa tog vi strax fra Begyndelsen af Reisen hver en Randsel paa Ryggen og vandrede ud tilfods. Foruden nogle faa Mile som en eller anden Ven har befordret os, har vi hidtil gaaet den hele Vei; men da vi næsten gik ind i hver By saa blev Marschen ikke saa svær for os alligevel, omendskjønt vor Byrde om Aftenen mangengang blev ret følelig, især fordi vi imod Regn og Kulde paa den lange Reise havde forsynet os med Reiseklæder.
Da vi fik Sne, saa udfandt vi et Middel til at lette os Byrden, og kjøbte en liden Slæde, hvorpaa vi lagde vore Sager, og som den ene af os trak og den anden skjød til bagenfra. Op ad Bakke var Lettelsen ikke stor; men desto større Tjeneste gjorde den os ned ad Bakkerne, thi vi sadte os da hver Gang paa Slæden, og saadan kunde vi med det samme tillige hvile os lidt.
Slæden fik vi først i Nærheden af Poststationen Rør pr. Østerrisøer, og den øvrige Vei herfra har vi tilbagelagt paa ovennævnte Maade.
– Men atter til Sagen.
I Østerrisøer fik vi Anbefalingsskrivelse fra Byfoged Finne til Præsten Faye paa Holt (Andreas Faye/red.), som skulde være en udmærket Mand, og som havde begyndt paa meget Nyttigt; saaledes havde han fornylig indrettet et Skolelærerseminarium paa Holt, hvoraf der allerede findes flere i Norge.
Disse ere vistnok ikke saaledes indrettede, at det blot er Seminarister derfra som faa Ansættelse; men de har dog den Forret for Andre, at de have den første Fordring paa en Lærerpost og paa at blive ansatte i Byerne.
De øvrige Skolelærere paa Landet er sædvanligvis Bønder, hvilke desuden søger saadan Ansættelse for at blive fri for Soldatertjenesten (Borgerne i Byerne ere fri for Soldaterstanden). Skolelærerne paa Landet reise til visse Tider fra en Bondegaard til en anden og undervise Børnene i at læse, skrive og regne; derfor faa de Kost og en meget ringe Løn. I Byerne kan enhver som har Lyst nedsætte sig som Skolelærer.
Hos den ovennævnte meget rosede Mand, Pastor Faye, fandt vi langtfra ikke saadan Modtagelse som man havde lovet os. Vistnok skulde han den næste Dag afholde Examen paa sit Seminarium, vistnok var det Aften da vi kom, og vi temmelig hvide og vaade af Snefoget, men det maa dog være sagt ham til Skam, at han var glad da vi udlod os med at vor Ledsager skulde anvise os et andet Logi.
Denne Ledsager havde vi maattet tage 1/8 Mil før vi kom til Holt, da det
– 22 –
var noget mørkt, og Veien var opfyldt af Snefanner og saaledes bleven ukjendelig for os. Veilederen førte os til det nærmeste Hus, og her vare vi saa heldige strax at faa Logie. Det lavede sig rigtig godt, at vi just kom ind i dette Hus, thi her boede den ene af de to Lærere ved Seminariet, en udmærket ung Kandidat ved Navn Jørgensen, der havde opholdt sig nogen Tid i Tydskland, især i Gøttingen, og til hvem vi ogsaa havde Hilsen fra Østerrisøer. Han skulde nu ogsaa den følgende Dag holde Examen, men det var ham ingen Hindring for vor Modtagelse.
Han er en noksaa dannet tydsk Theolog, der havde samme Anskuelser om de bibelske Sandheder som vi, f. Ex. om Herrens Tilkommelse, om det tusindaarige Rige o. s.
Den følgende Morgen havde vi den Fornøielse at spise Frokost hos ham, og efterat vi havde lagt denne nye Ven Missionssagen paa Hjertet, toge vi Afsked fra ham og reiste videre. Præsten Faye havde tilforn saa i Forbigaaende indbudt os til at overvære Examen; men min Fader var ikke at formaa til at vende tilbage, og han følte sig saa lidet hendragen til denne uvenlige Præst, at vi strax samme Formiddag besluttede os til at reise til Arendal, og endnu samme Aften kom vi der.
