– nr. 15 – og en fortsettelse fra nr. 14 (les den her);
– fra sidene 228 – 231 (leseren gjøres igjen oppmerksom på at en side i «Skilling-Magazin» utgør dobbel tekst) :
Dr. Theol. K. Krogh Tonning (Slutning fra No. 14).
Et Minde om hans Virksomhed i Porsgrund, som forhaabentlig vil blive staaende i lange Tider, er den kirkelige Fattigpleie, som han fik oprettet dersteds, og i hvis Bestyrelse han var den nidkjære Formand lige til henimod sin Fraflyttelse.
Det er hans utrættelige Arbeide for denne Sag, Porsgrund har at takke for, at den har udviklet sig saa godt. Han mindede Gang paa Gang om den fra Prædikestolen og ved andre Leiligheder, og han havde ogsaa den Glæde at se Sagen vokse sig ind i Menighedens Bevidsthed.
Det skal saaledes endnu være Tilfældet den Dag idag i Porsgrund, at mangfoldige Kirkesøgende ikke forlader Kirken, før de har lagt sin Skjærv i Fattigbøssen. Man begyndte med at sende en Bog omkring til Tegning af Bidrag, men vovede allerede i det andet Aar at inddrage denne for at undgaa at øve nogetsomhelst Tryk, og indskrænkede sig til Bøsserne samt til hvad enhver uden privat Opfordring vilde levere til Kassereren.
Denne Tillid blev ikke skuffet. Budgettet steg. I trange Vintre holdtes Suppekjøkkener. Saavidt vides dreier Fattigpleiens kontante Indtægter sig om 1,500 á 2,000 Kroner aarlig — en ganske vakker Sum for en saa liden Menighed. Byen inddeltes i flere Distrikter, hvert med sin Menighedsdiakon (hvoriblandt Prestens fem «Medhjælpere») i Spidsen. Valgte af disse og arbeidende under deres Veiledning virke saa mange Menighedsdiakonisser, at man kan have fuldt Kjendskab til hver enkelt fattig Families Forhold, dens Trang og dens Værdighed. I Forbindelse hermed staar ogsaa hans udmerkede lille Bog «Kirkelig Fattigpleie» (Kristiania 1879), der indeholder Foredrag, han Vinteren 78-79 holdt i Porsgrund, og som han efter gjentagne Opfordringer lod udgaa i Trykken.
Disse smukke og letskrevne Foredrag kan med Glæde læses af enhver nogenlunde dannet Mand og Kvinde; her er Vink og Raad, enhver Kristen ret grundig burde studere. Maalet er, mener Tonning, at Kirken lidt efter lidt vinder tilbage det Velgjørenhedsfelt, som den baade til sin egen og Statssamfundets store Skade har opgivet.
Menighedsdiakonatets kraftige Gjenoprettelse i sand kirkelig Aand vil, mener Tonning, mere end mangt andet, praktisk kunne tjene til at styrke og at ene i en aandelig svag og kirkelig splittet Tid.
Vi kunde endnu tilføie Krogh Tonnings Bestræbelser for at hjælpe frem unge, ubemidlede Gutter, hvorledes han indsamlede Bidrag, hvormed de sattes istand til at søge Uddannelse.
En Institution der fortjener at nævnes her, da den skylder Krogh Tonnings Initiativ sin Tilblivelse, er en theologisk Læseforening, han straks efter sin Ankomst til Porsgrund i 1877 fik istand; denne bestod foruden ham selv af Sogneprest Winsnes, nuværende Sogneprest Bolstad og Overlærer Vemmestad; efterhaanden kom ogsaa flere til, nemlig fhv. Provst Wettergreen, fhv. Sogneprest Mülert (Mülertz/red.) samt de nuværende Biskoper Laache og Skaar. Man samledes paa Omgang hver Mandag, «Presternes Fridag» om Eftermiddagen, og gjennemgik exegetisk forskjellige af det nye Testamentes Skrifter paa Grundsproget.
