– var opprinnelig et «internasjonalt» felles-eie; flere steder i litteraturen forklarer oss bakgrunnen for dette, slik som i «Norsk Missions-Tidende for mars 1846 – i nr. 10 av den første årgang av dette kjære blad :
Det er en gammel Skik, at man hver første Mandag-Aften i Maaneden samles, for at erindre Missionen. Efterhaanden har man overalt optaget denne Tid, saa vi kunne antage, at der da næsten over hele Verden opsendes fælles Bønner for Missionens Fremme.
Der ligger noget skjønt og opløftende heri, naar man erindrer sig de Mange af alle Farver og alle Folkeslag, der saaledes paa een Tid og i een Aand forene sig med os, skjønt Rummer ved Tusinder af Mile adskiller os.
Hvis derfor ikke Omstændighederne lagde Hindringer i Veien, saa vi ligesaagodt kunne vælge den ene Dag som den anden til vore Sammenkomster, burde vi vist ikke afvige fra denne Skik. Men nu er det unægtelig Tilfældet, at vort Lands naturlige Beskaffenhed lægger store Hindringer i Veien for at samles paa denne Dag.
I Tydskland og andre Lande, hvor Folket boe i Landsbyer, kunne de let komme sammen efter endt Dagsværk, men hos os, hvor Gaardene ligger saa adspredte, er dette ikke saa let gjort, og Følgen har deraf været, at Mange har ladet være at komme til Missions-Møderne, som ellers kunde have villet komme.
Fra mange Egne har man klaget over, at denne engang antagne Tid har været til ikke liden Skade for Missionssagens Fremme, og derhos yttret Ønske om, at man maatte kunne henlægge den til Søndags Aften.
Men nu er det jo klart nok, at Enhver baade kan og bør bestemme den Tid, som er den bedste, og at man ingenlunde deri bør lade sig binde af Tider og Stunder, naar saadant sinker istedetfor opbygger Guds Værk iblandt os; men det var dog ogsaa at ønske, at der heri blev nogen Eenhed.
Og baade finde nu de samme Forholde Sted over hele Landet, og dernæst maae vi, saafremt vi see bort fra hiin paapegede Omstændighed, ansee Søndags Aften ligesaavel for den passeligste som den er den beqvemmeste, saa derfor de samme Grunde ere overalt tilstede til at ombytte Mandagen med denne.
Sagen kan vel synes uvigtig, men den er det ikke i sine Følger. Vist er det imidlertid, at det kommer mere an paa, at vi samles med eet Sind og i een Aand end at det skeer til samme Tid; vor Fader i Himmelen veed vel at samle ligesaavel det i Tiden som det i Rummet Adskilte.