Vi tog ind til en «Ven», Kjøbmand Petter Schjeveland, og blev venligt modtaget af denne Familie.
– Ankomst til Arendal den 12te December 1839. – Næste Dag besøgte vi en Byfoged Jæger, som er, om ikke den Fornemste og Første, dog vist den anden Mand i Staden; han kom os venligt imøde.
I den gamle Præst Hjorthøy fandt vi en noksaa christelig, men ogsaa meget frygtsom Mand, der ikke vovede at begynde noget rigtigt paa egen Haand. Den gamle Fader Schjeveland og jeg ansøgte den ellers meget egensindige Overlærer Musæus om Tilladelse til at holde en Missionstale i hans Skolehus, og han var til vor store Glæde dennegang meget forekommende og overlod os Skolehuset, trods det at Værelserne vare rengjorte til Examen Dagen efter. Da vi kom tilbage fra ham var Fader og jeg blevne indbudne til Aftenselskab hos Byfogden, og da denne om Aftenen meddelte os sit Ønske, at Missionstalen maatte blive holdt i Kirken, saa bifaldt vi dette. Han skrev strax til Præsten, og erkyndigede sig hos ham om ikke ogsaa han ønskede det samme. Svaret fra ham faldt ud efter Ønske, og blev det da bekjendtgjort Søndag Formiddag af Klokkeren.
Om Eftermiddagen Kl. 2 blev Talen holdt fra Chordøren for en talrig Forsamling. Da Klokker Bull ikke uden kongelig Tilladelse vilde lede Sangen, saa ledede vi den selv saa godt vi kunde uden at indhente kongelig Tilladelse dertil. Missionstalens Beskaffenhed, som blev afholdt denne og de øvrige Gange, grundede sig sædvanlig paa Matthæi 28, 18, 13 og 2; 1 Petr. 23 o.s.v., og gaar fordetmeste ud paa at forkynde den Herre Jesu Alherskers Vælde, og paa de Christnes Pligt som et udvalgt Folk at udbrede hans Lære, som har kaldet dem fra Mørket til Lyset; at lægge dem dette paa Hjertet, skildre Hedningernes Nød og opfordre til ved forenede Kræfter at komme dem tilhjælp.
– 23 –
Jeg tror at dette for det første er fornødent at paadrive, da der paa vor Reise hidtil blot kunde være Tale om Opfordring til Deltagelse i Missionen.
Cappelen, som har været Student i Basel, har for 10 á 12 Aar siden gjort en Reise som vor gjennem Norge, og samlet mange Bidrag for Missionsselskabet i Basel; men hans Tilbagetrædelse og Forbliven i Christiania, og hans hurtige Opkomst til første Boghandler der, har skadet Missionen meget og vakt megen Mistro til ham.
Da vi nu af denne Grund paa mange Steder blive modtagne med nogen Betænkelighed, saa fortælle vi strax fra først af, at vor Reise ikke er saadan som Cappelens, at vi hverken for os eller for det rhinske Selskab opfordrer til Deltagelse i Missionen; men at vi overlader det til dem selv og deres Forening at sende deres Bidrag hvorhen de vil; paa den Maade faar de sædvanlig mere Mod.
Vi holdt endnu en Opbyggelse samme Aften paa Salen, hvor Vennerne eller Haugianerne pleiede at forsamle sig, og hvor der ogsaa var Mange tilstede. Jeg opsøgte ved denne Leilighed nogle skarpe Bibelsteder, f. Ex. «Bringer dem frem, og dræber dem for mig» – og «for mig skal den utroe Tjener sønderhugges», Math. 28, 51. Der blev ogsaa forelæst Exemplet af den forlorne Søn, for at gjøre Guds Alvorlighed og Godhed og hans Retfærdigheds Klædning ret anskuelig.