Det gik saaledes til i disse Møder, at en af de yngre Deltagere læste op af den Kommentar, der lagdes til Grund, og at enhver saa kom frem med de Spørgsmaal og Bemerkninger, hvortil det Læste gav Anledning. Der krævedes ingen Forberedelse til Møderne, og det var praktisk; thi efter hvad Erfaring ofte viser, er det næsten den eneste Forudsætning under hvilken saadanne Møder kan holde sig.
Institutionen bestaar fremdeles og omfatter nu tillige Skiens Prester. Den lette Kommunikation paa hine Kanter gjør det nu muligt for mange Theologer at deltage. Men ogsaa med et færre Antal Deltagere giver saadanne Møder et godt Udbytte, og vi vil benytte Anledningen til at holde Krogh Tonnings Idee frem til Efterligning paa de Steder, hvor Forholdene tillader det; det turde hænde, at disse Steder ikke var saa faa endda.
Alt det ovenfor anførte kunde synes at være mere end tilstrækkeligt til at lægge Beslag paa en Mands hele Kraft og Tid.
Men endda har vi ikke nævnt de store Arbeider, Krogh Tonning under al denne sin Virksomhed i Porsgrund ydede vort Kirkesamfund, Arbeider, som for de fleste i hans Sted vilde have været deres hovedsagelige, for ikke at sige eneste, Livsverk. Vi har endnu ikke nævnt hans videnskabelige Arbeider, der har vundet udelt Anerkjendelse og Taknemmelighed i vor Kirke og gjort hans Navn kjendt og kjært baade blandt Prester og Lægfolk.
Vi nævne hans Skrifter i den Orden de udkom. Allerede medens Krogh Tonning var Bestyrer af Lærerskolen i Balestrand, udkom hans første og og ikke mindst betydningsfulde Bog, «Den kristelige Troeslære» (Bergen 1870). Samme Verk 2den Udgave kom 4 Aar efter (Bergen 1874). Hans første Bog i Porsgrund, «Ord og Sakrament», udkom i 1878 og er et gedigent Arbeide, der først stod at læse som Afhandling i «Theologisk Tidsskrift».
Baade her og senere som separat Aftryk blev det modtaget med udelt Opmerksomhed og Glæde af vort Lands interesserede Theologer. «Vi har i denne Bog», heder det i en kritisk Anmeldelse i «Aftenbladet», «en klar, ædruelig Tænken, alvorlig Indtrængen i Gjenstanden, upartisk, omhyggelig Raadspørgen af alle Vidner, rolig og human Prøvelse af fremmede Synsmaader, hvilket udmerker Forfatteren og betegner hans Fremgangs maade som sandt videnskabelig».
Bogen blev og saa særdeles rosende omtalt i «Luthersk Ugeskrift», «Svensk theol. Tidsskrift» og en Mængde andre Blade.
– 229 –
Samme Aar udkom ogsaa hans «Bibelske Foredrag» (Kristiania 1878), Aaret efter hans tidligere omtalte Bog «Kirkelig Fattigpleie» (Kr.a 1879), der er bleven anmeldt og anbefalet i en Mængde Blade.
Samme Aar udkom 3die for øgede Udgave af «Den kirkelige Troeslære», der nu udgjorde ikke mindre end 43 Ark (690 Pag ), og som blev modtaget med Tak og megen Interesse af baade Læg og Lærd; især har vore theologiske Studerende og vor Lærerstand havt rigt Udbytte af denne Bog.
Det følgende Aar udkom «Troeslære» til Brug ved høiere Religionsundervisning (Kr.a 1880). I 1881 udkom «Om det kirkelige Embede og dets Functioner» og «Kirkelige Vidnesbyrd om Absolutionen» (Kr.a 1881), hvilke begge fik den smukkeste Ros i Pressen. «Det er høiligen at takke Kirkens Herre for, at han har givet os Mænd, der kan tale under Tidens Talsmænds Stormløb mod det kirkelige», heder det hos en Anmelder i Morgenbladet», og vort høieste litterære Tribunal paa dette Omraade, Ugeskriftet («Luthersk Ugeskrift»/red.), slutter «med en hjertelig Tak til den lærde Forfatter for hans utrættelige Arbeide i Kirkens og Videnskabens Tjeneste».
