gjorde bette, kom atter et Vindstød, som omkastede Huset. En af Bjælkerne faldt paa Ovnen, som endnu stod, fra den til Gulvet blev saaledes et Rum, hvorigjennem Karlene krøbe uskadte ud.
Med de flere kommende Flager bleve 2de andre Huse vel ei omkastede, men deels flyttede lidet af Grunden, deels blev en Bygning, som havde Overværelse, blæst skjev.
Af Tagsteen, Luger og Vinduer bleve flere bortrevne. Den aldeles nyopbyggede, 40 Al. lange, 18 Al. brede Lade og Fjøs, tækket med Hæller dvs. Skiffersteen, blev aldeles omkastet og alle Taghællerne knuste; ja de tykke Stavleier og Stave dvs. Stolper, og de fleste Sparrer brækkedes, saaat saare Lidet af TræMaterialierne kunde benyttes. Alt, hvad i mit Studere-Værelse var, blev deels bedærvet, som alle Bøger, Embeds-Protocoller og Papirer, der laae hele Natten i Væde og Gruus, og Meget blev aldeles ødelagt, og, som meldt, min Electriceer-Maskine med alle Apparater».
«Den laveste Stand af Barometeret, som jeg observerede, før Alt blev knuust, var 26″, 5»’; om det faldt mere længere hen paa Aftenen, veed jeg ei, men formoder det ikke.
Et af Dagligstuen udblæst Vindue fandtes ved Stranden, 6 á 700 Al. derfra, aldeles heelt. Der findes indtil denne Dag Stumper af Tagstene inde i Tømmeret paa Storstue-Bygningen, som gjennem Bordklædningen vare ligesom skudte af Gevær ind i det.
Denne Orkan giorde ogsaa flere Steder her
– 219 –
i Amtet mere og mindre Skade paa Huse og Baade, da Floden sagdes her at være stegen 2 Fod over høieste Flod».
Jeg kan ei her undlade at gjøre mine Anmærkninger, de maae nu længenok skurre i deres Øren, som tænke om Redning fra Ulykker paa Liv og Lemmer : »Det var en blot Hendelse, et Tilfælde !»
Der vil vistnok findes de Læsere, der tænke med mig paa hiint : »Alle Eders Hovedhaar ere tællede».
Hvorfor knuste ikke Boghylden og Brædder Hovedet, enten paa hende, som boldt Barnet, eller Barnet selv ? Hvorfor skulde just den Bjælke tørne paa Ovnen ? Og hvorfor skulde just Ovnen, som siden styrtede om, just da staae for at understøtte Bjælken, saa at der blev et Hul under den for den Karl, der slukkede Ilden, at han kunde krybe ud derunder ?
Huset rævnede i Naverne, den søndre Væg faldt ind heel, den nordre faldt heel ud. – Aa ! Et Lykketræf ! en Hendelse ! nichts weiter, siger man. Mange Tak, for god Underviisning !!! Jeg bli’r ved mit : «Der falder ei en Spurv til Jorden, uden Eders himmelske Faders Villie ! I ere bedre, end mange Spurve».
Jeg har nu fortalt historia morbi, maa nu saa kort som muligt fortælle Curen :
Her laae nu nogle af Præftegaardens Huse i Gruus, ikke at nævne Skaden paa mine Møbler og aldeles Ødelæggelse af min herlige Elec-
– 220 –
triceer-Maskine, som jeg i samfulde 20 Aar havde lappet sammen, og flere physiske Apparater.
Nu ansøgte jeg Kongen, Aar 1807, om at faae Hjælp til at faae Præstebolig under eet Tag, og samle de flere, ligesom Klak i Klak staaende Huse, til een samlet Sidebygning. Jeg indsendte Grundtegning, Syns-og Taxationsforretning over Skaden, over Bekostningen ved at indrette Alt ordentligen; ansøgte om at maatte sælge af langtfraliggende benificerede Godser, i Forliis af Landskyld, for at faae en ordentlig og begvem Præstebolig istand for Summen af de solgte Gaarde, og at saameget af det benificerede Gods maatte sælges, at der overskjød en Capital, hvis Renter kunde refundere Landskyld og de faa Bygsler».
– Efter alskens Synsforretninger, Taxationer, Erklæringer, Repliguer, Dupliguer, kort : per varios casus, per tot tantaque discrimina rerum fik jeg da endelig ud den hele taxerede Sum til alle Præstegaards-Huses Flytning, Ombygning ec. omtrent 1000 Rbdr. D. C., NB. Aar 1809, før Enden kom.
Jeg skrev : »før Enden kom», men den kom saa : At mig skulde laanes af Kongens Kasse det resterende af de bevilgede 100o Rbdr. D. C., først 750 Rbdr., senere 350 Rbdr. D. C., og jeg derfor give allerunderdanigst Obligation for mig og Eftermænd !!! og deraf svare Renter, indtil i sin Tid benificeret Gods blev solgt, da jeg skulde faae igjen de udbetalte Renter.
– Saalunde lød det endelige
– 221 –
Decrets Ord 1809. Naturligviis skurrede det allernaadigste : ”i sin Tid» i mine Øren; thi jeg tænkte, som Bonde-Præst: rusticus ecspæctat, dum labitur amnis.
– Jeg skrev da til Cancellie og Rentekammer : «Om Oplysning, hvorfor jeg skulde betale Renter af 350 Rbdr. D. C., fordi en Orkan og ikke jeg nedblæste Præstegaardens Huse».
Man svarede mig, at de Renter «bare en saa ubetydelig Sum aarlig, at jeg ikke kunde ansee dem for byrdefulde».
Dermed var det Punktum. Argumentet virkede paa mig, som Oltidsfogdens Argument paa Bonden, som spurgte ham : ”korfør ska me betala Skat ?» Fogden slog i Bordet og skreg høit : «Om du sover din hele Tid og Ingen vækker dig, hvad da ?» »Ja æ da so, – so lyte me betala daa !»
– Jeg giorde ligesaa, – ligetil 1829 inclusive, da disse for danske Cancelie- og Rentekammer ubetydelige Renter vare opløbne til over 62 Spd. in Summa, som jeg havde udbetalt. Det forstaaer sig, at jeg, i Løbet af Aarene, fra den Tid, danske Cancellie og Rentekammer hensov fra os, androg for vort Kirkedepartement om Udbetaling af disse Renter, da nu efter Loven af 1821 meget benificeret Gods var solgt. Her mødte nu atter, ligefra Aar 1817, alskens Erklæringer, Oplysninger, Deductioner af udbetalte Renter, disses aarlige Voxen, i arithemetisk, geometrisk, nær havde jeg sagt i qvadratisk Forhold; i Navne-Værdie, i Sølv-Værdie, i Bank-Cours og endelig i Species.
– 222 –
Her begyndtes med 14 Rbdr. D. C. – 28 ß. Species, endtes med 4 Spd. 66 ß.
Endelig fik jeg da, efter samfulde to og tyve Aars Beden, Lokken, Demonstreren, ovennævnte Renter udbetalte. Om mine Efterladte havde faaet dem, hvis jeg imidlertid var død, er meget problematisk; thi hvem havde vel kunnet og villet udmane Alt efter min Død. Man vil vide, at der skal være nu Børnebørn af Præster, der skal have lignende Summer at kræve. Jeg slutter dette med Ønske : Fra Orkaner frie os kjære min Gud.
Fra Orkaner og deres sørgelige Følger med alskens Skriverie, frie os kjære Herre Gud ! – Jeg maa her møde en Tanke, som Læseren kunde have, at af det, de 1000 Rd. D. C. overskjød, vel Noget blev til Godtgjørelse for mit Tab paa mine physiske Apparater.
Jeg behøver kun at forsikkre, at foruden de mange Arbeidsdage, Mange af Menighederne kjærligen gave mig, og Nogle endog Pengebidrag, kostede Alt med Huses Flytning og Opbygning over 400 Rd. D. C. mere, end de 1000 Rd., mig vare blevne tilstaaede.
Man lægge Mærke til, hvad 1400 Rd. D. C. vare i Aarene 1808 1c. mod Natural-Præstationer. Jeg vilde have Præstegaardens Huse begvemmeligen indrettede for mig og Successores, saa at man, uden at gaae i Regn og Slud af et Værelse i et Andet, kunde gjøre det under Tag. Det skede saa baade med Vaanings- og Fæ-Huse.
– 223 –
Kingservigs Hoved-Sogns Almue eiede det i Bund og Grund nedblæste Huus. Jeg ansøgte med Almuens Bifald om, at den befriedes fra at opbygge noget nyt Almues-Huus, mod at betale en vis Sum engang for alle, og derved for Eftertiden befries fra at vedligeholde noget Huus paa Præstegaarden; men at Præsten skulde vedligeholde det med alle øvrige Præstegaards-Huse, og faae Renter af den udsatte Sum. Andragendet blev bevilget.
– Jeg kjendte heelt vel de ei sjelden opkommende Misligheder imellem Almue og Præst om saadanne Almues-Huses Opførelse og Vedligeholdelse paa Præstegaardene. Snart ere Præsternes Fordringer overspændte (overdrevne/red.), snart Almuens nedspændte.
Et Exempel være nok : For de 6o Aar siden havde Findaas Præstegjelds Almue at opbygge Lade og Fæhuse paa Findaas Præstegaard, som havde været fra Arilds Tid. Min sal. Fader, Datids Præst, beregnede ved Taxationen Jern-Hængsler for Dørene, En Mand af dem, som ved Forretningen mødte paa Almuens Vegne, paastod, at Dørene behøvede ikke Jern-Hængsler, men de kunde fæstes ved Vidier, ligesom Bonden fæster sine Udhuses Døre.
Han blev dog overstemmet af de andre Tilforordnede. Dørene fik Hængsler og Laase af Jern. Denne Mand, hvis Navn jeg vel erindrer, var en af de saakaldte Kalkunske Haner; Sognemændene agtede ham kun lidet, men brugte ham som en Procurator, især naar deres Samvittighed sagde dem,
– 224 –
at de havde Uret, og Egennytten forblindede dem.
Denne Samme var i Grunden en Præstehader, i Sandhed den eneste i Datiden i Findaas Præstegjeld.
Han vilde ofte min sal. Fader tillivs, men det lykkedes ham aldrig; thi min Fader var aldeles gjennemtrængt af hiint : »Værer enfoldige som Duer, listige som Slanger», at modstaae det Onde.
– Nok et Exempel: Tid, Navn, Sted behøves ei. Jeg kom som Provst, for flere Aar tilbage, paa Visitats et Steds. Medhjælperne omringede mig, sigende, at de vilde klage over, at Sognepræsten bedærvede et af de Huse, Almuen havde at vedligeholde paa Præstegaarden. Jeg svarede : »Skriv Eders Andragende og leveer det frem i Kirke-Mødet, at jeg, om vi ei i Mødet kunne jævne Sagen, da kan sende Klagen til Stifts-Directionen», o. s. v.
Det skede saa. Den indeholdt : at i det Værelse, Herresalen kaldet, maatte ingen Anden, end Bispen og Provsten naar de kom paa Visitats, logere; men Sognepræsten lader af sin Familie, Sommer og Vinter, huses i Herre-Salen, og derved falder Kittet af Vinduerne, Loftets Fjele o., Bredder gisne, Ovn og Rør forbrændes o. s. v. Efterat have sindigen beviist dem Klagens Ugrund, og Flere desuagtet vedbleve at opponere, greb jeg til at svare : »Godt ! Eders Besværing skal strax indsendes til Stifts-Directionen og Departementet til Afgjørelse; men herved lader jeg Eder vide, at Jeg lader Eders Klage indrykke i alle Rigets offentlige
– 225 –
Blade, og mine Grunde mod den, og hvor jeg kommer paa Visitats i hele Provstiet, oplæser jeg i alle Kirkemøder Eders Klage og mine Grunde mod den.
I skulle ikke kunde forbyde mig dette. Jeg maa sige Eder, at Alle, som læse og høre dette Eders Klagemaal, ville lee Eder ud, derom er jeg overbeviist.
Nu maae I votere ! Skal jeg indsende Klagen, eller rive den istykker ? N. N., svar Ja eller Nei!»
– Nu blev et eenstemmigt : »Ja, riv den istykker» Jeg rev den i Smaastykker, og kastede en Haandfuld som Sneeflokker (flak) over Hovederne paa dem; de vare over 24. Dette Sneefog afkjølede dem Alle; man smilede, – og Sagen blev som forhen.
Jeg nævnte Præstehader. Jeg har i mine 51 Embedsaar kun truffet en Eneste, som den Ovennævnte. Begge vare Bønder; ingen af de andre Stænder, og Ingen af dem havde ret Agtelse i Menighederne.
Underligt nok ! Dog, det turde nok have sin Grund i, at endnu indtil denne Dag er Guds gode Ord holdt i Hæder og Ære i vore Bygder. Det er da for Herrens Skyld, at Tjeneren agtes, ja elskes, og at Meget overbæres med den skrøbelige Tjener.
Nu atter Lidt om Orcanen. «Hvo veed, hvad det er godt for», siger et gammelt Ordsprog. Jo, Orcanen havde den gode Følge, at Ullensvangs Præstegaard fik alle egentlige Vaanhuse samlede, saaat man under Tag kan komme fra Stue til
– 226 –
Stue, og Fæehusene ere i een Bygning under Eet.
De stode før alle, in summa 10 á 12, isolerede (hver for seg/red.), dog ei længere fra hinanden, end at en ulykkelig Ildsvaade havde lagt dem Alle i Aske.
Men for mit pretium affectionis, min elskede ElectriceerMaskine og Apparater, var Orcanen ikke god.
Vel sendte min uforglemmelige Velynder, Grev Rosenkrone, mig Aar 1807 en Vexel paa 200 Rd. til en ny Electriceer-Maskine; men baade den Gave og over 70 Rd. D. C., som den for mig omhyggelige Biskop Bugge i Trondhjem (Bugge/red.), aldeles proprio instinctu, collecterede af de gode Trondhjems Stifts Præster til mig, – baade denne og Grev Rosenkrones Gave maatte anvendes som subus til Præstegaardens Bebyggelse, og – siden havde jeg intet Overskud til en ny Electriceer-Maskine.
