– i nr. 14; les neste artikkel i nr. 15 her;
– fra sidene 210 – 213 (leseren gjøres oppmerksom på at en side i «Skilling-Magazin» utgør dobbel tekst) :
Dr. Theol. K. Krogh-Tonning.
l de mange yngre Videnskabsmænd, der i de senere Aar har tiltrukket sig Almenhedens Opmerksomhed, staar Dr. theol. Krogh Tonning blandt de første.
Som Forsker og videnskabelig Forfatter har han tilkjæmpet sig en høi Rang. Som Lærer, gejstlig Taler, Sjælesørger og populær Forfatter paa det kirkelige Omraade er han bleven omtalt og afholdt ikke blot paa de Steder, hvor han har virket, men ogsaa i vide Kredse.
Det er derfor ei at undres paa, at man ønsker en saadan Mand fast knyttet til vort Universitet som Professor, eller at vort Lands Gejstlige har peget paa ham som særlig skikket til at beklæde en Biskops høie Embede.
Knud Carl Krogh Tonning er født 31te December 1842. Forældrene var Procurator Malthe Didrik Tonning (f. 1813/red.), Søn af Postmester og Toldkasserer Peter Tonning, Storthingsmand fra Aalesund i 1814, og Caroline Christiane Krogh (f.1805/red.), Datter af Sorenskriver i Bamble, Knud Carl Krogh.
Da særlig Moderen kom til at øve stor Indflydelse paa Sønnens Udvikling, som hun lige til sin Død fulgte Skridt for Skridt, skal vi her først omtale lidt nærmere denne ædle og høit begavede Kvinde. Af Naturen var hun herlig udstyret baade fra Forstandens og Følelsens Side. I sin Ungdom havde hun beskjæftiget sig meget med Læsning, ja endog lidt med hin Tids «Populærphilosophi».
En gammel, meget bereist, Onkel underviste hende i Sprog. En Ven af hendes Fader (denne sidste var bekjendt som en meget dygtig Embedsmand) bemerkede engang : «Din Datter skriver bedre end du».
Hun skal i sin Ungdom have været en meget smuk Dame og var ogsaa paa sine gamle Dage en vakker Kvinde med regelmæssige Træk og et dybt, klart, rent Blik. Hun havde et Anlæg for Satire; men efterat hun helt var vunden for levende Kristendom, undertrykte hun dette. «Satiren,» skal hun engang have sagt, «er en Blomst, som vokser paa Kjærlighedens Grav».
Det var hendes kjæreste Timer, naar hun kunde fordybe sig i de bedste populære Bibelfortolkninger og saa fik meddele eller nedskrive sine Tanker under Læsningen. Herved vakte Moderen Sønnens Interesse for Theologien; thi hos ham fandt hun et villigt Øre og et aabent Sind.
Af Prædikensamlinger søgte hun især mere reflexionsmæssigt udviklende, satte saaledes stor Pris paa Adolph Monods Skrifter, men var ogsaa bange for, at Reflexionen skulde fortrænge den sande Hjertekristendom. Da Sønnen engang udtalte, at Monod vilde blive hans Mønster som Prædikant, om han blev Prest, bemerkede hun : «Ja, men jeg ønsker ikke, at du skal blive Vorherres Procurator (forvarsadvokat/sakfører/red.)».
Som Moder var hun uendelig øm. I et Brev skriver engang Sønnen blandt andet om hende : «Jeg ved ikke, hvorledes en Moder skulde kunne leve mere for sine Børn end hun; det var, som om mit Barnehjerte vilde standse, naar jeg tænkte paa, at hun skulde tages bort fra os».
Ikke mindst Paavirkning modtog Sønnen gjennem Moderens Breve. Disse, som han endnu gjemmer paa, udmerker sig baade fra Indholdets og Formens Side, og strækker sig lige fra hans Indtrædelse i Skiens Latinskole indtil to Dage før hendes Død. Det sidste er en Lap, skreven med skjælvende Haand, men vidner om en Aand, hvis Kraft og Klarhed blev bevaret til det sidste. Da vi efter indstændig Anmodning har faaet Anledning til at lære nogle af disse Breve at kjende, skal vi citere lidt af dem.