Der er et Udslag af denne Krogh Tonnings Virksomhed, som fortjener særlig at fremhæves, saa meget mere, som der er faa, der ved (vet/red.), hvad man skylder ham i dette Stykke, nemlig hans kirkelige Sans, hans skarpe Blik for Kirkens Enhed. «Er det saa», for at bruge hans egne Ord, «at Kirkens Livsbevægelse gjennem Tiderne foregaar efter Lovene for et organisk Liv, da er den ligefremme Følge heraf, at Kirken kun da lever et klart bevidst Liv, naar den er sig bevidst sit dybe og inderlige Sammenhæng med den Fortid, der betinger dens Nutid».
Det var ogsaa dette, der bragte ham til at foranstalte Udgivelsen af udvalgte «Vidnesbyrd af Kirkefædrene».
Ham er det, man har at takke for dette saare fortjenstfulde Verk; det er ham, som har gjort Udvalget og i den Anledning paa Forhaand gjennemgaaet i Grundtext eller Oversættelse en Masse af Oldkirkens Skrifter; han har formaaet dygtige Mænd til at paatage sig Oversættelsen, og han har ledet det Hele og bistaaet med Raad og Daad.
Krogh Tonning besidder en ualmindelig Arbeidskraft og arbeider overmaade let. Man kunde se ham sidde med de svære latinske Folianter, opstillede paa Stole foran sig, læsende Side efter Side, og merke de Steder han havde Brug for; dette vidner ogsaa om hans store Dygtighed i det klassiske Sprog.
Vi tror her ogsaa at burde omtale Krogh Tonnings stærke logiske Side. Naar han havde fattet Beslutning om at udgive et nyt Verk, lagde han ikke alene Planen i det store og hele taget, men han opgjorde paa Forhaand alle Afdelinger og Underafdelinger, alt stærkt afgrænset – saa at, naar han begyndte det egentlige Arbeide, var Skelettet fuldt opstillet.
Han levnede sig ikke mange Fristunder, og det var, som om han i sit Studerkammer følte sig par excellence vel. Og saa forstaar han tilgavns den store Kunst at inddele sin Tid. Han er Systematiker, og det viser sig ogsaa i dette Stykke.
– Det er sagt om den bekjendte tyske Exeget Meyer, at alle hans Verker er udarbeidede i de tidlige Morgentimer, der af de fleste tilbringes i Sengen. Det samme kan ogsaa siges om Krogh Tonning; han har skrevet alle sine Arbeider om Morgenen.
En Spøgefugl bemerkede engang, at Krogh Tonning satte System ogsaa i sin Hvile; naar han havde Ferier, forstod han nemlig altid at anvende dem saaledes, at de virkelig blev til Rekreation. Dette hjalp ogsaa paa hans Helbred, som man skulde tro maatte bukke under for alt dette Stræv. En af vort Universitets lærdeste Mænd, Professor Caspari, der altid har fulgt Krogh Tonning med et trofast, faderligt Venskab, havde oftere opfordret ham til at indlevere et Arbeide for den theologiske Doktorgrad. Dette Arbeide blev ogsaa fuldendt og færdigt, førend Krogh Tonning forlod Porsgrund. Det er hans bekjendte Bog «Om den ældste kirkelige Apologi», Afhandling for den theologiske Doktorgrad (Kr.a 1882). I dette Aar blev han ansat som Prest ved Kristiania Bys Sygehus, Arbeidsanstalt og Fattighuse samt som Lærer i Pædagogik ved det praktisk–theologiske Seminarium. I November (1882/red.) tiltraadte han sit nye Embede, efterat have sagt det kjære Porsgrund Farvel.
Afhandlingen for Doktorgraden, der var indsendt til Kjendelse af det theologiske Fakultet, blev enstemmig antagen, og i Marts 1883 kom saaledes Krogh Tonning til at holde de reglementerede Prøveforelæsninger, der gaar forud for selve Hovedakten, paa Universitetet, hvorpaa fulgte den varme Dag, 16de Marts, da selve Disputationen for Doktorgraden fandt Sted i Universitetets Festsal i Overvær af næsten alt, hvad vort Land eier af theologisk og filosofisk Lærdom og Videnskab.
