j.n. brun og haugianismen

 

– hentet fra boken av Daniel Thrap : “Bidrag til den norske Kirkes Historie i det nittende Aarhundrede. Fra Nordahl Bruns Tid”. Kristiania. Th. Steens Forlagsexpedition. 1884.

 

Gjengitt fra s. 28 – 48 :

Herren fremkalder betydelige Mænd i sin Kirke, naar han har Brug for dem, og netop i Tider, da meget ligger nede i Kirken, finder vi gjerne enkelte Mænd, der rager højt op over det almindelige. Vi tør frit anvende dette paa Nordahl Brun, og om vi end maa sige, at Norge har ejet grundigere og indsigtsfuldere Bisper, saa har vi neppe havt nogen, der ved sin mægtige Veltalenhed og storslagne Personlighed øvede en Magt og Indflydelse som han, og hvor han befandt sig paa kirkeligt Gebet, øvede han den ubetinget til det gode.

Dem af Norges Bisper, der tilhører Historien, med hvilke han kan sammenlignes, er Pontoppidan og Peder Hersleb. Ogsaa disse var Kampens Mænd, kaldede til Strid mod det gamle, den forældede System-Kristendom i vor Kirke.

Omstændighederne var dem gunstige. De hørte begge den nye Tid til, og store Ting fik de udrettet. Brun var sat til at holde det gamle oppe mod den indbrydende Nytids-Vantro. Det var en Kamp af et ganske andet Slags, og Tiden var ham ikke gunstig. Han havde ingen Støtte hos dens Mænd og blev af mange betragtet som antikveret med Balle.

Ogsaa paa en anden Maade var han sat i en Vidnestilling. Under hans Episkopat — regnet fra 1797 — brød den pietistiske Menighedsbevægelse ved Hans Nielsen Hauge frem. Det er vel umuligt at sige, hvilke Retninger der af den kunde have udviklet sig, om ikke Kirkelæren havde havt sine trofaste Forsvarere i Landet. Haugianismen rev mange med sig, — mange til Velsignelse, men den manglede kirkeligt Syn. Det har været en Velsignelse, der visselig blev erkjendt af de seende, at vor Kirke med dens

 

-29-

 

Skrøbeligheder i hine Dage havde Mænd, der stod som Vidner om, at Herrens Aand og Kraft endnu boede i den, og som kunde samle de spredte Skarer.

Brun har havt for meget Syn paa det gode i Haugianismen og for smaa Tanker om den Magt, som heri udfoldede sig, til at han kunde se nogen Spire til Farer for Kirken deri, — men han tør dog være den, som ved sin Forkyndelse og sin Personlighed har bidraget mest til, at Kirken baade fik sin Velsignelse og undgik mulige Farer ved denne betydningsfulde Bevægelse i Menighederne.

Biskop Brun har neppe havt noget historisk Blik, og de mange Vidnesbyrd, man har om hans Kundskaber i forskjellige Retninger, tyder ikke paa, at Historien har udgjort nogen større Del af hans i det hele ikke betydelige Læsning. Man kommer derfor let til at tænke sig, at han ikke har havt noget klart Syn paa den kirkelige Opvaagnen, som hos os — i Lighed med hele den protestantiske og Dele af den reformerte Kirke — fandt Sted i det 18 Aarhundrede.

Det var tildels hans egen Tid. Han laa den saa nær, at han havde været ved Universitetet, endnu medens Pontoppidan var ilive, og han maatte pensjonere hans Enke lige op til 1806 og maaske længere. Ligesom altid de kirkelige Bevægelser kom til os fra Danmark, saa maatte der følgelig gaa en Tid hen, inden de naaede herop. Det kan saaledes ikke forundre os, at det først er længere frem i 18 Aarhundrede vi finder Ytringer af Bevægelsen i Christian VI’s Dage her oppe i Norge væsentlig i de mange herrnhuttiske Prester, der virkede paa de forskjelligste Kanter af Landet.