Foruden Moroe og Fornøielse af den, medens den var lyslevende, gjorde jeg ogsaa nogle faa heldige Kure med den; ja engang en Trolddoms Kur, som var denne : En Huusbonde beklagede sig for mig, dengang Præst i Qvindherred, at han havde mistet 5 Rd. og havde sin Budeie mistænkt for at have stjaalet dem. Jeg paalagde ham aldeles at tie, men lade Pigen komme til mig. Hun kom. Efter behørig Samtale med hende, som reent nægtede factum, havde jeg ladet en stor Leidner-Flaske med Electricitet. Den stod i Værelset. Jeg : »Jasaa kjære Barn, Du har ikke taget de 5 Rd. ?» – »Nei !» – Jeg : »Hør ! Er Du nu fri, rør den Messingknop (knapp/red.)
– 227 –
paa den Flaske der, den skal sige mig det». – Hun undskyldte sig.– Jeg : »Jeg vil ei troe Dig fri, uden Du rører den».
Nu stak hun Fingrene paa Belægning og Knop, og fik – et vældigt electrisk Stød. Hun ravede og skreg : »Aa Gu naa’e mæg !» – Jeg : »Aa, staaer ei paa; har Du endnu de 5 Rd ?» – »Ja, æg ha dei, gjømt i Høye i Løo».
Jeg : »Hør ! leveer mig dem; Din Husbonde skal faae dem igjen af mig, og aldrig tale Dig et ondt Ord til derom; men stjæl ei mere, at Dig intet Værre skal vederfares».
– Alt kom i sin Orden : Manden fik sine Penge, gav mig Haand og Ord om Taushed, og holdt Ord. Dette er den eneste pia fraus jeg har begaaet, vel vidende, at naar den hjælper, da – bliver det bedre. Fra Misbrugen fri os kjære Herre Gud !
Aar 1810 blev jeg valgt til Provst i Hardangers Provstie, og Aar 1811 beæret med Dannebrogs Orden, 4de Klasse. De Grunde, hvorfor jeg fik denne Orden, maae de ærede Mænd, som anbefalede mig, bedst have vidst. Jeg veed kun, at min Selvbevidsthed sagde, og siger mig, at jeg har stræbt i min lille Kreds at gjøre min Pligt. Jeg veed ogsaa, at Andre havde, ligesaa meget som jeg, været et sligt Ærestegn værdige og finge det ikke. Det kan overalt være ganske brav med slige Ordeners Uddelelse, men høieste Autoritet er her dog et Menneske, altsaa ikke ufeilbar.
At ingen norsk Orden er stiftet endnu,
– 228 –
er mig klart deraf, at om dem, som af vor Konge have siden 1814 faaet Ordener, er ikke efter Norges Grundlov bleven bekjendtgjort, hvorfor de fik dem, og at altsaa de uddeelte Ordener ere de, som Hs. Majestæt, som svensk Konge uddeler.
Det er forlængst faldet mig ind, at undres over, at Ingen af dem, der er bleven beæret med slig svensk Orden, har ansøgt vor Konge, som norsk Konge, om han maa bære den Orden, Høistsamme har givet ham som svensk Konge; ligesom naar en Borger i en Stat, spørger sin egen Konge om han maa bære den Orden, en udenlandsk Konge giver ham.
Jeg forstaaer mig overalt slet ikke paa disse Ordeners Uddelelse. Det forekommer mig, som om de nu ere Embedets og ikke Personens Værdighed tilkjendte. Det kan da gaae an. Jeg kan ei slippe min enfoldige Troe, at Borgerkronen, eller Krandsen, som mange samtlige Medborgere eenstemmig give En, deres Borger, er det visseste eller i det mindste det vissere Tegn paa Agtelse for Borgerdaad.
– At de gode Konger og NB. de hulde Mænd i Konge-Raadet ville saa gjerne belønne Fortjenester, er afgjort Sandhed; men, som sagt : de ere dog Mennesker.
Saa er det vel ogsaa med vox populi; men den nærmer sig bog mere til vox dei, – Mon jeg fornærmede Beskedenhed ved her at melde, at mig er for nogle Maaneder siden af endeel af mine Menigheders ærede Mænd høitideligen tilstillet mit Portrait i en elegant
– 229 –
forgyldt Ramme. Den, som Maler velbekjendte tydske Mand, Exdorff, (sannsynligvis var dette den unge, men allerede kjente Johann Christian Michael Ezdorf (1801-1851), som studerte kunst ved akademiet i München og som i 1821, kun 20 år gammel, foretok en studiereise bl.a. til Skandinavia og helt inn i Sørfjorden og Ullensvang – han var en noe eldre bror av kunstneren Christian Frederick Exdorf, som altså skrev sitt familienavn med «x»/red.) besøgte mig for flere Aar tilbage; han viiste mig nogle af sine Studia af Egnene her, og arbeidede paa et : vue af Folgefond, som sees fra Gaarden her. Det var skjønt, han gav mig det og sagde, at han vilde i Blyant udkaste mit Portrait. Som sagt, saa gjort. Alle sagde, at det lignede saare.
Vor hæderlige Lithograph Lieut. Prahl i Bergen saae dette, det eneste Contrafei af mig, jeg eiede, og for et Aar siden tilskrev mig om at laane det, da han vilde lade det lithographere. Han fik Portraitet. Jeg vidste slet ikke om Hensigten, før en Deel hæderlige Mænd af Menigheden kom og forærede mig ovennævnte mit Portrait med et mig hædrende Vers af vor Sagens (Lyder Sagen/red.) uudtømmelige poetiske Geist, Alt som et Minde om mine Menigheders Agtelse og Yndest for mig.
Naturligviis maa denne Souvenir varme mit Hjerte, og ville vist mine Venner tilgive mig den Smule Forfængelighed at skrive den her.
Det gaaer mig som de Fleste, der nedskrive deres eget Levnetsløb; man kommer ret i et Dilemma, om quiddem quid non dem om sig selv. Jeg griber til at bedømme mig selv som offentlig Statsborger, især som Religionslærer og Embedsmand. Vi Præster ere vistnok indblandede i mangebaande heterogene Forretninger. Det kan nu engang efter vor Statsforfatning ikke anderledes være; thi hvor divergerende end Radierne ere,
– 230 –
gaae de dog Alle ud fra Hoved-Centret : Virke Du af al Din Kraft til at fremme det Gode, hemme det Onde.
Dette er dog vel et axioma, som staaer uryggeligt, aldenstund denne Jords Forfatning, som nu er, staaer.
Dette er jeg mig bevidst at have, efter mine Evners Maal, arbeidet paa som Religionslærer, at »Unge kjende Gud, og Gamle hver sin Pligt».
Den Smule practiske Kundskab i Medicinen, jeg af min Fader lærte, og senere ved at læse, udvidede, ja Aar 1803 under mit Ophold i Kjøbenhavn ved at gaae paa Frederiks Hospital øvede mig i, udrettede, at jeg i vore isolerede Egne, hvor ingen Districtslæger vare ansatte, kunde gavne Landfolket, lindre, ja ogsaa læge Sygdomme.
At jeg ofte deri var heldig, bevises af de i Sandhed Mange, som søgte Lægemidler hos mig, i Løbet af nær 50 Aar. Saalænge staaer vist ingen Qvaksalver sig i sit udbasunede Rye og Rygte. Var det muligt, at alle de, vist over Tusinde, som i Løbet af nævnte 50 Aar, søgte Lægemidler og Raad hos mig, kunde stedes for mig, da vilde jeg høiligen opfordre En og Hver at vidne, om Han eller Hun mistænkte mig for at tage mere for Medicinen end Apotheker-Prisen, den jeg almindeligst sagde alle Patienter.
Det forstaaer sig, at jeg for Bryderie, Compositioner og Blandinger af Medicinen, Intet tog, ei heller for de mangfoldige Recepter, jeg meddeelte. De Lægemidler, jeg gratis uddeelte til mangen
– 231 –
Fattig, vedkommer Ingen, uden Gud og min Samvittighed.
Mig undres dog, at jeg aldrig er bleven tiltalt og dømt til Tugthuset for Qvaksalverie som uberettiget Læge, uagtet jeg i de mange Aar har ageret Doctor. Tvertimod har jeg i Bibliotheket for Physic etc. reent ud i Aaret 1803 skrubbet den Mediciner, som i et Blad satte os Landspræster, naar vi give Lægemidler til Landfolket, al pari med «Qvaksalvere, Kjællinger (kjeltringer/red.), uprøvede Studerende», saa lyde Ordene.
– Jeg har i min Praxis erfaret Sandheden af Lægernes : «accipe dum dolet» (akseptér godtgjørelse mens lidelsen pågår/red.). Kun en eneste Gang, den jeg aldrig glemmer, traf jeg en sand Samaritan. Det havde lykkedes mig at curere et stort Skinnebeens-Saar paa en aldrende Mand; han kom længe derefter med en stor Amber Smør og, NB. da han sagde mig hvorfor, faldt han paa Knæ for mig, omfavnede mig og takkede. Jeg græd ligesaameget som Manden.
Havde jeg nu min Løn borte, maa jeg spørge ? Har vor Jesus Uret : «Bleve de ei alle Ti rensede, hvor ere da de Ni ?»
Jeg kan ogsaa bevidne, at af de Mange, der finge Lægemidler hos mig, vare næsten Ingen, der vilde tinge med mig, paa almindelig Handelsviis. Jeg erindrer En : Han : «Da æ dyrt, værte da ikkje bære (bedre/red. ?» Jeg : «Der har du Apotheker-Prisen, – gaae der, faaer du det bedre Kjøb paa Apotheket, giv mig igjen Medicinen og du skal faae dine Penge. Der har du
– 232 –
Recepten, gaae din Vei».
Det er ogsaa Sandhed, at naar offentlige Collecter befaledes til Hjælp for Skadelidte, – jeg erindrer følgende Understøttelser : For dem som i Aaret 17.. østerpaa (må være tale om den alvorlige oversvømmelsen både i Østerdalen/Glomma-vassdraget, Gudbrandsdalen og andre steder østpå i 3 omganger sommeren 1789 – 21. mai – 4. juni – og især 22.-28. juli/red.) havde lidt saameget af Glommens Oversvømmelse, Collect til 2 Aprils-Krigere, do. til Christiansborgs Slots Opbyggelse, do. til Søedefensionen, do. til vore Soldater i Feiden 1814, do. til de Brandlidte i Bergen, og flere slige Understøttelser til Trængende –: gjorde jeg mig ret Umage at bevæge mine Menigheder til christelig Hjælp til disse; naar undtages Gaver til Slottets Opbyggelse, som jeg, reent ud sagt, ikke anbefalede saa varmt, som alle de Andre.
Foruden det, at jeg saa rørende, jeg kunde, stedse af Prædikestolene stræbte at opvække Menighederne til goddæbig Hiælp, og opvakte ømme Medlidenheds Følelser til Ære for disse – men de bortdunste ei sjelden med Taarerne, saa desuden formaaede jeg Skoleholderne at omgaae i Districterne for at indsamle Bidrag af Alle, Unge og Gamle, Tjenere og Børn.
Disse Bække smaae, samlede, bleve en passende Aae; deraf kom det, at af mit Præstegjeld stedse indkom 5 á 10 Gange mere, end af de omliggende.
Jeg bebreidede engang en Præst i Provstiet, at af hans Præstegjeld var saalidt indcollecteret til 2den Aprils-Krigere og deres Efterladte. Mig svaredes : ”Man kan ei saaledes faae Kjællinger til at græde, som du kan».
Jeg svarede dog sindigen : «Lader os vel
– 233 –
vogte os for, at ei nødlidende Enkers og Faderløses Taarer skulle komme over os».
”Du rørte Hjerte mit i Dag», sagde en Bondemand mig, da jeg første Gang bad om kjærlig Gave til 2den Aprils-Krigere. ”Du ba om en Klud, at lægge i Saaret paa Den, som blødte for Fædrelandet ! Her har du te en liten Klud», og han, som slet ikke var en velhavende Mand, leverede 1 Rbd.D.C., som i Aaret 1801 var en ikke ringe Gave.
Nok et af en anden Caliber : Jeg sagde til en rig, conditioneret Mand i Anledning af Collecten til ovennævnte Aprils-Kjæmpere : »Nu maae I Rige give efter Formue o. s. v.» »O ja», var Svaret, ”vi maae tage maadeligt til, thi vi faae vistnok snart en stor Skat paalagt !» »Raa’ede jeg», var mit Svar, »skulde I 8 á 10,000 rige Mænd, herud med en dygtig Formue-Skat. Slige Rigmænd, som du, gjøre sjelden Godt, uden Eders Afgud knibes med gloende Tænger. Gaae med det, min Fa’r !» –
Personen gav 4 Rd. D. C. til de Saarede.
Jeg anseer det som Pligt at melde denne min Færd til Eftertale for mine yngre Brødre, som Religions-Lærere, lad det længenok see ud som Selvroes. Jeg vil hellere mistænkes for den, end udelade en Sandhed; det kan have sin Nytte, især for mine yngre Brødre i Embedet, at høre Raad af en gammel erfaren Medbroder. At beraabe mig paa, at jeg er Jubellærer, siger hverken
– 234 –
Mere eller Mindre, end at jeg har levet saalænge, at jeg nu har været 51 Aar Præst, og, fornufteligen at slutte, har samlet Erfarenhed, med mindre jeg min hele Tid skulde blot have vegeteret, det jeg dog er mig bevidst ikke at have gjort.
Da jeg i mit 27 Aars Alder blev Sognepræst til Quindherred, som ovenmeldt, hørte jeg flere Almuesmænd at yttre : «Aa Jøses, kor ung han æ, te Soknapræst !» Jeg troede at burde svare : «Ja, men jeg har læst gamle Bøger».
Jeg vilde her gjøre mine unge Brødre opmærksom paa det, som vor ligesaa lærde som hæderlige Hesselberg (d.e. Iver Hesselberg, i 1835 sogneprest i Aker/red.) har, i Wexels Tidsskrift I B.2 H. S. 1, anført : «Bemærkninger vedkommende Præsten i vor Tid og i vort Fædreland». Det er Alt saa aldeles skrevet mig ud af Hoved og Hjerte, Alt stemmer saa nøie med min Erfaring, at jeg Intet finder at tillægge.
Jeg beder kun, at det maa blive læst og rumineret.
— Unge Broder ! Troe mig, jeg vidner ved Gravens Rand, nær de 76 Aar ! Ved at omgaaes Almuesmanden, saaledes som høistærværdige Hesselberg skriver, fik vor hellige Religions-Lære Adgang til Forstand og Hjerte. Jeg vandt Agtelse, Tiltroe og Kjærlighed; Frugten var ogsaa for mig — Goddædighed.
Dette : «Hvad ska’ Fa’r ha’ for N.N. Forretning ?» har jeg stedse besvaret med at lægge Haanden paa Personens venstre Bryst, og sige : «Der (i hjertet/red.) staaer det skrevet».