Som ordinære Opponenter optraadte Professor i Philosophi Monrad og Professor i Theologi Johnson, og som Opponent »ex auditorio« havde Professor i Philosophi Lyng meldt sig. Vi har hørt kompetente Mænd lang Tid bagefter tale om denne Disputats som noget af det mest udmerkede i sit Slags, der er holdt ved Kristiania Universitet.
Doktoranden gav straks det bestemte Indtryk af at være vel forberedet paa Forsvar og «at have Evne til at for svare sig baade med Neb og Klør», som Professor Monrad spøgende udtrykte sig, mod de allehaande philosophiske og theologiske Indvendinger, og han tilføiede ved Forhandlingen om et Hovedpunkt i Platonismen, at Doktorandens Forsvar var det bedste, der kunde føres.
Den rolige, værdige og klare Maade, hvorpaa han besvarede ethvert Angreb, viste den modne Videnskabsmand. Akten lededes af det theologiske Fakultets Dekanus, Professor Caspari, som lykønskede Doktoranden til Doktorværdigheden.
Først optraadte Professor Monrad med Spørgsmaal om, hvorfor han ikke i sin Bog havde behandlet Aristoteles, hvilket Doktoranden besvarede med at udvikle sin Opfatning af Forholdet mellem Platon og Aristoteles, og nu gik det løst med Forhandlinger om Anaxagoras, Aristoteles, Platon, Stoikerne o. s. v.
– Derefter optraadte Prof. Lyng, som ønskede, at et Punkt i Epicuræernes Lære havde faaet en nærmere Behandling. Doktoranden begyndte sit Tilsvar med at fortælle om en Borgermester i en liden dansk By, der gjorde sin Undskyldning for Hans Majestæt, fordi man ikke
– 230 –
saluteret ved dennes Ankomst. Dertil havde Borgermesteren 32 Grunde. Den første var, at Byen ikke havde nogen Kanon…. «Ja, saa skjænker jeg Dem de øvrige», sagde Hans Majestæt d.e.: Doktoranden havde ikke Brug for det omhandlede Punkt; og saaledes vexlede Vid og Lune med Alvor og Skarpsindighed i de 5 lange Timer Disputatsen varede.
Tilsidst fik Doktoranden en Dyst med gamle Johnson. Dette var Disputatsens theologiske Del. Den dreiede sig om Justinus Martyrs Stilling og Betydning som Apologet over for det græsk-romerske Hedenskab. Det var især fra dogmehistorisk Standpunkt Professoren rettede sit Angreb. Doktoranden besvarede Indvendingerne med en tildels udførlig og indgaaende Begrundelse af sin Opfatning.
«Begge de ordinære Opponenter», heder det i «Morgenbl.s» Referat, «omtalte med største Anerkjendelse Doktorandens Arbeide, idet Professor Monrad med stor Tilfredsstillelse udhævede dets stærke Smag af et grundigt Kildestudium og det lovende for Videnskaben i, at en Mand i en Stilling, hvor han var stærkt optaget med praktisk Virksomhed, havde kunnet udføre sine videnskabelige Arbeider, og Prof. Johnson i Tilslutning hertil; navnlig udtalte han sin Glæde over, at Doktoranden saa heldigt havde gjennemgaaet det, som førte til det Maal, hvorved han nu stod. Professor Johnson omtalte sluttelig de Forventninger, man var berettiget til at knytte til Doktorandens Afhandling, og den Trang, som paa Grund af Tidsomstændighederne maa siges at være tilstede i apologetisk Retning, der synes at være den, paa hvilken Doktoranden særlig havde slaaet ind.
Doktoranden udtalte tilsidst sin Tak til Moderator og begge de ordinære Opponenter, idet han dvælede ved den Betydning, som hver enkelt af dem havde havt for hans videnskabelige Udvikling. Den hele Akt blev udført med den Værdighed, som skyldes en videnskabelig Forhandling, og navnlig lagde Doktoranden, uagtet Disputatsens overordentlige Langvarighed, en beundringsværdig Evne til at forsvare og yderligere klargjøre sit Standpunkt for Dagen».
Det siger sig selv, at da den heromhandlede Bog, «Om den ældste kirkelige Apologi», kom i Boghandelen, blev den modtaget med største Velvilje af Publikum og Pressen.
