– inntatt i Luthersk Kirketidende 9. Bind – No. 25 – Utgave : «Søndag den 22de December 1867»; (del av en artikkelserie 1864 – 1868 : «Uddrag af en afdød norsk Geistligs Dagbøger paa en Rejse i Udlandet»); res. kap. til Drammens menighet Hans Jespersen foretok en studiereise til Danmark og Tyskland fra sommeren 1837 til våren 1838;
– gjengitt fra sidene 390 – 393 :
Stuttgart den 12te April (Skjærthorsdag) 1838.
Hr. Hänel, til hvem jeg havde Hilsen fra Philippi, førte mig til Lorentz-Kirken, hvor Wilhelm Hofacker, en yngre Broder af den afdøde Ludwig Hofacker, prædikede over en Del af Lidelseshistorien om en værdig Forberedelse til Nadverden.
I en kort Skriftetale efter Prædikenen fremstillede han dernæst de almindelige Hovedbetingelser, under hvilke
– 391 –
vi kunne annamme Syndstilgivelse.
Da jeg længe havde havt det Forsæt, at fejre denne eller den følgende Dag ved Christi Bord, var jeg glad ved, at det var mig tilladt at slutte mig til de Skriftendes Tal. Var mit Skriftemaal for Herren sandt — og at jeg mente det Ja, hvormed jeg med de øvrige Gjæster bekræftede den Syndsbekjendelse, Præsten i vort Navn fremsagde, det ved (vet/red.) Han, saavelsom at Meningen dog ikke var, som den burde have været —, da vil Hans Forkyndelse gjennem Hans Tjener ogsaa have været det.
Den øvrige Del af Dagen tilbragte jeg stille paa mit Kammer.
Den 13de April (Langfredag).
Glad, skjønt ikke glad nok, i mit Sind, holdende fast paa Herrens Ord Joh. 6, 55, gik jeg til Gjæstebudet, hvor Herren vilde være Verten, ja Mere end det, give sig selv til Føde for den hungrige og tørstende Sjæl.
Kirkens første Præst holdt Prædikenen, en Mand af den tillykke nu mere og mere uddøende Skole, hvis Særkjende man kan sige, det er at føje Christendommen som en ny Klud paa sit eget gamle Klædebon : mange orthodoxe Fraser, men i Grunden almindelig Rationalisme, som Nogle ikke ville, Andre, kan man paa en Maade sige, ikke kunne aflægge, fordi den ligesom er groet ind i deres Kjød og Ben.
Efter tilendebragt Gudstjeneste begyndte Kommunionen, og jeg antager, at Antallet af de Kommunicerende omtrent kunde beløbe sig til 600—8oo. Da Sakramentet administreredes af 4 Præster, varede Forretningen dog ikke længer end fra 9—12 1/2.
2 Præster vare stillede paa begge Sider af Alteret, og de Kommunicerende traadte hen og modtoge staaende de hellige Gaver af Præsternes Hændcr, der rakte dem med de Ord : «Tager hen og æder (drikker) ! Dette er Jesu Christi Legeme (Blod), som er hengivet (udgydt) for eder. Dette gjører til Hans Ihukommelse !»
Liturgien var ikke opbyggelig; en lang Indledning uden Salvelse, ledsaget af gjentagen Tilsigelse af Syndernes Forladelse, endelig Indstiftelsesordene og Fadervor. Det var mig opløftende at befinde mig i dette talrige Selskab. Kunne netop disse Festdage højtideligholdes mere passende, end i Selskab hos Herren, af hvis vigtigste Livsmomenter de skulle fornye og forstærke Erindringen tilligemed den derpaa følgende Paaskefest ?
Foruden i denne Kirke fejredes Nadverden samme Dag ogsaa i Byens 4 andre lutherske Kirker ! — Efter at have spist til Middag i den christelig stille Hänelske Familie og med denne spadseret en Tur udenfor Byen yndig Beliggenhed i en Dal, overalt omgiven af Vinbjerge og tildels Frugthaver som af en Krands, biværede jeg dernæst Gudstjenesten i Spitalkirken, hvor en herværende Sangforening gav Prøve paa sin Færdighed i Kirkesang, hvis Befordring den har til Øjemed, og som den fornemmelig søger at fremme ved at
– 392 –
danne Lærere, som uden Betaling give Undervisning i Kirkesang udenfor Skolerne. Aftenen tilbragte jeg hjemme.
Den 16de April.
Om Eftermiddagen gjorde jeg med Hr. Hänel, der var buden som Vidne til en Missioners Vielse i den nærmeste Landsby, hvilken skulde foretages af Pastor Barth, en Tur til denne i Mötlingen, 3 Mil herfra.
Den bakkede Vej opholdt os 6 Timer, saa vi først Kl. 10 1/2 (om kvelden/red.) vare i Præstegaarden, hvor vi dog modtoges venskabelig af Præsten, en temmelig høj, ikke spæd Mand, der, skjønt stille og alvorlig, dog mildalvorlig, forbinder Venlighed med sin sparsomme Tale, der ogsaa krydres af Smaavittigheder.
