– og som inngår i Fredrik Tobias Knudsens bok fra 1867 : (fra s. 29 – 36); – les forrige dagbok her :
Dagbog fra 20de Januar til første Marts 1840.
Hidindtil har Herten hjulpet, han vil vel videre hjelpe; derover glæde vi os.
Elskede Fædre !
– Afsked fra Christiansand og Ankomst til Mandal den 22de Januar.
– Min forrige Dagbog fortæller tilsidst om vort Ophold i Christiansand. Efterat vi havde taget Afsked med mange Venner, forlod vi Staden, ledsaget af en Ven til Mandal, hvor vi ankom den 22de Januar.
Dette var for os, som naar man komner fra en skjøn Have ind i en Ørken. Naar der kommer Reisende fra og til Mandal, og de blive spurgte hvor de skal hen eller hvor de kommer fra, som Bønderne meget ofte gjør, er det sædvanlig deres Svar : «fra Mandal, Gud bedre !» eller «til Mandal, Gud bedre os !» Os forekommer denne By saa uhyggelig, at vi vare ganske enige med hint Ordsprog.
Her bor kun to Familier af Haugianere. Vi besøgte den ene af disse Venner og gjorde strax en Afstikker paa Landet til Pastor Ross, som var os bekjendt fra en meget fordelagtig Side. Han gav os til kjende, at han ikke tog i Betænkning at overgive os Kirken for at
– 30 –
holde en Missionsforsamling i, da intet andet passende Sted end den var forhaanden.
Han mente at Missionen angik Gudstjenesten noget, og altsaa er det Spørgsmaal i Avisen fra Arendal, denne Sag betræffende, ikke vigtigt. Ifølge deraf blev det bestemt, at jeg paa Søndag efter Gudstjenesten skulde holde en Missionstime.
Vi vendte tilbage til Mandal og henvendte os til Fabritius, der interesserede sig for intet mindre end for Missionen, men dog efter længere Samtale bevidnede, at det ikke skulle være ham imod, naar vi her kunde udrette noget for Missionen; men han vilde ikke have videre med Sagen at gjøre end at give nogle Pengebidrag.
Tilsidst lovede han at være saa halv behjælpelig. Desværre lagde han det haandgribelig for Dagen, hvor behjælpelig han vilde være. Vi havde nemlig af Borgerskolens første Lærer (Broder til Pastor Ross) faaet Tilladelse til at holde en Missionstime i Skolen; men kun en Time førend samme skulde holdes, kom denne løbende til os og forkyndte os, at det var ham forbudt at levere Skolen til dette Brug, og Provsten var den Mand der havde bevirket dette Forbud.
Vor kjære «Ven», Skomager Christen Nielsen, maatte nu ile med at faa denne Besked bekjendtgjort for de Indbudne; og vi maatte tage tiltakke med at holde vor Missionsforsamling om Aftenen i hans lille Stue.
Der blev gjort en Begyndelse til en Missionsforening for Mandal, og samlet Underskrifter.
Da bemeldte Lærer Ross endnu selvsamme Eftermiddag vilde besøge sin Broder Pastor Ross, og vist vilde foreholde ham sin Nød, saa frygtede vi for, at vor kjære Pastor ogsaa maatte geraade i Skræk; men nei, dette havde slet ikke havt nogen Indflydelse paa ham, og han modtog os meget inderligt og tilfreds.
Efter Gudstjenesten gjorde han selv Menigheden bekjendt med, at Noget betræffende Missionen skulde blive meddelt, og derefter opfordrede han selv dem, der vilde tegne sig for et bestemt aarligt Bidrag, til at træde ind i Sacristiet, og over 40 blev strax optagne som Medlemmer.
Vi havde derpaa den Fornøielse at spise Middag hos Præsten. Han lovede at begynde lignende ved sine to øvrige Kirker, og naturligvis vilde han selv være Forstander. Ogsaa om Maadeholdssagen var der Tale, og han kunde med sin Erfaring bevise, at den Maade min Fader tilraadede ham, nemlig fuldkommen Afholdenhed fra Brændevin vel var den bedste og eneste Maade til at opnaa Maadelighed i Nydelse af denne stedse skadelige Drik.
Han indgjød sin Broder Mod til at begynde Noget for Missionen i Mandal, og denne lovede det ogsaa nogenlunde, om ikke at gjøre mere, saa dog at holde den maanedlige Missionstime for den lille Missionsforening.
Vi vendte nu tilbage til Mandal, og reiste derfra den 27de Januar.
Da der ikke var Sne nok, saa vi kunde trække vor lille Slæde selv, saa lode vi os af den tidligere beskrevne Passagerpost bringe videre.