Jeg tog hvad jeg fik, og takkede. — O ! hvor sørgeligt er det
– 235 –
dog, at Ufornøielighed ei sjelden skal være Anstødssteen. «Vee Verden for Forargelse !»
Gik det kun ud over den ufornøielige Person alene, lad ham længenok have det; men vor velsignede Mesters Lære miskjendes. Ak ! der er altfor meget Sandt i «Omne malum ab ecclesia ipsa».
Min Erfaring i min Kreds er ved Ære og Sandhed denne : Kan du først faae Mennesket til at agte, troe og elske Dig, da gaaer det (Mennesket/red.) i Ilden for Dig. Men hvorlunde komme vi vel saavidt ?
O ! lader os sætte os ved Gammaliels Fødder, der lære vi det. Vi behøve vel at nævne hiint : «Lærer af mig» osv., og hiint : «Han efterlod os et Exempel osv. Hvor er det dog bedrøveligt, at Præster endnu beskyldes for at indskjælde ved Uqvemsord, ja indbanke Religionens Lærdomme.
Jeg har confirmeret over 3000; aldrig, aldrig har jeg brugt andet Middel, end kjærlig, sindig, alvorlig Tiltale. Den, ene den hjalp; mislykkedes den — visselig, det skede sjelden — da hjalp Intet.
— «Du æ for lede dvs. mild, med Bodno», sagde mig engang en Fader, hvis Barn jeg dengang ei kunde confirmere. Mit Svar var : «Hør ! sæt, at jeg spurgte et Barn om de 2de store Bud i Loven : «Du skal elske Gud over Alt og din Næste som Dig selv», men Ynglingen kunde ikke Ordene, og jeg nu udskjældede, ja slog ham under Øret. Er det saaledes Du vil, at jeg skal lære Dit Barn ? — har han nu lært at elske Gud og sin Næste ?»
Manden tiede qvar.
– 236 –
Man læste i et Blad, Trønderen kaldet, for 0 á 2 Aar siden, (om Bladet end lever eller er dødt af Sult, veed jeg ei) opkogt, det man for over 60 Aar siden skraalede paa, at sætte Præsterne paa fast Gage.
Jeg vil her ikke indlade mig i at afbevise dette Skraal; men vil kun bemærke, at Forfatteren ganske vist mod sin Hensigt skaffede mange Præster større Indkomster, om Forslaget realiseredes, end de før havde; thi lad den duelige, elskede Præst end faae fast Gage; lad nok saa alvorligt være i Loven befalet, at han slet Intet skal have for accidentelle (tilfeldige/red.) Forretninger : – trods alle slige Befalinger (oppdrag/red.) faaer dog en elsket Præst.
Og skulle vi ikke Alle gjøre os elskede ? og kunde vi vel gjøre det, uden at vise vor Tro af vore Gjerninger ? Som sagt, en elsket Præst faaer altsaa Kjærligheds Gaver af sine Menigheder, foruden sin faste Gage, altsaa forfeiler Projectmageren i Trønderen i Et og Alt sin Hensigt, den : at Præsterne skulde have mindre Løn.
Denne er ikke den første Projectmager, der ved Forslag slaaer sig selv paa Munden. Dog, man vil svare : Ja, men de dovne, skjødesløse, umoralske Præster finge dog ei mere end den faste Gage. Jeg veed herpaa kun dette at svare, efter Pontopidan : »Enhver Tyv (Tyv og Leiesvend er efter Bibelen det Samme) haver sine underfundige Trækker og Rænker».
Jeg har saa mangen Gang reent ud sagt mine Sognefolk, som gave mig kjærlig Gave ved
– 237 –
deres Børns Confirmation, at Anordningen om Confirmation befaler, at Præster paa Landet, maae Intet tage for Confirmation.
Mange fornuftige Almuesmænd have svaret mig : »Gud selv forbyder os ikke at give en Kjærlighedsgave til Guds Ords Lærer».
»Vel, Du maa ei tage Foræring ved Confirmation; min Gave er ei heller derfor; nu kan Du vel tage mod den !»
Forbudet mod Modtagelse af Gave ved Confirmation, er alsaa slet intet Andet end til at illudere (gi en illusjon av/red.) Lovene.
Godt og Ret var kun dette : »Præsterne maae Intet fordre for den Forretning»; det Øvrige er hen i Taaget. – Man læste for et Par Aar siden et, mildest sagt, uoverlagt Spørgsmaal til Kirke-Departementet om den mindste Sum, man kunde fordre af Nogen til Høitids-Offer. Departementet svarede, at da vi ei havde mindre Mynt end een Skilling, blev den det Mindste Nogen kunde offre. Altsaa, havde vi havt 1/3 Sk. eller á Hvid, ja 1/12 ß. eller en Penning, havde den blevet svaret som minimum.
At ikke Departementet henviste den enfoldige Spørger til Domstolene, som pleie i slige Tilfælde, hvor i Lovene ingen bestemt Sum fastsætte, at dømme enten efter gammel Skik og Brug, eller i Analogie af Rescripterne for de residerende Capellaner, see dette forstaaer jeg ei; men jeg troer vel at forstaae, naar jeg fortæller mine Menigheder dette Een-Skillings-Decret (Formening), da smile de, ventelig over Spørgeren.
– 238 –
I min hele Embedstid – som Capellan pro Persona (Personel Cap./red.) i 3 Aar hos min Fader i Findaas Kald, i omtrent 18 Aar som Sognepræst i Qvindherred, og nu her i 31 Aar – har jeg levet i bedste Forstaaelse med Menighederne; de annammede mig, hvor jeg vandrede blandt dem, med forekommende Godhed og Venlighed.
Jeg har aldrig havt nogen privat Proces med Nogen. Aldrig har jeg havt Behov (av/red.) Rets-Domme for at faae mine Indkomster. Aldrig har jeg været sagsøgt af Nogen i Sag, mig selv vedkommende. Den velsignede Fred vilde jeg saa gierne give, og – fik den.
Fra Forligelses-Commissionens første Indretning, Aar 1797, har jeg været Forligelses-Commissair, og har havt megen Glæde over at bidrage til at dæmpe mangen Trætte, men naturligviis ønsket, at forlige mange Flere.
Aar 1806 beæredes jeg med Diplom som ordentlig Medlem af Norsk Videnskabernes Selskab i Trondhjem, uagtet jeg ingensinde har turdet vove paa at indsende til dette lærde Selskab nogen det passende Afhandling. Jeg fandt mine Sjelekræfter dertil altfor svage; jeg besidder kun saare liden Skarpsindighed. En Smule sund Menneskeforstand troer jeg at kunde gjøre Fordring paa, og mine mange Aars Erfaring, ved Omgang med mine Medborgere, har givet mig nogen Menneskekundskab.
Ere end de Allerfleste,
– 239 –
jeg har omgaaes med, Bønderfolk, de saakaldte Ucultiverede, saa troer jeg dog, at man blandt dem kan ligesaa vel, ja maaskee mere samle Menneskekundskab end af dem i de dannede Kredse. Den Usminkede bedrager mindre, end den Sminkede.
I Aaret 1810 fik jeg endelig, dog ved de fornuftigste Almues-Mænds Raad og Hiælp, afskaffet det skadelige omstreifende Betlerie af egne og fremmede Tiggere her i Præstegieldet og fik Fattigvæsenet her i god Orden, som endnu vedbliver.
Pauli : »Lader alle Ting skee skikkeligen og ordentligen hos Eder», har jeg rigtignok troligen arbeidet paa.
Jeg gjør slet ingen Undskyldning for, at jeg Aar 1827 bad Storthinget at hjælpe mig til at faae mine 12 Aars Regnskab for Fattig- og Legaters Væsen i Orden. Der turde være dem, der takke mig for den Motion; Ingen tør bebreide mig min Færd. Baade med Enfoldighed og Slangelist har jeg arbeidet mod den Ungdommens Betle-Sværmen, den turde nu alt mere og mere være i Aftagende her; men at nedmane Brændeviins-Djævelen formaaer hverken Præstens svarte eller hvide Bog.
Den Djævel viger hverken for Bøn eller Faste. Dog, Faste, dvs. Uaar, Dyrtid maaskee, – »Vreden Din afvend Herre Gud af Naade !!!»
Der overkom (forekom/red.) for over de 40 Aar tilbage Mangfoldige, endog dem som blot kunde »tygge en Pen»,
– 240 –
et Slags Manie at skrive om Skolevæsenet, (See, om man vil, min Beskrivelse af Kingservigs Præstegield, Budstik. 1817 etc.) Jeg har her i Stilhed arbeidet for samme.
– Aar 1806, da den herværende residerende Capellan fik Sognekald, ansøgte jeg om, at ingen residerende Capellan maatte for Eftertiden blive i Kaldet, da een Præst kunde vel bestride det, og Capellaniet desuden var et Sultebrød. Jeg tilbød at give aarlig 50 Rd., senere 40 Spd., til Forbedring i Skolen; det bevilgedes.
At faae dueligere Skoleholdere, naar man kan lønne dem bedre, er en Selvfølge. At paalægge Communerne voxende Udgifter er en ligesaa let, som odieus Sag; thi greb jeg til Ovennævnte af egen Lomme til Skolevæsenet her, fra 1807 til 1830 inclusive, aarlig 40 Spd., altsaa 1150 Rbd. i de 23 Aar, da billig Kgl. Resolution gaves, at de 40 Spd. derefter skulde udbetales af Oplyningsvæsenets Fond.
Om jeg havde været befriet baade for residerende Capellans Løn og de 40 Spd. aarlig i de 23 24 Aar, er det mig meget problematisk, at jeg havde oplagt de 1150 Rbd. til min Enke og smaa Umyndige, dem jeg klarligen forudseer, ville blive trængende.
Dog, »Gud lever jo endnu, han kommer os ihu». – De 1150 Rbd. anvendtes vel; vi have nu endelig faaet en ret god Skole-Lov. Man passe nu kun paa ikke at gjøre Skolevæsenet formeget indviklet ved disse alskens Tabeller, Rubrikker o. s. v.
Jeg forudseer, at Enden paa Meget af de nu for-
– 241 –
anstaltede Formaliteter vil blive et : Det lader sig ikke practicere.
Hvad skeer saa ? Et Omigjen, dvs. mulemus clypeos.
Ligefra min Morfaders Tid, Præst her fra 1732, altsaa fra over 100 Aar, har gavnende Oplysning steget i Kingservigs Præstegjeld. Præsterne gjorde deres Pligt, og alle de andre Embedsmænd bleve, jo nærmere Nutiden, jomere duelige og retskafne. Sligt maa virke til ægte Cultur.
Da jeg kom hid til Kaldet, var her forlængst oprettet et Læseselskab; men det var i slig Uorden, at jeg dermed ei kunde befatte mig. Jeg fik Samfundet til at sælge de Bøger, som ei vare bortkomne, og give Summen til Skolekassen.
Senere er af hæderlige Forligelses-Commissair J. Age (Lensmand og Forligelseskommissær Johannes Pedersen Aga og hustru Guro Larsdatter – se siden her om hans sønn Johannes Johannessøn Aga/red.) oprettet et nyt Læseselskab for Ullensvangs Sogn; det er i vedbørlig Orden. Ligesaa oprettes et Læseselskab for Kingservigs Sogn, af hæderlige Mænd der.
Med at oprette de saakaldte Grandeforeninger har jeg vel befattet mig; men jeg erfarede, det jeg formodede, og flere Exempler have viist: man underskriver og – holder slet ikke det Underskrevne.
Saaledes perdimus oleam et vinum.
I Aaret 1823 lod jeg Skoleholderne forfatte Fortegnelse over de moralske, historiske, oeconomiske etc. Bøger og Piecer, her fandtes i Præstegjeldet; Antallet var da 3533, uberegnet Bibler, Nye Testamenter, Postiller, Kirke-Psalmebøger, Forklaringer, Katechismer og ABCer.
– 242 –
I Aar 1815 begyndte jeg paa at oprette Bibelselskab her; det lyktes. Over 6 á 700, in Summa, Bibler og Nye Testamenter ere derved, i Løbet af de 20 Aar, hidtil uddeelte her i Præstegjeldet, iberegnet 80 Nye Testamenter af 200, som det Engelske Bibelselskab, i Anledning af mit ovennævnte Latinske Brev til samme Selskab, sendte mig til Uddeling.
Det forstaaer sig selv, at de vare paa Norsk, dog trykte i London. De Øvrige af de 200 sendte jeg at uddeles i Findaas og Qvindherreds Præstegjelde, hvor jeg før havde været Præst.
At en oplyst Mand, som jeg bør troe den Anonyme var, som i Tilskueren i Bergen 1820—21 skrev, at Bibelens Udbredelse blandt Almuen kunde fremme Overtroe, kunde falde paa at nedskrive Sligt, er mig et Beviis mere paa, at kloge Høns værpe ogsaa i Nælder (i brennesle/red.).
Han begik den aabenbare Feil, at slutte fra nogle Faa, til Alle. Ja han skrev, at han kjendte den Norske Almue !!! Hvorledes havde han vel samlet den næsten overmenneskelige Kundskab til dem Alle ? Udentvivl af nogle Skydskarle og Kjærlinger paa Skydsskifterne, ved Excursioner hist og her i Landet.
Aar 1814 var jeg valgt til Medlem af det overordentlige Storthing, og mødte der. Det gjaldt kun om : Skulle vi forenes med Sverig under een Konge, og paa hvilke Conditioner. Det var en let Sag for almindelig Menneskeforstand, efter NB Tidernes Leilighed, at svare ja til Foreningen.
– 243 –
Dog fandtes Storthingsmænd, saa exalterede, saa excentriske, at de for Alvor vilde, Norge skulde spille Solo og staae paa egne Been; men at Benene, uagtet de stode paa Granit, Jordens Grundpiller, laborerede af et Slags Podagra, ikke af Vellevnet, men hellere af Sult — høilovlig Ihukommelse af de udenlandske Læger, der foreskreve Recepten – det tænkte de ikke paa, endmindre tænkte de paa, hvorledes den Podagra kunde, naar Norge spillede Solo, cureres.
For, paa min Viis, at dæmpe Rusen af disse Exalterede, oplæste jeg i Storthinget det mit Forslag, som findes trykt i Datids Storthingsforhandlinger. Det gik ud paa : Skulle vi spille gal Mand, maae vi spille Rollen rigtig, saaledes osv. osv.; Nogle Faa, blandt dem Philosophen Treschow, sagde mig siden : Det De talede, var nok en Satire paa Vedkommende ? Jeg : »Om man vil gjøre Alvor af, ikke at forene sig med Sverig, hjælper Intet uden at gaae Berserkergang».
