– presentert som del av artikkelrekken med samme tittel i avisen «Lister – et Blad for Farsund og Omegn» 18. mai, 25. mai og den avsluttende 28. mai 1887;
– denne første artikkel av den særegne og betydningsfulle Johannes Mathias Osmundsen kom på trykk «Onsdag den 18de Mai 1887»; på dette tidspunkt er Osmundsen 69 år gammel og klar i minnet om begivenheter og personer, det meste liggende langt tilbake i tid.
Vi ser også at han ikke er tilbakeholdende, men ganske klar i disse betraktninger og beskrivelser. Han må imidlertid sies å ha hatt «orkester-plass» til deler av denne historien; les selv :
Fragmenter og Træk af Farsunds Konventikelhistorie.
(Livserindringer af J. M. Osmundsen).
Istedetfor at jeg kun for et Tids rum af sirka 30 Aar har nedtegnet efterfølgende for det meste selvoplevede fragmentariske Rids, havde det været min oprindelige Hensigt, at de, ogsaa efter andres mundlige Meddelelser, skulde have omfattet Tiden lige fra Herrnhutismens første Indtrængen i Præstegjeldet 1767 ved Præsten Søren Bugge til henimod Nutiden.
Dog kan maaske endnu endel Meddelelser senere gives, navnlig fra denne Retnings mest stormende Tid i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede, – indtil Retningen omsider indtog en mere stagneret Situation under Ledelse af den vistnok særdeles hæderlige H. P. Bau, boende paa Knivsland, men som 1830 flyttede derfra, formentlig tilbage til Kristiansfeldt.
– Ligesaa er jeg i Besiddelse af Stof til Meddelelser om det paa Listerlandet under Præste-vakansen, Sommeren 1828 ved Mathias Nilsen Omdal hurtig fremstaaede og hurtig igjen neddæmpede religiøse Røre.
– De efterfølgende Fragmenter gaar da blot fra 1830, indtil Konventiklerne her, efter et fleraarigt Ophør, begynder igjen omkring 1860, og da ligesom indtræder i en anden eller ny Fase.
Tidligere end 1880 vides ikke regelmæssige Forsamlinger at have været holdte i Farsund; men saadanne begyndte da under Ledelse af Fredrik T. Knudsen, født i Vanse 1785, og Søn af Knud F. Knivsland, født 1744, død 1823, en af Hovedmændene i den herrnhutiske Bevægelse i Vanse i Slutningen af forrige Aarhundrede.
F. T. Knudsen var, som det lader til, udrustet med særdeles fremragende Aandsevner, medens det vel kan være mere tvivlsomt om disse havde faaet nogen tilsvarende sund Udvikling. Et feilslagent Frieri eller hævet Forlovelse synes at have været en vægtig Aarsag til, at han 1807 forlod Hjemmet og slog sig ned i Bergen, hvor han noget efter ved Giftermaal kom i Besiddelse af nogen Formue, men som det er bleven sagt, ødedes ved mindre god Bestyrelse og feilslagne Handelsspekulationer.
Han granskede og arbeidede der ogsaa paa at frembringe et Perpetuum mobile.
Som Enkemand med mange Børn og blottet for Formue vendte han 1830 tilbage til Fødeegnen, og i Egenskab af Farver bosatte sig her i Farsund, hvor han da begyndte disse regelmæssige religiøse Forsamlinger, hver Søn og Helligdags Eftermiddag, almindelig Kl. 4.
Deltagerne var nok, navnlig i Begyndelsen, meget faa, og Aanden i dem gik nok i den samme ekstravagante herrnhutiske Retning, som ifølge Præst C. I. Sandbergs Meddelelser fandt Sted hos Lederne af denne Retning i Stavanger i Tyve- og Trediveaarene.
Vel nærmest ved, at F. T. Knudsen brugte for megen Tid til at fare om i Omegnen og holde Forsamlinger, blev det knapt for ham i økonomisk Henseende. Han nærede nok adskillige temmelig sangvinske Planer, blandt andet her paa Stedet med nærmeste Omegn, at faa etableret et selvstændigt Missionsselskab, og dette stiftedes ogsaa virkelig 2den Novbr. 1835.
