– presentert som del av artikkelrekken med samme tittel i avisen “Lister – et Blad for Farsund og Omegn” 18. mai, 25. mai og den avsluttende 28. mai 1887;
– denne annen artikkel av den særegne og betydningsfulle Johannes Mathias Osmundsen kom på trykk “Onsdag den 25de Mai 1887″. På dette tidspunkt er Osmundsen 69 år gammel og klar i minnet om begivenheter og personer, det meste liggende langt tilbake i tid; les den foregående artikkelen (nr. 1 i rekken) her;
Fragmenter og Træk af Farsunds Konventikelhistorie. (Livserindringer af J. M. Osmundsen).
Sommeren 1847 luskede omkring her i Husene en Helge Eriksen, der noget forud havde været den berygtede valderske Ole Sørflatens Ledsager, sælgende nogle Smaabøger udgivet af ham selv.
Af hans Navn paa Bøgerne, skjønnede jeg hvem han var, og paa Spørgsmaal om han kjendte Sørflaten, svarede han vel ja, men som ledsagedes af særegne Øine og Ansigtsvrængninger, og vilde ikke indlade sig i Snak om nævnte Person, men pillede straks afsted. Han havde et skummelt Aasyn, vandt ingen Tilslutning, skjønt han hos en Enke hersteds havde holdt en gudelig Forsamling.
Men lidt større Tilslutning vandt dog nok saadanne Karle, som Jens Monsen, Hans Tønnesen Steene og Gunder Ougendal, som nok fandt Ophold og aabent Taffel i et Hus hersteds, hvor der vel betroedes gjensidige Meddelelser, som kanske senere bar Frugter om end ikke af de sundeste.
Den førstnævnte blev nok snart berygtet for tvetydigt Forhold til 6te Bud, og Rygter gik ogsaa om, at han i sit herværende Herberge skulde have forsøgt visse Eksperimenter og derfor maattet fortrække.
Til de to andres Meriter hørte ogsaa, at søge at mistænkeliggjøre og kaste Stænk paa nogle af Samtidens mest fremragende Præster, og især Grundtvig og W. A. Wexels, hvilket ogsaa noget senere i Tiden syntes at blive Mode blandt flere yngre nybagte Theologer.
H. T. Steene havde været Underoffiser, men rakte uklar heri og havde faaet Afsked. Derefter kom han som Elev paa Missionskolen i Stavanger, hvor han vel snart fik Erfaring for at han havde troet sig at gjelde for mere end han var præget til, og kom ogsaa derfra. Han udgav senere 1848 og 1854 to Smaabøger om sin Omvendelse og sine Hændelser i Amerika. Om sin Omvendelse skriver han blandt andet : «Der gjennemflammede en unaturlig Brynde og Hede Legemet, saa det var som jeg allerede skulde følt Forsmag paa Helvede baade paa Sjæl og Legeme. Jeg kjendte en ulidelig Stank af mig selv, og det var vel en Forsmag af den evige Svovelstank».
– Han fortæller ogsaa, at han i Stockholm under en Audiense hos Oscar I. «fik Anledning til at tale med Kongen om Wexels udstrøede Ukrudt i Kirken». Fortællingerne om sine Hændelser søger han nok at paahænge Beskedenheds Skilt, men Selvgodhed og Indbildskhed titter dog alt i et frem.
I en af ham her holdt Forsamling udtalte han sig om, «at Gud ogsaa her ikke havde ladet sig uden Vidnesbyrd», thi foruden ham havde han nys her og saa havt et andet Vidne. Dermed mentes nok ovennævnte Jens Monsen, der nys havde gjæstet Stedet.
Under sin Omflakken skulde han nok ikke være saa lige tilfreds med blot at finde frit Taffel, thi hvor dertil troedes Anledning, gjordes nok ogsaa Fordringer paa Pengepungen, som ogsaa tiltrængtes, for antrukken som Straajunker, at kunne vegetere sit Døgeniktliv. At gribe ind i noget, hvorved han kunde æde sit Brød, og være til virkeligt Gavn for for sig selv og andre, syntes han ikke at være lysten paa.