– Det var mig ret paafaldende senere at læse af den bekjendte retslærde Mand, Morgenstjerne, at han ret for Alvor antog denne min Motion i Storthinget, ja at han anfører den, som om den var hele Nationens Stemme.
Jeg troer dog sandelig, at havde vi ei faaet vor herlige Grundlovs Cardinal-Puncter til at stande (stå/red.), da havde Desperation bleven Norges Tilflugt. Lad saa end Normændene vælte sig i deres Blod; det havde saa været et Exempel i Jordens Annaler, at de beseglede
– 244 –
Friheden med deres Blod. At Alt gik bedre, troer jeg at ville takke vor Carl Johan for; thi han adlød Guds Røst i sit Indre.
Jeg nævnte foroven Norges Grundlov. Du stander end, efter de samfulde 20 Aar, som den ubesmittede rene Møe; hidtil fik Ingen Lov til at beklakke det hæderlige Møebarn. Hvormange Gange have ei Frankerne gjort Grundlove som Almanakker ? Hjalp det vel ? Jo længere jeg lever, jo mere styrkes jeg i min eenfoldige Bibeltroe, den jeg i mit Første i Budstikken 1826 skrev om 17de Mai, at de Mænd, som forfattede Grundloven maae have været, reent ud sagt, drevne af Guds Aand.
Lad dem end have Hjælpemidler nok af andre Grundlove. Men saa hastig, saa godt, saa kort, hvor fik de det fra ? Fornuft og Forstand, svarer man. Javist ! men hvem var det vel, som gav Fornuft og Forstand ?
Nu til nogle Anecdoter fra Storthinget 1814, for hvis Sandhed jeg i Et og Alt indestaaer; de turde være charakteristiske. Det er kundbart nok, at Storthinget nølede, forfjasede sig ikke ved at slutte Foreningen.
En af DHrr. Svenske Commissairer bebreidede vor, den Tids ypperlige Præsident Christie, denne Udsættelse næsten til den yderste Dag, sigende, efterat have detailleret alle de Foreningen paatrængende Grunde : »Hvad Raad have dog vel Herrerne, om de ei slutte Foreningen ?» »Desperation ! min Herre»,
– 245 –
var Svaret. En Repræsentant anførte blandt flere Grunde til, at vi burde skynde os med at slutte Foreningen, denne : »at det kostede Sverige Saameget, at holde de 30,000 Mand paa Grændsen !» anførende tillige en arabisk Fortælling, sigtende til Enighed.
– En anden Storthingsmand gjenmælede herpaa : ”Hr. Præsident ! Maa nu ogsaa jeg fortælle et Eventyr ! Der var engang en Mand, som en heed (varm/red.) Dag gik ud i Skoven at spadsere; Han blev træt, satte sig ned at hvile, og traf til at sidde paa en Myretue. Myrene foruroligede ham. »Disse Pokkers Myrer», sagde han, »lade mig ei sidde i Roe !» De svarede : »Du kunde jo ladet os være i Fred i vor Tue, og have sat Dig et andet Sted».
En af de 12 Deputerede, vi sendte til Fredrikshald, at melde vor Carl Joban, da Kronprinds, at Foreningen var sluttet, var Bondemanden Torbjørn Sandvigen fra Søndhordlehn, en høi fiirskaaren Mand med brede store Arbeidsnæver.
Kronprindsen hilsede Enhver blideligen med Haandtag. Torbjørn rakte ogsaa sin store haandføre Næve. »Spørg den Normand», sagde vor ædle Carl Johan til en Tolk, «hvorfor han trykkede saa haardt min Haand». Torbjørn svarede : »Da va Norsk Troværdigheit». Jeg hørte Flere fortælle Svaret anderledes, saasom : »Vi Normænd holde haardt ved den, vi give vor Haand».
Men det anførte Svar er efter Torbjørns egen Mund til mig, flere Gange gjentaget.
– 246 –
Jeg saae med egne Øine det vakkre Træk af vor Carl Johan, at han, ved sin Udgang af Selskabssalen sidste Gjæstebud, blev store Torbjørn vaer, staaende i Flokken, og rakte ham sin Haand over de Andres Hoveder; Torbjørn greb den, og jeg er sikker paa, at gode Carl Johan følede Haandtaget.
Høistsamme talede endog med vor hæderværdige Præsident i Høieste-Ret, Bull. En Præst stod i Nærheden, jeg stod længere borte og hørte, at Carl Johan bød Bull spørge Præsten, blandt Andet, hvormange Børn han havde. Svaret var, Ingen. Smilende sagde vor Fyrste : »Man siger jo her, at Præster ei efterlade sig Andet, end Børn og Bøger, dvs. des enfans et des livres.
Paa Ballet, Carl Johan gjorde, sagde jeg til en Svensk Officier, der stod : »Vor Kronprinds har et Blik som en General en Chef» (øverst-kommanderende/red:). »Ja», svarede han, «Herran skulde see ham, naar han bli’r vred».
»Vi agte ikke at gjøre ham vred», svarede en Norsk Officier, som stod der hos. «Bragut !» tænkte jeg.
– Charakteristisk var ogsaa Samtalen med Biskop Rosensteen og Storthingsmand Anders, en Lods fra Søndmør, troer jeg. Efter Bordet, engang i et Selskab, saae jeg Biskoppen omringet af flere Bønder-Repræsentanter. Anders spurgte Bispen : «Men ha dei i Sverrig den rette christelige Tro ?» »Ja gudbevars» var Svaret, «vi have den rene Lutherske Læran». Anders : Men ha dei Masionen ?» Bispen fors stod ei Ordet; jeg stod der som Tilhører og sagde :
– 247 –
»Manden mener Confirmationen i Daabspakten».
– »Aa ja, gubevar’s», var Svaret. Nu fortalte Biskoppen Skikkene der. Anders :»Qva gjære Bispane i Sverrig ?» Nu fik Anders udførligt Svar.
–»Ja so», svarede han, ”so æ da der, jusso hos os» (akkurat som hos oss/red.), Anders og de Andre bleve tilfredsstillede.
Af min private Samtale med Oldingen, Bibel-Elskeren Minister Rosenblad, maa jeg anføre, efterat vi havde samtalet om ogsaa at stifte Bibel-Selskaber i Norge, at han ogsaa opmuntrede mig at bidrage hvad jeg kunde, hvilket jeg begyndte paa 1815. (See min ovenstaaende Fortegnelse, s. A. osv.).
Jeg blev senere beæret som Medlem af det Svenske Bibelselskab. Som sagt, efter vor Samtale om Bibelselskaber sagde Ministeren : »De ere saa tråge Repræsentanterne från Bergens Stift at sluta Foͤreningen !» Jeg tog til mit Sprog : »Deres Excellence ! Dersom ikke Commissairerne frafalde det Forslag om, at Svenske Embedsmænd ansættes i Norge, og Norske i Sverig», (Amalgamationen var noksom i Fødslen) »da bli’r der Intet af Foreningen, derpaa giver jeg mit Liv; jeg kjender nøie Almuens Tænkemaade i Bergens Stift.
Kom Svenske Officierer at commandere vore Soldater i Bergens Stift, – jeg sværger Dem ved Ære og Sandhed, at Soldaten spiddede dem paa Bajonnetterne, og saa have vi jo Oprør !»
– Manden svarede Intet; men gik tilbage at tale om Bibelen.
– 248 –
Jeg complimenterede til Afsked Statholderen v. Essen. Han : «De vare so möcket mot Föreningen i Bergens Stift ?» Jeg : «Ja Deres Excellence, den gamle Fordom mod Sverig, at Svensken er falsk (saa vare i Sandhed mine Ord, der stod en Norsk Officier hos og hørte dem) er ikke snar at udrydde, allerhelst i vore saa langt fra Sverige fjernede Egne».
Han : «Jag kann försekra, at från jag var en liten Gosse, har intet Annat hoͤrt, end at Norska Folket var et trut ock ærligt Folk; men», lagde han til, «Jutan, Danskan –!»
Her afbrød jeg ham med Et : «Ils ons passes, ces jours de féte !» Han tiede. Jeg videre : «Man kaldte dog allerede i Oluf den Helliges Tid, i Sverige, os Normænd Norbagger, ja det blev endog ved en vis Leilighed forbudt i Sverige, at kalde os saa».
Han sagde ikke at vide af den Benævnelse. Passjaren endte med Følgende : Han : «Huru moer nu Gubban Brun, (Datids Biskop), hvad säger han nu; hans Prädicken mot Föreningen har jag läst. Han slutade jo med : Jeg taler ei for Fæ !» – «Ja, Deres Eccelence, men tillad mig at lade Dem læse hans egne Ord nu til mig».
Nu tog jeg hans sidste Brev af min Tegnebog, og lod Statholderen læse Bruns til mig: »Nu, Foreningen er sluttet, kan Du sige alle Svenske, at jeg skal være Foreningen saa tro, som trods nogen Svenske».
Statholderen leverede mig Brevet, sigende : «Hils Gubban Brun, att er der nogon
– 249 –
Ting, jag kann tjene ham i, skal det skee !» – Nu venlig Afsked.
En Dag, vi vare til Gjæst hos Commissairerne, frembragte En af dem, Virsén maaskee, som sad ved det Bord, jeg spiste ved, en Skaal, der ret i Udtryk og Mening interesserede os : «Foreningen vara som Nordstjernan, der aldrig gaaer ned !» (nescit occasum). Lige over for mig sad nogle Storthingsmænd af Bondestanden fra Bergens Stift, aldeles i deres Egnes nationale Dragt.
Havde de næsten Alle 6 á 7 ingensinde før været ved sligt et Galla-Bord, færdede de sig dog, som om de vare vel vante i de dannede Kredse.
Jeg gav Agt paa dem, da jeg vidste, de vare fra de saakaldte ucultiverede Egne. En Svensk Husar-Officier var min Sidemand. Jeg sagde ham : «Der lige overfor os sidde Bønder fra Bergens Stift; hvad synes De om dem ?» «Jag er charmeret uti dem». (Er Du det ikke, tænkte jeg, saa burde Du dog være det). «Javist», sagde jeg, «de ere ogsaa Norges frie Odelsmænd».
Den Anstand, den Værdighed, den mandige Udtale, hvormed vor Datids Kronprinds talede i Storthinget og opløste det, var mig saare interessant. Jeg saae i ham en General en chef comme il faut (som en øverstkommanderende skal være/red.).
– I Selskabet, siden samme Dag, gjorde Ynglingen dengang, vor Oscar (prins Oscar Bernadotte f. 1799/red.), mig den Ære at henvende sig til mig, i Anledning af, at
– 250 –
han talede med en Storthingsmand, som var fra den Dal, hvor Levninger af Kong Sverre-Stien endnu findes. «Jeg veed kun Lidet om den Kong Sverres Reise over Fjeldet», sagde Manden, «der staaer Provst Hertzberg, han veed mere derom». Nu henvendte Oscar sig til mig; jeg sagde det, jeg erindrede om dette Sverres Tog, og fandt allerede da, at Ynglingen kjendte Historien. Jeg troede at burde opmuntre Prindsen til at lægge sig efter vort Sprog, og havde fuld Ret til at sige ham denne, ikke Compliment (hvoraf Prindser faae nok), men Sandhed : «Det glædede os idag at høre, hvor godt De prononcerede paa Norsk Deres Faders Tale i Storthinget !» «Jeg tog dog Feil», svarede han, «i Qvantiten af Tonefaldet i Ordet : Overordentlig; jeg prononcerede : overordéntligt, istedet for : overórdentligt Storthing».
Godt, tænkte jeg, at Sprogmesteren ventelig har gjort ham opmærksom derpaa. Jeg sagde dog Prindsen det, som Sandhed var, at den Feil i Ordets Udtale lagde jeg ei Mærke til. – Man kalde ei slige Træk Smaating; thi de ahne dog om kommende Større.
Som et lidet Bidrag til Almuens Formening i Sverige 1814 maa jeg fortælle : «Efterat Foreningen var sluttet. kom en Dag i Christiania en Svensk Lærreds-Handler fra Boraås til mig. Han solgte – jeg kjøbte. Vi passiarede, og iblandt Andet sagde han : «No har vor nådige Kung vunnit Norge under sig». Jeg : «Nei slet ikke;
– 251 –
men eders, nu ogsaa vor Konge, har vundet Norges Venskab. Nu herefter skulle vi Normænd 0g I Svenske Mænd være forenede i Venskab (og Kjærlighed til indbyrdes Hiælp og Raad, o. s. v.»
Han gjentog Sit, undrende at Kongen ei skulde have faaet Norge under sig. Jeg : ‘Nei aldeles ikke ! Begge skal bli Herrar; men Ingen Herrans. (Saa havde Valerius faa Dage før qvædet for os i et Selskab). Troe mig, Svenske Mand ! Siig alle Dine Landsmænd, hvor Du vandrer med Dine Varer, at, som vi Norske og I Svenske havde forlængst een Gud, een Tro, saa have vi nu een Konge, og bør det os nu herefter at have eet Hierte til alt Godt og Venskabeligt».
Det er klart, at denne Svenske AlmuesMand og de Flere af hans Stand ikke havde suet dette : vunnit Norge under sig, af egne Tænder; men af dem i de bløde Klæder, som i Grunden dog ere tandløse baade i physisk og moralsk Forstand.
Som et Beviis mere paa, at slig Underkastelse var indbildt Folket i Sverige den Tid – gid den ei var det, den Dag idag er – tjener, at til en Deputation, Storthinget havde sendt vor Carl Johan, da han nylig var kommen til Christiania, om at jævne endnu nogle Ting i Foreningen, svarede han : «Man maa skaane den almindelige Fordom i Sverige osv.»
Sandelig, Du velvillende, ædle Carl Johan, havde ondt ved at gjøre, at mediere, at skille Skin-Grunde egennyttige herskesyge Grunde fra de sande !
– 252 –
See den politiske Apotheker Silfverstolpe og Consorter, med sin Amalgamations-Mixtur, China, Opium, Sukker o. s.v.