I størst Antal finder vi dem i Egnene omkring Kristianiafjorden — Johannes Green i Aker (død 1777), Jens Hørbye sen. i Krogstad (død 1783), Jens Hørbye jun. sammesteds (død 1825), Kornelius Normann paa Kongsberg (død 1797) Henrik Stoltenberg i Aas (død 1805), Henrik Gerner død som afskediget i Tønsberg 1786, Gerhard Seeberg, afsat i Tune 1795, Hannibal Maaløe, pers. Kappellen i Raade 1800, Peder Nyborg Hesselberg i Drammen (død 1804).

I Smaa-

 

-30-

 

lenene mærker man allerede i Christian VI’s Dage Rørelser af Herrnhuttismen paa Mos ved Jens Rennord i hans første Kapellanaar, og denne Del af Landet synes længe at have havt en særlig Tiltrækning for Mænd af denne Retning. Ogsaa den bekjendte Johannes Siverud søgte fra Gjentofte 1776 om Forflyttelse til denne Kant af Landet, men hans Forsøg paa at erholde Succession paa Vestby Sognekald mødte en haanlig Afvisning ved Biskop Schmidts Paategning (3die Januar 1777), hvori det heder : «Selv roser han sig af en kiendelig Velsignelse i sit Embede, endskjønt jeg med Sandhed kan bevidne, at hans methodus concionandi har været Anledning til Latter i Selskaber».

Længer vestover finder vi en Mand, der aabenbart er udgangen af denne Skole i Jakob Schavland (død som Sogneprest til Mandal 1788). Hans herrnhuttiske Retning maa vel — selv om vi ikke havde Ytringer af ham, som tyder derpaa (Mandals Kaldsbog) — antages given, naar han kunde blive antagen som Kapellan hos Enevald Evald i Kjøbenhavns Wajsenhus, der i alle Fald i hans Tid var et Hoved-Tilholdssted for Mænd af denne Retning.

Endnu længer vestover finder vi Søren Bugge (død 1794) i Vanse og og Farsund, ved hvis nidkjære Virken Herrnhuttismen havde vundet megen Indgang, ikke blot i hans egen Menighed, men som det synes, ogsaa i Nabobygderne (Ekstorms sandfærdige Hændelser s. 75-80).

Vi skal ikke nævne flere, og dette kan da ogsaa være nok til at vise, at den herrnhuttiske Prædiken og Livsretning, der i forrige Aarhundrede i alt væsentligt faldt sammen med den pietistiske, imod dets Slutning var stærkt udbredt i Norge. Virkningerne havde paa mange Steder sat sig fast rundt om i Menighederne, hvor man holdt sig til de gamle Prester, mens man havde dem, og levede i Stilhed paa de gamle Bøger og de Brorsonske Salmer, naar de (prestene) var borte. Yngre Prester af den gamle Retning var ikke at vente, og Vanse Menighed blev alvorlig skuffet, da den ydede sin Medvirkning til gamle Søren Bugges Forflyttelse, for at den

 

-31-

 

kunde faa nye og friske Kræfter i hans begavede Søn Peter Olivarius Bugge (Dr. Bang : H. N. Hauge og hans Samtid s.167).

Med alt dette vilde dog den gamle Aands- og Livsretning ikke dø, og det var ganske naturligt, at den tog ny Fart, da Hans Nielsen Hauge optraadte, og man lærte at søge i Menigheden de Kræfter, som ikke længer kunde ydes af Kirken. Vi skal her ikke indlade os nøjere paa Hauges Vækkelses-Historie, der under Navn af «Aandsdaab» vidtløftigen er behandlet af hans Biograf (Dr. A. C. Bang : H. N. Hauge s.20), heller ikke paa det Modsætningsforhold, hvori han vil have staaet til Presten Gerhard Seeberg, der var hans Sogneprest fra hans 8de til hans 24de Aar.