Mandags Aften holdt vi en Opbyggelse hos en Bonde, Torje Thorsen paa Gunnildsbo, 1/4 Mil udenfor Staden. Efter Forsamlingen stiftede vi en Missionsforening af 43 Personer, og forsynede samme med Formand, Casserer og Secretair og 3 Medhjælpere. Derefter fortalte vi dem Missionshistorier og Historier af Pastor Krummachers Liv i Elberfeld, hvilke gjorde dem stor Fornøielse, og derpaa skiltes vi ad.
Tirsdag Aften holdtes atter en Forsamling i Haugianernes Sal. Da der nu var meget Faa tilstede, saa underholdt vi os alene om Bibelsandhederne og Troens Sager, om Fodtvætten eller Tvættelsen af Apostlernes Fødder.
En Beskrivelse af Pontoppidan blev ogsaa forelæst, og til vor store Glæde erfarede vi, at de ogsaa gave deres Velbehag tilkjende over denne sande Udlæggelse om Retfærdighed alene af Troen, om en saadan, der ikke kan lignes med vor Svaghed og med vore Feil, men at de sande Troende ere virkelige Hellige, som er og blive, og som ogsaa blive Kilden til vort Livs Retfærdighed og Hellighed.
Vi tilkjendegave at man burde læse denne Bog ikke een men tyve Gange, og en af de Ældste, Torjer Schjeveland, yttrede til vor ikke ringe Glæde, at han havde denne Bog meget kjær og havde læst den saa tidt, at han næsten kunde den udenad.
– Haugianernes Tilstand i Arendal.
– Da vi kom til at tale om den Opmuntring og Trøst som følger af Herrens synlige Tilkommelse, stemmede de i med os. De tilstaa ogsaa, at Apostlerne istedetfor Prædiken om Døden, som Middel til Aarvaagenhed og Troskab, meget ofte har prædiket om Christi synlige Tilkommelse, som drager Øie, Hjerte og Sind opad, medens den anden Prædiken sænker Blikket til Jorden.
Vi vare meget glade over at træffe Haugianere af den
– 24 –
Art, hvilke vi længere østenfor ikke saa hyppig stødte paa.
Onsdag Aften blev paa nogle Bønders Ønske en Opbyggelse holdt paa Landet, hvorunder jeg paa Grund af min Tale om Christi Tilkommelse kom i en heftig Kamp.
Det kom sig nemlig deraf at en af de Ældste erkyndigede sig noget nøiere om det som i Almindelighed (til Alles Fornøielse) var udtalt. Derved blev vi nødsaget til at tage Aabenbaringen til Hjælp, af hvilken meget var omhandlet.
Hans Nielsen Hauge, der har forklaret Aabenbaringen saakaldet aandelig, maatte naturligvis blive modsagt, og saa var Venskabet ude for det første. Da jeg nu blev nødsaget at henvise til paagjældende Steder i Aabenbaringen og maaske forelæste dem noget hastigt, begyndte snart en at sukke, en anden lovede nærmere at undersøge det, og Samtalen blev afbrudt.
Den Glæde blev mig dog til Del, at jeg blev tilsidst fuldkommen forsonet med dem, og vor Afsked fik et kjærligtrørende Udfald.
Under vore 7 Dages Ophold i Arendal gjorde vi os særdeles Umage hos de Fornemme for at faa Indgang med Missionen, t. Ex. hos Toldcasserer Lange, Kjøbmand Morten Didekam (Dedekam/red.), og fornemmelig hos Byfoged Jæger og Frue.
Denne Kone er igjenfødt, som Fogden selv paastod, og som vi ogsaa har erfaret. Han derimod bekjender selv at han ikke endnu har opnaaet denne Igjenfødelse, og troede ikke at naa den anderledes, end alene naar Gud selv vilde foretage en saadan Nyskabelse med ham.
Hans kjære Kone heder Elisabeth, men siden hun blev bekjendt med den Herre Jesu, skriver hun af vigtige Grunde sit andet Navn «Maria» dertil. Hun holdt sig ikke til Haugianerne og jeg haaber vist hun vil blive Herren nyttig blandt sine Lige. Hun er ganske fri fra Loven, hvilket vel er meget godt, naar Talen er om Lovens Forbandelse; men jeg frygter man ogsaa kan blive fri for Lovens Velsignelser, i Besynderlighed naar man da bliver saa fri, at man kan beskjæftige sig med Alt, og endog kan stille sig lige med denne Verden, med Dans, Comedie, Kortspil o. dl.
