– her følger Conrad Schwachs dikt til minne om sin venn Sylvester Sivertsson :
#
Saa staaer da en nordisk Lyra igjen
I sørgelig Taushed forladt;
Den Haand, som greb med Varme i den,
Er kjølnet i Dødens Nat.
#
Om Nordfjeld med sin Jøkel blaa,
Om eensomme Vandrers Savn
Urdsongis ei mere vil Strengen slaae,
Han slumrer i Gravens Favn.
#
O, Fred med din Slummer, du eenlige Svend !
Paa Jord var dig Skjæbnen ei huld;
Men hist skal du høste Velsignelsen,
Thi reent var dit Hjerte som Guld.
#
Ak ! Livet saa mangen Vunde dig gav,
Een af dem ulægelig blev;
Og Gud vil tilgive, at Smerten deraf
Til Jordens Lethe dig drev.
#
Urdsongis ! Nu hører du Urda til;
Men til Gjenklangen af dine Kvad
Den nordiske Skulda dog lytte vil
Endnu gjennem Aarenes Rad (rekke/red.).
#
Dit Minde hos mangen aandsbroderlig Ven
Skal hædret og kjært holde Stand,
Indtil han engang dig møder igjen
I det rette Fædreneland.
#