– med den fulle tittel : «Opmuntring til en sand levende Tro og et christeligt Levnet, forfattet efter egen Erfaring og Hjertets Følelse, i Overeensstemmelse med Guds Ord, udi nogle Paamindelsesord, en liden Samling af Sange og en Betragtning over et Sprog i Aabenbaringen samt et Sendebrev og en Slutnings-Sang», af J. R. Haugvalstad. Stavanger 1836. Trykt hos L. C. Kielland.
– dette var Hans Nielsen Hauges nære venn og etterfølger på Stavanger-kanten og blant dem som førte Hauges arv videre etter dennes bortgang i 1824; les mer om John Rasmussen Haugvalstad og hans liv på annen side her;
– denne lille oppmuntrings- og formaningsskrivelse på kun 24 sider, inneholdende alt det som tittelelen bærer bud om, ble trykket i Lauritz Christian Kiellands (1808-1861) trykkeri i Stavanger, en av de 4 kjente Kielland-brødrene, alle sterkt påvirket av Brødremenigheten, og blant disse brødre er det gjerne Gabriel Kirsebom Kielland, den eldste av dem, som har etterlatt seg flest spor; her følger J. R. Haugvalstads bok – fra sidene 3 – 24 :
– 3 –
Den Gud, som i Troen vil søges (Joh. 12,13. Men saamange som ham annammede, dem haver han givet Magt til at blive Guds Børn, dem som troe paa hans Navn), han bruger mange Midler at faae os af Naturen blinde Mennesker oplyste (1. Cor. 2,4. Det naturlige Menneske fatter ikke de Ting, som høre Guds Aand til, thi de ere ham en Daarlighed, og han kan ikke kjende dem, thi de dømmes aandeligen. Aabenb. 3,10 (Johannes åpenbaring/red.). See jeg haver staaet for Døren og banket, dersom Nogen hører min Røst og oplader Døren, til ham vil jeg gaae ind og holde Nadvere med ham og han med mig).
Især bruger han sit Ord i Læsen og Sang (2. Tim. 3,15-17. Og efterdi du veed (kjenner til/red.) den hellige Skrift af (fra din/red.) Barndom, som kan gjøre dig viis til Saliggjørelse, ved Troen, som er i Christo Jesu. Den ganske Skrift er indblæst af Gud, og nyttig til Lærdom, til Overbeviisning, til Rettelse, til Optugtelse i Retfærdighed. At det Guds Menneske skal være færdigt, tilberedt til al god Gjerning. Psalm. 19,8.9. Herrens Lov er fuldkommen, som omvender Sjælen; Herrens Vidnesbyrd er trofast, som gjør den Vankundige viis. Herrens Befalinger ere rette, som glæder Hjertet; Herrens Bud er reent, som oplyser Øinene), til at røre og bøie vort Hjerte (Jerem. 23,29. Er mit Ord ikke saasom Ild ? siger Herren; og som en Hammer, der kan søndeslaae en Klippe) og derved aabenbarer og nedslaaer vort gamle Adams Sind,
– 4 –
der er en Fiende til Guds Lov (Rom. 8, 7. Kjødets Sands er Fiendskab imod Gud; thi den er ikke Guds Lov underdanig, ei heller kan den det være); men beklageligt er det, at saa Mange endnu gaae ubøiet, stolende paa sine udvortes Dyder (Luc. 18,9-12. Men han sagde og til Nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige og agtede de Andre intet, denne Lignelse : Der gik to Mennesker op til Templet at bede, den ene var en Pharisæer og den anden en Tolder. Pharisæeren blev staaende for sig selv, og bad saaledes : jeg takker dig, Gud, at jeg er ikke som andre Mennesker, Røvere, Uretfærdige og Hoerkarle, eller og som denne Tolder. Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af alt det, jeg eier) og lade Frelseren endnu staae udenom Hjertet (Matth. 15,7. 8. I Øienskalke ! Esaias spaaede vel om Eder og sagde : dette Folk holder sig nær til mig med sin Mund, og ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt fra mig). De stole paa sin udvortes Gudsdyrkelse, at de læse, synge, gaae til Kirken, uden at prøve sit Hjerte derefter, uden at søge ham i Aanden, som alene vil dyrkes og tilbedes i Aand og Sandhed (Ef.1,12-15. Naar I komme at sees for mit Ansigt; hvo haver krævet dette af eders Haand, at træde paa mine Forgaarde ? Bærer ikke mere frem forfængeligt Madoffer, det er mig en vederstyggelig Røgelse paa Nymaaneder og Sabbater, og naar I kalde Forsamlingen tilsammen kan jeg ikke lide Uret eller paa Forbudsdagen. Min Sjæl hader eders Nymaaneder og eders bestemte Høitider, jeg er kjed af dem; jeg er træt af at fordrage dem. Og naar I end udbrede eders Hænder, da vil jeg skjule mine Øine for Eder, ja, om I end meget bede, hører jeg dog ikke; thi eders Hænder ere fulde af Blod. Joh. 5,39-42. I randsage Skrifterne, thi I mene at I have et evigt Liv i dem; og de samme ere de, som vidne om mig. Og I vil ikke komme til mig, at I kan have Livet. Jeg tager ikke Ære af Mennesker; men jeg kjender Eder, at I have ikke Guds Kjærlighed i Eder selv).