Akterne i Seebergs Sager er forsvundne, men hans Brøde kan neppe have været saa stor, siden han fik Pensjon. Traditionen ved at nævne Stridigheder med mægtige Mænd af Embeds- og Godsejerstanden i Menigheden, der ikke vilde finde sig i hans Kirketugt, og Historien leverer sikre Vidnesbyrd om, at hans Forstand har været rokket. Han var gift med Margareta Schwane, Enke efter en Tolder Johan Knoblauch. Med hende havde han en eneste Søn, der blev Løjtnant og Adjutant. Denne døde pludselig 31te Januar 1791 af et Slaganfald paa et Bal efter en Dands (Seebergs Testamente Konf. 11/3 1791 i Rigsarkivet).

Man kan let tænke sig, hvilket Indtryk dette maatte gjøre paa Faderen, for hvem et Bal og et Helvede omtrent var det samme, og denne Familje-Ulykke i Forbindelse med alle de Stridigheder, hvori Seeberg levede, har rimeligvis bidraget til at svække hans Forstand og gjort det umuligt for ham længer at forestaa Embedet. Er det efter 1791 — det var jo i en «modnere Alder» — at Hauge lærte at «indse Seebergs tiltagende Svagheder» (Bang : H. N. Hauge P. 19), saa kan dette være forklarligt nok, men kan ikke bruges som Bevis for, at Hauge har været upaavirket af sin Sogneprest.

Det var i sit 8de Aar, at Hauge tænkte paa Selvmord, men netop i dette Aar kom Seeberg til Tune. Den Formodning, at en

 

-32-

 

saadaa Paavirkning har fundet Sted i en langt højere Grad, end Hauge selv vidste og forstod (G. Kent: Berigtigelse af en kirkehist. Vildfarelse. Mgbl. 23/11 1878), kan blot vinde i Sandsynlighed ved Betragtningen af de kirkelige Forhold paa disse Kanter i den Tid, der ligger nærmest før hans Fremtræden. Vi tør ogsaa med disse for Øje vove at fremføre et Spørgsmaal, om man ikke har lagt for meget i Hauges Person, hvis Betydning naturligvis ingen kan falde paa at benegte, — et Spørgsmaal, om han ikke væsentlig er at betragte som — vi kan maaske kalde det — en kraftig Ytring, en stærk Opblussen af den forhaandenværende gamle Pietisme, der væsentlig i herrnhuttisk Form endnu havde et Liv i vore Menigheder fra Kristian VI’s Tid (1730-1746).

Den Bevægelse, der i Jylland opstod samtidig med Haugianismen i Norge, antages uden Spørgsmaal for en Levning af hvad der dannede sig under denne Konge ( L. Kock : Kirkehist.    saml.   III. R., i B., 523.), men hos os synes man stundom at have stirret sig blind paa Hauges Person, hvorved man er bleven blind for den historiske Baggrund og den historiske Sammenhæng, hvori hans Livsgjerning fremtræder. Det er vel mere i Formen end i Indholdet, at Haugianismen kan siges at fremtræde som noget nyt i vor Kirke. Den gamle Pietisme er baaren af Prester, men Tiden førte det med sig, at saadanne ikke længer kunde være dens Talsmænd.

Den brød nu ud af Menighedens Skjød og fandt sine ivrige Tals­mænd i de omrejsende Bønder, og noget ganske væsentlig for den blev Dannelsen af et Samfund, der skulde strække sig over det hele Land, skarpt adskilt fra Verdens Børn. Et mægtigt Hjælpemiddel til at holde dette Samfund fast i Adskillelsen fandt man i de af Stenersen omtalte Ægteskabsstiftelser, hvorved man hindrede «verdslige» Forbindelser. Dette ikke uvigtige Moment i Haugianismens Udvikling, der skriver sig fra Hans Hauge selv, er ikke tilstrækkelig betonet af hans Biograf (Dr. Bang : H.N. Hauge  416), medens det er bekjendt nok, at dette Væsen 

 

-33-

 

blev drevet lige op til den nyeste Tid i Bergen, den By, hvor Samfundsformen kom til at træde mindst frem, medens den paa den anden Side under Hauges Kjøbmandsperiode maa siges at have været Samfundets egentlige Centrum.