Gid kun ikke nogle Draaber Aqva Tophana (eller aqua tofana = arsenikk, belladonna, bly o.a./red.) vare i Mixturen ! – Uagtet vi have vor giæve Konges rene Ord udtalte i flere ligesaa hæderlige som skjellige Vidners Paahør – jeg tør ei ved at nævne dem (vidnene/red.); men Konge-Ordene skulle staae her : «Der var en Tid, da jeg vilde givet en Million til, at Amalgamationen kom istand; men nu (1827) kjender jeg saa meget til det Norske Folk, at jeg vil give mit Liv for, at ingen slig Blanding skeer» – saa løde Konge-Ordene – og dog gjenlyder desuagtet endnu fra Norges Fjelde Echo af nogle Svenske Mænds Vraal om denne dem saa kjære Mixtur. Ja endmere : Nu skal Norske Løve paa Mynter knæsættes ödmjukast paa Svenske Ministres Knæ !!!
– Op Storthing! Du veed at tale sindige, betænksomme Ord til begge Rigers Landsfader.
Der var i Christiania den Aften 1814, da Kronprindsen første Gang kom did, som det sig burde at være, et høitideligt Stille, uden dette Hurra-Glam i høien Skye. Efter de da forefaldne Omstændigheder med Exkongeriet (kong Christian Fredrik/red.) kunde det, af sindige Nordmænd, ei anderledes være.
Jeg troer at have for flere Aar siden i Morgenbladet anført, hvad en dannet Svensk Mand i et Selskab 1814 i Christiania sagde mig : «at Kronprindsen nok syntes, at det var koldt i vore Gemytter».
Jeg erindrer grant mit Svar :
– 253 –
«Efter de indtrufne Omstændigheder kunde det ei anderledes være; men bli’r det først ret varmt hos os Nordmænd, bli’r det i Sandhed seent koldt«.
Jeg anfører disse smaae charakteristiske Træk fra den Tid; de kunde maaskee i sin Tid tjene en kommende Historiker, om han skulde læse det.
Træk for Menneskekjendere ere de. – Endelig nok Et : En Bondemand fra langt fraværende Egn var Storthingsmand. Han kom did i sin simple nationale Dragt. Flere Dage efter saae jeg ham i vort Conversations-Værelse ved Frokostbordet, klædt i fine sorte Klæder, aldeles som en saakaldet conditioneret Mand. Der stode just hos flere Bonderepræsentanter i deres nationale Dragter, som de ei senere omskiftede.
Jeg kunde ei bærge mig for, under vor Passiar, at sige Manden, hvor saare passenbe det var for Norges Bondemand at vedblive sin nationale Dragt, som ved Bondebord, saa ved Fyrstetaffel, henvendende mig især til de Bondemænd, der stode, og ei vare Cameleoner, o. s. v. Maaskee jeg yttrede nogle Satirer, Udbrudde af min slemme Arvesynd.
Nogle Dage efter sagde en Ven mig : «N. N. gaaer med en Klage i Lommen over Dem, at De har fornærmet ham forleden Dag i Conversations-Værelset; han vil oplæse den i Storihinget en af Dagene». – Jeg : «Ua ja, da ville vi faae lidt Moroe mellem de alvorlige Ting, lad ham længenok læse op».
Men de skede ei, han maa have betænkt sig.
– 254 –
Nok En af større Betydenhed : En Klubvært i Christiania, Mikkelsen, troer jeg, viste os Storthingsmænd den Opmærksomhed, at anvise os et Værelse for os alene, om vi vilde komme sammen og tale om Dagens Anliggender.
En Aften sad jeg der og læste Aviser; Flere, især Bonde-Storthingsmænd, vare der. En af vor Midte kom, talede Mangt og Meget, henvendende sig til dem af Bondestanden, om at N. N. Forslag af DHrr. Commissairer burde bifaldes. Jeg taug ganske stille, men hørte, at han hos fornuftige Bondemænd udrettede – Intet.
– En anden Aften traf jeg nok en Repræsentant, som af en stor Bolle Punsch skjænkede flere Bondemænd og anbefalede atter et andet Forslag af samme Suurdeig. Man drak ret tæt, men gav intet Bifald; Bollen tømtes, men sund Forstand tømtes ikke. Jeg maatte tage til mit Sprog og sige Orator, som forstod Latin : «Mi Domine ! oleam et vinum perdidisti !» Det er udlagt : «Salvingen blev spildt».
– Vor Kronprinds var paa Comedie, vi Storthingsmænd havde af det Datids spillende Selskab frie Billetter. Jeg var der. Carl Johan sad paa 1ste Bænk, en Dame ved hans Side; jeg stod ved Enden af Bænken og børte, at Damen i et væk converserede Kronprindsen paa sin Fransk, uden Ophold som en Peberqværn, under selve Spillet. Jeg saae, hvor forlegen den fine, ved Conversation med Damer, dannede Franskmand var : saa gjerne
– 255 –
vilde han see Skuespillerne; thi forstod han end ei Sproget, saa forstod han dog deres Mimik og Action.
Jeg saae ham godmodig bøie Øret til Damen; men jeg troer, han hørte ei mere af hendes Snakketøi end jeg, men jeg saae hans Øine stedse vendte til de Spillende.
Ventelig undslap ham ofte til den Pluddrende et; «trés vrai», og «bien dit».
Visselig jeg ærgrede mig, og paa Stedet faldt mig ind, at havde Kronprindsen forstaaet Latin, da havde jeg høit sagt ham paa det Sprog : «Skil dig af med den Qvinde, som plager dig». Besynderligt ! at de, som giøre Paastand paa finere Cultur skulle ei mærke, naar de ennuere. Hvormeget de Ophøiede maae, for Etiquettens Skyld, døie, kunne vi Middelstandsfolk neppe gjøre os Begreb om.
– Bonden kommer til sin Præst, begynder at snakke om Meget, hans Ærinde uvedkommende; – et : «Vær saa god og siig, hvad du vil, jeg har nu Andet at bestille», dermed er det afgjort.
Jeg kunde nu vel anføre flere charakteristiske Anecdoter fra Storthinget 1814; men det jeg selv saae og hørte, vil jeg kun nedskrive. Om 10o, ja vel flere Aar, kunde en Antiqvar, en Historieskriver finde dette mit Biographiske henlagt etsteds blandt Maculatur, og dog benytte disse Smaatræk.
Jeg har nu Intet mere at tillægge om mit Levnetsløb. Her er jeg endnu Sognepræst i det
– 256 –
32te Aar. For 3 Aar siden frasagde jeg mig Provstiet formedelst mit svage Syn. Ligesom jeg min hele lange Livstid traf paa ædle, gode, kjærlige Mennesker, Høie og Lave – sandelig jeg veed Ingen, som NB, af Ondskab, har fortrædiget mig – saa fik jeg ogsaa nu, ved Gravens Rand, elskværdige, omhyggelige, duelige Medhjælpere i Embedet, en Reimers, en N. Koren.
Hidtil, gode Gud ! hvor stor er dog din Velgjerning i Livet, naar man værdiges Omgang med dine gode Mennesker !
– Min Smule Klogskab i Livet at omgaaes Mennesker, min inderligste Villie til det Gode – ja den er jeg mig ene bevidst – kort Alt, concentrerer jeg i Pauli : «Herren er den, som retter i os, baade at ville og kunne».
– Klogskab nævnte jeg; jeg mener derved slet ikke den, hvorved man stræber at liste sig frem mellem Menneskene, men den enfoldige Klogskab, som Bibelen lærer. Jeg har, fra den Tid min Smule Fornuft blev moden, alt mere og mere havt Afskye for Magtsprog og Hykklerie. Har jeg skrevet eller sagt Nogen de saakaldede smukke Ting, da var det i Sandhed Hjertets Sprog. Jeg maa og ud med det, som ikke behager, om jeg end veed, det skurrer i Ørene, selv der, hvor jeg vel vidste, det var bedre at tie.
Denne Aabenmundethed har nok sin Grund i Forfængelighed, ja Stolthed, som jeg uagtet bedste Flid ikke har kunnet bekjæmpe.
En vis Forfjasenhed er ogsaa min Arvesynd. Dette festina lente, dvs. skynd dig,
– 257 –
men med Betænksomhed ! er mig haardt at komme efter. Dette : Han bli’r aldrig færdig, er mig en sand Pest.
Jeg indseer vel, at Formaliteter behøves; men efter min Anskuelse gjør man for meget af dem. «Kan det ikke fattes kortere ?» paatrænger mig idelig. Da vort Norge fik sin egen Regjering, glædede jeg mig, som over Mere, saa og over dette : Nu bli’r vist mange gamle Minutier udstrøgne; men mon de ere blevne det, eller maaskee ikke kunde blive det ? Underligt skal det være, om man ei benyttede for mange af de gamle Lapper. Hvad bliver saa Bygningen ???
Tænkte man vel ret over gamle Bogens paa nederste Hylde : «Ny Klud paa gammelt Klædebon, ny Viin i gamle Læder-Sække ?» Det er mig ret problematisk, at jeg, med mit indgroede Hastværk ikke har rendt Hovedet mod Væggen; man maa enten have baaret over med mig, eller ikke agtet det værd at slaae sig til Ridder paa mig. Ja, jeg har hidtil intet Andet erfaret af Høie og Lave, som have almeen Agtelse, end at de yndede mig.
Det sees af mit Ovennævnte, at jeg har opnaaet mine Ønsker i Mangt og Meget i min borgerlige Stilling. Jeg tør da tiltroe, mine Forslag havde Grund. «Du faaer fram alt da (det/red.) Du vil», sagde tidt Almuesmanden til mig. Jeg : «Er det feil, da oplys mig». Ja, at jeg vilde, at Alt skulde skee efter Bibelen, «skikkeligen og ordentligen», det døer jeg paa.
– 258 –
Da det faldt mig ind, at skrive mit Vita, betænkte jeg rigtignok det Dilemma, man kommer i, ved at vidne om sig selv; men man har dog Lov til at sige Sandhed ogsaa om sig selv.
Vel hedder det : bene vixit, qui bene latuit, dvs. : Den lever vel nok, som skikker sig vel, i Skjul; men, som offentlig Embedsmand, turde det passe sig «ikke at sætte Lyset under Skjeppen», lad det nu saa end være et Skillingslys.
Det, in summa ikke saa Lidet, jeg i Løbet af Aarene i Dagbladene efter ovenstaaende Notice har skrevet, maa da staae ved sit Værd. En Pamflet, anonym, som i Datiden blev læst og glemt, vilde jeg dog ei udslette af Listen. Den Tids, gudskelov ! senere falsk befundne, prophetiske Aand inspirerede mig. Bevare mig Gud fra at tænke, at Vedkommende skulde lade uskyldige Børns Tænder ømmes af de sure Druer ! – Jeg gaaer i Graven.
Man har sagt mig, at hvor anonymt jeg end skrev, røbede jeg dog ved min Stiil Forfatteren, og vor Sagen maler i sit skjønne Gudesprog under det mit Portrait (Lyder Sagens tekst under Hertzbergs portrett/red.), mine Menigheder beærede mig, med Skudsmaalet : «I Sprog original».
Hvori denne Originalitet skulde egentlig bestaae, veed jeg ikke; maaskee i mit iilfærdige Temperament; deraf Korthed i at udtrykke mig, og følgelig blive uforstaaelig.
Disse alenlange Perioder ined Pleonasmer ere mig kjedsommelige.
– 259 –
At kalde enhver Ting med sit rette Navn har jeg Hang til, deraf bliver vel Udtryksmaaden ofte djerv, hvor jeg vilde gjøre den kraftfuld.
At sige en formeentlig Sandhed, saa, at den gjorde Indtryk, har jeg ønsket. Hang til Satire kan jeg ei dæmpe – en gammel Synders Omvendelse er heel mislig – dog Satire, Ingen til Spot og Spee og ei til Forargelse, men, om muligt, til Forbedring.
Ja visselig har jeg ofte følt Sandheden af «difficile, Satyram non scribere». Jeg er ogsaa forfængelig nok til at ville skrive moersomt, hvor det passer sig. Temperamentet er, for det meste, endnu sangvinsk. Glæde af de Gode, iblandt de Gode, opliver mig, henriver mig. At jeg har faaet saa yderst faa, og det næsten intetsigende Kindheste i Dagbladene for mine Brochures der, har jeg ret undres over.
Tvertimod har jeg for Et og Andet faaet venligt, godmodigt Bifald. Hvad jeg end vil faae for denne lille Bog, min Svanesang, maa staae derhen. Oplever jeg gunstig Kritik, da oplives jeg. At Ingen tager til Gjenmæle, er ogsaa et Skudsmaal. Min Aandskraft, min Stilling i Livet forbød mig at erhverve mig mere end kun en teinture af Videnskaberne, et aliquid in omnibus, kun saare lidet in toto. Javist indblæste hiin Dæmon mig allerede for de 50 Aar siden den kjære Skrivekløe; men min gode Genius dæmpede Kløen.
Jeg fik alt længere alt mere den rette Forstand, at afholde mig fra at skrive lærde
– 260 –
Afhandlinger, invita Minerva. Jeg holdt mig til den kjære Erfarenhed, kjeg (kikket/red.) ud fra min Isoleer-Skammel, og betragtede, hvad jeg saae, og hvad jeg hørte; gjorde derover mine formeentlige Betragtninger.
Pluraliteten af de Mennesker, der vandrede mig forbi in persona i den jordiske laterna magica dvs. Troldlygte, var for mit Syn behagelig. Ja, jeg har kjendt og kjender end saamange elskværdige Mennesker. Om de Andre Faa, mod disse kun et : transeant cum ceteris.
Jeg levede, da Kant opstod, Hercules im Denken, saakaldet. Hans Basunblæseres stentoriske Stemme rungede for mine Øren; jeg læste ret Adskilligt af Kant og hans Fortolkere. Udbyttet for mig var kun lidet. Jeg forstod kun lidet af Kant; endnu mindre af det, jeg saae af Fichte og Schelling. Ja om det Allermeste af vor egen Philosoph, Treschow, maa jeg for min Deel bekjende : «græca sunt, non leguntur» (betyr : det er gresk – ikke leselig/red).
Jeg lærte dog dette af de Tænkere : Befat dig ikke med det, du ei forstaaer. Saa er det og gaaet mig med nogle nyere og nyeste Poeter : Lad dem i Guds Navn længenok søge sine Platoner, der sige dem et : cane mihi et Musis.
Som jeg vel føler og forstaaer vore egne gamle Digtere, saa ogsaa af vore Nutidige : en Sagen, Bjerregaard, Schwach, Wolff, Hansen, Pavels Hjelm, ogsaa det Meste af Foss.
– 261 –
See heraf, gunstige Læser ! hvorfor jeg krøb ved Jorden, turde ei flyve op med lærde Afhandlinger.