– 5 –
At Mange ere endnu langt fra det rette Sind, kan sees af Frugten, efter Jesu Ord Matth. 7, 16. osv. Af deres Frugter skal I kjende dem. Dersom de prøvede sig ret i Enfoldighed efter Guds Villie, da vilde han ved sit Lys i Ordet oplyse dem og give dem Forstand, og lade dem vide den Herrens Frygt, 2 Cor. 5, 11.; da vilde vist deres falske Haab falde bort, og da fik de see, at deres forrige Frugter vare raadne og Gud til en Væmmelse (Joh.18,5.6. Jeg er Vintræet, I ere Grenene; hvo som bliver i mig og jeg i ham, han bær megen Frugt; thi uden mig kan I slet intet gjøre. Om Nogen ikke bliver i mig, han bliver udkast som en Green, der bliver vissen, og de sanke dem, og kaste dem i Ilden, og de brænde. Malachias. 8, 18; Da skal I vende om og see hvad Forskjel, der er imellem en Retfærdig og en Ugudelig, mellem en, som tjener Gud, og en, som ikke tjener ham).
Gid en sand Prøve nu maatte skee med Mange, baade grove og mere ærbare, der have meent, at de have tjent Gud, og dog ei i en sand Hengivenhed i hans Villie, ei tilbedet ham i Hjertets Oprigtighed; men beholdet, om ei alt, saa dog noget af sin egen Villie, som gjør, at Gud ei kan faae rense Grenene og give dem Liv til Frugtbarhed i gode Gjerninger, eftersom Frugten bør vidne om den rette Tro (Jac. 2,17. 18. Ligesaa og Troen, dersom den ikke haver Gjerninger er den død hos sig selv. Men der maatte nogen sige : du haver Troen og jeg haver Gjerninger; viis mig din Tro af dine Gjerninger og jeg vil vise dig min Tro af mine Gjerninger. 3, 17.18. Men den Viisdom fra oven ned, er først reen, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gjerne sige (tilsi/korrigere/red.), er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk og uden Skrømt. Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem som gjør Fred).
– 6 –
Du Herre og gode Hyrde, som i Naadens Tid søger at oplede de vildfarende Faar, giv mig og Mange Naade til at give Agt paa din Røst, stedse bøie os for dig, gaae dig imøde formedelst Troen til dig, at du er en Frelser, som vil udfrie Enhver, der kommer medens du findes, for at faae Kraft af dig til at leve i og ved dig, Amen.
O ! maatte nu disse faa og enfoldige Sange blive et lidet Middel til at vække Lyst til at betragte Guds Ord paa den rette Maade. De ere ei skrevne fordi jeg troer her er Mangel af Paamindelser og Tilskyndelser, ei heller for deres Aanderighed; thi jeg er svag og meget ulærd, men jeg længes efter at voxe i vor Herres og Frelseres Jesu Christi Naade og Kundskab, 2 Petr. 3,18. og af samme Længsel har jeg udført lidt af mit Hjertes Erfaring, Følelser og Trang; troer at i det mindste Endeel af de Mange, jeg staaer i Bekjendskab med, vil optage det i bedste Mening, og erindre sig : at det var ei vore store Gaver, stor aandelig Viisdom og Styrke, der har gjort os bekjendte med hverandre i de aandelige Ting; men det er os given af Gud ved den Helligaand i Igjenfødelsen, i Hjertets og Sindets Forandring, at vi elske hverandre efter Aanden, og haver Omsorg ved den samme Aand; end og med vore smaae Gaver, at opbygges selv og Andre, og om Flere kunde med os blive de skjulte Ting i Hjertet aabenbaret, 1 Cor. 14,25., saa at de forsage det ugudelige Væsen og verdslige Lyster : da vil det være os den største Glæde.