Den 25de April 1868 (må antageligvis være ment 1858/red.) skriver hun : «Jeg takker dig hjertelig for den Glæde, jeg nyder ved dine Breve, som vidner om din Kjærlighed til dine kjærligst hengivne Forældre og end mere vidner om et troende Hjertes Kjærlighed og fuldkomne Hengivelse til den Velsignede, som i sit Ord Har efterladt os sin skjønne Sjæl og i sit Sacrament en hellig Næring for hans Liv i os». I disse Ord ligger der uden at være udtrykt i dogmatisk Terminologi en hel Theori om Forholdet mellem Ord og Sacrament, som hun vistnok ikke havde fra tysk Theologi, men fra en sund, kraftig, erfaringsmæssig Fordybelse i Naadens Midler.
Man skulde tro, at den Theori, Dr. Krogh Tonning senere har udviklet om dette Forhold, oprindelig i sin Grundtanke snarere er imbueret ham (fra engelsk : imbued with/gjennomsyret av/red.) af hans Moder end af tyske Theologer. Den 21de Juni 1860 skriver hun : «Søg altid dens Blik, som du tænker at tale med, ønsker at tale med eller ønsker at lære at kjende ! Ved Forsømmelsen heraf lærer du mindre et Menneske at kjende i Uger, ja Maaneder, end ellers i Timer, og andre dig. Den, som taler til dig, med dig, maa du se rolig, længe, ofte – ikke uafbrudt –- ind i Øinene. Øinene er Sjælens Speil, og din erfarne Moder kan sige dig, at den, som unddrager andre sit Blik, bliver bedømt som fordægtig; thi det ser ud, som vilde man forblive ukjendt. Et ustadigt Blik ser ud som Adspredelse i Tankerne, men et roligt Øienlag sammenholder Tankerne om den foreliggende Gjenstand for Tankerne».
Dette Citat karakteriserer ogsaa hendes Stil. Hun vakte tidlig og styrkede Sønnens Sands for det Sacramentale, en Sands, som siden aldrig har forladt ham. 3die November 1861 skriver hun : «Forhaabentlig har du idag (hendes Fødselsdag, paa hvilken det var Sønnen en Glæde at kommunicere, naar han kunde) ved Herrens Bord annammet hans dyrebare Legeme og Blod. Jeg ønsker dig tillykke og haaber, at Herren naadigen vil høre denne Bøn for dig : O, Herre, foren ham med dig efter dit Løfte og Tilsagn og virk i ham al god Gjerning og bliv saaledes med ham, at han evindeligen kan blive i dig, Amen, – som jeg har opsendt idag».
Hun var syg dengang og længedes efter at fare herfra og være med Kristo; men hendes Kjærlighed skriver dog : «Jeg haaber at leve saa længe, som jeg kan være noget for mine Kjære, til deres Vel, og det kan glæde mine Børn at have en Moder og min Mand at have en Hustru».
En uvilkaarlig Gjenklang af Pauli Ord Philip. 1, 21-25. Kort før sin Bortgang skriver hun : « –– Fornemmelig beder jeg om lidt længere Samvandring med eder, mine Elskede ! eller kun om flere smertefrie Dage eller Timer for den Tid, jeg har igjen. Engang syntes mig, at Herren svarede mig saa : Vil du
– 211 –
nu ei hvile, du Trætte ?. Mit Svar : Herre ! Jeg har altid elsket at røgte det Kald, du har givet mig, førend jeg har taget nogen Hvile, skjønt jeg har været saare træt. Naar hans Tid kommer, faar jeg nok Kraft til med Glæde at forlade alt og være med Kristo, hvilket vil være saare, saare meget bedre end dette Elendige».