Gamle Icarus med sine Vox-Vinger lærte mig, at de smeltede; thi de kom Solen for nær, og han drattede ned. – Der ligger han i sorten Muld, som venter paa os Alle.
Et for mig hidtil uopløseligt Problem har været og er end dette. Jeg laaner af herlige Rahbeks Vise i en anden Anledning denne Strophe som Text : «Hvi rose I saa vore Fædre og vil, vi skal være som de ?» Mig synes, at alt længere, alt mere ned gjennem Slægterne i de sidst forløbne 60 Aar, opfordre baade de prosaiske og digteriske Skribenter i Nutidsslægten at efterlige ne vore Oldtidsfædre.
Gjorde de endnu Forskjel paa Ur-Oldsfædrenes mangfoldige mørke Pletter og de derimod faa lyse Sider, kunde det gaae an; men her raabes, her quædes i høien Skye kun Et : «Blive hvad Fædrene vare !» Hvad vare de ? Naar vi udvikle Sagaernes Roller fra Heden-Old og langt hidad, maae vi ret spørge os selv, som skrevet staaer : «Hvad læser Du i det Hele taget ? Myrden, Skjænden, Brænden, Røven, Plyndren, Niddings-Udaad – «Ilde svegst (svek/red.) Du mig nu Ravn !» «Ja jeg under Dig ikke Ragna den Fagre –» List, Hevnelyst, Falskhed, ægte tyrkisk Despotie af Magthavere, Ulve- og RæveFærd, Ædder-Spyerie (spy eder og galle/red.) blandet med nedrigste Spytslikkerie, Guldtørst, slukket med Broder-Blod, Ørneristen paa Ryggene : – Saaledes, NB.i det Hele,
– 262 –
slagtede Kroppe og drak det rindende Blod.
Deres uforfærdede Tapperhed raabes paa, ja rasende Bersærker-Gang; men var dette den ægte Tapperhed, den, villig at døe forat værne om sit overfaldne Fædreland ?
– Men glemmer jeg dog ikke mangen ædel Daad ? Det forstaaer sig, at slige gaves; thi Guds Gnist kan slet ikke ganske og aldeles uddøe i Menneskets Hjerte. Mennesket kan aldrig blive heel og holden, fra Top til Taa, det vi forstaae ved selvstændig personlig Djævel. Javist glimter der Guds-Gnister frem; thi og de – men tilvisse: apparent rari, nantes in gurgite vasto, Dog vedbliver i det Hele Et : «Blive hvad Fædrene vare paa Land og Vove» (på land og bølge/hav/red.).
At dette udarter til Smæderie paa nuværende Slægt er ei at undres over af Kjærlinger, som hakke Bær i sig, der have lagt i Alcohol-Vini, og saa ville de flyve med bittre Bær i Næbbene ! Men mig synes, at Rusen sætter sig.
Nylig læste jeg i vor Foss’s geniefulde Qvad Tidsnornerne, der, saavidt jeg forstaaer, have til Skjoldmærke hiint : Inter utrumque tene. Jeg støder paa «Snorro», Side 15 : »Thi riig er Bogen, som vor Vinterhimmel». Deilige Taagestjerner ere og vist meente. «Her see vi Kræfter voxne op til Jætter, vi høre Sværdgny døve Retfærds Røst, hos utæmt Kraft sig utæmt Stolthed (dvs. Hoffærd ?) sætter paa Hersker-Thronen i hver Krigers Bryst».
Side 18 : «End gaaer dog Krigerkraften som en Tiger igjennem Livet i Bersærkergang, og
– 263 –
Hævnlysten efter Blod kun higer. – Da toner hid den første Messe-Sang. De første Glimt af Christuslæren trænge ind under Pantseret til Kjæmpens Barm. Dog seent og nødig vil den Stærke sænke for Fredens blide Lære kampvant Arm».
Side 19 : «Men ogsaa her maa Sværdet være Ploven, før Sæden Rod i Klippebunden slaaer, og Korsets Lys fra Nor udover Voven til Sagas havomkrandste Vugge naaer. – Det kommer ei som Uskylds fromme Due i Liliedragt med Fredens Olieblad. Det blusser vildt og rødt som Heklas Lue, som Skribla koger (koker/red.) Olafs Døbefad».
Side 23 : «Harald Haarderaade, mørkt var det som i Kongens Talestue i Barmen, som beslutted Einars Mord (Einar Tambarskjelve og sønnen Eindride drept av Harald Hardråde i år 1050). «Vi ei med Kjærlighed Din Haand kan trykke, den er bestænkt med Einars ædle Blod«. – Side 27 : «Vend Bladet snart !» (ja gid Lovtalerne ville retteligen gjøre det !) «Nu Borgerkrigens Flamme kun lyser rædselsfuldt om Fjeld og Kyst. Snart Norges Søn gjør Norges Bjørn til Skamme i unævnt Vildhed og i Myrdelyst. Nu taler Retten kun med Sværdets Tunge, og Barmen hærdes selv til Pantsersærk. De milde Dyder flye og Skjalde sjunge, lovprisende kun vilde Jetteværk». – Nok ! Eja ! «Vi blive som Fædrene vare ! Kan Noget være deiligere, sandere malet ? Alvor : Forstaaer jeg end ei Alt hvad Tidsnornerne qvæde,
– 264 –
saa slutter jeg dog af det, jeg forstaaer, at der er sand Poesie, endog i det, som gaaer over Bondepræstens Horizont, Exemp. gratia en Wergeland !
Har nu ei Norge endog Nutids Skjalde ? See de Ovennævnte, ja Flere, jeg ei erindrer.
Jeg nærmer mig nu til Slutningen af mit Levnetsløb, som til mit Jordlivs Ende. Enhver, der værdiger mig at læse dette, vil dog – aldenstund han troer Sandheden af Salomons : «Mennesket anlægger sin Vei; men Herren stadfæster dets Gang» finde Bekræftelse paa, at det dog ei kan være en blind Sjæbne, vi Mennesker ere udsatte for, ei heller, som en hedensk Philosoph siger : «Guderne loe, da de skabte Mennesket».
Meningen heraf turde være : at de skabte Menneskene forat spille Kegler med dem, ganske efter Magthavernes Færd og satte Præmier ud for Folkeformerelsen, forat have desto flere at lege Krig med.
Jeg vil, som sagt, fortælle en sand Hendelse i mit Liv, til Beviis paa, at et Forsyns og Bestyrelses Øie dog maa vaage over os. Hvo skulde vel ikke erindre sig dette af sit Liv ?
Jeg var omtrent 6 Aar gammel, sendtes hver Morgen med en Tjenestedreng til min Faders Svoger, Klokkeren i Findaas Kald, 1/10 Miil til Søes, at lære at læse og skrive hos ham, som selv havde tvende egne Smaadrenge at oplære.
Hver Aften hentedes jeg hjem af Karlen. Han kom en Aften for at hente mig, havde draget
– 265 –
Baaden lidt op paa et Skjær ved Stranden. Karlen meldte sig, kommen at hente mig. Min Faster gav mig tvende Æbler; med et i hver Haand fløi nu Smaagutten ud af Buret foran Karlen ned til Baaden, satte Skulderen for Baadens Stævn, skuede den ned af Fjeld-Skarvet dvs. Klippen, – vips, var Baaden paa Søen, og Smaadrengen – blev hængende, med Fingerspidserne ved Æsingen af Baadens Forstævn. Æblerne i Hænderne slap han ikke.
Af Farten ned af Skjæret, skred Baaden alt længere, alt mere ud paa Dybet. Jeg hang da, omtrent til under Armene udenbords af Baaden, blot ved Fingerspidsen. Karlen kom løbende efter, saae mig saaledes hængende, og skreg af fuld Hals : «Halt dæg dikt». Der laae i Nærheden ingen anden Baad, svømme kunde Karlen ikke i den Tid.
Lidet oppe paa Fjeldhammeren laae til al Lykke en gammel kasseret Baad (Sjølykkja kaldes endnu en slig Baad). Karlen, ved Navn Tron, en 70 Tommer, fiirskaaren, stærk Karl, greb den gamle Baad, som Høgen en Spurv, kastede den paa Søen, uden Aarer, skuffede den ud for at naae Baaden, hvorved jeg hang, skraalende sit : «Halt dæg dikt», – naaede mig, som da var, som han sagde, over et Kugleskud ude med Baaden fra Landet. Jeg erindrer grant, at jeg vel saae Bunden af Søen, vist 16 Alen, under mig; men jeg tænkte Intet derved,
– 266 –
havde dog min Smule Bevidsthed. – Jeg erindrer kun, at jeg frøs stærkt, da jeg var kommen op i Baaden, det var i April 1769.
Jeg gnavede paa mine Æbler og qvad et Vers af en Vise, Tron, min gode Ven, havde lært mig om en Tigger, der med Posen faldt paa Søen : «Manen saak aa Paasen flout, Alt da Mjøle, da i ein Graut osv. At jeg ved Hjemkomsten fik varmende Bagslag (ris/red.) af min Fader var efter den Tids Skik ei andet at vente, da Formaninger og Advarsler maatte indgives per posteriora, som Clysterer.
Min Fader hjalp senere gjæve Tron til god Gaard. Den anden Gang, jeg har i mit Liv været paa Veien at drukne, var denne : Paa en Reise fra Hjemmet til Bergen, i mit 14de Aar, i Marts Maaned, overfaldt og en Storm i Møgster Fjord; brave Tron var Styrmand, vi lænsede med revet Seil. «No giæk Roren sonde» raabte Tron, som styrede; Baaden sloges til Siden og vi finge den ene Braadsøe efter den anden i den store Vingebaad.
«Æg sa’ da», skreg en gammel Skydskarl, «da æ i denna Maane Folkie bli’ borte !» «Hold din Kiæft !» skreg jeg, «tag alle Aarene ud, styr med dem Baaden under Vinden».
– Det skede saa : Tron sprang frem at øse med mig; vi vare nærved at synke, vi finge lidt af Seilet til at seile Søen fra os.
En stor Baad med 6 Mand kom ud mod os, man havde fra Landet seet os i Nød; men vi havde da for det meste lænset Baaden og kom i Havn.
– 267 –
Den tredie Gang, jeg og flere er reddet fra at drukne, var i Aaret 1783 paa en Reise fra Kjøbenhavn med en Vestindiefarer, Capt. Stub, i October Maaned.
Mellem Skagen og Norge, under bidevinds Kuling, saae vi den saakaldte Tuba aqvatica dvs. Wasserhose. Da vi vare Landet paa 1 Miil nær ved Arendal, kom Lodser ombord; Capitainen vilde holde til Søes igjen, Lodsen sagde : «Det blir en Storm af NV. i Nat», Stub svarede : «Aa sligt er det almindelige Lodsesnak, for at faae Lodsepenge».
Vi Passagerer erindrede Capitainen om den Tuba agvatica, vi havde seet, og at sligt Phænomen skal være sjeldent i det Farvand; Stub gik i Havn ved Brekkestøe.
Om Natten blev NV. saa rasende, at Skibet, som laae i tryggeste Havn, krængede saa meget, blot for Takkel og Toug, at jeg, som laae i en Hængekøie under en Kahytsbjælke, vaagnede, ved at Køien sloges til den anden Side i Leebord. Samme Nat forliste 14 Skibe, meest Engelske, paa Kysten udenfor; de og flere havde Dagen forhen seilet ud Kattegat med os.
– Jeg reiste derpaa til Lands, langs Kysten til Stavanger, og allevegne, hvor jeg foer frem, taledes om Skibe, som vare strandede og forliste.
– Det hang mig saaledes fra Barnsbeen i Hu, at det var en Skam, ei at kunne svømme. Jeg læste i unge Aar vor Snorro, om hvorledes Oldefædrene svømmede som Søefugle, og ærgrede mig over, at, om vi plumpe ud af en Baad, da synke vi som Kampestene,
– 268 –
og dog lærte jeg mig ei at svømme ! Nei, her skal et Stød til at vaagne den Dovne. Jeg fik det. – Den nu som Digter og Professor ved Sorøe Academie hæderlig bekjendte J. C. Hauch var som Yngling i Pension hos mig, som Præst i Qvindherred. Drengen, 12 Aar gammel, faldt engang ud paa Søen ned af Bryggen. En til al Lykke nærværende Person rakte ham en Fiskestang; Ynglingen greb den, og frelstes.
Jeg fik dette at vide og besluttede nu fast, at baade jeg selv, dengang 39 Aar gl., og mine Elever skulde lære at svømme. Det skede saa. Da jeg og mine Elever saaledes kunde denne slet ikke vanskelige Færdighed, tumlede vi os ofte som Delphiner, og vare ei mere bange for Vandskræk, om vi plumpede ud af en Baad.
Jeg skrev senere hen den ovenanførte Opmuntring til at lære at svømme (Mrgbl. No. 220, Aar 1826). Nu svømme alt flere og flere af mit Præstegjelds Ynglinger og raske Ungkarle; ja Flere af dem, jeg, allerede for de nær 30 Aar siden, opmuntrede til denne Øvelse, ere nu Fædre, have ei glemt Kunsten, og anspore Børnene at øve den.
Saa behøves ofte kun et lidet Stød til at fremme det Gavnlige. Om den nødvendige Forsigtighed ved Øvelse i at svømme troer jeg at have gjort opmærksom paa i mit Ovennævnte; men om jeg der skrev, at jeg selv engang var nær ved at drukne ved at ville redde en Anden derfra, erindrer jeg ei, om jeg anmeldte.
– 269 –
Det kan nu kortelig staae her : Vi vare 3de; den Ene vilde lære sig at svømme, boltrede sig ved Stranden, som var kun faa Alen bred, da Dybet var strax udenfor. Vi 2de Andre sade i Stranden. Lærlingen, voxen Karl, kastede sig uforsigtig og kom saa langt ud, at han ei naaede Bund med Fødderne; nu saae vi kun de pladskende Hænder i Vandskorpen, Hovedet var under.
Jeg sprang ud og svømmede udenom ham, og vilde gribe ham i Hovedet; men han greb mig i sin Angest, trykte mig under sig og slog begge Arme over mine, saa jeg kun kunde bevæge Fødderne og lidet Hænderne. Jeg arbeidede med al Kraft de faa Alen, til jeg naaede Bund med Fødderne og kunde reise mig op med ham.
Man vogte sig for at komme den, man vil redde, for nær, – kun række ham en Stok eller Noget deslige, aldrig Haanden, naar han ei mere er sig selv bevidst.