Hans slet tilbagestrøgne Haar, som bagentil hænger over hans Kjolekrave, kan ikke betage ham hans endnu temmelig ungdommelige Udseende; han er i denne Sommer 39 Aar, født 99 altsaa, og i 14 Aar Præst, hvilke han har tilbragt i sin nuværende Menighed, som han nu i denne Tid forlader for at flytte til Calw, hvorfra Frugterne af hans Forfattervirksomhed udgaa, en lille By en Mils Vej fra hans nuværende Opholdssted.
Omtrent i 9 Aar har nu den bekjendte «Calwer-Verein» bestaaet. Egentlig var det hans Ide, at denne Anstalt skulde virke mere omfattende, at fra den christelige Skolebøger og i det Hele christelige Skrifter for Ungdommen skulde udgaa til en saadan Pris, at Ingen isaahenseende kunde konkurrere med den; men det kom ikke dertil.
Om den egentlige Begyndelse fortalte han mig Følgende. Han gik engang at spadsere med en Ven, af sig, samtalende om Guds Riges Anliggender. Da deres Vej førte den forbi en rig Mands Hus, ytrede Barth : «Hvilke Midler dog en saadan Mand har ihænde til at virke Godt ! Vilde han end af sin Formue hengive 100,000 Gylden, var han dog den samme rige Mand, og vi, hva kunde ikke vi dermed udrette som Middel til at besørge christelige Skrifter !
Disse Ord faldt Vennen paa Hjerte; Sagen blev nøjere overlagt, og uden at hverken 100,000 Gylden eller 100,000 Kreuzer indfandt sig, kom den i Gang.
Offentlig Meddelelse om Foreningens Virksomhed og Opfordring til Bidrag er aldrig udgaaen, kun Meddelelse til enkelte Venner, især Præster, og Understøttelse har den blandt Andet ogsaa nydt fra England; (nu indsendt en Beretning til «Literar. Anzeiger» af Tholuck).
Af de af Foreningen udgivne Skrifter har Barth selv skrevet Verdenshistorie, Kirkehistorie og det Nye Testament af Bibelhistorien, en Ven af ham, Hochstätter, Naturhistorie og den bibelske Geografi, foruden at han nu arbejder paa «Alterthümer» for det G. T.
Ligeledes arbejder en Blumhardt, som nu søger Ansættelse som Præst, paa en Missionshistorie for Ungdommen.
Hans (Barths/red.) interessante Samlinger, historiske, naturhistoriske etc. fik jeg ikke se, da vor Afrejse maatte ske saa hastig. Kun en Del Kuriositeter
– 393 –
vare tilskue i hans Studerværelse, saasom nogle Afgudsbilleder o. m.
Størstedelen jeg ved ikke, om Alt er sendt ham som Gaver fra de fjerne Verdensdele, hvor hans Navn er kjendt. Om hans Forretninger kan man gjøre sig en Ide, naar man hører, at han forrige Aar havde modtaget 1500 Breve og vel skrevet omtrent ligesaa mange.
Af Tidsskrifter holder han 50 i forskjellige Sprog.
Den 17de April.
Morgenandagten for Husets samtlige Personer efter Brødremenighedens «Loosungsbuch», Bøn ogsaa før og efter Frokosten.
Her meddelte han en mærkelig Drøm, han havde havt : Han stod i en Strøm med den højre Fod i en angribende Stilling foran den anden for des bedre at modstaa Strømmens Heftighed, ytrende ved denne Lejlighed : «Saa er vort Forhold i Verden; dersom vi ikke skal henrives af den, maa vi indtage en angribende Stilling mod den».
Hvilken vigtig Sandhed indeholder denne Drøm ! Allerede Kl. 9 1/2 maatte vi afsted til den nærmeste Landsby, Merklingen, hvor Barth skulde vie (ektevie/red.) en Missionær, og hvor forbausedes jeg ikke ved at erfare, at denne Missionær var den samme Fried. Edward Schneider fra Leipzig, som jeg først traf der, siden i Dresden, dernæst aldeles uventet i Berlin og nu endelig ligesaa uventet her.
Sin Brud, Sofie W. Götz, førte han i Kirken, ledsaget af de fra Brudehuset følgende Gjæster, og Pfarrer Barth holdt over Pauli Ord : «Vor Trængsel stakket og let o. s. v.», en simpel og til Forholdet passende Tale, hvorefter Kapulationen skeede uden anden Formular end de bestemte Spørgsmaal, om de vilde leve med hinanden som Ægtefolk, indtil Døden skilte dem.
De mange Retter og det umaadelig langvarige Maaltid forbigaar jeg. Allerede 3dje Dagen om Morgenen skulde Brudeparret afsted over Hamburg til London og derfrå til Ostindien.
Den 19de April.
Om Morgenen traf jeg Pastor Hofacker, «Helfer» ved Lorentzkirken, en livlig, behagelig, venlig Mand, mest anseet som Prædikant i Stuttgart, ligesom hans hele Væsen egner sig til at skaffe ham Yndest.