– 31 –
Underveis vilde vi besøge Provst Lassen (dette er Paul Brodahl Lassen, 1798-1885, sogneprest i Valle prestegjeld under Lista Prosti fra 1829 – prost fra 1837 – fra 1841 til entlediget 1879 var han stiftsprost og sogneprest i Kr.sand/red.), men da vi ikke traf ham hjemme, saa gjorde vi en Afstikker tilfods til Vigmostad til Pastor Aamodt (dette er res. kap. Andreas Aamodt, i det fra 1837 nyopprettede Undal (Audnedal) sogn – les om ham her/red.). Denne Mand er Sandheden hengiven og lader sig ved Grunde overbevise.
– Begyndelse til en Missionsforening paa Vigmostad.
– Præsten var os behjælpelig, og overvar ogsaa vor Missionstime. Her blev henved 40 antegnede som Medlemmer af en Missionsforening og Comiteen valgt; Maadeholdssagen blev ogsaa i denne Forsamling omtalt, og Præsten tegnede sig selv som første Medlem af en Maadeholdsforening, og nogle af hans Bønderfolk fulgte hans Exempel. Denne Præst saavel som Pastor Ross ere begge paa Landet bosatte en god norsk Mil fra Postveien. Vi bleve to Nætter hos Pastor Aamodt, og havde det ret godt.
Paa Tilbageveien toge vi ind til en Kone, som skal have været mange til Velsignelse i denne Dal. Desværre taler hun stundom offentlig i Forsamlingen. Der gaves ingen Leilighed for os, til at kunne gjøre hende opmærksom paa hendes urigtige Opførsel i denne Henseende. Hun er iøvrigt en af de bedre og friere Haugianere.
Vi maatte endnu førend vi gik herfra holde en Opbyggelse for Nogle, som her havde forsamlet sig. Jeg maa herved gjøre opmærkom paa en Mand, ved Navn Torge Morbæk. Han var just nu i denne Egn, og det gjorde ham en usigelig Glæde at træffe os her. Denne Mand er en aldrende, kjær, christelig Bonde, aldeles fattig, som slæber sig meget møisommelig frem med et sønderbrudt Ben.
Da han hjemme enten Intet har at bestille eller ikke kan udrette Noget, saa har han foretaget sig en Reise fra Stavanger til Christiania, for at besøge de Troende; han behøver vel til denne Reise flere Aar. Han har en stor Kundskab og er vel bekjendt med Guds Ord, og kan paa denne Reise maaske være mange til Velsignelse; hvor han kommer hen, arbeider han ogsaa hvad han kan, for om muligt selv at fortjene sit Brød med sine Hænder.
Han nærer en stor Kjærlighed for Missionssagen, og omendskjøndt Fattig tegnede han sig dog for 1 Spd. aarlig. Maadeholdssagen søger han ogsaa paa Reisen at befordre.
Vi vendte nu tilbage til Provst Lassen paa Vigeland, og fandt ham hjemme; men han er desværre et stolt, indbildskt Menneske der ikke hører paa Grunde, og som det synes, ikke gjerne vil vide, hvad han ikke allerede ved. Han talede meget om sin Samvittighedsfuldhed imod Gud. Det var rent umuligt hos ham at faa Indgang for Missions- og Maadeholdssagen.
Vi ilede nu for at komme bort fra ham, og naaede endnu samme Aften Lyngdal, hvor vi tog ind hos den kjære Pastor Gabriel K. Kjelland. Dette er den Mand, hos hvem den i forrige Beretning benævnte gamle Bonde Osmund Lømsland havde hørt Noget læse af et Bibelværk af en Richter. Det glædede mig meget at se i hans
– 32 –
Bibliothek vor kjære Inspektør Richters hele Bibelværk. Han har, saavidt jeg forstaar, udstrakt Bekjendtskab til den tydske Literatur.
Jeg kunde underholde mig med ham næsten om Alt, hvad der bliver foretaget i og udenfor Missionshuset, hvilket gjorde mig en stor Glæde. Richters Bibelværk bruger han, foruden til sine øvrige Studier, ogsaa hver Aften Klokken 6, og oversætter deraf for sit hele Huspersonale.
Denne kjære Præst har sluttet sig til Brødremenigheden, men er ligesaalidet, som hans kjære Kone, tilbøielig til egensindig at ville have Folket alene efter sit Hoved. Den høieste Elskværdighed, Kjærlighed og Venlighed imod anderledes Tænkende mener jeg at have truffet her.