7 –
Saa sender jeg disse Linier, som et lidet Korn blandt de Større, som og ved Guds Velsignelse i sin Tid kunne bære en liden Frugt. Endelig maa jeg erindre dem, som dette lidet Skrift falder i Hænderne : at jeg her, som ellers, ønsker at Ingen agter høiere om mig, end som de seer eller hører af mig, 2 Cor.12,6.
Jeg har ogsaa udført disse Ord i megen Enfoldighed og ei søgt det, som Verdens Vise kalde stort; thi jeg, som selv er læg Mand, veed (vet/kjenner til/red.) at læge Folk fatter bedst det Enfoldige, saa følger det af sig selv, at og de Lærde kan forstaae det.
###
Nogle christelige Sange —— her følger 11 sanger – på sidene fra 7 – 18; deretter «En kort Betragtning» på sidene 18 – 22 – og så – på sidene 22 til 24 – en hilsen til hans «Kjære Sødskende !» – med en avsluttende sang, som vi bringer :
– 18 –
En kort Betragtning over de faa, mærkelige Ord i Aabenbaringen 2 C. 4 V.: Du haver
forladt den første Kjærlighed, kom derfor ihu, hvorfra du er falden og gjør de første Gjerninger.
###
Af denne Herrens Klage kan vi see, som flere Steder i hans Ord : at Mennesker kan have af Gud annammet mange gode Ting til sin Sjæls Forædling, ja og for en Tid beholde og benytte noget deraf, saa de selv og Andre snart kunde troe, ved kort at betragte dem og deres Frugter, at de vare i en salig Stand, som det var med Menighedens Engel i Ephesus; men alt i Grund
– 19 –
forgjæves, om ei det var med, at de beholdt den første Kjærlighed.
Vilde vi spørge : Hvad havde de før og hvad have de nu tabt ? Herren selv kalder det den første Kjærlighed, de havde tabt. Det var altsaa ei vantroende Mennesker, han her mener, der ei nogen Tid havde havt Guds Kjærlighed, men troende Mennesker, der havde havt den, men nu igjen tabt den; derfor giver Gud saa kjærlig, dog kraftig Paamindelse, at de maatte søge den op igjen (Aab.3, 2.3.), hvis ikke vilde han flytte Lysestagen af (fra/red.) sit Sted.
Den første Kjærlighed er uden Tvivl den Forandring og Skikkelse, som Gud ved sin Helligaand gjør i Hjertet, naar det første Gang med et levende Indtryk bliver vaer sin Frelsers store Kjærlighed imod sig og Alle, og det Meget han haver for ham lidt, og smertelig over alle Smerter udstaaet til hans og Alles Frelse, er blevet ham ret aabenbaret; Synden overflødig kjendt Rom.5, 20; han seer nu med fuldt Bifald, at Hjertet har været den urene Aands Bolig (Eph. 2, 1-10); men nu formedelst Guds Kjærlighed kjender at Naaden er end overflødigere. Nu seer han i Troen at Herren vil endnu frelse og forlade ham al Gjelden, saa han kan blive medindlemmeøt i ham, som døde for Syndere. Hvor høit den Sjæl, som dette bliver vaer, da elsker sin Gud og Frelser, og hvor nu de mindste med de største Synder blive afskyelige, formaaer jeg vel ei at udsige, dog jeg haver selv erfaret noget deraf. Saa høit elskes nu Gud og den han udsendte, af os Fortabte fra Døden til Livet indhentede, at ingen, ja slet ingen Ting er saa kjært, saa dyrebart og fornøieligt, som at blive ved Gud i Christo Jesu; at gjøre
– 20 –
Guds Villie er nu for ham, med Frelseren, den bedste Mad; at være et Middel i Guds Haand til Fleres Omvendelse, er han inderlig glad ved, hvortil han og bruger aandelige og legemlige Gaver, og ei seer paa Bekostningen : at han med sin Frelser og alle Guds Børn maa meget lide derfor af den onde Verden; men heller roser sig i Trængsel, thi han veed paa hvem han troer, da Guds Kjærlighed er udøst i hans Hjerte ved den Helligaand, som er given os Rom.5,5.
At eie meget af Verdens Gods er ham en ringe Ting, Matth.6,19-21. 1 Tim. 6,6-11; han begjærer ei Sølv eller Guld eller Klædebond, Ap.G. 20,33.; men det er Hjertets Lyst og Trang at han, som David siger, maa kjende din Vei (Guds Villie) paa Jorden, Ps. 67,3.