Anmeldelse paa Anmeldelse, fulde af Ros, strømmede ind til Dr. Krogh Tonnings driftige Forlægger (P. T. Mallings Boghandel). «Luthersk Ugeskrift» slutter ved denne Leilighed sin indgaaende Omtale af Bogen, idet det lidt bittert noterer «de lidet glimrende Kaar, vort Land har havt at byde Dr. Krogh Tonning ved Kristiania Fattigvæsens Anstalter»; ….. «Under Kaar, der synes lidet gunstige for videnskabelige Studier, har han dog udfoldet en beundringsværdig og rig Produktion, som kræver og fortjener at støttes; thi hverken vor Kirke eller vor Videnskab har Raad til at undvære den».
I samme Aar (1883) blev Krogh Tonning indvalgt som Medlem af Videnskabsselskabet i Kristiania. I dette Aar fik han ogsaa udgivet Oversættelsen af «Justinus Martyrs Apologier» i den tidligere omtalte Samling «Vidnesbyrd af Kirkefædrene».
Aaret efter (Kr.a. 1884) udkom «Guds Ord og Bøn. Til Lærdom, Formaning og Trøst. Ordnet efter Katekismen».
Af egen Erfaring vidste Dr. Krogh Tonning, at der trængtes en saadan Bog til Veiledning og Hjælp for enfoldige Kristne, og han vidste ogsaa, hvad der bedst egnede sig til Brug saavel for Selvopbyggelse som ved Husandagt.
«Guds Ord og Bøn» er en Perle af en Bog. Mangen en, der ikke før kjendte Dr. Krogh Tonnings Navn, kom her til baade at elske og velsigne ham.
«Det er den rareste Bog, jeg nogensinde har truffet paa», sagde nylig en gammel sygelig Kvinde, hvem Meddeleren heraf skjænkede «Guds Ord og Bøn» som Gave; og hvor hun læste ! Snart smilede hun, snart græd hun, saa bad hun Bønnerne, saa sang hun; «den rare Bogen» var den første hun greb efter om Morgenen og den sidste hun lagde fra sig om Aftenen; thi her stod de kristelige Sandheder klarere for hende end nogensinde ellers.
Med denne Bog har Dr. Krogh Tonning trængt dybt ned i vort Folk og netop kommet dem, for hvem Guds Ord har været «dyrt i Landet», tilhjælp. Bogen er fremgaaet af den Trang, Forfatteren som Sjælesørger selv har følt. Han ønskede at eie en Samling Bibelsprog at ty til under Udførelsen af denne Prestens ofte allervanskeligste Gjerning, den private Sjælepleie, en saadan Samling, der i sin Helhed fremstiller det bibelske Hovedindhold i en saa enkel og let overskuelig Ordning, at enhver uden Vanskelighed kan finde, hvad han i Øieblikket behøver for sit eget eller andres aandelige Behov.
Vi ved, at Bogen har været og er ham selv til Støtte og Lettelse ved hans Gjerning hos de Syge.
«Den kan være sikker paa en lang Levetid; thi det er Guds Ordet selv i dets oprindelige Kraft og hellige Enfold, som her bydes til Sjæleføde», heder det i en Anmeldelse. Og om Bønnerne i denne Bog (en Samling af de mest kjernefulde, der er fremkomne under Kirkens Levnetsløb, mest meget gamle, der have været Udtryk for Tusinder og atter Tusinder af Kristnes Bøn, Tak og Pris) siger en af vort Lands aandfuldeste og mest begavede Prester bl. a..
«Vore Tider, hvis Lidelse og Fortrin er den stærke Reflektion, og som kanske ogsaa i Bønnen merker adskilligt af Lidelsen derved, kan af de Gamles Bønner lære Kraft og Enfoldighed; der er en forunderlig ret Linie fra Jorden til Himlen i disse Bønner; vore opholder sig mere paa Veien og gjør Omveie, disse synes saa godt at kjende sit Maal og ved (vet/red.) saa tillidsfuldt hvad de vil; derfor er de merkelig troesstyrkende og skikkede til at føre ind i Bønnens Verden… Presten faar jo ikke sjelden Spørgsmaal, om hvilke Opbyggelsesbøger han helst vil anbefale den Syge; denne vil han med Tryghed kunne nævne».
