– presentert som del av artikkelrekken med samme tittel i avisen “Lister – et Blad for Farsund og Omegn” 18. mai, 25. mai og den avsluttende 28. mai 1887;
– denne siste artikkel fra den særegne og betydningsfulle Johannes Mathias Osmundsens hånd kom på trykk “Lørdag den 28de Mai 1887”; på dette tidspunkt er Osmundsen 69 år gammel og klar i minnet om begivenheter og personer, det meste liggende langt tilbake i tid. Men vi aner et visst kritisk blikk på lokale enkeltpersoner innenfor især misjonssakens fremme – personer som nok aldri kunne gi tilsvar; les her selv :
Fragmenter og Træk af Farsunds Konventikelhistorie.
(Livserindringer af J. M. Osmundsen).
M.N. Olsen skulde ved sin Bortreise herfra have sagt, at Stedet nok vilde blive mørkt nu, naar han afreiste; men jeg fornam slet ikke noget saadant, – men tvertimod, – hvis her i Mandsminde har været nogen Tid, hvor der var Tegn til Lys, Liv og Vaartid, saa var det de næstefter følgende Aar.
Men det blev desværre nok ingen Vaar og end mindre Sommer; thi om nogle Aar føltes heller en aandelig, kold og klam Vintertaage.
I Anmarsj var en lyssky og forkrøblet Pietisme, der trak ind over Landet, og hvor det kunde ske søgte at kue alt Aandsliv og dratte sig selv i Høisædet.
– Her paa Stedet var da nok flere Faktorer tilstede, der gjorde, at den fandt det saa nogenlunde feiet og prydet for sig.– Og, hvor den nu fik slaget sig ned, var det gjerne Missionssagen, den først og fremst søgte at faa underordnet sig, og for at vinde Tilslutning gjordes ofte store Brag og Skræmsler, ja det hørtes nok oftere, at Kristennavnet blev frakjendt dem, der ikke vilde deltage, eller som kun vilde drive Sagen paa anden Maade.
Faa tog offentlig tilorde mod saadanne skjæve og umodne Domme og Udtalelser; men blandt disse faa var Præsten J. Tandberg, død som Biskop, der –1864 i en liden Bog, der nok blev noget anslaaende der, hvor den blev kjendt, som paa en meget sindig og overbevisende Maade imødegik og advarede mod de uvorne Udtalelser om Ikkedeltagere i Missionssagen.
Her paa Stedet kunde da omsider hverken jeg eller N. Johnsen staa Maal med Datidens aandelige Mode-journaler, og var saaledes blot til Hinder for at faa ført Missionssagen ind i den moderne Retnings Spor, under hvilke vi ogsaa skulde indordnes.
Ligesaa gaves her nok enkelte, som, uden at vi anede saadant, ønskede sig deri Høvdingsværdigheden. Vi saa nu Tiden an, og efter adskillige betænkelige Symptomer og de forargelige og krangelagtige Sener (Scener/red.) ved Valg i Missionsforeningen i Begyndelsen af Aarene 1861 og 62, fandt vi det rettest og paa Tiden, at utmelde os saavel af Missions- som af Afholds-foreningen.
Daværende Sognepræst, der i mange Henseender var fremragende, og en altfor stor Menneskekjender til at lade nogen formummet Lurifas faa ført sig bag Lyset eller hængt sig i Ulden, sagde da han hørte om vor Udmeldelse og Anledningen dertil : «Nu har de dog da faaet baaret tydelige Vidnesbyrd om sig selv !»
Derimod behagede daværende Kateket at ymte om, at dette, at udmelde sig af Missionsforeningen, var omtrent enstydende med at udmelde sig af Kirken.
Endelig tilslut skal jeg blandt de mange Smaatræk der kan illustrere den Tids religiøse Luft og Duft hersteds, kun anføre følgende : Efter oftere hørte Yttringer lod det til at de Interesserede havde god Greie paa hvem, der var sand Kristen eller ialfald paa hvem der ikke var det.
Hvorvidt nu denne Gave var fælles for alle, eller det kun var gjennem enkelte, der gjengav Underretning i videre Kredse, skal her være usagt. Det lod sig ogsaa høre, at Oplæsninger af Prækener og andre religiøse Sager i Samlinger, maatte kun ske af sande Kristne. Men holdt de dette Maal, lod det til at gjøre mindre til Sagen om Læsningen var daarlig og idelig opfyldt med Barbarismer.
En Haandværker døde, og der taltes om at Enken ved at benytte Svend vilde lade Haandværket fortsætte. En af de øverste af de Interesserede skulde da, fortaltes der, give det Raad, at hun ei maatte tænke paa at tage nogen saadan her, men skride til Kristianssand efter en sand Kristen.
En Dame herfra var flyttet til Kristiania, hvor hun omsider blev syg og døde. En anden Dame her, som var kommet noget hen i Tidens Forkjættrelsessyge, skulde efter hins Død udtrykke sig om, at det maatte antages umuligt at hin kunde være bleven frelst, da hun paa Dødsleiet havde benyttet W. A. Wexels som Sjælesørger.