sylvester sivertsons begravelse 13. desember 1847 : minneord i «drammens adresse»

Drammen, den 13de December.

Den ædle Digter og Journalist, Sylv. Sivertson, der var denne af Fædrelandet saa høit fortjente Mand værdig.

En ikke ubetydelig frivillig Menneskemasse indfandt sig i Samlingshuset og ledsagede ham til Graven, hvor følgende af Hr. Kand. Bergh forfattede Sang, under Basuners Lyd, blev afsunget af en Sangforening :

#

Om denne Grav, hvor Venner stede

et elsket Liig til evig Fred,

vil Norge alt sit Veemod sprede,

som vaarligt Blomstertæppe, ned :

det er den simple Gjengjæld kun

for mangen trætvaagt Kummerstund.

#

Nu Smerten tier, korslagt hviler

den trætte Haand paa Skjaldens Bryst :

nu er hans Kamp forbi, nu smiler

om blege Træk en salig Lyst :

o, Dødens Morgen venligt gryer,

naar Jordens Haab i Minder flyer.

#

Hvor skjønne og hvor tankerige

end disse Træk af Fortid staae,

vil Sjelen dog bestandig hige

imod et bedre Hjem at naae,

– et Hjem, hvor Øiet skuer klart

den Naade, Gud har aabenbart.

#

Saa hvil da sødt, Du hjertenskjære,

Du blide Ven ! farvel, farvel !

naar Engle Stjernelamper bære

ind i Dit stille Gravkapel –

da flyer Dit Støv forklart herfra –

farvel, o Ven, farvel til da !

#

Hr. Prokurator Elieson, der havde paataget sig Arrangementet af Begravelsen, takkede i Sørgehuset de Tilstedeværende, fordi de paa forskjellige Maader havde bidraget til at vise den Afdøde den sidste Ære.

Han udtalte Takken i Fædrelandets Navn; «thi den Hedengangne tilhørte Fædrelandet ved sin varme Interesse for dets Tarv, han tilhørte Nationen ved det mægtige Ord, han saa ofte i dens vigtigste Anliggender lod udgaa gjennem Pressen, han tilhørte Folket ved de folkelige Grundsætninger, hvortil han stedse viede sin Pen, ved de begeistrede Kvad, der længe skulle hvile paa Folkets Læber.

Derfor kunne man ogsaa sige, at det var paa Nationens Vegne, Omstændighederne paalagde vor By og os at udføre denne Pligt. Nogle iblandt os, som stod den Afdøde nærmere, kjendte i ham desuden det ædle Menneske, den oprigtige Kristen og den uegennyttige Ven, og dem blev hint Hædershverv derfor tillige en Kjærlighedsgjerning».

Til Slutning viede Taleren paa Fædrenes Vis et Bæger til et hæderligt og velvilligt Minde blandt de Efterlevende for den afdøde Ven.

Ja, Sylv. Sivertsson var udgaaet af Folket og kjæmpede for Folkets Sag. Han besad ualmindelige Evner, var en af Norges første Journalister, og som saadan bekjendt trindt om i Landet.

Ogsaa han kjæmpede saaledes for den gode Sag, thi han kjæmpede for hvad han fandt var sandt og ret. Hans Ord, der findes trykt i Journalerne, vil overantvordes til kommende Slægter, og blandt dem ville Andre begynde, hvor han endte.

Dog, hans Blik  var heller ikke indskrænket til dette Livs Grændser, men han imødesaae tillige Menneskets høiere Formaal, og efter endt Dagværk, og efterat have sagt Farvel til dette Blads Læsere (der er indtaget i dette Blads No. 139 d. A.), stundede han, som allerede længe fængslet til Sygeleiet, efter Hvile, og saae med Frimodighed imøde sin Bortgang fra denne Verden.

– Men, Sylv. Sivertssons Navn vil længe erindres blandt Norges Fjelde ! – Fred være
med hans Minde !

____________________________