Han havde da faaet indtegnet sirka 500 aarligt bidragende Medlemmer; men kun meget faa i Farsund, de fleste var fra omliggende Sogne.
Men det var nok en ubetydelig Del af disse tegnede Beløb, der blev indbetalt; thi de fleste formenes kun tegnede for at blive hans Paa trængenhed kvit.
Endelig flyttede han 1838 igjen fra Farsund og til Kristiania, hvor han en Tid drev med forskjelligt, men førte i det hele et uroligt og omflakkende Liv, indtil han 1870 døde i Nærheden af Skien.
Han var blind i sine sidste Aar, og lod da udgive sin egen og Sønnens, Missionærens Levnetsløb, og som det lader til, meget aabenhjertigt. I sine senere Aar opholdtes han formentlig meget af andres, navnlig religiøse Folks Almisser, hvorom han nok ikke var saa undselig at fremkomme med Anmodning om, endog i trykte Tiggerbreve.
Det lader til at han i senere Aar var kommet til den end yderligere Anskuelse, at Jesus var ene Gud, og at Faderen som Person, var ingen anden end ham. Han skulde have udmeldt sig af Statskirken, uden igjen at have indmeldt sig i noget andet Samfund.
Han tog det nok ikke altid saa nøie med Sandheden af sine Udtalelser om andre Retninger og Personer. Saaledes skriver han, at Grundtvigianerne arbeidede paa at udslette Bibelen af Jorden, og at W. A. Wexels skulde have lært, at de Salige skulde sove og slumre til Dommedag. Han roser Pontoppidan fordi han sagde, at Dands og Komedier er Synd i sig selv, men dadler Luther og Grundtvig fordi de var af modsat Mening.
Paa sin Søn H. C. Knundsen ser det und til, at han har øvet maaske et utilbørligt Tryk for at faa ham til Missionær, som han vel ogsaa blev, men formentlig kun til lidet Gavn for Missionen og kanske endnu mindst for ham selv,– medens det derimod synes utvivlsomt, at han havde fortrinlige Evner og Anlæg som Tegner og Lithograf, hvor han formentlig vildet været paa sin rette Hylde og hævet sig til høi Kunstnerrang.
Han blev 1834 sendt til Barmen i Rhinpreussen for at uddannes til Missionær og bestod Eksamen 1839.
Før han i 1841 udsendtes til Sydafrika kom han hjem paa Besøg, og ledsaget af sin Fader bereiste han fra Novbr. 1839 til Septbr. 1840 Kysten fra Kristiania til Bergen. Under denne Om flakken holdt han Dagbog, som Faderen efter hans Død har udgivet, og som synes ret at karakterisere hans dømmesyge Aand. Han tager ikke lempelig fat paa, eller søger at undskylde de Personer, der ikke straks var til hans Disposition. Saaledes skriver han om Præst A. Faye paa Holt, der var bekjendt som en over maade velvillig og venlig Mand, men havde dengang ikke godt for at her bergere dem : «Det maa dog være sagt ham til Skam, at han var glad – da vi vilde hen til et andet Logi. –min Fader var ikke at formaa, at vende tilbage til denne uvenlige Præst».
Om P. B. Lassen, dengang Præst i Undal : «Han er desværre et stolt indbildsk Menneske, der ikke hører paa Grunde, og som det synes ikke gjerne vil vide hvad han ikke allerede ved».
Et Sted skriver han : «Denne Kone er igjenfødt». Om en Præst i Sogndal (Sokndal/red.) : «Jeg frygter for han er en Grundtvigianer».
Om Folket paa Haa (på Jæren og der Jan Theodor Kielland vinteren 1840 var sogneprest/red.) : «Det blev kaldet for raat, hvilket jeg hellerikke vil benægte, da de «ikke indfandt. sig til Forsamlingen».
Om Stavanger : «Den er vel ikke den største Stad i Landet, men har dog det største Antal Troende». – «I det mørke Farsund mente min Fader, at kunne udrette noget godt naar vi kunde aabne Kirken for at faa Opbyggelse der».
– – – Han prækede i Farsunds, Vanse og Spinds Kirker, men i den Anledning blev Sag mod ham anlagt, og han blev idømt en Mulkt.