Grundtvigianerpræsterne gjør sig den mest mulige Umage for at afvaske det endnu tilbageblevne Skarn ved disse saakaldte uskyldige Fornøielser.
Vi nød af denne kjære Frue og hendes Mand megen Kjærlighed, og vi glædede os meget hvergang vi besøgte dem; især da det atter blev os bekjendt at Herren endnu har Propheter, som ikke har bøiet Knæ for Baal. Hun var nærved at græde da hun tilsidst efter flere Forslag maatte erklære, at hun for dette Øieblik aldeles ikke kunde gjøre sig noget Haab om at befordre Missionen. Hun havde bedet den hele Nat, sagde hun, men havde ikke faaet noget Haab om dennegang at kunne gjøre noget for den gode Sag. Som Tegn paa at hun gjerne vilde gjøre sit, gav hun mig et Guldstykke som jeg skulde bruge paa Reisen. Herren velsigne hende for Alt.
En Garver i Arendal ved Navn Petter Olsen, gav mig en halv Spd., som jeg ikke maatte forsmaa, og en Krambodtjener Ruenæs,
– 25 –
gav mig under lige Betingelser 24 Skilling. Hos den kjære Familie Schjeveland har vi nydt mange Kjerlighedsbevisninger, ligesaavel som hos de andre Venner der.
Det Liv som nu findes i Arendal er for Størstedelen opstaaet ved Brødrene Schjeveland. Hans Nielsen Hauge har vist givet en efterfølgelsesværdig Regel, naar han har besværet sig med at fordele Troende i disse ellers saa mørke Egne, for at lade sit Lys skinne for Mange.
Vi besøgte ogsaa en Uhrmager Hede her i Arendal, der tænker meget paa det tusindaarige Rige, og som selv vil være en af de to sidste Vidner. Med Smerte har han nylig erfaret at hans Collega, det andet Vidne, som ogsaa boede i Norge, døde i Foraaret. Man siger at han arbeider paa et Hjul, der skal tjene til at modstaa de onde Aander i den sidste Tid. Han skal være meget forstandig; men som det synes mig var den gamle, kjære Mand ikke fri for nogle høie Tanker.
En af Vennerne i Arendal, Hjulmager Ris, befordrede os en Mil paa Veien. Hans kjære Kone gav mig af sin Tjenesteløn 6 Spd., hvike hun som Pige havde sparet for Missionen, og som hun ikke kunde eller vilde benytte paa anden Maade end til Bedste for Missionen, og jeg skulde og maatte modtage dem. Herren give hende derfor mangfoldige Velsignelser igjen, og give mig, paa hvem saadan Gave hviler, Naade til rigtig at bruge dem; disse 6 Spd. høre ogsaa iblandt Enkens Skjærv.
Foruden de omtalte Kjerlighedsgaver af Penge, har jeg endnu faaet 3 Sølvdalere af Pastor Jespersen, da jeg var hos ham i Drammen; ligesaameget har jeg faaet af en formuende Kone i Tønsberg, og af en i Porsgrund boende fik jeg 72 Skilling i Reisepenge til Brevig. Vi havde imidlertid, som allerede er viist, brugt den yderste Forsigtighed for at afvende al Mistanke fra os, da viligesom samlede Penge for os selv.
Efter Ankomsten til Arendal læste vi i Aviserne at der forleden Søndag var holdt en Missionstale i Kirken, men tillige det Spørgsmaal, paa hvilken Grund Kirkeinspectionen dertil havde kunnet aabne Kirken; hvilket foraarsagede vor kjære Byfoged Jæger endel Skriveri. Det har foraarsaget mig den Fornøielse ikke igjen at prædike i Kirken.
Paa Reisen fra Christiania til Arendal har vi forbrugt 16 Spd., og da vi kom til Arendal vare vi ikke i Besiddelse af mere end de 3 Daler, som Pastor Jespersen havde givet os.