Meget kjært var det mig, at han prædikede saa eftertrykkeligt om Herrens nær forestaaende Tilkommelse, og som med Alt, hvad der er hans Menighed fornødent til Frelse, gjør han dem ogsaa bekjendt med Guds Riges store Forhaabninger.
Denne Pastor Kjelland er tillige den, som havde opsat for mig de Spørgsmaal, som jeg besvarede, og som blev tilsendt det rhinske Selskab istedenfor mit Levnetsløb.
Hans Foredrag er meget simpelt. Hans Ord ere ikke glatte og løbende; men vigtige og kraftige. Han holder sig nøie til Texten. Behager det Nogen nærmere at forestille sig denne mig saa meget kjærblevne Mand, han forestille sig kun en ældre, høiere og noget finere Mand end Chriften Nielsen, ellers aldeles Nielsens Charakter, saa har man Pastor Kjelland. Den kjære Fru Pastorinde er og en udmærket Person, hyggelig og liden, som Fru Richter; hun fører en udbredt Korrespondance med sin hele Slægt, uden derved i sine huslige Beskjæftigelser at lade Hænderne i ringeste Maade synke, og er derved uden Tvivl til Velsignelse for Mange.
Hun har nogen Digtergave, synger og spiller udmærket godt og besidder noget Sproggeni. Hver Morgen læser hun med Børnene, og katekiserer med dem om Søndagen, hvilket er interessant at høre paa. Ved den Missionstime, som Pastor Kjelland holder i Kirken, (om Vinteren holder han denne i sit Hus), er hun Klokker eller Kantor.
Jeg var saa vel tilmode hos disse kjære Folk, som om jeg havde været hos den kjære Richters; altsaa ret vel tilmode, da jeg stedse er vandt til at forestille mig mit Ophold hos disse, som et meget elskeligt og behageligt Ophold.
Den 3die Februar maatte jeg i Forening med Præsten, holde en Missionstime for Missionsforeningen i Lyngdal. Den forrige Dag var vi med ham til Kirke, og holdt en Opbyggelse hos en af vore Venner. Vi gjorde ogsaa fra Lyngdal en Afstikker til Qvaas, og holdt der en Opbyggelses Missions- og Maadeholdstime. I denne Egn er der mange Opvakte.
Jeg tegnede den kjære Præst og hans Kone, til min og deres store Glæde, og saa tog vi Afsked med dem, da vi for Tidens Skyld ei turde opholde os her længere end otte Dage, saa gjerne vi og de end havde villet det, og kom endnu samme
– 33 –
Dag, den 6te Februar, til Farsund, hvor vi med megen Kjærlighed bleve modtagne af mine to Søstre. Nu vare vi traadte ind paa Hjemgrunden; thi herfra tog jeg sidst Afsked fra Norge.
Min kjære Fader vil, som I veed, gjerne gjøre alt muligt for Missions og Maadeholdssagen, men trækker sig gjerne tilbage, naar han kan formaa en Anden, der i hans Øine er bedre end han selv, til at udrette Noget. Et saadant Redskab er jeg nu bleven ham, og han lader ingen Leilighed gaa ubenyttet hen, hvor han i denne Hensigt troer at kunne udrette noget godt.
– Ankomst til Farsund den 6te Februar.
– I det mørke Farsund mente min Fader at kunne udrette noget godt, naar vi kunde aabne Kirken, for at faa en Opbyggelse der, og jeg maatte efter hans Ønske skrive til Præsten om Tilladelse dertil.
Imod alle vore Forventninger vilde han ogsaa aabne Kirken til dette Brug, naar Kirkeeierne intet havde derimod. De havde heller intet at indvende, og saaledes blev her afholdt en formelig Missions-Gudstjeneste, med Klokkelyd, Orgelspild. s. v. Men om det har gjordt den forønskede Virkning, ved jeg ikke. Jeg har stedse ret lidet Haab om at noget Stort er udrettet for Missionen, fordi der blev holdt Prædiken for en stor Forsamling i Kirken, naar ikke en Præst eller nogen anden Mand af Inflydelse siden efter vilde antage sig Sagen.
Men jeg fyldestgjorde gjerne min Faders og Andres Ønske, og mente ikke at gjøre Uret, fordi jeg lod mig bruge til alt det gode, hvortil Leilighed tilbød sig. Det er vel den første og sidste Gang at jeg gjør en saadan Reise igjennem Norge. At holde Opbyggelser er derfor Dagens Orden paavor Reise.
Fra Farsund gjorde vi en liden Reise til Vandsø paa Listerland, i Vest for Farsund; flere af mine Beslægtede boe her adspredte. Mine Bedsteforældre boede ogsaa her, og det i en Tid som for denne Egn var meget velsignet. Det var paa den Tid at Biskop Bugge i Throndhjem og hans Fader vare Menighedens Engle.
