«Maatte de, o Herre, være fremkomne for dit Ansigt, de Bønner, hvormed jeg i Nattens Stilhed paa mit eensomme Kammer viede mig til din Tjeneste i det begyndende Aar ! Har du annammet dem, og vil du høre dem, da veed jeg, at det alene vil være for din Naades Skyld. Den Hvile, som jeg bad dig om, over mig, over min Hustru, Børn og hele Huus, over mine Menigheder, over din hele Christenhed, over dem, som skulde føres til den, over dem, som staae mig nær ved Slægtskabsbaand, over dem, som have bedet om mine Forbønner, over dine Tjenere og Ordets Forkyndere i mine Menigheder og alle Menigheder. Bevar Enhver, som ved dig har ladet sig føre til din Søn, og led dem, som endnu ikke søge ham, til ham ! Udgyd din Aand over Jorderige, navnlig over din Kirke, og udvid dit hellige Huus til Fleres og Fleres Frelse ! Vær nær hos os, eftersom vi holde os nær til dig, og ihukom os ogsaa, naar vort Sind ikke er hos dig, at vi igjen maae vende tilbage, og leve i dig i verdslig og hellig Gjerning, i vor Tale og Handlen, i vore Tanker og Følelser og Ønsker, i al vor Digten og Tragten. Amen, Amen for Jesu Skyld !»
Efter sin Tilbagekomst til Hjemmet, holdt han daglig Andagtsøvelse med sin Familie og sine Tjenere, hvorved han bad med egne Ord, og en Psalme blev afsjungen før og efter. Da hans Sygdom hindrede ham i at bede høit med egne Ord, samlede han dog Sine omkring sig, og der forelæstes og blev sjunget.
Før og efter Maaltidet lod han gjerne de ældste Børn bede en Bordbøn, naar ingen Fremmede var tilstede; men naar dette var Tilfældet, bad han gjerne selv med egne Ord en kort Bøn.
Ovenover Døren paa sit Studereværelse havde han ladet male paa løse Brætter følgende Bibelsprog : Apostgrn. 16. 30, 31; Matth. 23. 13-26, 41. – Phill. 3. 20, – Coll. 3. 2-3.
Over Døren i Soveværelset Rom. 6, 23, hvormed han især trøstede sig under sin Sygdom. Paa et andet Værelse Luc. 13. 24 — 2det Thimth. 2. 22.
Hans Sygdom, der bestod i Tæring, begyndte med Hæshed, hvorfor Lægen strax forbød ham at tale, prædike og læse høit.
Dette kostede ham Meget; men han bar dette som al sin Lidelse med en stor Gudhengivenhed og Taalmodighed.
Til Enhver, som besøgte ham, talte han frimodig om sin Tro og sit Haab, og glædede sig især, naar Nogen forstod og delte hans Længsel efter at komme fra Forkrænkeligheden hjem til Herren. Dog yttrede han ogsaa flere Gange Ønske om at leve for sin Menighed og Familie, naar det var Guds Villie.



















