Den til det sidste fuldkommen klare Sjæl forlod sit svage Legeme 22de Mai 1865. Sønnen skriver om hende : «Hun har efterladt mig en Attest, som jeg sætter større Pris paa end nogen anden, jeg har modtaget : «Tak, Tak, dyrebareste Barn, for din Kjærlighed ! O, den er sød for en kjærlig Moder. Dersom du vidste, hvor inderlig jeg elskede dig…. Men den viser sig vist sjelden, denne Kjærlighed, saadan som den er, under mit kolde og alvorlige Ydre. Elskede Søn ! Du har aldrig bedrøvet mig saa meget, at jeg kan erindre endog en eneste Gang ! Fra din tidlige Barndom har jeg havt en lykkelig Anelse om, at Himlen vilde findes i dit Hjerte… og jeg er bleven den lykkeligste Moder».
Jeg var slet ikke noget Mønsterbarn. Langtfra. Men hendes Kjærlighed havde glemt dette. Og for mig er det en Trøst, at hendes Kjærlighed havde glemt det, før hun gik bort.
– Den stille, alvorlige Kjærlighed, som gjennemglødede min rolige Moders Væsen og Ord. virker imponerende og tilskyndende paa mig den Dag idag».
Den, der kjender hans Skrifter ved, at just Kjærlighedsbegrebet er et herskende Begreb i al hans Tænkning. «Ogsaa dette», skriver han i et Brev, «har jeg fra min salige Moder. – Jeg gjemmer paa hendes Pen, hendes Blækhus, hendes Mappe, hendes Brevsamling som kjære Relikvier»,
Dr. Krogh Tonnings Fader var en hæderlig, retskaffen Embedsmand, der virkede hele sit Liv (han døde i 1878) i Stilhed og Troskab. Det siger sig selv, at Barndomshjemmet, hvor en tro Opfyldelse af Hverdagslivets Pligter blev baaret af en inderlig indbyrdes Kjærlighed, kom til at blive den unge Mands kjæreste Sted.
I de seks første Aar boede Forældrene paa Stathelle, hvor Faderen var edsvoren Sorenskriverfuldmægtig og derefter (under Embedets Deling) i flere Aar konstitueret Sorenskriver. Efterat Faderen var bleven udnævnt til Procurator, boede Familien om Vinteren paa Stathelle og om Sommeren paa Landstedet Ek ved Langesundsfjorden. Da dette deilige Sted bleo fuldstændig bebygget, blev Ek herefter Familiens Hjem.
Ved Siden af Embedsgjerningen syslede Faderen med Gaardsbrug og senere tillige med et Skibsbyggeri ved Fjorden. Han drev ogsaa iflere Aar et temmelig betydeligt Skibsrederi. Krogh Tonning blev tidlig sendt til Skiens Latinskole, som han dog ikke fulgte lige til Artium. Sygelighed under Opvæksten var Grunden til, at han et Par Aar modtog Undervisning i Hjemmet af en Huslærer.
Det var en herlig Tid for ham, naar Ferierne kom, og han fik ile til sit kjære og gode Hjem. Der var Velstand i Huset i disse Aar og Udsigter til fremtidig Velstand ogsaa for ham. Dette blev dog senerehen anderledes, da Faderens Skibsrederi blev ødelagt i en større Handelskrise, og Hjemmets Indkomster indskrænkedes til Faderens Indtægt som Procurator.
I 1861 dimitteredes han til Universitetet af Cand. mag., nu Rektor Schreiner. Derefter tog han Andenexamen i 1863. Han var aldrig i Tvivl om Valget af Embedsstudium. Theologien havde allerede tidlig draget hans levende Interesse til sig.
Studenteraarene var for ham i det Ydre en stille Tid, hvori han kun søgte liden Omgang med samtidige Studiebrødre. Ferieopholdet i det religiøse Hjem var i den Grad Glanspunktet i hans Hvile fra Arbeidet, at han ikke følte synderlig Trang til anden Hvile i Omgang. Men denne Tid var dog fuld af Strid, hvad hans Indre angik. Han led under meget stærke Anfægtelser af Tvivl, og først efter flere Aars Kamp fandt han den Apologi, han trængte – hos Blaise Pascal, senere hos andre Forfattere.