Pintsedag 1854 var han tilstede her i et Missionsmøde, hvor tilslut blev læst en Præken over Dagens Lektie af Wexels med Thema : «Troen paa den Helligaand».
Steene, der ikke vidste hvem Forfatteren var, skulde senere blive spurgt, hvorledes han led (likte/red.) den, og skulde da givet den megen Ros, men derimod blive ganske slukøret og forlegen da det sagdes ham, at den var af Wexels.
Om han paa en Søndag falbød og solgte sine Bøger, saa havde han, lod det til, Skrupler, for paa saadan Dag at modtage Pengene. Intet Brud paa 6te Bud hørtes om ham.
G. Ougendal havde dog nok væsentlig det Hverv, at være Afholdsemissær; men under sin Omvanken for denne Sag, gav han sig dog nok mest af med at holde saakaldte religiøse Opbyggelser, eller dog ialtfald der med at sammenblande Afholdssagen. Uagtet denne gamle Mand, der skulde høre til de saakaldte ældre Haugianere, nok ikke stak synderlig dybt, tydede dog adskilligt paa, at han troede sig at være meget overlegen. I et paahørt gudeligt Foredrag af ham, udtalte han sig meget tolerant. Ja han nævnte de fleste religiøse Partier i Landet, som han sagde, han alle erkjendte for sine aandelige Søskende; medens han derimod under fire Øine betroede mig, der muligens allerede da var paahængt Belialsmærket Grundtvigianer, – at han intet aandeligt Samfund kunde have med Personer, der kunde like Wexels eller Grundtvigs Skrifter.
I disse Aar reiste her ogsaa af og til en St. Due fra Stavanger (Stephan Due/red.), –formentlig en Forstander for Tilhængere af Brødremenigheden der, – og gjorde Visiter her og i Omegnen og holdt Opbyggelser; men som efterhaanden blev sjeldnere, formentlig derved, at Tilhængere af denne Retning efterhaanden blev færre.
Da jeg 1834 blev Omgangsskoleholder i Vanse, var jeg, skjønt ganske ung (bare 16 år gml./red.), og i mange Henseender kun lidet udviklet, dog alvorlig og religiøst stemt, og havde særdeles Interesse af Samtaler med kristelig interesserede Folk, hvoraf nok de fleste saadanne jeg kom i Berørelse med hørte til Brødremenighedens Retning, og havde været Deltagere i H. P. Baus Forsamlinger (Hans Peter Bau/red.).
De fleste af disse var særdeles hæderlige og retskafne Folk. Ligesaa søgtes ogsaa Bekjendtskab baade med F.T. Knudsen og M.N. Olsen,og især med den sidste efter at jeg 1841 var bleven konstitueret ved Farsunds Skole.
Jeg var i de første Aar oftere nærværende ved de egentlige Konventikler og stedse ved Missions- og Afholdsmøderne, og som oftest Medlem af disse Foreningers Bestyrelse og stod i længere Tid i ret fortroligt Forhold til M. N. Olsen, der efterhaanden betroede mig flere Meddelelser om adskillige Forhold, som den Gang var mig ubekjendte.
Blandt saadanne var ogsaa, at Brødrene i Stavanger havde lidt stor Forfølgelse af en verdsligsindet Præst, Sandberg, som han forlængst havde havt Kjendskab til fra Bergens Søndagsskole, og jeg bragtes paa den Tro, at Sandbergs Strid med Brødrene der, var endt med disses Seier.
Imidlertid blev jeg dog lidt efter lidt mere emansiperet og kom «ud over de høie Fjelde», fik talt med flere kompetente Personer, der havde læst Sandbergs Meddelelser, og som derimod ubetinget gav ham Ret. Jeg fik ogsaa talt med Folk der havde kjendt ham som Præst paa Haa, og som omtalte ham som en særdeles elskelig og ophøiet Personlighed.
Saa indtraf 1844 den omskrevne Fortørnelse, og Aaret derefter blev det mig en Trang at faa fat i Wexels Tidsskrift.
Dette var dog helst for at faa læst en anden Afhandling, nemlig J. C. Lindbergs «om Kristi Nedfart til Helvede»; thi da Wexels nu forkjættredes for den omarbeidede Forklaring, henviste han i nogle faa Ord i Morgenbladet til denne, indtil hans «Aaben Erklæring» kunde se Lyset.