Ved vor Ankomst til Arendal til vor Ven Schjeveland, erholdt vi et Brev fra Stavanger med 16 Spd. Jeg havde nemlig bedet Missionsforeningen i Stavanger om at hjelpe os med nogle Reisepenge, ifald det lod sig gjøre; men da jeg ikke reiste alene, troede de ikke at turde gjøre det, og nogle Venner sendte derfor disse som Kjærlighedsgaver.
Vi vare nu istand til at tilbagesende de 8 Spd., som vi havde laant i Christiania til Reisens Fornødenheder. Da mine Sødskende i Christiania ogsaa havde noget nødig i min Faders Fraværelse, saa sendte vi dem saameget vi kunde undvære af det som jeg ved Tegning havde fortjent.
– 26 –
– Reisen fra Arendal den 19de December.
Den 19de December tog vi fra Arendal, ledsaget af vor kjære Ven Ris, som med Hest og Slæde kjørte os over en Mil fra Arendal.
Her paa Veien mellem Arendal og Grimstad bor Pastor Hansen, som er Præst for Grimstad og Omegn. Vi besøgte ham. Han var ikke uvillig; thi da vi talte med ham om Missionen, havde han blot at indvende, at han først vilde være færdig med Bibelforeningen, hvilket vi naturligvis ikke kunde have Noget imod.
Han gav os efter Ønske en Anvisning til Byfoged Voss i Grimstad, om at faa benytte Skolehuset. Vi havde næsten ingen Deltagelse ventet af ovennævnte Præst, da allehaande underlige Ting hørtes om ham. Han skal t. Ex. ligefra Alteret i den hvide Messeskjorte være løben ud paa Marken for at indhente de Folk, som stode derude, derpaa aflæst Døren og langsomt forrettet Gudstjenesten, og endelig forelæst en lang Liste med Navne paa Forældre, der ikke sendte sine Børn i Skole. Under Prædikenen skal han engang have bedet Menigheden om Tilladelse til at gaa ud paa Kirkegaarden for at inddrive hine Bønder, som stode der og handlede med Heste.
Og som han engang gik op og ned paa Kirkegulvet og saa at mange Fruentimmer ikke havde Psalmebog, lod han sig i Forbigaaende forlyde med, at de vel sørgede for Hat og Stads, men ikke for Psalmebøger. Han modtog os meget venligt, og han behagede mig særdeles godt, da han har megen Lighed med Peter Sten i Solingen.
Den samme Aften kom vi til Grimstad og tog ind til en «Ven», Ramsland. Vi besøgte Skolelærer Isachsen, som ogsaa intereserede sig for Missionen. Da vi nu af Byfoged Voss havde faaet Tilladelse til at holde en Missionstime i Skolen, lod Læreren gjøre det bekjendt for Børnene, men først den næste Dag, formedelst det slette Veir.
Der synes i Grimstad at bo et raat Folk, og de vare mod os ogsaa langtfra saa ædelmodige som de i Østerrigøer og Arendal. Forsamlingen var ganske liden, og kun de ringeste Klasser havde indfundet sig.
-– Begyndelse til en Missionsforening i Grimstad.
– Da Opbyggelsen var endt, opfordrede Skolelæreren de Tilstedeværende at skrive deres Navne som Medlemmer af en Missionsforening i Grimstad, og omtrent 25 tegnede sig for et lidet Bidrag.
Den følgende Dag, den 22de December, reiste vi fra Grimstad, og kom den 23de i Nærheden af Christiansand til en gammel Bonde, ved Navn Osmund Lømsland; med denne Mand kunde jeg frit underholde mig om den hele Guds Husholdning, saavidt den er mig bekjendt. Han vidste megen god Besked om det tusindaarige Rige, om Christi Tilkommelse, om Israels Folk og deres Tilbageførelse til Kanaan o. s. v.
Om disse Ting underholdt vi os hele Natten, ligetil Kl. 4 om Morgenen. Hos en troende Præst, ved Navn Kjelland, havde han hørt nogle Forklaringer af en tydsk Bog om disse Ting, og som det forekom ham, var Autors Navn Richter. Det glædede mig at kunne meddele ham mere om dette kjære Navn.