Der var ingen By i Norge, hvor den gamle Pietisme havde faaet saa stor Indgang gjennem Presteskabet som Bergen. Kristian den VI. havde havt sin Opmærksomhed særlig hen­vendt paa denne By, og allerede i hans Tid var 2 Prester sendt derhen, begge fulde af glødende Iver, den ene, Ole Tidemand, af den rent pietistiske, den anden, Jens Rennord af den herrnhuttiske Retning. Endnu en tredje var Bergen tiltænkt, men denne, Hans Mossin, kom ikke dertil før efter Kongens Død (1751). Mer end alle disse fik Bergen, da Erik Pontoppidan blev beskikket til Stiftets Biskop og virkede som saadan fra 1747 til 1754, og en af de ædleste Personligheder, Pietismen har skjænket vor Kirke, fik Byen i Friederich Arentz, der 1760 blev Sogneprest til Nykirken og derpaa var Biskop fra 1762 til 1774. Bergen blev den By, der længst fik bære de pietistiske Traditioner, idet den sidste «Pontoppidaner», Johan Sebastian Cammermeyer, virkede her fra 1775 til 1811 og levede her sine sidste Dage, til han 1819 gik bort, efterat saa meget var forandret i Norge.

Af disse Mænd kom Ole Tidemand — som bekjendt — snart op i de uhyggeligste Stridigheder, hvori han tilfulde lagde sin utøjlede Ærgjærrighed for Dagen. De øvrige vil til alle Tider staa lysende blant vor Kirkes ærværdige Personligheder, og der kan ikke være Tvivl om, at deres nidkjære Gjerning har havt sin store Virkning. Om nogen Dannelse af pietistiske Kredse hører vi intet hos nogen af dem, og kun Jens Rennord samlede om sig et lidet Brødre-Samfund, der skal have bestaaet til 1784 (Dr. Bang : H.N. Hauge 155), for hvilket han ganske opofrede sig og levede.

Da Nordahl Brun kom til Bergen (1774), var de alle døde eller flyttede fra Byen undtagen Stiftsprovst Dr. Hans Mossin, der synes væsentligst

 

-34-

 

at have ofret sig til Forfatter-Virksomheden. Fra hans Haand og hans Trykkeri udgik en Mangfoldighed af Skrifter af eksegetisk, homiletisk og utilistisk Indhold. Han er maaske den norske Kirkes frugtbareste Skribent siden Reformationen, men hans Bøger har neppe overlevet ham selv, hvor meget han end fulgte med Tiden og leverede Afhandlinger om Hus­flid, Agerdyrkning, Tugthusets Indretning, Brandsprøjter m. m.

Da nu Nordahl Brun (1774) og Cammermeyer (1775) optraadte i samme Kirke, synes der efter alt, hvad man kan finde af samtidige Efterretninger, ikke at have været nogen egentlig pietistisk Retning i Bergen. Det ligger nær at antage, at alt har bøjet sig for den store Prædikant, der allerede i sit 29de Aar maatte overstraale alt, hvad man hidtil havde hørt og kjendt i Byen.

Selv taler Brun enkelte Gange om et «surmulende» Væsen, der engang var paa Moden, men han omtaler det som noget, der ikke mere kjendes, og der er intet, som tyder paa, at han har et Blik for Pietismen som et kirkehistorisk Fænomen, som en nødvendig Reaktion mod den gamle forstenede Orthodoksisme. Paa det Sted, hvor man maaske mest skulde vente en Ytring af en saadan Erkjendelse, den Prædiken hvori han 2 S. efter Paaske 1793 (J.N. Brun : hellige Taler) forkyndte Menigheden Mossin’s Død, findes ikke Spor deraf, og i hans latinske Digt over Biskop Ole Irgens nævnes denne som en ivrig Bekjæmper af Neologien, men hans ligesaa ivrige Opposition mod Pietismen i hans Ungdom omtales ikke.