I 1847 reiste han hjemfor at gifte sig og vendte 1849 med Hustru tilbage til Missionsstationen. Her blev nu Hustruen aldeles sindssvag og derhenne ragede han nu uklar med flere, saa at Følgerne blev, at han i 1854 kom tilbage til Norge og først bosatte sig iStavanger, hvor han 1855, 56 og 57 redigerede «Det Norske Missionsblad»; men hvori der af og til kom saa sære og fanatiske Udgydelser, som det sagdes bevirkede, at han entledigedes, da Abonnentantallet desaarsag troedes formindsket.
Han flakkede ellers ogsaa af og til om i Bygderne og holdt Opbyggelser, ogsaa i Farsund, men som nok ved sine Ekstravaganser vandt mindre Tilslutning. Han trak sig efterhaanden mere nord i Landet, hvor han omsider forsvandt i Vefsens Præstegjeld i Mai 1863. Det for modedes, at han forulykkedes i en Elv, hvor der senere skulde være fundet Spor af hans Levninger.
Ved F. T. Knudsens Bortreise 1838 fortsattes Forsamlingerne i Farsund i samme Aand og Retning af hans aandelige Søn, Bergenseren Bager M. N. Olsen, i hvis Hus, der nu eies af Daniel Davidsens Enke, Forsamlingerne ogsaa var bleven holdte.
Hernnhuternes Salmebog «Harpen» blev udelukkende brugt og Sangen foregik saaledes, at en eller to Strofer blev af Gangen oplæst af Lederen, og derefter afsynget af hele Forsamlingen, og saaledes videre til Versets eller Salmens Ende.
Der begyndtes med Sang og derefter oplæstes en skreven Præken, der som det sagdes, gik i Sirkulation blandt Retningens Tilhængere ogsaa paa andre Steder. Derefter taltes lidt originalt af Lederen, som oftest i Bønneform, men hvori der ikke saa sjelden forekom Snurrigheder og endog Personligheder.
Det sluttede igjen med Sang. – Dersteds holdtes ogsaa Missions- og Afholdsmøderne indtil 1843, da der blev givet Tilladelse til at disse maatte afholdes i Almueskolens største Lokale, og didhen sneges da nu ogsaa de egentlige religiøse Konventikler, indtil disse sirka 3 1/2 Aar senere ophørte, da M. N. Olsen, ved Hjælp af Almisser, i Foraaret 1847 med Familie emigrerede til Amerika.
Han var en velbegavet og dygtig Mand, men ogsaa hoven og selvklog, og holdt nok vel meget sine egne Meninger for ufeilbare. Han var flittig og arbeidsom, og stod sig oprindelig vel i økonomisk Henseende, men saa blev han Enkemand og mellem ham og hans anden Kone var nok ikke just den bedste Harmoni. Der løb vel Rygter om noget vel intimt Forhold til andre Kvinder, men som jeg helst tror kun var bagtalerske Opspind.
Det som dog kanske mest skadede ham i økonomisk Henseende var, at Stedets den gang dominerende Handelsmænd begyndte at drive Bagerinæring, og, navnlig i Begyndelsen, gjorde sine Sager saa billige, at nogen anden vanskelig kunde med nogen Fordel konkurere med dem.
I Amerika levede han til 1878. Og der giftede han sig efter sin anden Kones Død med Marie Oxholm, der i 1861 i den Hensigt herfra reiste til ham, skjønt de her ikke skal have set eller havt Bekjendtskab til hinanden; men som hans Venner her skulde have besørget ham. Deres Samliv derhenne siges dog at have været godt.
I 1844 forsøgte en af det saa kaldte stærktroende Parti (stiftet af en Knud Spødervold), at faa Indpas eller Indflydelse her. Han hed Thorkel Hammersmark, og havde da Bopæl paa Stølen i Herred Sogn.