Stor Opvækkelse fandt Sted og Brødremenigheden virkede ved Hjælp af disse Præster til stor Velsignelse. Desværre varede denne Tilstand ikke længe; den velsignede Præst, hin Biskop Bugge, faldt selv af for en Tid, efter at han havde skrevet sin Huspostil, og Menigheden fik efter ham nye Præster som ikke fødede Hjorden.
Drukkenskab og Kjærlighed til Pragt tog Overhaand; dette og flere Ulykkestilfælder til Vands og Lands gjorde Folket fattige og elendige. Disse Ulykke bestode først deri at Silden i denne Egn i flere Aar kun fangedes i liden Mængde; for det andet at de havde slet indhøstet; saa og i Besynderlighed den Omstændighed, at Poteterne tørraadnede i de sidste Aar.
Da det ogsaa i Vandsø Kirke, (hvor Biskop Bugge havde været Præst) blev mig tilladt, under lige Betingelser som i Farsund, ja af Præsten endog anmodet derom, at holde en Missionstale, saa tog jeg Hensyn tilbage paa det Forbigangne og anbefalede dem Missionen for det Tilkommende, saaat den forgangne Tid, ved deres Omvendelse til
– 34 –
Herren og ved at skille sig fra Synden, især fra Brændevinssynden, maatte vende tilbage.
Denne Gudstjeneste blev holdt i Ugen, og da Folket bor temmelig langt fra hinanden, saa var det ikke saa ganske let i en Hast at faa det bekjendt. Men de have her en egen Maade eller Methode at gjøre noget bekjendt paa; vi benyttede denne og det blev snart bekjendt. De skriver nemlig flere Sedler, som de kalder Budstikker; de vare forhen ikke af Papir men af Træ, og det som skulde bekendtgjøres var udskaaret paa samme. Paa denne Seddel bliver skrevet i hviken Retning og hvor langt den skal gaa. Naar man nu bringer 6 á 8 saadanne Sedler i forskjellige Retninger til den nærmeste Bondegaard, saa blive de af enhver der sidst faar dem befordret videre, og inden kort Tid ev det uden Bekostning overalt bekjendtgjordt.
Da vi før og efter Prædikenen kunde tale med mange af vore Bekjendte, saa blev det overflødigt at reise til dem, og vi besøgte kun vore Beslægtede, og kom atter til Farsund. Disse Folks nærværende fattige Tilstand gjør at de intet kunne gjøre for missionen, endskjøndt de fleste af dem var Medlemmer af Farsunds Missionsforening; derimod havde vi en Fornøielse at gjøre en Begyndelse med en Maadeholdsforening ilbandt dem.
Saavel den lille Maadeholds- som Missionsforeningen i Farsund er kommen istand ved min Faders utrættelige Bestræbelser, da han var i Farsund. Han har gjort mange Missionsreiser i Nærheden af Farsund, har holdt Opbyggelses- og især Missionstimer, og samlet omtrent 500 Medlemmer til Missionsforeningen.
Hvad min Fader maatte forlade, blev nu fortsat af en kjær Mand, Bager Olsen, der er et aandeligt Barn af min Fader, og nu gjør alt hvad han formaar for Herrens Sag ved Bibel og Tractatudbredelse. Han derigerer en Læsecirkel, udbreder Missionsefterretninger og Maadeholdsskrifter, holder Opbyggelsestimer i sit Hus, og er selv Directør for begge Foreninger. NB. Min Fader har, som jeg nu høreraf ham, ikke den Ære at være Stifter af Maadeholdsforeningen; men denne Ære tilkommer selvsamme Bager Olsen.
Fra Farsund gjorde vi atter en anden Afstikker til den modsatte Side til Spind mod Øst fra Farsund, hvor vi have et ligesaa udbredt Bekjendtskab som paa Lister. Her i Spind bor ret mange Skippere, af hvilke mange ere christlige og rige; desværre er de vel for tørstedelen ved Brændevinshandel kommen til denne Rigdom. At Maadeholdssagen hos dem, fra vor Side, ikke blev gjort til en Bisag, kan man let tænke; Huffeland og flere gjorde os megen Bistand. I Besynderlighed laa det os paa Hjertet at virke paa en gammel Christen, Tobias Rasmussen Dybvig, i denne Henseende, efterdi de allerfleste af de andre christlige Skippere støtter sig paa ham og mener, at det kan ikke være Uret at gjøre hvad han gjør.