At Brun har kjendt til de pietistiske Bevægelser i hans Barndom saavelsom de pietistiske Prester, der havde virket før ham i Bergen, er en given Sag, men der er intet, som tyder paa, at han, der var saa vidt forskjellig fra dem, nogensinde har kjendt sig selv i nogen virkelig Disharmoni med dem.

Har der været «opvakte» i de bergenske Menigheder —- og nogle faa af den herrnhutiske Retning var der i alle Fald — saa har disse i Brun aldrig kunnet se nogen Modstander, om han end dannede en Modsætning til deres

 

-35-

 

Maade at leve paa. Han har heller ikke i dem eller i Menigheden i det hele søgt nogen Støtte. Dertil var han en altfor stor Autokrat. Han søgte sin Støtte i Guds Ord alene og vandt snart alle for sig ved sin henrivende Veltalenhed og den enfoldige og kraftige Forkyndelse af det rene Evangelium

Alt tyder hen paa, at Brun kun har kjendt Pietismen som en surmulende Mode, der som andre Moder var fortrængt af et sundere Væsen, og at han har været ubekjendt med den som en Retning inden Kirken, der ved sin Subjektivisme kunde blive farlig for den lutherske Orthodoksi og lede over i Neologi eller Sektvæsen

Hvad han end har læst, saa har det neppe været de polemiske Skrifter fra hine Dage, og som den, der havde en Skræk for alt, som bar Præg af Kjedsommelighed, har han vel heller tyet til Luther og Jesper Brochmand end til Francke og Pontoppidan, naar han søgte Næring for sin Sjæl ved Prædiken-Læsning. Hans Salmedigtning minder ogsaa meget mere om Kingo end om Brorson.

Det har saaledes neppe faldt ham ind, at det var en Ret­ning, der engang havde været en Magt i vor Kirke, der nu atter brød frem i de enfoldige Bondeprædikanter, for hvis Liv, Gjerning og Fromhed han nærede den største Agtelse. Brun holdt meget af den Bog, der paa en Maade blev Haugianernes Symbol, Pontoppidans Forklaring, men han var ikke bange for at paapege formentlige Skjævheder i den (Thrap i theol. Tidsskr. f. s. luth.    Kirk. i Norge IX.,  456), og han vilde som Biskop neppe have taalt, at pietistiske Ejendommeligheder ophøjedes til Trosartikler, om det var kommet fra nogen af hans Prester.

Men hos de haugianske Bønder kunde han ikke se andet end en kristelig Iver fra Livets Renhed og Sandhed, og naar der blandede sig Elementer i denne Iver, som han fra sit Standpunkt ikke kunde godkjende, saa har han neppe anset det som andet end en Mangel paa Klarhed, der hos Bønder var tilgivelig.

At Haugianismen ved at befordre Lægprædikenen kunde faa en aggressiv Karakter, har neppe faldt ham ind. Han har visselig i det hele Væsen

 

-36-

 

kun set en udvidet Husandagt, noget godt, der neppe kunde blive farligt for Kirken. Spørgsmaalet om mulig fremtrædende farlige demokratiske Retninger i Kirken stillede sig neppe frem for hans Sjæl, uagtet den politiske Demokratisme netop i denne Tid var fremtraadt i sin grueligste Skikkelse.

Hvor folkelig han end var, blev han dog hele sit Liv ganske frem­med for al Demokratisme. Paa det kirkelige Gebet vilde den i ham have fundet den kraftigste Modstander, om han havde anet nogen Spire til den i Haugianismen. Som en Ytring af Gudsfrygt i Almuens Kredse har den været ham velkommen, — ikke mindst da den mødte ham paa Vos, hvor han i Peter Hount havde en af Stiftets faa rationalistiske Prester.