Den ærede Læser vil vist erindre sig, jo ældre, jo flere Tilfælde i sit Liv, som minde ham om et Forsorgs-Øie, og derfor ei miskjende min Hensigt med dette.
– Ordet »Skjæbne» kommer alt mere og mere i Mode at bruges, istedetfor »Guds Forsyn», ligesom man ret var bange for at støde høviske Øren ved at nævne Guds Forsyn; eller kommer dette Modeord af vor Arvesynd, Hoffærd, at det er under vor Værdighed at erkjende, at vi staae under Guds Formynderskab ? «Hvorledes befaler De at leve ?» complimenteredes jeg engang i et Selskab af en Person, som
– 270 –
affecterede meget at tale Mode-Sproget. – «Som De befaler», var Svaret. – Historikeren Suhm udsatte engang – om jeg ei feiler – en Præmie for den bedste Afhandling om : «Hvorfor taler man nu i Selskaber saalidet om Gud ?»
Om Nogen vandt Prisen, veed jeg ei; men det veed jeg, at nu er Tonen ei at tale om Gud, for ei at ansees for en Bigot. Den sande Aarsag vil jeg her ei indlade mig paa. I mine Børne- ja Ynglings-Aar hørte jeg ret ofte i Selskaber ReligionsSamtaler, ei alene af Præster (disse talede ei stedse om Embeds-Indkomster); men ogsaa af andre dannede Folk. «Du skal mit Barn», sagde mig ofte min, i 93 Aar afdøde Mormoder, «smukt høre efter, naar man i Selskaber taler om Gud og hans Ord». (Netop 99 var Antallet af hendes Børn, Børnebørn og disses Børn, da hun døde).
Jeg veed meget vel, at der i Schweitz udkom i de religieuse Controversers Tid en Lov, at man i Samqvem ikke maatte tale om Gud, «hverken Godt eller Ondt» !??? og at der i Kongemords-Tiden i Frankrig læstes i Avisen fra Wien, «at man slet ikke maatte tale Fransk ved Hoffet der» !!!
Stakkels Hoffolk, hvor stumme bleve de dog ei ! Hvilken Jammer, at udtrykke alle bon-mots osv. paa fin Tydsk.
Saalunde hævner den Afmægtige sig, naar han ei kan giengjælde Mord med Mord. Hvor yderlig forlægne ere dog vel ei Magthaverne i de Lande, hvor de vride sig, svede og pine sig, for ved
– 271 –
Love at undertrykke Trykkefriheden.
– Velsignet være den hellige Aand, der indgav vor Grundlov 100 §. Hvad mere end den skulde vel behøves ?
Jo, den Danske Forord. Septbr. 1799, siger man. Nu, hvor heldig var dog ei min Stilling i Livet, at jeg ei kom i noget Dommer-Embede ! Ved Ære og Sandhed havde jeg aldrig nu som Dommer taget mindste Notice af den, kun af § 100.
«Ja, saa havde Monssjøren flux bleven dømt pro meliori eller suspenderet«, hedder det.
Knapt nok, om vor høieste Ret havde confirmeret Sligt. Dog, sæt, den havde dømt mig fra Embedet; vistnok sørgeligt for min uforsørgede trængende Familie, men slet ikke for min Person; thi da havde jeg med oprakt Hoved freidigt i den Sag sagt : hic murus aheneus esto, nil conscire sibi nulla palescere culpa.
Havde Pave-Decretet mod Præsternes Giftermaale ene og alene gaaet ud paa, og været ene og alene anvendt til, at virke paa Folket, til ret at «kige ind i Frihedens fuldkomne Lov», og da ei taale store og smaa Tyranners Udaad, da kunde Coelibatet havt Nytte; men det blev oprettet til at fremme Hierarchiet, og saa blev det til at give Hvervepenge til Helvede.
Lad nu end saa utallig Meget i den hele Bestyrelse med Menneskeslægten og med enhver Enkelt af den være bælmørkt, saa fremglimter dog noksom Lysstraale fra hiint : «Alle Eders Hovedhaar ere tællede og Eders himmelske Fader veed Alt det, I have behov», naar
– 272 –
man kun ei vil løbe som en Blindebuk igjennem Livet.
Det bør mig saaledes at slutte det ret Meget, jeg i min lange, men slet ikke udenfor Præste-Embedet betydelige, Pilegrimeren har oplevet.
En Bondepræst gjør ingen glimrende Epoque; thi hans lille Kreds er snæver. Høiere geistlig Trappe end den, jeg stod paa, har jeg aldrig attraaet; thi jeg kjendte mig dertil uduelig, men ikke aldeles ubeqvem til det, jeg blev.
En Landalmue-Præst staaer end mere i en GlasLygte til Skue fra alle Sider af sine Menigheder, end de andre Embedsmænd for Almuen.
– Vi behøve som Religions-Lærere ogsaa Conduite. Almuesmanden giver, som Ret er, Agt paa sin Præst’s huuslige Liv, Agt paa ham, naar han kommer i Bonde-Lag og Samqvem. Han bør slet ikke skye dem, thi der kan man ogsaa lære meget, hvor Øl-Bollen løser Tungebaandet; ja ogsaa der belære, berigtige mangen Fordom – kort, være til Nytte.
Glædeligt er, at nu ei behøves at advare mine unge Brødre for ei at prostituere sig, ei at yttre de afskyelige Prætensioner o. s. v. Det er slet ikke vanskeligt i Bondelag at iagttage hiint : medium tenuere beati.
For de 40 Aar tilbage sagde mig engang i et Bondebryllup en ærværdig 80aarig Bondemand : «Dæ areleis no mæ Præstane, end i mit Opæle», dvs. i min Ungdom, «dei drikkje mæ Vet», dvs. Vid, «der æ rette Skugge taa dei» (de imponere med
– 273 –
Venlighed og Glæde). «Me Bønene» dvs. Bønder, «æ just so den svarte Snielen», dvs, Sneglen, «naar han krype i Grase, han stikke Haadno fram, men han dræge dei snøkt tebaka, naar noko møte». – Jeg troer at have, i mit for flere Aar siden i Budstikken, om Bondens Sæder og Skikke o. s. v. i vore Egne, anført adskilligt Charakteristist om vakkre Bondemænd i vore Egne.
Den, der er fra Barnsbeen opvoxen blandt Almuen, forstaaer ret Sproget og Gesticulationen, vil høre Vittigheder, Sarcasmer, som selv de, der oppe i Salonerne, ikke kunne udtrykke bedre. Den rette fornuftige Selvfølelse af lovbunden Frihed, Oplysning i det som er Ret og Sandt, har i de sidst forløbne 50 Aar, især fra Grundlovens Fødsel af, visseligen voxet her i vore fjerne Egne blandt Landalmuen. Maatte kun Luxus og Finkel-Dæmonerne uddrives !
– Hvorfor er man dog saa bange for disse Formandskaber ? Det kan dog vel ikke være, fordi man endelig vil have Fingrene i alle Suppefade, og tælle alle Erter deri ? Hvo der ei øves, lærer Intet; hvo der ei først kryber, lærte neppe at staae, end sige – gaae.
Før jeg nu endelig siger mine Læsere og de Mennesker, jeg i Livet stødte paa, det sidste triste vale, kan jeg ei bare mig for at gientage i Korthed det, jeg ovenfor har erpectoreret. Hvor er jeg dog «ringere end al den Miskundhed og al den Trofasthed», Alfaders Forsyn og Bestyrelse har ladet falde paa mig i Livet ved saa mangfoldige
– 274 –
gode og ædle Medvandrere, jeg traf paa, baade af de saakaldte Høie og Lave.
Hvor bankede mit Hjerte ved at være Vidne til saamangen ædel Daad, ei alene mod mig, men ogsaa mod Andre. Lad tvende kun staae her; baade Giveren og Modtageren ere nu forklarede hisset.
Af deres Efterslægt leve end Mange, derfor her ingen Navne : En, min Ven, en saare agtværdig Familiefader, kommen i forknyttede Omstændigheder, havde paa Vexel-Obligation laant af rigtignok en rig Mand 1000 Rbd., sendte ham Renter ved Terminens Udgang, og fik den hele Obligation qvitteret tilbage (lånet ettergitt/red.).
Da Debitor engang fortalte mig dette : Jeg : «Hvo er den Ædle ?» Han : «Det er mig forbudt at sige». – Jeg traf senere den Mand, jeg erfarede, maatte være Giveren, spurgte ham derom; Han : «Har han sagt dem det ?» Jeg : «Nei i Sandhed slet Ingen, men jeg gjætter kun saa». Han taug, og Taare perlede i hans Øine. – Giver sligt Syn en salig Glæde ? O, saligere at give end at tage ! Det andet mod samme Debitor af en endnu Rigere, der til med havde Rygte for at være en ægte Gnier. 300 Rbd. vare paa lige Maade laante af ham; men see, han sendte Obligationen gratis qvitteret. Hvo mindes nu ei hiint Ophøiede : «Dømmer ikke !»
Jeg vil nu ikke svække Læsernes ømme Følelse for Medvandrende ved at nævne om, at jeg ogsaa kan have truffet paa Mennesker, der kan have saaret, ja stundom ærgret mig;
– 275 –
maaskee de vilde det ligesaalidet, som jeg vilde gjøre det mod dem; men vi henrives ofte af Sindslidelserne, og fordi vi ikke saa let faae vore Anskuelser at samles i et Sind, som Manges Penge i een Pung.
Jeg har nu kun dette tilbage ved at slutte denne min Selv-Biographie, at jeg ret ønsker, at Læserne ville værdige mig det Skudsmaal om den, som den bekjendte Cancellie-Deputerede C. Colbjørnsen, i Aaret 1803, da jeg i Kjøbenhavn havde ladet ham læse min sal. Faders Biographie af mig, samme Aar trykt i Kjøbenhavn : «Jeg finder den ret meget instructiv», sagde han. Jeg smigrede mig med, at det var ingen blot Compliment, thi jeg var slet ingen Sollicitant (søker – til embede o.a./red.), der skulde trøstes eller gives Haab om videre Forfremmelse, thi jeg havde opnaaet før det, jeg ønskede.
Jeg udbad mig den Gang ogsaa Audience hos Kronprindsen, nuværende Kong Frederik VI, og fik den, for at antvorde ham min sal. Faders Biographie, hvilket skede med disse Ord : »Deres Kgl. Høihed ! det er ikke Trang, der gjorde mig dristig at udbede mig Audience, men Taknemmelighed; jeg har intet at ansøge, men saare meget at takke : Vor Konges, Deres Kgl. Høiheds Faders Naade mod min Fader læses i denne hans Biographie; maa jeg antvorde den i vor ædle Kronprindses Haand».
Han tog den, keeg i den, «De har skrevet den ?» «Ja». «Tak». Han nikkede, jeg bukkede dybt og – gik.
– 276 –
– Jeg saae dog, mens jeg frembragte mit ovennævnte samaritanske Ærinde, at hans Aasyn klaredes. Der vare vel over 40, der ventede paa Audience i Forgemakket. De vare nok alle Solicitantere. Ligesaa meget takkede jeg Gud, at jeg aldrig havde havt Behov, at, som man siger, slide Cancellie eller Slotstrapperne (den Stockholms-Løben, som i senere Tid er begyndt af Solicitanter, burde være en April-Løben. At Kongen hører sit Statsraads Indstilling, vide vi; altsaa ingen Indvirkning af nogen Anden. Godt, om vor velvillige Konge gav os et : «Den FastelavnsLøben nytter Eder Normænd ikke. – Overalt, skriv mig til»), ligesaa meget beklagede jeg de Ophøiedes Stilling, Deres nemlig, som have et Hjerte, der føler Andres Trang, (vist nok ere slige Magthavere ikke faa).
Jeg beklagede og beklager dem, at de, som oftest, ei kunde, det de vilde, – hjælpe.
Man har saameget at sige paa dem, der tragte efter de høiere Poster i Samfundet; strax griber man til : «det er Ære-Herske-Syge !» Hvo veed, om ei en saadan Mand er sig aldeles bevidst at kunne, i en saadan Stilling, gavne mere end i den han er ?
Glemmer man da ei Guds 8de Bud, at tage Alt i den bedste Mening ? (Du skal ikke si falskt vidnesbyrd mot din neste/red.).
Apropos, om disse Audiencer : De deraf plagede Fyrster og Ministre maae dog stundom have lidt Moroe derved. Imedens jeg saa stod i
– 277 –
Forgemakket og ventede paa at indkaldes til Hs. Kongelige Høihed, kom ind en Person næsten hoppende, med Snorer og Sølvstrænge hængende ned af Skuldrene, geleidet af en værdig Stormand, den jeg kjendte.
Strax bleve de begge indladte til Kronprindsen. Vi Syndere udenfor hørte tydeligen høirøstede Pasiaren med Fryd og Gammen indenfor, som vedvarede næsten 4 Time. Man sagde, at den sølvstrængede Person var en Hessisk Officier.
– I Aaret 1778 hørte jeg i Kjøbenhavn nok tale om en gammel Norsk Officier, nedkommen med 2de Sønner, at anbefale dem til Forfremmelse hos den Tids Stats-Seeretair Guldberg. Fader og Sønner finge Audience. Den ligesaa lærde som alvorlige Guldberg spurgte Faderen : «Have Deres Sønner lært Noget ?» Han : «Ja Deres Excellence ! N. staae paa Hoved for Excellencen !» Han stod. «Du N. N, kast Bjørn for Stats-Secretairen !» Vips ! kastede han Gemakket rundt.
– En Præstekone her af Stiftet var omtrent i de Aar nede i Kjøbenhavn at søge for sin 6oaarige Mand, 22aarig personel Capellan, om Sognekald. Ansøgningen havde Biskop Irgens anbefalet med disse Ord : «Enten maa nu denne gamle Mand hjælpes, eller aldrig». Ovinden, klædt i den Tids Dragt, Kappe-Nølle og Kappe-Kaabe, anfaldt Guldberg kastende begge Kaabe-Skjøderne til Ryggen, sættende begge Hænder som Hanker i Siderne, udbrød : »No maa Jeres Excellence hjælpe min
– 278 –
Mand !» Guldberg retirerede forskrækket mellem Stole i en Krog. Ansøgerinden avancerede alt som Excellencen retirerede, og gjentog sit Benævnte. Hun slap ham ei, før han gav det bestemteste Løvte om Mandens hastigste Befordring. Guldberg havde selv fortalt dette til Den, jeg hørte det af.