Efterhaanden stillede næsten den hele Theologi sig frem for ham i apologetisk Belysning. Eftersom hans Indre klarnedes, vaktes ogsaa Lysten hos ham til fremtidig apologetisk Forfattervirksomhed, hvilket turde være naturligt nok for den, der har gjennemgaaet Tvivlene under personlige Angreb og ved Guds Naade har faaet dem klarnede i erfarings mæssig Oplevelse.
Hans Bøger kan siges at være Frugten af Ideer, der vaktes hos ham i hin be vægede Tid. Det er os bekjendt, at just nogle af de kjæreste har han endnu ei kunnet realisere i de travle og besværlige Stillinger, der faldt i denne høitbegavede Mands Lod.
Vaaren 1867 absolverede han theologisk Embeds examen, i 1870 praktisk-theologisk Examen, begge med Karakteren laudabilis. Straks ester sin Embedsexamen ansattes han som Bestyrer af Lærerskolen i Balestrand. Han drog did Sommeren 1867, efterat han havde indgaaet Ægteskab med Emma Wilhelmine Hagerup, Datter af Sorenskriver Hagerup.
Dette Ægteskab er bleven velsignet med 5 Børn, hvoraf 3 lever.
Ved Lærerskolen var meget at bestille; men her var ogsaa en frugtbar Arbeidsmark. De unge Mennesker fra forskjellige Egne af Bergens Stift, som kom hid for at forberedes til Lærergjerningen, var lærelystne og flittige og tilegnede sig med Glæde og Troskab alt, hvad der kunde meddeles dem i det Tidsrum af 1 1/2 Aar, som hvert Kursus varede.
Faa af dem, der i vort Land beskjæftiger sig som Lærere for Bondeungdommen, er blevne saa afholdte som Krogh Tonning blev det her i Balestrand. Hans Elever omtaler ham med en Kjærlighed og Høiagtelse, der søger sin Lige. Han var deres Lærer og broderlige Ven, der utrættelig hjalp dem i Arbeidet; men han forstod ogsaa at sprede Liv og Solskin ind i deres Kreds i Fritiden, lede deres Udflugter i det Frie og gjøre disse til rene Festdage.
En af sine Elever reddede han fra Døden. Han ledede nemlig deres Svømmeøvelser. En af Gutterne, som nys var sluppen af Svømmesælen, havde vovet sig, ubemerket, for langt ud paa Fjorden. Da løftede der sig et Forfærdelsens Raab : «No søkk S.!»
Tonning stod paa Bryggen. Skolten af det unge Menneske var endnu synlig. Men saa for svandt han. Tonning kastede af sin Frakke, hoppede næsten fuldt paaklædt ud, svømmede hen til Stedet og fik ham med Møje (det var en svær Karl) iland.
Med flere af sine Elever har Tonning
– 212 –
senere i mange Aar vedligeholdt Brevvexling. Hans Egenskaber som Lærer skal vi senere omtale lidt nærmere.
En god Støtte i sin Gjerning her havde Tonning i Balestrands Sogneprest, den ærværdige og lærde H. U. Sverdrup.
Ved Siden af sin offentlige Virksomhed gav han privat Undervisning, ligesom han ogsaa med ihærdig Flid fortsatte sine Studier af Dogmatik og Apologetik.
I 1873 udnævntes Krogh Tonning til Sogneprest i Aardal, inderst inde i Sognefjorden. Naturen derinde mellem Fjeldene er mørk og alvorlig. I fire Vintermaaneder havde man ingen Sol. Fjeldene stængte.