Betragtet som en produktiv Retning inden Kir­ken har han overset den eller endog ringeagtet den. Hauges Skrif­ter omtaler han aldrig uden som «Inconseqvenser», hvilket hos ham er ensbetydende med løst Snak, og hans Bøger, der indrømmes at gaa ud paa «Poenitense (bot), Omvendelse og stræng Alvorlighed i Sæder», karakteriserer han som «højst elendige og usammenhængende» (Theol. Tidsskr. f. d. luth. Kirke i Norge IX, 494). Historien har gjort denne Dom til sin, og det skal neppe lykkes den velvilligste Kritik at drage dem frem for Lyset paany.

Den store Udbredelse, de i sin Tid fandt, beviser heller intet herimod, thi det er med de pietistiske Skrifter, som med de vidtgaaende politiske : de kjøbes i Mængde for det Navns Skyld, der staar paa Titelbladet. I 1860 Aarene udkom en Samling af Salmer (R. Rolland : Varsler om Dommedag), som Kritiken af gode Grunde lod ligge, og den blev udbredt i 18000 Eksemplarer, men den kjendes ikke mere i 1880 Aarene.

Der er efter dette ingen Tvivl om, at Biskop Brun har havt klart Syn for, at «Kjærnen i Vækkelsen var af ægte kristelig Gehalt» (Dr. Bang : H.N. Hauge 153), men der kan være Spørgsmaal, om hans Optræden imod den var bleven en anden, om han ikke straks

 

-37-

 

havde set dette.

Sagen maatte staa anderledes for de Dages Prester, end lignende Fænomener i nyere Tider har stillet sig for deres Efterfølgere. Hauges Biograf karakteriserer Biskop Bruns Optræden imod ham og hans Venner som «fornem» (ibid.), og dette er vistnok rigtigt, men maa gives en videre Udstrækning, thi det er betegnende for denne «Bondepatrons» Forhold ligeoverfor Bønder i det hele. Det var et Patronat, Biskopen gjerne vilde være sig bekjendt, men det betog ham aldrig noget af hans Værdighed, og det ophørte i samme Øjeblik, den tilsvarende Underkastelse veg for en mere selvbevidst Holdning.

Man vilde maaske ogsaa komme til at fælde en lemfældigere Dom over mange af Datidens Prester, naar man tog Tidens Forhold lidt nærmere i Øjesyn. Det var jo Standsforskjellens gyldne Tid. Den havde neppe været synderlig heldig for Presternes Dannelse. Universitetet gav dem lidet, og i Kjøbenhavn var det højere Selskabsliv af Standshensyn utilgjængeligt for dem, men Standsforskjellen, hvorunder de selv havde maattet lide, lærte de vel at kjende, og de tog Bevidstheden om den med til sine Menigheder.

Der tør have været mange «Bondepatroner» iblant dem, og om det «patriarkalske» Forhold i denne Tid er der talt mangt et Ord, men der var vel yderst faa, der havde havt Adgang til at lære den Visdom, hvormed de burde optræde lige­overfor mere selvbevidste Ytringer inden Menigheden. Naar saa tilmed en og anden Skjævhed ledsagede den ægte kriste­lige Kjærne, kunde selv de bedste iblant dem fristes til en Optræden, der ikke maa bedømmes fra vor Tids Standpunkt. Biskopen, der hverken manglede Dannelse eller Visdom, og som stod i en fjernere Betragter-Stilling end Presterne, vilde med en ganske anden Rolighed end disse kunne have set Tingene an, selv om han ikke fra først af havde fundet det Standpunkt, som unegtelig var det rette. Han forandrede det heller ikke, om han end ses at have forandret sin Opfatning af Haugianernes Væsen.

