– utgave «Onsdag 8de August 1877»; Søren Jaabæk var selv redaktør i «Folketidende» og avisen ble utgitt i Mandal – hans eget hjemsted. Artikkelen er, slik vi ser, publisert under et opphold han var på «Østlandet», gjerne under Stortings-sesjonen, men forfattet noen uker før publiseringen i august;
HVORAF KOMMER FOLKETS UVILJE MOD PRÆSTERNE ?
(Fra Østlandet Sankthansdagen 1877).
Dette Spørgsmaal har jeg været Vidne til ved flere Lejligheder, ligesom jeg af et Par Præster har hørt det besvaret og forklaret saaledes, «at Søren Jaabæk er Syndebukken, for han har «udkastet Brandfaklen forat gjøre sig populær i den uvidende Folkemasses Øjne». Han og ingen anden har været Opvigleren, han og ingen anden har benyttet Folkets Raahed og mørke Vankundighed til revolusjonært Misnøje.
Enkelte usle Provindsaviser, der blive tømmekjørte (holdt med stramme tøyler/red.) af pengegridske Præster, har ogsaa sagt Ja og Amen til disse Præsters fripostige Udsagn. Men I gode Herrer og gejstlige Mænd tager styggeligen fejl. Jeg har personlig Erfaring herfor, saasom jeg ved adskillige Rejser i mangfoldige af de søndenfjeldske Præstegjælde længe førend Søren Jaabæks Navn var hørt eller kjendt har haft Anledning til at høre Misstemningen mellem Almuen og Præsten.
Det første, som Uviljen begyndte, var da Udvandringen til Amerika begyndte ; da begyndte Præsterne at modarbejde denne, hvorved de paadrog sig den største Uvilje. Thi ikke nok med, at de af sine Prækestole skildrede Amerika med de mørkeste Farver, mørkere end selve Helvede, og at Indbyggerne var værre end selve Djævelen, men tillige alle Slags vilde Dyr : Løver, Leoparder, Tigere og Krokodiller slugte Folk som Fluer.
Saadanne og lignende Skildringer hørtes i den Tid, i Aarene mellem 1827 til 1838, de hørte til Dagens Orden. De fik ogsaa forskremt en hel Del, der var bestemte for Udvandring, til at opgive sin Beslutning.
Men saa var der adskillige, som havde lært saameget, at de ikke vilde tro paa Alt, hvad Præsterne prækede, de blev sin Beslutning tro, ordnede sine Sager og drog saa over Havet, hvor de fandt et Udkomme og en Fremtid, der langt overtraf deres Forhaabninger. De sendte Breve til sine Slægtninger og Venner i Norge og fortalte aabenhjertig om sin egen Tilstand og den, de havde gjort sig bekjendt med i Amerika.
Men saa kom disse Breve i Præsternes Hænder, der vidste at dreje Knappe med dem, og holde baade Afsendere og Modtagere til Bedste (gjorde narr av disse/red.), idet de sagde som saa, at der i Amerika fløj stegte Duer med Kniv og Gaffel i Ryggen lige i Folks Mund, at Guldet gro som Poteterne i Norge, m. m. saadan Spot.
Men Folk lærte snart at blive forsigtige med sine Breve. Udvandringen og Brevvexlingen tiltog Aar for Aar; de første, som udvandrede, kom hjem i Besøg. Mangen fattig Gut blev der en velstaaende Bondemand baade med Heste og Kjør, der kunde glæde sine fattige Forældre her i Landet.
De havde ofte ikke været istand til at give dem den allertarveligste Skolegang, ikke et Klædesplag; thi saadant blev gjerne erhvervet enten ved Tiggeri eller af «Kassa»; ikkedestomindre har vi mangfoldige Exempler paa, at der findes noksaa hæderligt Hjertelag i saadanne Fattigbørn, idet de aarlig sender vakre Summer til sine gamle Forældre, saaat de ikke alene sætter dem istand til at leve godt paa sin Alderdom men tillige frier dem fra Fattigforsørgelse.