Saavel denne, som Sandbergs Meddelelser, bragte mig Lys, hver paa sin Maade, og i stort Mon endvidere min aandelige Synskreds.
Her gives Forældre, som er saa indtaget af Kasteaand, Egoisme m. m. at det skal være givet, at deres Børn maa og skal gjelde mere end andres, hvad enten de nu i Virkeligheden er værdig dertil eller ei.
M. N. Olsen havde paa Skolen et Par Pigebørn, der udviste mindre godt Skoleforhold og de fik Karakterer og Skolepladse derefter. M. N. Olsen og Kone vilde nok gjerne gjelde for Aristokrater, og jeg blev beskyldt for at have været partisk. Men i den unge Alder jeg da var, blev jeg harm over denne Beskyldning, saasom jeg stedse var aarvaagen mod saadan Feil, og forøvrigt havde brugt al den Flid med Skolegjerningen som jeg kunde.
Havde jeg været svag nok til at bruge vitterlig Partiskhed, var den nok da heller bleven i disses Favør. Man er nok saa ofte fristet til at dømme andre efter sig selv, og M. N. O. viste noksom, at han kunde være partisk. Saaledes havde man i Afholdsforeningen efter hans Forslag fattet Beslutning om, at Navnene paa dem, som ved Overtrædelse var udslettet, skulde offentlig bekjendtgjøres; men saa skede der Brud af nogle, der stod ham noget nær, og nu vilde han igjen have hin Bestemmelse hævet, som den ogsaa blev mod 1 – min – Stemme.
Han var Præstens Medhjælper, og som saadan Medlem af den Tids Skolekommission. Noget efter fortaltes mig, at han, for at faa mig fjernet fra Skolen, havde faaet den anden Præstens Medhjelper med fig, og de skulle have piltet omkring i Byen for at opægge de Forældre, der havde ytret Misnøie med, at jeg havde straffet deres Børn til desaarsag at fremkomme med Klager over mig.
Men Færden mislykkedes; thi skjønt jeg da kun var konstitueret fornam jeg heraf ingen Ulemper, men at jeg maaske heller steg i det almindelige Omdømme.
Fra den Tid holdt jeg mig borte fra alle Møder indtil M. N. Olsen var bortreist.
Skjærthorsdag den 20de April 1848 bragte Dampskibet Prins Karl hertil to Mænd, der i en lang Aar række kom til at virke her. Den ene var den nys udnævnte Sognepræst J. Fritzner og den anden var Seminarist N. Johnsen, der var udnævnt til Substitut for N. E. Hansen. Det blev da mig og N. Johnsen, der i de næste 10 Aar var de væsentligste Ledere af Missions og Afholdsforeningen.
Denne sidste (foreningen/red.) – kun mod Brændevinsdrik– var der ikke saa meget at faa gjort med, og jo mere Tiden skred, viste det sig, at den var forfeilet, da andre Rusdrikke snart indtog Brændevinets Plads.
Missionsinteressen derimod var, om end kun liden, dog i jevn Tilvækst, men der blev ikke gjort hverken Brag eller Tryk for at faa den fremmet; kun sørgedes for at de maanedlige Møder blev holdte og tilstrækkelig bekjendtgjorte.
Missionsmøder holdtes i Regelen hver første og Afholdsmøder hver tredie Søndag i Maaneden. Efter at Missions eller Afholdssagen var behandlet læstes gjerne en Præken over Dagens Evangelium, der som oftest var enten af W. A. Wexels eller V. Birkedal (Vilhelm B., dansk prest/red.).
– Om det var den Dag idag ved jeg heller ikke at kunne gjøre noget bedre Valg.
– Den herrnhutiske Retning her i Landet, – og som her var mest fremme – havde oprindelig havt et godt Øie til Præsten Wexels, indtil han i Sandbergs-Feiden tog dennes Parti, men senere stod han nok desaarsag paa Sortebrettet.
Og end værre blev det kanske med de fleste andre religiøse Retninger da «den omarbeidede Forklaring» og hans «Aaben Erklæring» fremkom.
– Mere – les neste artikkel her :