I Begyndelsen betragtede han

 

-38-

 

dem som gudfrygtige Bønder, der af al Magt maatte forsva­res, naar man vilde hidse den verdslige Øvrighed paa dem. Da det led mod Slutningen af Hauges Virksomhed før hans Fængsling, bruger han selv Betegnelsen «Sværmeri» og «Sværmere» om dem, vel neppe dog om alt, hvad Haugianismen havde frembudt for ham til Bedømmelse.

Denne Be­tegnelse brugtes vel ofte i hin Tid af mange, der hverken forstod eller billigede Bevægelsen ( F.J. Becc : Raad og Advarsel mod Sværmerie, Thjm. 1802), men der er ingen Tvivl om, at Biskop Brun forstod baade hvad der var kristeligt, og hvad der var skjævt i den. Kunde han saaledes gaa med paa at tale om «Sværmeri», maatte han protestere, naar man kaldte Haugianerne en «Sekt». «Det omskrevne Sværmeri» — skriver han (J. N. Brun til Provst Christie 19. Marts 1803) — «maa vi vel begegne efter Gamaliels Maxime. Saa længe deres Løsen er Poenitense og Afhold, tør vi vel ikke kalde dem en Sect, thi dette var og den store Døbers Text. Paa Inspiration har jeg ikke hørt dem gjøre Paastand, men vel paa Rørelse af Guds Aand, og den nægte vi og ikke».

Senere skriver han til en af Stiftets dygtigste og af ham mest yndede Prester, der havde bedet om Raad ligeoverfor en haugianiserende Skoleholder :  ——— «Sværmeriet i Bergen døde bort af sig selv, fordi jeg ikke lod mig forlede til at tage nogen varm Deel derimod. Jeg siger med Paulus : Christus prædikes dog alligevel allevegne enten paa Skrømt eller i Sandhed. Men disse prædike Inconseqvenser  — —  O dem har Jeg mere end een Gang hørt af ordineret Mand og skjænker ham heller dem end Paradoxer. —–  For Resten gjør med denne Ting eller Ytring som Gamaliel. Saa har deres Ven gjort» (J. N. Brun til Gabriel Heiberg, res. Kap. til Lindaas 3. Decbr. 1803).

Be­tegnende for Biskop Bruns Betragtning af Haugianismen er ogsaa en anden Ytring i det første af de her citerede Breve : «De ere rigtignok ligesaa elendige Theologer, som en Bonde, der har læst Loven, er Jurist. Men om han af Loven ofte tager qvid pro qvo, kan man dog ikke kalde ham Rebeller».

 

-39-

 

Her synes at være mer end nok til at bevise, at Brun betragtede Haugianerne med en vis «Fornemhed», hvad enten det er Biskopen eller Theologen, der træder frem hos ham. Ingen har heller tænkt sig, at han, uagtet Kristendommens varmeste Talsmand i vort Land, egentlig skulde have været tilbøjelig til at fremhjælpe Haugianismen som saadan, — end sige at han skulde have sluttet sig til den og i dens Kredse søgt en Opbyggelse, som for ham ikke der kunde være at finde.

En Kritik over Biskop Bruns Forhold fra dette Syns­punkt har ingensomhelst historisk Berettigelse, og den vil ikke i mindste Maade forringe den Beundring, hvormed Kir­ken i den efterfølgende Tid maa betragte hans Optræden i — maaske — den vanskeligste Sag, der mødte ham under hans Episkopat.

Han lod Bevægelsen gaa sin Gang, gav sine Prester vise Raad og holdt den verdslige Øvrighed borte fra den. Han saa straks, hvad der var at gjøre og lod sig ikke rokke, om end hans Bedømmelse af Bevægelsen blev en anden, og maa vor Kirke taknemmelig erkjende dette, saa maa den visselig ikke mindre takke for den faste kirkelige Optræden, der maaske mer end noget andet bidrog til, at Haugianismen blev hvad den blev, og ikke hvad den kunde være bleven.


 

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Skriv inn søkeord..