Allerede nogle Maaneder efter sin Tiltrædelse fik han opleve rædsomme Naturscener. I dette Aar indtraf nemlig de frygtelige Skred, hvorom Aviserne indeholdt Beretninger. Masser af Sne, Jord med paastaaende Skov og svære Klippestykker styrtede under et pludseligt Tøvejr allevegne ned om Fjeldsiderne. Prestegaarden laa paa en Flade mellem Fjeldene som en belejret Fæstning. Rundt om hørtes den forfærdelige Torden. Om Natten saa man desuden funklende Striber nedad Fjeldsiderne, en Følge af den svære Friction. I to Døgn varede dette. Sønderslaaede Stykker af Bohave og Hustømmer drev ind paa Stranden, og snart fik man Vished for, at ikke blot mange Menneskers Eiendomme var ødelagte, men at ogsaa flere Menneskeliv var tabte.
Tonning skrev i «Morgenbladet» en Beretning om Tilstanden, og snart strømmede der ind en rigelig Pengehjælp. En Komitee blev dannet til at bedømme Skaden paa de forskjellige Steder og fordele Hjælpen.
Straks efter sin Ankomst til Aardal havde Tonning faaet Meddelelse om, at han havde faaet et Stipendium af dem, der bevilges til Videnskabsmænds og Kunstneres Ophold i Udlandet. Rejsen blev udsat til over Nytaar 1874. Han drog da afsted til Leipzig, hvor senere Cand. theol., nu Statsraad Jacob Sverdrup kom efter og sluttede sig til ham. De fortsatte Reisen sammen og opholdt sig i længere Tid ved Erlangens berømte Universitet, hvorefter Zürich, Basel og Paris besøgtes.
Paa denne Reise fik saaledes Krogh Tonning Anledning til at fortsætte sine videnskabelige Studier under de bedste europæiske Universitetslæreres Veiledning. I Erlangen studerede samtidig med ham Cand. theol. nu Professor i Kjøbenhavn Dr. theol. P. Madsen. Der sluttedes mellem dem en Venskabsforbindelse, som siden er bleven vedligeholdt.
Hjemkommen til Aardal gjenoptog han sin Prestegjerning; men ogsaa Privatundervisningen maatte fortsættes for Brødets Skyld. Nu fulgte en tung Tid : Aaret efter– 1875 – rammedes han af en Nervefeber, der berøvede ham Kræfterne for længere Tid. Bygden er ved Fjeld og Fjord delt i mange skarpt afgrændsede Dele. Bibellæsninger, Missionsmøder o. s. v. maatte holdes paa 7 à 8 forskjellige Steder, tildels med besværlig Adkomst. Og de maatte holdes om Vinteren. Om Sommeren er en stor Del af Folket tilfjelds paa Sæterne.
Efter en Rejse tilbaads og derefter en kortere eller længere Vandring tilfjelds maatte der da tales til en Forsamling, som var sammenpakket i en Stue, hvor man badedes i Sved, og hvor Luften efterhaanden blev saa slet, at Talglysene vare ifærd med at slukne.
Fra disse Ture kom Tonning oftere klein hjem. Sygdom fulgte paa Sygdom, og Byrden blev i flere Henseender meget tung. Gjerne havde han dog endnu en Tid fortsat sin Prestegjerning i den Menighed, der var bleven ham meget kjær; men Lægen modsattelsig bestemt et nyt Vinterophold i det skarpe Aardal. Han opfyldte da den tunge Pligt, at søge sig løst fra sit geistlige Embede for en Tid.
I det omtrent halve Aar, han nu var ledig, opholdt han sig i Kristiania, hvor han underviste paa Gjertsens Skole.
I 1877 udnævntes Krogh-Tonning til Katheket i Porsgrund og kom snart til Kræfter igjen. Del var i mange Henseender en god Tid disse Aar i Porsgrund, hvorfor de bør omtales udførligere.
Han erhvervede sig her mange kjære Venner, af hvilke vi nævner en Mand, med hvem han daglig mødtes paa Skolen; den ualmindelig dygtige og anseede Overlærer Stian Vemmestad.