Nok et i Anledning af Audience : I Aaret 1803, da jeg var i Kjøbenhavn, gik jeg daglig fra Kl. 6 Morgen til 12 paa Frederiks og almindelige Hospital, at see og øve mig i chirurgiske Operationer. En Dag paa Retouren faldt mig ind – da jeg havde hørt at Rentekammer-Præsident Reventlow, hvis Hotel var der i Nærheden, den Dag gav Audience – at gaae ind i hans Forgemak, beskue Ansigter der, og saa gaae min Gang.
Jeg kom tidlig, før Nogen var kommen. Paa Gangen traf jeg en væver liden Gut. Han : «De vil nok tale med min F’ar ?» Jeg, forlægen, greb til et : «Ja». Han anviste mig nu Forgemakket; jeg gik ind, fandt det tomt som mit Hoved, for hvad jeg vel skulde finde paa at sige Excellencen. (Presence d’esprit var jeg aldrig stærk i.) Jeg fik ei heller nogle Minuters Tid at betænke mig, før Drengen kom hoppende ud af en Dør, for at føre mig ind til Faderen, en høi rank Mand. Jeg fulgte; venlig kom Greven mig imøde. Der stod jeg for ham – stum. Med Et fik jeg Munden op : «Jeg er en Præst H. fra Norge; ved min Nærværelse nu i
– 279 –
Kjøbenhavn, gaaer jeg paa Fredriks Hospital for at see paa og øve mig i Chirurgie o. s. v.; jeg vilde ei forlade Hovedstaden, hvilket nu snart skeer, før jeg havde havt den Ære at complimentere Deres Excellence etc.»
Nu aabnede denne vakkre gjæve Mand en heel Passiar med mig, om Mangt og Meget Bergens Stift angaaende, Agerdyrkning, Potætes og Fædrivt, Landalmuens Charakteer og Tænkemaade i vore Egne, ja vi kom saa dybt ind i Texten, som man siger, at jeg lod ham forstaae, at man der nede ei nøie nok kjendte Norge, især Bergens Stift.
Han sagde mig, det jeg vidste, at han havde været i Christiansands Stift og vilde besøgt Bergen, men at han fik Forhindring. I Anledning af Skatte-Udredslerne i Fogderiet kom jeg til at tale vel om vor Foged, N. W. Koren, senere død som Amtmand i Stavanger Amt, at han var en Mand, som Bonden havde Tro til og agtede, og at jeg havde hørt ham ofte dolere over de ei faa indviklede Antegnelser, han ofte fik til Regnskaber der fra Rente-Kammeret.
Jeg erindrer grant, at Reventlow svarede : »Man maa stedse have nøie Opsigt med Regnskabs-Betjente, om de ere venale og svige».
Vi kom derpaa atter ind i Landoeconomien, og Audiencen endtes med det sædvanlige : «Det fornøier mig at have gjort Deres Bekjendtskab osv.»
l Anledning af ovennævnte Grevens paatænkte Reise til Bergen maa jeg melde : I Aaret 1797
– 280 –
var han i Christiansands Stift. Derfra tilskrev han Stiftamtmand Hauch i Bergen, at han agtede sig did ved en Landreise over Fjeldene, og at han vilde tage den korteste Vei over disse didhen, samt skrev tillige, at han var rask tilfods og kunde daglig gaae fire Norske Fjeldmile. Med Brevet fulgte det Stykke af Pontoppidans Kort af Christiansands og Bergens Stift. Derpaa var med en tyk rød Streg udmærket i lige (rett/red.) Linie rigtignok den korteste Vei til Bergen. Brev og Kort sendte Hauch mig til Bedømmelse, den Gang Præst i Qvindderred, hvor den røde Streg gik ned tilsøes, om det gik an at færdes saa snorbeent. Jeg saae nu paa Kortet, at denne røde Linie gik heel pænt over Fjelde, Dale, Tinde, over Soledals Iisbræe og mindre Gletscher, næsten langs over Folgefond, 2 á 3 Mile ned i Qvindherred, til Christians Gaves Kobberværk og til Bergen.
Saa lige ud Stregen var paa Kortet, saa kroget i mange Slange-Bugter maatte jeg rette denne Vei, hvis den skulde kunne, saa kort som muligt, passeres af nogen af vore Reensdyrs- eller Biørneskyttere – al Ære for Grevens lange og raske Been og hans Fodgiængerie, om han kunde følge en saadan Veiviser.
Der blev som sagt intet af Touren, om det kom af de 5 á 6 Miles Ziksak paa Veien, jeg bemærkede, maatte gjøres, veed jeg ikke. Jeg glædede mig til at kunne have complimenteret hans Excellence paa Folgefonds øverste Flade; men jeg
– 281 –
var slet ikke glad over Dens Ukyndighed, der havde gjort den grove Streg, hvor rød den end var, paa Kortet.
Jeg vilde ret ei troe det, man sagde mig, at det skal have været en Dentids Veimester i Christiansands Stift; men jeg har forlængst maattet tage ved Troen paa, hvorlidet man der østerpaa i flere Henseender kjendte til Bergens Stift. Dog det vil nu vel blive herefter; thi nu fremmes flux alt mere det, jeg skrev i Indledningen til mit Høide-Kort 1825, om Musernes Sønner, der gangerpilte (pilte til fots/red.) nu Norge rundt kryds og qvær.
Disse blive jo Rigets Embedsmænd; Nogle af dem ansættes i Departementerne, de stige opad, kunde blive Chefer, Statsraader. Det er dog vel nødvendigt, at disse og de flere Andre erhverve sig locale Kundskaber om Landets Egne, hvilket bedst skeer ved at see og høre med egne Øine og Been.
NB. naar man ei blot farer sporenstregs gjennem de banede Post-Veie, saa bliver ikke Bergens Stift længere et terra incognita for Regjeringens Personale, som nu er os saameget nærmere end i de fordums Dage, da man der nedenfra skal have faaet til Svar paa Spørgsmaalet, om Told skulde betales af Næper ? «Javist, ligesom af al anden Fisk i Bergens Stift !»
– Mig rinder i Hu, at vi for nogle Aar siden finge fra vedkommende Departement endeel Spørgsmaale at besvare og oplyse, om det saakaldte Vaarfiske, Sildefiskerie (Graabeens-Sild) ved Havet i Bergens Stift.
– 282 –
Man vilde nok, ved et Lov-Forslag til Storhinget, faae en ret Orden – som vist behøves – indført ved Tienden af dette Fiskerie, efter gamle Norges Lov. De os forelagte Spørgsmaale viste, at Departementet kun lidet var forhen initieret i Sagen. Det kan ei feile, at der jo indkom behørige Oplysninger; men til Dato have vi Intet hørt om den Sag. Den havde ikke været saa vanskelig at regulere, naar høie Vedkommende havde taget Notice af deres Erklæringer, der havde den rette locale Kundskab, og ikke af eget Hoved vilde gjøre et Bessermachen.
At lære at kjende Landets Egne er af største Vigtighed for de Regjerende; jo høiere de staae, jo høiere burde de see sig ud saa vide.
– Bergens Stift er ingen Pandekage, hvorpaa man kan rulle frem med en Trillebør. Da vor Oscar var i Bergen, sagdes der, at Hs. Kgl. Høihed vilde tage Landveien over Voss til Leerdahl o. s. v. tilbage. Det hovede mig saare, at vor gjæve Prinds kunde faae skue den gyselig-skjønne Nerheimsdahl og Fjord. Men saa kom igjen det nedslaaende Rygte, at man havde overtalt Kronprindsen fra den Tour, fordi den var altfor besværlig, om for Prindsen eller Følget, veed jeg ei; men at Veien ei var det for Grev Wedel, det veed jeg; thi jeg har den Ære at kjende Manden som den, der ikke er bange for Skindet. Dog, dette Frue Famas Udsagn kan nok have været et Munds-Veir.
– 283 –
Jeg skulde vel, efter min Alders Medfør, nu være en laudater temporis acti, og som Gellert, lade Oldingen klage : «Zu meiner Zeit bestand noch Recht und Ehrlichkeit»; men jeg maa dog frimodigen bekjende, at alt fra vore Storthings Fødsel blev det bedre i Norge. Man begyndte saa efterhaanden at afskrabe forældet Mos af gamle Norge.
Bruushoveder vilde have Alt paa eengang; men jeg erindrer nu, hvad en saakaldet Skillingsmand ved Vester-Port i Kjøbenhavn, som en Søndags Morgen feiede Brogaden, svarede. Nogle flere Studenter med mig ginge ud af Porten at spadsere. Manden feiede i Porten. En af os sagde : «Fei nu ikke ogsaa os bort med !» «Nei», var Svaret, «jeg feier ikke alt Snauset bort med eengang»: fiat applicatio. Maatte man nu kun passe sig for, ikke at kunstle formeget paa Forbedringerne; ei heller, for at faae sin Villie frem, lede op (lete fram/red.) blandt den legio af Danske Rescripter, Resolutioner etc. kun for Danmark, og giøre dem gjældende for Norge.
Hvad staaer vel skrevet i vor Grundlovs § 112, ganske efter allerhøieste Grundlov (Bibelen/red.) : «Bogstaven ihjelslaaer, men Aanden gjør levende» sat sapienti, Det forekommer mig ogsaa at burde gjøre vore hæderlige kommende Storthingsmænd, især dem af Bondestanden – vistnok Grundstenen til Borger-Samfundet – opmærksomme paa, at være mere Øre end Mund i Storthinget.
Solomons : «Der er Tid til at tie, og Tid til at tale», er vel at
– 284 –
mærke. Vi stakkels Mennesker indbilde os lettelig at forstaae, det vi ei ret fatte — jeg taler af egen Erfarenhed.
Skarpsindighed, at see en Sag ret fra alle Sider, er en Evne, der slet ikke vorer paa Qviste, som det hedder.
Hvilken kostbar Tid spildes ei af den, der saa gjerne vil udkramme sin formeentlige Kløgt. I Storthinget har ethvert Medlem ustridig Ret at faae Ordet, derfor bør Ordet være mere end blot Røst. (Vox prætereaque nihil, sagde Romerne fordum om meningsløs Snak. Der gives Snakke-Kløe ligesom Skrive-Kløe).
Af de allerfleste af de hidtil afholdte Storthinge have vi alle Committentere med Glæde erfaret, at naar Du, hæderlige Bondemand, Haandværksmand og Borgermand, som Storthingsmand hørte de Medlemmer, hvis Fag det var at have studeret sig ind i det Videnskabelige, af «ved Lov skal man Land bygge», og hvorlunde Kalk og Steen og Tømmer etc. til Lovhelds lune Bygning bedst opføres og vedligeholdes — naar Du hørte disse debattere Sagerne for og imod, da have vi Alle, som sagt, hidtil i de allerfleste Tilfælde erfaret, at Din sunde Menneskeforstand, Broder, fattede det Sande og Rette af de mangehaande og forskjellige Debatter, og Dit ærlige Norske Hierte decreterede det samme.
Idetmindste blev dog hidtil Resultatet de allerfleste Gange sigtende til det Store : Borgerfred og Lyksalighed.
Hvor frydedes mit Hjerte, da jeg for flere Aar siden fik fuld Sandhed at vide om
– 285 –
en brav Storthingsmand af Bondestanden, at han, opfordret af «xxx» at stemme for og virke til en vis Beslutning, svarede : «Jeg har ikke Evne til fuldkommen at indsee Nytten af denne Sag; men efter min bedste Overbeviisning stemmer jeg, og derfra skal Ingen kunne overtale mig».
Det være langtfra, at jeg ved mit Ovennævnte : «Mere bruge Øret end Munden», raader til, at der ei tales af Bondemanden og den Uøvede; men jeg vilde saa nødig, at en Saadan prostituerede sig i selve Storthinget, som holdes for aabne Døre;
– Speidere stedes der. – Det virker visselig længere, end man troer, hvad jeg deels selv har læst, og deels hørt af Englændere, der have været tilstede i vore Storthing; de agte eenstemmigen den høitidelige Orden, Rolighed, Værdighed og Anstand, hvormed vore Storthing holdes; de beundre den vadmelsklædte Bondemand med sit, snart lyse, snart graa, stavede Haar i Storthinget, og hans værdige Anstand, naar han reiser sig for at tale.
De Mænd forstaae vel ei Sproget; men Anstand og Værdighed, Holdningen fatte de.
– Saa gaaer Norges Bondemand fra Ploven (nu har jeg glemt Navnet paa den Romer, man tog fra Ploven og satte ham til Dictator. Man fandt ham ved sin Grue, siddende og skrællede Roer, dem han stegte ved Ilden og aad, saa troer jeg Livius fortæller. Tempora mutantur, et nos mutamur in illis. – Hvormange Vogne, Heste, Bagage etc. behøver vel ei en Nutids General, naar han skal drage i Feldten ? Det kan kun være en Olding, der kan erindre Fortegnelsen paa alle de Heste, Vogne og Trods, der var tilstaaet Prinds Carl af Hessen, da han skulde som general en chef gjøre Feldttoget ind i Sverige. Man maa forfærdes over den lange Hale som skulde følge ham, alene til hans Opvartning og Taffel. Jeg læste i Datiden Regulativet. – I Oldtiden kunde vel nær 500 Soldater have rundelig nok af det, der var ene Generalen tilstaaet daglig; men Soldaten var nu engang dømt til at sulte ovenikjøbet for alle Strabadser og Livsfarer. Hvad tærede dog ei de Franske Generaler med Bagage, ja Bagage, de medhavde ? – End om det turde være i Forsynets Plan, at Krigstog nu og herefter skulde koste saa uhyre Meget, at der Intet mere er for de Krigslystne at udsuge, ei heller mere Credit ? Nu saa maae de lade det være) til Loven, Haandværksmanden fra
– 286 –
Værkstedet, Kjøbmanden fra sit Contoir, Søemanden fra sin Snekke, Embedsmanden fra sin Studerestue, Krigeren fra sin Vaabenøvelse, – Alle i een Aand, Alle med eet Hjerte, at give sig selv Lov og – holde den. Her passer vel det fordum Franske: ca ira, ca ira ! ubbrølet naar man gik i Stormskridt for at – myrde.
Nei, her ville vi quæde det ca ira : «At Flid og Orden fremmes og vilde Sæder tæmmes !»
Nu maa jeg endelig komme til punctum finale med mit Levnetsløb og Anmærkninger derved, og med denne Slutnings-Anmærkning : Homo sum, et nil humani a me alienum puto dvs. : Jeg er selv et Menneske og anseer Alt det, som vedkommer et Menneske, at ikke være mig uvedkommende.
Ullensvang, d. 2 Juni 1835.
N. Hertzberg.