Hvilken Forargelse Kirkesanger Ueland vakte, da han paa Stortinget i 1833 med Et optraadte opsigtvækkende og magtfuldt paa Bondens Vegne, vil man nu let saaledes kunne forstaa.
Forargelsen var ikke blot politisk, men ogsaa social. Den enkelte Sag, hvori han opponerede, var her det Mindre. Det stort Forargende var, at han rejste selve Magtspørsmaalet, det om Embedsstandens og Embedsdannelsens Selvskrevethed til at styre Landet, og det, at man tillige kunde gjøre dette med Grundlovens udtrykkelige Ord og Bud for sig.
Der opstod næsten en politisk og social Panik, idet man saaledes saa Bonden rejse sit Hoved og forlange sin grundlovmæssige Part af Magten.
Man saa derhos Faren større, end den virkelig var, og syntes at glemme, at Et er at have den formelle Ret til Magten, et Andet faktisk at kunne bruge den, og at der til det Sidste endnu laa en lang Udviklings Vej for vor dengang i høj Grad aandeligt umyndige Bondestand.
At dette Høvdingskab for Bonde-Oppositionen under saadanne Omstændigheder maatte sætte Ueland ind i en overmaade streng Situation er en Selvfølge.
I Debatten var han og hans Parti de absolut underlegne, og om sig havde de baade Mangel paa Forstaaelse af deres Sag og en dyb Uvilje mod den. Bonderepræsentanten følte sig i Kristiania som i et Hvepserede. Hans Motiver udlagdes, hans Meninger og Optræden fordømtes i Tale som i Pressen, han overbevistes om Synd og overargumenteredes den ganske Dag saavel i som udenfor Tinget.
Selve hans Sag var nemlig hans Forbrydelse; i hans Sejre saa man kun Frugten af demagogiske Stemplinger og Popularitetsjagt og ikke af nogen sand Trang i Folket.
«Lige over for hans Meningsfæller», skrev Ueland engang, «tillod Modpartiet sig Alt». «I Poesi og Prosa havde disse tvende Partier faat meget forskjellig Karakter og Betydning; thi medens det Førstes Hovedkarakter har været Raahed, Dumhed, Bornerthed, Trættesyge, Stivsind, og dets Tendentser har været en ny Pandorasæske, har det andet Parti – Embedsmændene og Kjøbstadsrepræsentanterne – kunnet smigre sig med Prædikaterne Intelligents, Dannelse, Loyalitet».
«Man maa selv», fortsætter Ueland i samme Avisartikel (i Aftenbladet i 1860) «have gjennemgaat Skjærsilden for at kunne danne sig et Begreb om, med hvilken Haan og Foragt man i Indbildning om egen Visdom engang saa ned paa de Mænd af Bondestanden, som Folkets Valg havde trukket frem paa den offentlige Skueplads. Ethvert Rygte, enhver Beskyldning, om de end vare nok saa utrolige, udbredtes som et Evangelium, og almindeligt erkjendte Satser blev i disse Smaafolks Munde vendt om til Latterlighed».
Lige indtil de sidste Aar har en af de værste Beskyldninger, som man i Norge har kunnet gjøre mod en offentlig Mand, været den, at han tilhørte et politisk Parti, var Partimand.
En Partimand kunde efter en Spidsborgermening, som de Klogere oftere har benyttet som et tungt Vaaben, ikke være nogen sand Overbevisningsmand, ingen redelig Mand. Man var nemlig hos os væsentlig paa Grund af de smaa, enkle Forhold endnu ikke klar paa, hvad det vil sige at arbejde for en politisk Idée, for et System af enkelte Sager, at den Overbevisning, som man i og for sig kunde have om en enkelt, afsondret, her naturligen igjen underordnes den højere og mere omfattende Overbevisning.
At politiske Partier har været erkjendt berettigede over hele Verden, var et Argument, som hos os kun sagde, at hele denne Verden maatte være slyngelagtig. En Partimand maatte være det samme som en samvittighedsløs Mand. Det Første en Embedsrepræsentant i Debatten fralagde sig, var ogsaa altid Mistanken om at være «Partimand»; han var «Overbevisningsmand».
Noget «Embeds- og Kjøbstads-Parti» eksisterede der selvfølgelig heller ikke officielt.
Nu var imidlertid Ueland netop en saadan Partimand og ovenikjøbet en, som havde den Frækhed at bekjende dette offentligt baade i Sejr og Nederlag.
De, som fulgte ham, var naturligvis… «Partigjængere», Mennesker, der ligeledes stode udenfor den almindelige Moral, og som fortjente Behandling derefter. Under saadanne Omstændigheder var Stortingstiden i Kristiania disse Mænd omtrent som den gloende Ovn, vi læser om hos Profeten Daniel.