Vi har med Hensigt dvælet saa kort ved Krogh Tonnings Virksomhed som Sogneprest til Aardal, ikke fordi vi manglede Stof – dertil var hans Virksomhed ogsaa her for dyb og rig; men i Porsgrund faar vi en end bedre Anledning til at lære hans fremragende Egenskaber i Presteembedet at kjende.
Vi kan dog ikke nægte os den Fornøielse at forudskikke følgende Bemerkning, der vedrører hans Virksomhed i Aardal : En Porsgrundsmand (Konsul H. Møller) var for en Del Aar siden paa Turistfærd i Aardal og fortalte for nogle Folk der, at Tonning var Prest i hans By. Men da blev der Glæde og Vemod : «Slig Prest har vi aldrig havt, og slig Prest faar vi aldrig mere», lød det i Kor. Krogh Tonning havde, det erfarede Konsulen, i en ganske sjelden Grad vundet Menighedens Kjærlighed og Tillid i Aardal, og det var rørende at høre, med hvilken for Almuesmænd sjelden Aabenhed man udtalte sin Hengivenhed.
Som før nævnt blev Krogh Tonning Katheket i Porsgrund 1877. Her fik han paa de mange Felter, der hører til et saadant Dobbelt-Embede, rig Anvendelse for sine Evner og Kræfter; her fortsatte han ogsaa med Ihærdighed sine videnskabelige Studier.
Morgentimerne indtil Kl. 10-11 an vendtes til disse sidste, Resten af Formiddagen til Middelskolen; Eftermiddagen optoges af privat Sjælepleie, Bibellæsninger, Arbeider for den kirkelige Fattigpleie, Korrekturlæsning, private Informationer o. s. v.; kun Aftenen var tilbage for Familielivet. En Katekets Stilling er – i Almindelighed talt – ikke lidet besværlig og anstrængende, idet den – som antydet –er en Dobbellstilling. Han er først og fremst Lærer, og Skolen kræver sin store Del af hans Tid og Arbeide; men han er ogsaa Menighedens Prest, hvilket sandelig ogsaa fordrer sit af ham, ja adskillig mere end beregnet, idet man nemlig holder sig til, at han er Prest, og glemmer, hvilket Krav hans anden, hans Hovedgjerning, stiller til ham.
Og jo større Pris man
– 213 –
sætter paa ham, desto større bliver ogsaa Kravene. En samvittighedsfuld Mand vil derfor i en saadan Stilling faa saa meget Arbeide, at han i Regelen ikke vil kunne holde det længe ud, om han ikke skal blive aldeles udslidt.
Krogh Tonning indehavde Porsgrunds Kateket embede i 5 1/4, Aar, og han udfyldte det som faa, ja i en sjelden Grad. Han var for det første Lærer med Liv og Sjæl. Hans Undervisning var livlig og interessant, men fremfor alt grundig og klar. Det træffer vel ikke saa sjelden, at en videnskabelig anlagt og med abstrakt Tænkning sysselsat Mand er mindre vel skikket til at være Lærer for almindelige Skolebørn. Men om dette end muligens kan gjælde som Regel, saa er ialfald Krogh Tonning en Undtagelse fra Regelen Af kyndige Folk, der i disse Aar stod ham nær, betegnes han som en «Lærer, udstyret med usædvanlig rige Evner, i Besiddelse af fremragende Kundskaber ogsaa i de almindelige Skolefag, med Evne til at tage baade Lærestof og Elever paa en praktisk Maade, nøiagtig i Udførelsen af alle sine Pligter, kollegial mod Medlærere, venlig mod Børnene og dog stadig forstaaende at lægge et Alvorsord over det hele».
Det er da ogsaa selvfølgeligt, at hans Undervisning bar rige Frugter, ligesom han ogsaa var meget afholdt af sine Elever, der vistnok alle som en bevarer ham i kjærlig og taknemmelig Erindring.