Noget tilbøielig er han til
– 27 –
at antage alle Tings Opreisning. Vi glædede os over hans klare Begreber om Troens Retfærdighed og om Naaden, hvorvel han ikke er aldeles fri for antinomistisk Surdeig. Det Væsentligste hos ham er dog Kjærlighed til Herren og Lov og Tak til Gud. Man fortalte os, at han skulde være Stifter af de saakaldte Stærktroende her i Nærheden, hvad der dog ilke var Tilfældet.
– De saakaldte stærke Lutheranere.
I Nærheden af Christiansand var for nogen Tid siden ret mange blevne opvakte, hvilken Vækkelse dog havde faaet en betænkelig Retning, saasom de paa en meget extremisk Maade havde gjort Brug af Luthers Christendom. De kaldte sig Hellige, sagde sig at være Christus o. s. v.
I og for sig kan jo dette være ganske rigtigt; men naar det saa stadigt bliver fremhævet, saa udarter det dog sædvanlig, hvilket og desværre her var Tilfældet.
Flere af dem er desværre atter gaaet tilbage til Verden. Blandt disse ere Nogle, som virkelig har stor Lighed med vore wüpperdalske Weistandhöfer.
En vis Kone, som flere Aar har reist omkring i Norge, har ogsaa nylig været i Christiansand. Kirkerne ere efter hendes Mening Horehuse, Daaben en Horedaab, Præsterne er Dyret fra Afgrunden, og hvem der vil følge Herren, maa forlade alle Ting og, som hun, gaa fra Hus og Hjem.
Hun udtaler Fordømmeselsdommen over alle som ikke stemme overens med sig, og naar Nogen modsiger hende, saa synder han imod den Hellig-Aaand, thi han bor og taler i hende. Hun foregiver at hun er en Guds Prophetinde og taler med Gud.
Det om hende her fortalte er for det meste taget fra et af hendes egne Breve. De ser heraf elskede Fædre, at vi hos os i Norge have mangeslags udmærkede Folk. Grundtvigianerne, som man her hyppigst støder paa iblandt Præsterne, tale meget om de sidste Ting og især om Aanderne i Forvaringen.
– Ankomst til Chriftiandsand den 24de December.
– Næste Dag kom vi til Christiansand og tog ind til min Onkel Christian Knudsen, som er Vagtmester eller Stokmester der i Staden. Nu var den deilige Juletid kommen, og vi glædede os paany over det store Underbarn, som var bleven vort.
Første Juledagsaften gik vi til Vennernes Konvent, af hvilke ikke gives faa her.
Det christelige Væsen fra Haugianernes Side er opstaaet ved nogle Venner her, som i Arendal, isærdeleshed ved Moe og Birkrem. De har indrettet et stort Værelse til Søndagsopbyggelserne, som ikke bliver brugt til noget Andet end til christelige Forsamlinger. Paa Festdagene kom vi i disse, og holdt flere Bønner og Taler. Missionssagen var dem aldeles ikke fremmed; de havde dog endnu ikke stiftet nogen Forening, men vare strax beredvillige til at stifte en saadan.
Paa Søndag imellem Jul og Nytaar blev Missionen indledet, og de Tilstædeværende, der ville tage Del i Foreningen, indbudne til at forsamle sig igjen næste Aften, for at tegne deres Navne som Medlemmer af denne Forening. De indfandt sig talrigt; en Comite blev valgt;
– 28 –
i det Hele blev 90 antegnede, Noget meddelt om Missionen og Foreningen indviet.
Otte Dage derefter blev der holdt en Missionstime for en talrig Forsamling. Haugianernes Tilstand her er visselig meget god. Ole Moe (O.P. Moe/red.) Sjælen i alt det christelige her, er en meget værdig Mand, vel anseet, og som Kjøbmand og Borger bekjendt overalt. I Forsamlingerne savnes han aldrig, og leder sædvanlig Sangen.