Vi kunde endnu omtale den Mængde Opsatser, Afhandlinger og Anmeldelseri forskjellige indenlandske og udenlandske Blade og Tidsskrifter, Dr. Krogh Tonning har leveret i Aarenes Løb; men vi skal denne Gang indskrænke os til kun endnu at nævne hans sidste Verk, større end noget af
– 231 –
hans tidligere, og som har vakt megen Opmerksomhed inden vor theologiske Verden, nemlig «Den kristelige Dogmatik» 1. (Kr.a 1885)
Dette Verk vil efter Forlydende komme til at udgjøre 4 Bind, hvoraf andet Bind vistnok vil komme i Boghandelen i kommende Sommer. Da det maaske kan have sin Betydning, at dette betydningsfulde Arbeide – det første Forsøg til en fuldstændig Dogmatik i vort Land – ogsaa bliver omtalt her lidt nærmere, skal vi først bemerke, at den udkomne første Del er bleven modtagen med største Anerkjendelse i Dagspressen som og i de kirkelige Blade – baade her i Norge som og i Sverige og Danmark.
Det har dog været sagt, at Kritiken ikke altid har vidst at fremdrage Bogens fortrinsvise og egentlige Eiendommelighed, hvorfor vi skal paapege, at Dr. Krogh Tonning i sin Dogmatik ønsker at vise, at Kristendommen er den sande Repræsentation af det religiøse, ikke blot i Almindelighed, af den ofte nævnte Grund, at den tilfredsstiller en umiddelbar Trang hos os, men navnlig derved, at Forfatteren søger at samle de forskjellige Udtryk for denne Trang (i Mythe, Philosophi, Digtning o. s. v.) under store Hovedsynspunkter, som i sit Modsætningsforhold søger sammen i en Enhed, der kun findes i Kristendommen.
Det er dette Enhedsprincip, der behersker hele Fremstillingen. Og ingen kyndig vil kunne være i Tvivl om den overordentlige Betydning af et saadant Princip. Det er det samme Princip, Forfatteren oftere har givet Udtryk i den Betegnelse, at Kristendommen viser sig som den endelige Hovedstrøm, der fra modsat Hold optager i sig den religiøse Menneskeaands forskjellige Strømninger i Tiderne, eller at den er Svaret paa Menneskehedens Spørgsmaal.
Dr. Krogh Tonnings Bog adskiller sig fra den almindelige «Bevidsthedstheologi» derved, at den ikke blot giver Svaret, men ogsaa Spørgsmaalet, d.e.: ikke blot et og andet leilighedsvis medtaget Udtryk for Spørgsmaalet, men det samlede Spørgsmaal, idet Forfatteren mener, at kun paa den Maade kan den kristelige Bevidstheds Svar gives som Svar paa den religiøse Menneskeheds samlede Spørgsmaal.
Af de mangfoldige Anmeldelser af «Den kristelige DogmatikI» skal vi blot omtale, at en af vore kyndigste Anmeldere paa dette Omraade nævner Dr. Krogh Tonning i Flugt med Nutidens lærdeste Dogmatikere : «Dr. Tonning», heder det i«Morgenbladet» 3die Febr. 1886, «har i den foreliggende Bog, i Lighed med Martensen, Dorner og andre høit anseede Dogmatikere i den nyere Tid, sat sig til Opgave at indføre i Dogmatiken en Behandling, der er grundet paa den nyere Tids filosofiske Forskning» …. «Forfatteren, der ved dette Arbeide lægger for Dagen et nøie Bekjendtskab med de Dele af Filosofiens Historie, som er af Betydning for Dogmatiken, orienterer os her med Klarhed med Hensyn til Spørgsmaalet om det kristeliges Forhold til det humane i sin Almindelighed og til de filosofiske Grundanskuelser, der er af historisk Vigtighed. Ved en meget god Udvikling af dette Punkt meddeler han vore Theologer en Kundskab, som paa Grund af Tidens Omstændigheder maa betegnes som meget nyttig» .