Nu er Bøn og hellig Betragtning i Guds Ord hans Lyst og daglige Øvelse; nu vandrer han hvert Skridt vaersomt og i en hellig Frygt, ja beder uafladelig og strider imod det Onde, i et levende Haab til Herren, at han vil bevare ham, saa han ei ved Uforsigtighed skulle blive ligeskikket igjen med denne Verden; men bevare det, Sjælen blev skjenket ved Frelserens Lidelse og Død, hvorved han er bleven forsikret om sine Synders Forladelse.
Aarsagerne til Tabet af den omtalte Kjærlighed og dens Frugt, ere vist flere end som kan opregnes, men efter min, skjøndt liden, Erfaring vare og disse, og maaskee med de største hos Menighedens Engel i Ephesus, som ogsaa hos mange flere, baade før og efter er skeet, nemlig : de holde sig ei stadig og hjertelig til Gud, ei søge stadig at være bøiet til Ydmyghed og udøse sit Hjerte for ham 2 Petr.2,20. Ps. 119,67.
– 21 –
Deres Sind og Hjerte faaer nu derved mere Frihed at vanke ud i Verdens Ting, hvorved kommer Lunkenhed, Ligegyldighed om, at have et renset Hjerte, og om at gjøre Godt, Gud til Ære og Lov, Jer. 17, 9. 10. Især naar den vigtige Frugt tabes, som dog maa være Kjendetegn paa ethvert troende Hjerte, nemlig : at de ere omhyggelige og bekymrede for Alles Frelse, og flittige at aagre med aandelige og legemlige Gaver, at vinde Flere med sig til at elske og tjene Gud. Og som de blive efterladne i, at holde sig i Jesu Fodspor, saa kommer det til at gaae som der staaer i Jer. 2, 13. : «Mit Folk gjorde tvende onde Ting: de forlode mig den levende Vandkilde at hugge sig Brønde, ja sønderbrudte Brønde, som ikke kunde holde Vand», og derfor bede de ei heller hjertelig; thi naar Meennesket giver efter for hvilkensomhelst Synd, og afviger fra Guds Raad til Salighed, saa tabes Bønnens Aand.
De lade sig siden nøie med nogle løse Sukke eller Ord, uden hjertelig at bede, som David Psalm. 119, 133 : «Befæst mine Trin i dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig».
Gud hjælpe Enhver som har lidt Skibbrud paa sin Tro, til at gjøre som Peder, Luc. 22,61; lod Jesu Øie ved at see paa ham bevæge sig til at gaae ud og græde bitterlig; saa vilde den Gud, som havde givet ham det første Gode lade ham det faae igjen, ja ogsaa mere.
O Gud og kjære Frelsermand, som og haver kaldet mig med et helligt Kald, og ladet mig kjende Forskjel paa Dødens og Livets Vei, bevar mig nu i Troen til dig, lad den rense mit Hjerte, saa din Aand kan boe der; ja leve i Aanden og
– 22 –
jage til Fuldkommenheds Maal, at bære dig Frugter i Troen, som ere dig velbehagelige.
Ja kjære Gud og Fader i Christo, du som er villig at hjælpe Enhver, som trænger og kommer til dig om Hjælp. Styrk mig igjennem alle Farer og Fristelser, saa mit Hjerte maa blive fast ved dig, ja meer og meer befæstes, at tragte efter de Ting, som høre til Fred og de som tjene til indbyrdes Opbyggelse, saa vi stedse maae have den rette Omsorg for at samle til dit Rige; det forlene du os Naade til for Jesu Skyld ! Amen.
###
Stavanger d. 22de Jan. 1836.
Kjære Sødskende !
Vi maae vist sige : Herren være lovet ! som gav os i vor Opvækkelse den Tro, der virket i vore Hjerter : Had mod Synden og Længsel efter at gjøre Guds Villie. Vel er det Had mod Synden, den Længsel efter at gjøre Guds Villie ei saa kraftig og bestandig, som den burde være, dog er det Gode ei mindre derfor en Guds Gjerning, og selv kan vi erfare, at i os selv boer intet godt, men at vi ved vor egen Fordærvelse hindre Guds Verk i os; men naar vi dog kan finde hos os selv, som og maa vises for andre, at vi ei leve os selv, det er : efter vor onde Villie, men modstaae, døde og dæmpe den, og vælge at gjøre Guds Villie, saa maa det være Guds Søns Tro, ved Livets Ord og den Helligaand, som har virket Overgang fra Døden til Livet, fra Satans Magt til Gud.