Den 21 Juli s. A. holdt han en Tale her paa Almueskolen, umiddelbart efter M. N. Olsens saakaldte Opbyggelse, og omtrent 100 Personer havde desaarsag indfundet sig. Dette var 3 – 4 Gange saa mange som Forsamlingerne ellers pleiede at bestaa af. Men i Anledning heraf skede et Avisinserat, som dog var spækket med Fordreielser og Uefterretteligheder, men som vakte Biskoppens Opmærksomhed, der desangaaende skrev til Sognepræsten, som sendte følgende Skrivelse til Præstens Medhjelper Bager M. N. Olsen og Skolelærerne Hansen og Osmundsen (artikkelforfatteren selv/red.) :
I Anledning af en Annonse i Nr.60 af Lister og Mandals Amtstidende for d. A. om en omvankende Prædikants Ophold i Omegnen af Farsund m. v. er jeg af H.H. Biskoppen anmodet om, at indhente nærmere Underretning om den omhandlede Person og hans Fremfærd m. m. Jeg maa derfor opfordre Dem til at underrette mig om Angjeldendes Navn, Hjemsted og nærværende Opholdssted – om hans Omflakken– hans Fremfærd under denne, kort, alt hvad der kan give Oplysning om Personen og hans Lære – om denne er ren christelig – om han har forsøgt, at indbilde Folk at Bibelen paa flere Steder er falsk. – Isærdeleshed maa jeg bede mig underrettet snarest muligt om hvo der gav ham Tilladelse til at benytte Skolelokalet til sit Foredrag, om dette oftere har været Tilfældet, hvad der er bleven foretaget og hvorpaa hans Foredrag især er gaaet ud, samt om det omtrentlige Antal Tilhørere – om disse indfandt sig af selv eller vare opfordrede eller indbudne til at komme. Endelig maa jeg aldeles forbyde Benyttelsen af Skolelokalet til Samlinger af ovennævnte Person eller andre om streifende saakaldte Prædikanter. Vandsøe den 19 August 1844. C. Wulff.
M. N. Olsen kom her lidt i Knibe; thi han havde virkelig givet omtalte Thorkel Tilladelse til at holde Foredraget, medens jeg havde fraraadet samme.
Han fremkom da med en ikke blot undvigende men tillige en noget usandfærdig Besvarelse af ovenstaaende, men som jeg desaarsag nægtede at underskrive, medens jeg gav en særskilt Besvarelse, der nok ogsaa var noget undvigende, fordi jeg søgte, saavidt Sandheden tillod det, at dække M. N. O.
Men over Nægtelsen af at underskrive hans Erklæring blev han meget fortørnet, og vort fortrolige Forhold fik her et Knæk. Senere kom mere til, som gjorde Forholdet end mere spændt.
Men Følgen blev dog, at Almueskolen blev forskaanet fra at blive Tumleplads for omstreifende Prædikanter, der senere ofte fik dels benyttet Thingstuen og dels andre private Huse, indtil man 1860 havde faaet istand bragt et saakaldt Bedehus til at mod tage dem i.
Omhandlede Thorkel flyttede senere samme Aar til Farsund, leiede eller kjøbte A. Holbys nu eiede Hus, hvor han søgte at faa Forsamlinger istand; men da Søgningen nok ikke svarede til Forventningen, fortrak han om kort Tid, og lidt efter slog sig ned i Kristianssand, hvor nok Forsøget svarede bedte Regning.
Senere blev det nok en noget almindelig Mening, formentlig opdigtet af visse fromme Folk, at Forbudet mod Afbenyttelse af Skolelokalet skrev sig fra mig, og som vel blev en af de Dødssynder jeg skulde have forgaaet mig med; medens Sandheden er, at jeg ikke paa nogen Maade havde bidraget dertil. En anden Sag er det deri mod, at jeg senere aldrig gjorde noget Skridt for at faa Forbudet hævet.
Fra 1847 henskred nu en Aar række da her ikke holdtes faste regel mæssige gudelige Forsamlinger.
Men da saadanne igjen begyndte i Slutningen af Femtiaarene blev de nok i en end mere fanatisk og dømmesyg Aand.
Og, henseet til de ledende Personers formentlig tarvelige Oplysning, Selvgodhed og skjæve Livssyn, kunde det ventelig heller ikke føre til andet. At gaa ind i Enkeltheder desangaaende er nu ikke Hensigten, men kun at berøre nogle omreisende Forsamlingsholdere, der i disse forsamlingsløse Aar af og til gjæstede Stedet, og som vel ogsaa bidrog sit til at faste Forsamlinger omsider igjen bragtes istand.
Fortsættes – les her :