«optegnelser om præsten hans jespersen» : fra nr. 33/1848 i «for fattig og riig»

– av Provst Bent Wettergreen; denne artikkelen – som del 1 av 3 artikler – stod på trykk den «19de Søndag efter Trinitatis» – hvilket i 1848 var søndag 29. oktober;

Hans Jespersen

er født i Christianssand den 28de Marts 1803 af Forældrene Jesper Jespersen, daværende Assessor i Christianssands Stiftsoverret, og Mette Marie, født Bang.

Noget over 1 Aar gammel kom han med Forældrene i Besøg hos sine Bedsteforældre i Drammen, hvilke fattede saadan Godhed for Drengen, at de beholdt ham hos sig.

Sin første Underviisning nød kan i Strømsøe Borgerskole, og da han var omtrent 10 Aar gammel blev hans Opdragelse overdragen til Pastor Heiberg, residerende Capellan til Eger, i hvis Huus han forblev omtrent 2 Aar.

Efter Bedsteforældrenes Død kom han i Aaret 1816 tilbage til sin Onkel, daværende Kjøbmand, nu Skibsmægler, Thomas Bang i Drammen. Bedstefaderens Ønske var at opdrage Drengen til Handelen; men da han for sin Onkel yttrede særdeles Lyst til Studeringer, satte denne ham i Høsten 1818 ind i Drammens lærde Skole, fra hvilken han i Aaret 1823 blev dimitteret til Norges Universitet, hvor han erholdt Examen artium og sine øvrige Examina med Characteren Laudabilis.

I Aaret 1828 indtraadte han i Ægteskab med Jomfru Caroline Charlotte Pihl, der fødte ham 7 Børn.

Samme Aar blev han kaltet som personel Capellan til Kragerøe, hvor han forblev, til han 1833 utnævntes som residerende Capellan til Drammen og Adjunct ved Drammens lærde Skole.

I Juli 1837 foretog han en Udenlandsreise gjennem Danmark og Tydskland til Frankrig, hvorfra han vendte tilbage i September 1838. Strax efter sin Hjemkomst blev han syg og døde 6te Juli 1840.

Dette er et kort Omrits af den Mands Liv, der efter Herrens urandsagelige Raad tidlig gik bort fra en Virksomhed, der var saa rastløs, som blev til aandelig Velsignelse for Alle, der kom i Berørelse med ham, og som havde Sands for det Troes-Liv, der boede i Mandens Hjerte.

– Hans Virksomhed som Præst i Drammen har en derboende Kjøbmand nylig skildret saaledes :

«Afdøde Pastor H. Jespersen var Præst og Sjælesørger i egentligste Forstand. Jo længere, desto dybere og grundigere opfattete han sit præstelige Kald, hvori han med Alvor og Nidkjærhed virkede, ei alene ved fra Prædikestolen at forkynde Loven og Evangelium med Kraft og Salvelse og ved Opfyldelsen af Embedspligterne paa en saadan Maade, at en Præst derved kan vare berettiget, saavel af den overordnede Geistlighed som af Menighetslemmerne, at kaldes «dygtig», «brav» eller «flink»; men vor Jespersen var, maaskee meest i de 2, 3 Aar før hans Udenlandsreise og især efter samme, Præst i en anden og dybere Forstand, – han var en «aandelig», en «troende» Præst, hvor han gik og stod.

Han jagede efter at gribe Klenodiet, som han selv var greben af Christo, og ved Sandheds-Aandens Lys og Veiledning, hvorom han saa ofte sukkede og bad, søgte han ved enhver Leilighed uden Persons Anseelse ved Ord og Exempel at vække og føre Sjæle til den Herre Jesum, «der har været min Læge» – saa vidnede han – «og hos hvem I ogsaa kunne finde Lægedom for Eders Sjæles Saar».

– At en saadan Tro og Kjærlighed som den, der boede i ham, maatte drive ham idelig ud til Syge og timelig eller aandelig Nødlidende, er en Selvfølge.

Foruden Formiddags-Prædikener og en Andagsstund paa Fattighuset, holdt han Søndag Eftermiddag Kl. 3 Bibellæsning i to Somre, og vakte ved disse især Opmærksomhed i Menigheden, først maaskee paa Grund af det Nye og Usædvanlige derved, men siden var det dog visselig Ordet, det Guds Ord, der foredroges og forklaredes saa enfoldigt og tydeligt, som tiltalte Hjerterne, og drog store Menneskemasser sammen til Guds Huus.

Det var, som om han havde fremfor Mange en særegen Gave til at fortolke og udlægge Skrifterne til Opbyggelse og Anvendelse paa de forskjellige Livsforhold, og det feiler ikke, at under disse Bibellæsninger, der ere Mange i Menigheden en velsignet Ihukommelse, er mangt et Frø nedlagt, som spirer, og vil bære Frugt for en bedre Verden.

Efter sin Hjemkomst fra Udlandet holdt han kun to Prædikener, hvoraf den første over det Bibelsted : «Guds Rige er ikke Mad og Drikke, men Retfærdighed og Fred og Glæde i den Hellig Aand». Rom. 14, 17 : som det syntes med endnu større Aandens Fylde og Kraft end nogensinde før.

Efter Indledningen til denne Prædiken opfordrede han den forsamlede Mængde til en stille Bøn, idet han selv lænede sit Hoved ned paa Prædikestolen et Par Minuters Tid, og skjulte Ansigtet i sine Hænder. Hans allersidste Prædiken i Kirken var af den samme Aands klare Beviisning; dog mærkede man her mere hans Legems Brøstfældighed end i den foregaaende.

Som nu hans udvortes Menneske nedbrødes, saa vovede det indvortes Dag for Dag; imidlertid var han ved Breve, Samtaler og Forbønner en trofast Sjælesørger for den ham betroede Menighed, ligetil han gik ind til sin Herres Glæde».

– Dette vakkre Vidnesbyrd om Præsten Jespersen undertegne sikkerlig Alle, der vidste at vurdere ham som en trofast Sjælesørger.

Man behøver kun endnu at træffe paa Nogen, der stod i nærmere Forbindelse med ham, og man mærker snart, hvor høit Manden var agtet og anseet i som udenfor de Menigheder, hvori han virkede.

Af den efterladte Dagbog, han under sin Udenlandsreise holdt, seer man, at han besøgte flere udmærkede Troesmænd baade i Danmark og Tydskland. At han reiste med Gud stadig for Øie, under Bøn og gudelige Betragtninger, er klart af flere Steder i Dagbogen. Saaledes findes der til 1ste Januar 1839 nedenstaaende Bøn :