Men hvorledes er det nu med os, er vor Tro i Tiltagende eller i Aftagende ? Vi veed det er paa Frugten det maa kjendes, nemlig
– 23 –
paa Kjærlighed til Gud og Næsten, paa Ydmyghed af Hjertet, paa Lyst at følge Jesu Fodspor og holde Guds Bud, gjøre sande gode Gjerninger, aandelige og legemlige, som befordre baade vor egen og Andre Sjæles Renselse til Salighed.
Kjære Sødskende ! lad os ei være ligegyldige om at prøve os selv, thi vil vi sige Sandhed, da maae vi tilstaae : at uformærkt kan det skee, at vi glemme os selv, og det behøves at tage Jesu Raad nøie iagt : vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse. Marc. 14,38. Falde staaer her, altsaa maa det være de Opreiste Jesus mener, og giver denne Paamindelse; thi de, som lade Synden herske over sig, dem kalder Skriften ei at være opreiste (Eph. 2,5.6.) og de ei kan siges at falde, naar de ligge i Synden.
Jeg var i Julen østover, 14 Mile fra Stavanger, hvorved jeg fik Anledning at tale med Mange om den Guds gode, velbehagelige og fuldkomne Villie til alle Menneskers Frelse; vel hindret mig Mangel paa Legemskræfter at reise, da jeg nu er 70 Aar gammel; dog jeg kom ogsaa paa en Ø, hvor alle før vare os ubekjendte i det Aandelige; der var mange Beboere; de vistes velmente og begjærlige efter at høre Guds Ord. Præsten var og med i Opbyggelsen, og alt var stille; men kort efter kom Bud fra Præsten, at jeg skulde komme til ham, som jeg og fandt mig villig til. Vel faldt vor Samtale alvorlig, dog søgte han ei at hindre mig, men gjorde mig tilgode og ønsket Lykke paa min Reise. Jeg glæder mig i Haabet, at ogsaa I søge at opmuntre eder selv og Andre til at ære vor himmelske Fader dermed, at I bære ham megen Frugt (Joh. 15,8.), thi hvad er vort Væsen om vi ei gaae Kjærligheds den rene Vei, saa vi
– 24 –
elske vor Næste til Omvendelse, og ere flittige med Aands- og Legems-Gaver, som Midler i Guds Haand, at drage dem ud af Synden; og som jeg reiste ei saa lidet vidt, lagde jeg og mærke til de Ældre os Bekjente, og fandt hos dem, som hos os, forliden Flid i det Gode; dog de fleste af dem jagede efter Maalet, saa vi vist maae slutte, som vi begyndte, med at sige : Herren være lovet !
Kort siden var Davids Ord (Ps. 55, 17. 18.) mig til megen Opmuntring : Jeg vil raabe til Gud og Herren skal frelse mig, jeg vil klage og hyle Aften, Morgen og Middag, saa skal han høre min Røst.
Lever heri vel, og værer kjærlig hilset fra Mange her, og mig, der med Længsel jager efter Maalet.
J. R. Haugvalstad.
###
Mel.: O kjære Sjæl frygt aldrig meer.
– 1 –
Menneske, i hvo du est ! (hvorhen du er/red.) Betænk dig nu, see Tiden er,
Din Frelser dig tilraaber,
Og kalder ved sit Ord og Aand,
At faae dig løst af Syndens Baand,
Før Tiden er tilende,
Saa han dig da maa kjende.
– 2 –
Thi det er evig sandt og vist, Enhver som ubekymret est,
Sin Sjæl fra Synd renset,
Men løber kun sin egen Vei,
Sin egen Villie hindrer ei,
Den bliver ret en Daare,
Bortstødt fra Naadens Throne.
– 3 –
Langt bedre var for en og hver, At døde Syndens Lyster her
Ved Jesu Blod det rene,
Saa Aanden ret tilbede kan,
I hellig Iver tjene ham,
Som vil sin Brud bevare
Fra Satans List og Snare.
– 4 –
Er Frugten raadden, som du bær, Saa tænk at Roden ogsaa er,
Thi den om Træet vidner;
Om deilige dets Blade var,
Saa blier det dog afhugget, naar
Ei gode Frugter bæres,
Saa Faderen kan æres.
– 5 –
Alt Jesu Raad gaaer ud derpaa : Ham efterfølge med Attraa,
Til Livets Land at komme,
Og ei i Synden sove hen,
Men være Jesu Brud som den,
Der glædelig faaer høre :
«Jeg vil dig med mig føre».
###