Hjem til sine Egne kom de nemlig altid trods Ilden moralsk usvedne og uskadte, og ikke blot det, men tillige med stedse ny og større Anseelse.
I Stavanger maatte Ueland saaledes flytte fra sit gamle Logi, fordi der kom for Mange, som vilde se ham, og han ikke fik Fred til at arbejde for lutter Beundring. Det er overhovedet karakteristisk for den Tids Dannelses store Mangel paa folkeligt Syn, at de virkelig troede, at den Ueland, som de stemplede og moralsk ruinerede i sine Hovedstadsaviser, dermed skulde være for Alvor rammet; de forstod ikke, at Bondens Repræsentant refererede sig til og tog sin Anseelse fra en ganske anden Verden end den, hvori deres Pile fløj, nemlig af den Million i Nationen, for hvem de «Konditioneredes» Begreber og Interesser vare saa aldeles fremmede, som om de laa paa Nowaja Semlia.
Denne saa i ham kun Høvdingen, der stred og sejrede og led for den, hvis Sag var dens egen. Jo stærkere man angrebes i Hovedstaden, desto højere steg Tilliden i Hjemmet, i hvis Kommune han efterhaanden blev almægtig.
Netop disse Angreb har, aldeles mod, hvad de tilsigtede, været en Hovedløftestang for Ueland.
Bondepartiet var allerede i 1833 gjennem sin Sammensmeltning en Magt, om end ikke i den Forstand som siden. For at sejre maatte det have Tilslutning af en eller anden af de mest ansete af Modpartiet, t. Eks. en Foss, en Holst, en Sørensen eller en Jonas Anton Hjelm, hvis frisindede Anskuelser ofte førte dem over paa Bøndernes Side, hvorved de dog let stempledes som Bondesmigrere.
Repræsentanterne Uelands, Nergaards, Haagenstads og L. Jensens forenede Indflydelse kalkuleredes dengang højst til 25 Stemmer i Stortinget; men, lagt som Masse i Vægtskaalen, naar en tvivlsom Sag skulde afgjøres, eller anbragt som Støtte for en ellers i Tinget indflydelsesrig Mand, vejede de tungt. Det lader til, at Karl Johan, der kun havde liden Kundskab til Landets Forhold og kun tog det lille Gløt derpaa, som han fik, gjennem Embedsstandens Briller, har mistænkt Bondepartiet for Uloyalitet.
Blandt sine mange Historier om hin Tid i Trediveaarene fortalte Ueland saaledes ofte om, hvorledes han en Aften, da han skulde gaa i en Sammenkomst af Bønderne, saa en Politibetjent bukke sig under Vinduet. En anden Gang havde man i et Lag med hans Standsfæller faat istand, at der skulde udbringes en Skaal for Danmarks senere Konge Kristian den 8de, da han, som bekjendt, en kort Tid var Konge af Norge (d.e. Christian Frederik/red.). Hvordan dette vilde blive udlagt paa højere Steder, sagde Ueland siden, at han dengang ikke forstod. Men Henrik Vergeland forstod det; han saa en Person tilstede, som vakte hans Mistanke, og forhindrede Skaalen ved at slaa Glasset ud af Talerens Haand.
Under en Audients hos den daværende Konge skal Ueland ogsaa have erholdt en liden Prøve paa, hvorledes Bondepartiet var anseet af Magthaverne paa den anden Side af Kjølen. En høj Herre i Kongens Følge rettede følgende Spørsmaal til ham : «Hvoraf kommer det, at, naar jeg reiser hjemme i Sverige og slænger en Slant til en Skydsbonde, saa takker han beskedent og ydmygt; men aldrig før kommer jeg over Kjølen, saa ser Bonden knapt paa En til Tak ?»
«Jo, det tror jeg nok at kunne forklare», svarede Ueland paa sin stilfærdige Maade. «I Sverige har Bonden gjennem Aarhundreder været vant til at bukke for Adelen og derved faat en myg Ryg, som vort Lands Bonde ikke har».
«Der fik Du, som fortjent !», udbrød den varmhjærtede Konge, idet han slog den højadelige Herre paa Skulderen.
Af Træk, som de Oven fortalte, vil Uelands Dagbøger, der skal udgives ved hans Søn, vistnok levere os mange, og der vil vi ligeledes erholde værdifulde Skildringer af hine Dages politiske Situation.
Disse sidste vil blive af dobbelt Interesse, dels fordi Situationen deri anskues fra et nyt Standpunkt, nemlig vor Bondeoppositions, hvorfra hidtil intet betydeligt Memoireskrift i saadan Retning er udgaat, og dels fordi Forfatteren som skarpsindig og dybtskuende Politiker efter Alles Erkjendelse var en medfødt Begavelse af første Rang hos os.