Da denne Mand er det samme for Spindsfolkene, som Kjøbmand Ole Moe i Christiansand er for Haugianerne, saa lode vi dem vide, at de derved staa i Veien for Mange, og just derved er behjælpelig til at befordre Fordærvelsen.
– 35 –
Disse christelige Spindsfolk hører og til Missionsforeningen i Farsund, men da det er forlangt for dem at gaa til Farsund, saa kommer de sjelden derhen.
De begyndte selv at holde Opbyggelser, men da det manglede Iver og duelige Arbeidere til at lede samme, saa ere disse for Størstedel atter indgaaede, og de der bo nærmere Pastor Kjelland, indfinder sig der til den regelmæssige Missionstime; og dette tilsammentaget er Aarsagen, hvorfor Farsunds Missionsforening nu er meget mindre indbringende end i de første Aar.
Enden paa denne Visitreise, (paa hvilke vi have holdt mange Opbyggelsestimer og strax i Begyndelsen af samme en Misssionstime i Kirken) var hos den kjære Præst Kjelland, hvor vi atter opholdt os et par Dage, især fordi min ældste Søster for Øieblikket var hos den kjære Pastorinde.
Jeg har stedse tænkt at disse Egne vilde medtage megen Tid for os, og saa meget vi ogsaa have ilet, er dog gode fire Uger forløbne førend vi kom rundt. Saa urolig Opholdet i denne Hjemegn end har været, saa betragter jeg den dog gjerne som en Hviletid, thi den har medført hjertelige Sammenkomster iblandt kjære Venner, med hvem vi tidligere havde Bekjendtskab.
Vor Reise vil vel længere hen, som her, ikke mere beholde ganske sin tidligere Character, at vi nemlig opnaa at begynde en Misssionsforening og derpaa gaa videre, da her mod Vesten allerede er bleven udrettet endel for Missionen.
Vi maatte nu endelig tage Afsked fra de os meget kjærblevne Kjællands og min ældste Søster og kom atter til Farsund, hvor jeg havde den store Glæde, iblandt flere behagelige Breve, at blive vaer et fra Barmen. Jeg sadte mig strax hen og skrev denne min Dagbog ud; og vil saasnart muligt, paa Forlangende, eftersende min Dagbog for min Reise igjennem Tydskland. Saa snart jeg er færdig med Skrivningen, begynde vi vor Reise til Stavanger.
Man hører saa af og til i Aviserne noget for og imod Missionen. Pastor Jespersen i Drammen har for kort Tid siden ladet indtrykke et Forsvarsord imod en fiendtlig Opsats.
Hvad der bliver deraf, at Præsten her paa Stedet og i Vandsø har aabnet Kirken til Missionstjeneste, ved jeg ikke.
Som i Arendal, saaledes har de og i Farsund gjort det Spørgsmaal : «Er Broder Nollen kommen ?» (dette er misjonær Ludwig Eduard Nollau – se nærmere om ham her/red.)
Ihr Zögling
H. C. Knudsen.
(I denne Tid skrev han til Pastor Kjerulf i Herrod (nå : Herred/red.), om han vilde laane ham Spinds Kirke til en Missionstale, og fik skriftlig det Svar, at han ikke vidste om han havde Ret til at laane ham den; han foreslog derimod Præstehusene eller Bondehuse, hvilket min Søn helst ønskede; men da der kom en stor Almue, som ikke kunde rummes i nogen Hytte, tilligemed et forfærdeligt Regnskyld, saa at ingen Forsamling kunde holdes under aaben Himmel, saa svarede Formandskabet
– 36 –
og Kirkeeierne : «Præsten har hverken forbudt eller tilladt at bruge Kirken; Kirken er vor, kom kun og hold en Tale i Chordøren, vi indestaar for alle Følger !»
Præsten gav Raport til von der Lippe, at min Søn tvertimod hans Forbud havde brugt Kirken. Von der Lippe formaaede Politimester Bökmann i Farsund til at dømme ham og Kirkeeierne hver i 5 Spd. Mulkt for denne Vanhelligelse.
Dommen fældtes uden Defensor og uden at min Søn vidste det. Han var i Bergen og kunde ikke fremlægge Præstens Brev, for at rette paa den slemme Raport. Nogen Tid efter, da min Søn var afreist til Afrika, kom to Politibekjendte til mig i Christiania og spurgte om jeg vilde betale de 5 Spd. – «Nei, det vil jeg ikke !» – «Hvor er han ?» – «I Syd-Afrika i Store Namaqualand vil I finde ham». De bandede og gik. Men da min Søn syv Aar derefter kom tilbage til os, affordrede man ham de 5 Spd.)
– les neste dagbok her :