landprang : forfattet av innsenderen “einar”

– som innlegg i avisen “Statsborgeren. En Tidende for Norges Vel”.  No. 1-2 (Første Hefte 3. Juli 1831); dette utgjorde absolutt første utgave av den avis som i løpet av 1830-årene skulle spille en stor politisk rolle – noe du vil kunne lese mer om her på “borgerskolen”. Ved oppstarten av denne avisen var den kjente “bladmann” og forfatter Peder P. Soelvold en bærende kraft; her er artikkelen – der virksomheten definert som “landprang” blir behandlet :

– fra side 10 – 13 :

Det er ikke for at skrive en Afhandling over Landprang efter statsoeconomiske Grundsærninger, jeg griber Pennen, men for at gjøre opmærksom paa dens skadelige Indflydelse paa Moraliteten i visse Egne af det kjære Fædreland.

Der gives Distrikter, hvor næsten Enhver Bondegut vil være Handelskarl, og saasnart Pøiken er 12 á 14 Aar gammel, ja endog før, begynder han at handle med Tælleknive, Sauer, Geder og hvad Andet der kan træffe, fortsætter og udvider denne Handel med Aarene, og saaledes gaa en stor Deel af Statens nærende Borgere over til Tærende.

Naar de voxe til, skal de have sig en Dram paa Handelen, og, hvis den har gjældt noget Betydeligt, t. Ex. en Hest, eller et Lommeuhr, og Deslige, da skal der en “Kjøbskaal” til, hvilket forleder disse Mennesker til Drikfældighed.

Da den Handlende stedse har Gevindsten for Øie, saa forgifter Handelsaanden disse lidet oplyste Menneskers Tænkemaade, og en øvet Sluhed og Fuulhed træder i Stedet for den gamle nordiske Godmodighed og Ærlighed.

Da Lediggang er disse Handlendes næsten uadskillige Ledsagerinde, saa seer man ikke hos dem Spor til den Hændighed i at forfærdige Gaardsredskaber og mange andre Ting, der i forskjellige Egne saa meget udmærker de Norske Bondegutter.

I de Egne, hvor Handelsaanden griber om sig, finder man neppe en duelig Gaardsgut, eller en Yngling der forstaaer at bruge en Rifle (hvilken, under Omstændigheder som Gud bevare Norge fra ! vilde være det ypperligste Vaaben).

Enhver gavnlig Sysselsættelse maa vige for Lysten til at vandre fra Huus til Huus, efterspørgende om der er Noget at handle.

Tjenerklassen bliver mere og mere ringeagtet, da man anseer dens Løn for ubetydelig mod Handelsgevinsten, og Gaardmandssønnerne holde sig ialmindelighed for gode til at være Tjenestegutter, om de end ere nok saa fattige, men ansee det for hæderligt at være Handelskarle.

Da disse Mennesker tilbringer Tiden med Handelskneb, Drikkelag og Lediggang, saa indseer man lettelig hvor høist skadelige de ere for Moraliteten, og at Staten i dem taber arbeidende Hænder.

Ønskeligt, glædeligt vilde det være for Menneskevennen, at see disse Kræftbylder paa Statslegemet lægte, og Staten sikkret derfor for Eftertiden. Jeg ved meget vel at vor Lovgivning indeholder Forbud mod Landprang; men disse have vistnok ingensinde opnaaet det tilsigtede Øiemed og ere desuden, efter min Anskuelse, saa aldeles stridende mod statsoeconomiske Grundsætninger, at sikkerlig ingen liberal Regjering vil indskjærpe dem.

Til disse Lovbuds Forsvar har det været sagt, at Bonden, ved at see Varene i Huset, fristes til at kjøbe hvad han ellers vilde lade være, især med Hensyn til Luxus-Artikler, — og at de sigte til at ophjælpe Byerne.

Med Hensyn til det Første maa jeg erklære, at jeg aldeles ikke troer Staten er berettiget til at opkaste sig til Formynder over sine Borgere, men bør i dette Fald lade dem handle efter egen Indsigt og Godtykke. Hvad det Andet angaaer, da forekommer det mig uretfærdigt, at ville ophjælpe Byerne paa Landdistrikternes Bekostning; et saa grundfalskt System vil vist ikke følges i vore oplyste Tider. Handelen bør, efter mine Anskuelser tilstaaes saa stor Frihed som muligt; men derfor ikke drives af Enhver i Fleng.

Det forekommer mig at vilde være et stort Skridt til det bedre i denne Henseende, naar de gamle, efter min Formening uduelige Lovbud mod Landprang bleve ophævede ved en Lov, der autoriserede Overøvrighederne til at udnævne nogle enkelte Handelskarle i ethvert Amt, med hvem Bønderne kunde handle og tuske efter Forgodtbefindende.

Skulle disse Anskuelser være feilagtige, saa vil det være mig særdeles kjært at see dem berigtigede, og med Fornøielse vil Redaktionen modtage Bemærkninger over denne Gjenstand til Offentliggjørelse.

Einar.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv inn søkeord..