Paa et andet Sted heder det hos en anden anseet Anmelder :… «Vi henleder Opmerksomheden paa et Verk, der vil være saare kjærkomment for Prester og Theologer, et Verk, der vidner om en sjelden skarp og dyb Tænkning, logisk klar Udvikling, original Behandling og ualmindelig omfattende Studier – ikke mindst paa Filosofiens Omraade, hvis forskjellige Retninger ligefra den ældste historiske Tid og ned til vore Dage Forfatteren viser sig fortrolig med – et Verk, der kaster Lys over de Aandsproblemer, som ogsaa i vor Tid er oppe».
Dr. Krogh Tonnings Stilling i Kristiania kræver strengt Arbeide, som kun kan klares ved en nøiagtig Inddeling af Tiden. Formiddagstimerne anvendes til Sjælepleie og tildels Undervisning i de forskjellige Anstalter, der hører ind under hans Embede. Eftermiddagen optages af Forelæsninger ved det praktisk-theologiske Seminarium og tillige ved Kurset for vordende Lærerinder. Hver Søndag har han Gudstjeneste, afvexlende i Kroghstøttens Kapel og Arbeidsanstaltens Kapel.
I Morgentimerne fortsætter han sine dogmatisk-apologetiske Studier, der tillige nødvendiggjør et Studium af Philosophi og Religionshistorie. Han har ogsaa holdt Forelæsninger over Dogmatik ved Universitetet og populære apologetiske Foredrag efter Opfordring af «Selskabet for Kristiania Bys Vel».
Siden sin Ansættelse i Hovedstaden har han tillige været Medlem af Magdalenahjemmets Bestyrelse. Skjønt Prest i en af Kristianias saa at sige mest ubemerkede Kirker (Kroghstøttens Kapel), har dog Dr. Krogh Tonning stadig samlet en saa stor Skare Tilhørere, som hans Kirke kan rumme.
Om hans Prædikestol trænger sig ikke blot de, hvis Prest han nærmest er, men ogsaa en talrig Kreds af Hovedstadens oplyste kristelige Lægfolk, theologiske Studerende og andre Theologer. Ordets Brød bliver her skaaret og frembaaret for Menigheden saaledes, at enhver Tilhører faar noget for sig med paa Vejen hjem, noget, der drager ham tilbage at høre Dr. Krogh Tonnings Prædiken paany.
Som Lærer ved det praktisk-theologiske Seminarium har han sammen med sine Kolleger Pastor G. Jensen og Professor Dr. Bang øvet en velgjørende Indflydelse paa de vordende Prester, saavel gjennem sine gedigne og klare Foredrag som ved sin helstøbte Personlighed. Vi vil endnu tilføie, at Dr. Krogh Tonning er en varm Kunstven. I sine Ferier befatter han sig lidt med Landskabsmaling.
En ædel, aandfuld, gammel Ven og Onkel, Lensmand Jacob Ringdal, hvis Biografi vi nylig har leveret, har ved sin fine Kunstsans væsentlig bidraget til at vække og nære denne Kjærlighed til Kunsten. Lensmand Ringdals Hus var stadig et kjært Hjem for Dr. Krogh Tonning i Sommerens Ferietid ligefra hans Barndomsdage af. Denne kjære gamle Vens Død forrige Sommer var et smertelig Tab for Doktoren (Krogh Tonning/red.), der altid havde elsket ham som en Fader.
Vi maa stanse her. Men idet vi slutter vor Skildring af Krogh Tonning, som han staar for os midt i sin Manddoms fulde Kraft, kan vi ei tilbageholde det Ønske, som vi ved vi ei er ene om : Maatte nu den Tid være inde, da vort Land vilde byde Dr. Krogh Tonning en Stilling, der er en saadan Mand værdig, enten som Lærer ved vor Højskole eller som en af Kirkens Tilsynsmænd !
Vor Tid er i mere end een Henseende en trang Tid. Vore fremragende Mænd behøver derfor særlig Visdom, Kraft og Udholdenhed. Herren give Dr. Krogh Tonning Naade til ikke at blive træt – unde ham fremdeles Styrke til at virke – Kristenfolket og Kirken til Gavn, og Fædrelandet til Ære.