Godt vilde det være, om mange af den norske Embedsstand vilde drage sig saadanne Exempler til Efterligning, men saa er det desværre ikke. Thi om en norsk Embedsmand er nok saa formuende selv, eller om han har en Søn, der er nær en Millionær, saa tager han ikke i Betænkning at ty til Kassa efter Pensjon, naar han føler sig udygtig eller af andre Grunde ikke længer vil eller kan røgte sit Kald.
Saa er det ikke med andre Stænder; thi om en Mand enten af Sygdom eller anden Aarsag ikke længer aarker at tjæne sit Brød, da bliver jo Sønnen eller Datteren ved Lovens Tvang tilpligtet Underholdet til sine Forældre.
Dette er jo i Grunden et sørgeligt men nødvendigt Lovbud, der sættes som Mellemmand for det fjerde Bud i vor Troes- og Morallære (Du skal hedre din far og din mor/red.).
Da nu Tiden hengik og de unge og ihærdigste Gutter uden videre Tilladelse hverken af Præst eller Klokker udvandrede, belo de (lo av/red.) Præsternes Pølsesnak; thi den, der ler sidst, ler bedst. De var gjerne hemmelig Forlovede før de drog afsted, og om ikke ret lang Tid havde de brudt sig om en slik Fremtid, at de forskrev sine Kjærester til sig; sendte dem ikke alene de fornødne Rejsepenge, men også til Brudepynt og lidt Udstyr af hvad det svarte Regning at kjøbe med hjemmefra.
De giftede sig strax i Amerika paa amerikansk Vis for at undgaa Pranglehistorierne med det norske Præsteskab, og belo baade Præsterne her og det norske Folk, som i saa lange Tider kan aarke taale en saa ulidelig Byld paa sit hæderlig Statslegeme.
Nu udrettede jo Storthinget en liden, eller for mange kan jeg sige en stor Lettelse for den fattige Del af Befolkningen, idet samme fik afskaffet det vederstyggelige Hoveriarbejde, nemlig den saakaldte Rejemaalskur. Jeg har selv været Øjenvidne til at fattige Enker gik til Præstegaarden 2 á 3 Gange i Rad, førend de fik afskaaret sit Maal; thi naar Regnskur indtraf, vilde Præsterne intet skulde skjæres, altsaa maatte disse Stakler som oftest traske 1 á 2 1/2 Mil 2 á 3 Gange frem og tilbage, inden aarlige Hoverigjæld kunde blive afgjort og afskreven.
Nu er jo dette Uvæsen afskaffet derhen, at Vedkommende kan faa betale med kontanter.
Da nu Præsterne fik Afknapning i Naturarbejdet og Udvandringen tiltog for Alvor, da kom Rosinerne i Pølsen, da begyndte de Sultesangen i Morgenbladets Tutarhorn («Horn til at blæse i»/red.); de fik som Følge af Udvandringen ingen eller for faa Brudevielser, Barnedaaber, Ofringer; kort, de kunde ikke leve, de maatte have Tillæg, komme hvorfra det kunde.
Kort, den Uvilje der er opkommet imellem Præsterne og Menighederne, har Præsterne ene og alene selv skabt; hvilket nu er saa indgroet i Nasjonen, at saalænge Kirken og dens Betjening og Aflønningsmaade skal foregaa i sin nuværende Skikkelse, vil denne Stand blive betragtet af den meningsberettigede Del af Folket som det femte Hjul under en Vogn.
Nej, Amerikanerne har lært og lærer os noget andet, end det norske Præsteskab, ikke alene hvad vi har at fordre af Gejstligheden, men tillige hvorledes Embedsværket i det hele bør ordnes; de har lært og lærer os hvorledes vi skal udrække bekvemme og gode Redskaber, de har lært os baade Jordbrug og Fæavl trods de forskjelligartede Brugsmaader, de har vist, at de ikke alene selv kan leve godt og billigt, men de lærer nu snart hele Europa jamvel selv Norge med dets vigtige Smaapaver og Præsteskab, at de kan skaffe billigt baade Sulvare og Brød, de har ogsaa lært og lærer os at unyttige Dagdrivere bør behandles som de fortjener.
Spot nu ikke længer med Amerikanerne, I gode Præstemænd, lad ogsaa Jaabæk være i Fred; thi Eders Rolle udspilles, og Eders Magt er med Guds Hjælp snart skrinlagt.