– Haugianernes Tilstand i Christiansand :
– Hos Haugianerne synger sædvanlig kun En eller To, de andre høre til; men vor tydske Maade, at foresige Psalmen, behagede dem ogsaa, og de have opfordret os til at gjør det paa vor Vis. «Vennerne» her ere temmelig frie, og kunne vel forene sig med anderledes Tænkende. Da Alting her i Stiftsstaden Christiansand udvikler sig langt mere end paa Landet og i andre Smaastæder, saa er det næsten naturligt at der ogsaa i det aandelige Liv antræffes mere Flersidighed end i andre Egne.
Brødremenigheden her, som bestaar af nogle faa Medlemmer, og som tilforn blev repræsenteret af mine Bedsteforældre, stod forhen temmelig lige overfor Haugianerne.
– Udvikling af den sande Tro.
– Fornyligt er iblandt Haugianerne her fremtraadt Nogle, der lægge stor Vægt paa Retfærdigheds Salighed, og som med Frimodighed fremhæve det som Troen betræffer. Dette er meget glædeligt, thi just i disse Stykker lider Haugianerne Mangel. Nogle er der dog, som staa i Spidsen for denne Afdeling, to Koner nemlig, Madame Fuglie og Madam Møland.
De stærke Lutheranere, som befinde sig i Omegnen af Christiansand, ere heller ikke bleven uberørte. Alt dette har, saavidt jeg indser, ikke stiftet nogen Skade, men meget mere Velsignelse. Vi bleve ikke vaer nogen følelig Skilsmisse iblandt dem. I detmindste har de modtaget os med den største Kjerlighed, og vi have ogsaa hos de faaMedlemmer af Brødremenigheden holdt flere Opbyggelser, og stemme overens med dem Alle i Troessagen. Man maa kun forstaa at fuske i Utide og ikke være for egensindig, saa kan man komme overeens med Mange, og ogsaa faa lægge Enhver Sandheden nok paa Hjertet, uden at maatte hykle; jeg glæder mig ofte over at være Medlem af den unerede Kirke.
Vi havde opholdt os i Christiansand henimod 3 Uger, da jeg endelig maatte skrive min Beretning. Jeg fik ogsaa her 3 Portrætter at tegne, hvilke vare Hr. O. Moe, Madame Moe og en Datter. De mig derfor tilkommende 15 Spd. kan komme os til megen Nytte paa Reisen.
Af en Ven her har jeg faaet en halv Spd.
– Stiftelse af en Missionsforening ved Cbristiansand.
– Med en af vore Venner reiste vi paa Landet, 2 Mil herfra, og Herren føiede det saa, at en Missionsforening til min og deres Glæde blev stiftet og organiseret her. De havde formedelst Troesstridighed adspredt sig noget, og for flere Aar siden forladt Forsamlingen. Nu havde de i det mindsie en Gang om Maaneden forbundet sig til at forsamles.
– 29 –
I Christiansand gjorde min Fader sig Umage for at faa en Maadeholdsforening istand.
Vor Mening var nu ogsaa hos den gamle ærværdige, til alt godt bredvillige Biskop Siegwardt, at faa udvirket Noget for Missionssagen; men til denne Tid er det blevet os umuligt, formedelst hans vedvarende Sygelighed. Da jeg i flere Dage har været hos den kjære Familie Moe for at skrive denne Beretning, da det manglede mig paa Plads hos min Onkel, saa har jeg ogsaa havt Leilighed til at underholde mig med dem om meget, og har lært at kjende ham, som en særdeles trofast, kjærlighedsfuld og elskværdig Mand.
Om Læren om Retfærdiggjørelsen er aldeles klar for ham, ved jeg ikke. Men man kan hos Haugianerne her tale ganske frit om Naaden og Troens Retfærdiggjørelse, naar man kun ikke undlader at tilføie Opfordring til Omvendelse.
De maa for dennegang, kjære Fædre, tage tiltakke.
Vor Luther siger, «at Moses skriver, som det sig driver»; jeg mener at have gjort det ligeledes.
Deres Zögling H. C. Knudsen. Min kjære Fader lader Dem hjertelig hilse.
– les neste dagbok her :