Ser vi hen til hans prestelige Virksomhed ogsaa her støtter vi os til paalidelige og kyndige Mænds Udsagn, der vistnok ogsaa fuldt ud giver Udtryk for Menighedens Opfatning idetheletaget – falder ganske naturlig hans Prædikener først i Øinene. Disse var – og er det den Dag idag gjennemtrængte af en ægte bibelsk Aand og tillige herlige Vidnesbyrd ud af Kirkens Bekjendelse. At en saa dybsindig Tænker som Krogh Tonning kun leverer vel gjennemarbeidede Prædikener, siger sig selv. Efter hvad han engang har meddelt en Bekjendt, har han dem aldrig fuldstændig nedskrevne, kun optegnede i Momenterne. Man kunde tro, at hans Prædikener var udpræget dogmatiske; men det kan dog ikke siges. Paa samme Tid som de var belærende, grundige, klare og fine, var de ogsaa indtrængende og praktiske, gribende ind i Menneskets hele Liv, omfattende den enkelte Menigheds Ve og Vel; det traf ikke saa sjelden, at hans Prækener paa en eller anden Maade ogsaa omhandlede Tidens store sociale Spørgsmaal : Vi nævner her kun en Prædiken paa 2den Søndag esfter Helligtrekonger, som han efter Opfordring senere udgav i Trykken (Porsgrund 1880) og som omhandler «Hedenske og kristelige Tanker om Ægteskabet».
Porsgrunds Kateket skal i Regelen være fri hveranden Søndag; men Krogh Tonning prædikede meget oftere end han var forpligtet til, eftersom han havde foresat sig at prædike i Byens Hovedkirke hver Gang, da der efter Regelen skulde være Messefald, hvilket Forsæt han ogsaa trolig holdt.
Hvad Menigheden ikke satte mindre Pris paa, var de Bibellæsninger og bibelske Foredrag, som han regelmæssig holdt i Bedehuset, dels over Ugens Epistel, dels over andre Bibelafsnit – beaandede Vidnesbyrd, der indeholdt mangen rig Skat til Oplysning og Opbyggelse.
Enkelte Gange holdt han ogsaa mere videnskabelig anlagte Foredrag, f. E. et Par Foredrag om Pestalozzi; men saadanne kunde efter sin Natur blot komme et Mindretal af Menigheden tilgode.
Trods det oven anførte er vi dog i nogen Tvivl om vi ikke har Ret til at sige, at det, hvorved Krogh Tonning har sat sig det varigste Minde i Porsgrunds Menighed, og hvorved han allermest har vundet dens Hengivenhed og Taknemmelighed, var hans utrættelige Sjælesørger-Virksomhed samt hans Arbeide for kirkelig Fattigpleie.
Han var et Mønster for en Prest i flittig at besøge Gamle, Syge og Forladte i Menigheden og bistaa dem i Raad og Daad, først og fremst selvfølgelig i deres evige, men ogsaa i deres timelige Velfærd. Hvor han først havde været een Gang, var han velkommen igjen.
«Det er saa godt at faa tale med vor Prest», var det enstemmige Vidnes byrd, og mange er de baade her og hisset, som vil velsigne ham for de stille Stunder, da de talte sammen om de Ting, som hører Guds Rige til. Især var han glad ved at besøge de Syge og Døende.
Vi hørte nylig en Mand ganske tilfældig omtale den gribende Maade, hvorpaa han udførte sine Sognebud. Manden havde været tilstede et Par Gange ved saadanne Leiligheder, og han kunde aldrig glemme dem. En Gang for alle havde han truffet den Aftale med Lægen, at denne underrettede ham om enhver mere alvorlig Syg i Menigheden, og han indfandt sig da straks ukaldet hos vedkommende.
Krogh Tonning omgikkes en Tid med den Tanke at faa oprettet en Diakonissestiftelse i Porsgrund, men maatte opgive dette af Hensyn til praktiske Vanskeligheder, nemlig Hensynet til den allerede oprettede store Stiftelse i Kristiania.
– artikkelen fortsettes i neste nummer 15 – les den her :