– i Bangs eget blad/egen avis «Den Frimodige», utgitt i Trondhjem, i utgaven «Mandag den 16de October 1848» (dette var avisens første årgang); Sylvester Sivertson gikk bort bare 38 år gammel knapt et år tidligere, den 6. desember 1847, men hadde allerede rukket å sette spor etter seg. Her er den den særegne avisredaktør og selv forfatter Anthon Bang i Trondhjem som karakteriserer Sylvester, både som menneske og forfatter, især i lys av den samling av Sylvesters dikt som ble utgitt av den yngre broren Ole Sivertson Hørven (1814 – 1884) utgav i 1848 – året etter Sylvesters bortgang, for å bevare dennes minne (les bokens forord her);
– nedenfor følger Anthon Bangs minneord :
— Udvalgte Digte af Sylvester Sivertson, samlede og udgivne af Ole Sivertson (den Afdødes Broder). Kristiania 1848.
Yndere af Sivertsons Muse ville her finde igjen en stor Deel af de Digte, som i Aarenes Løb have været læste adspredte i forskjellige Blade. Indtager end ikke Sivertsen nogen høi Rang blandt Digterne, saa vil dog hans Poesier altid med Fornøielse læses af de mindre Fordringsfulde og af dem, der mere tiltales af dybe Følelser end af høie Tanker.
Blandt de Digte, denne Samling indeholder, er upaatvivleligen det Første : «Norafjeld med Jøkel blaa» det Bedste og det der længst vil bevare Sivertsons Navn i hans Landsmænds Erindring, og sunget til den af Lindemann komponerede Melodi, indtager den en af de første Pladse blandt vore Nationalsange.
«Valgbalken» fortjener at gjentages ved hvert Storthingsvalg formedelst den Friskhed og Kraft, den aandcr, der ikke vil undlade at udøve en sympatetisk Virkning paa naturlige, ufordærvedc Gemytter.
Af de elegiske Digte nævne vi : «Ved en Ynglings Grav», «En stille Aften», «Den Enlige».
«Til Henrik Wergeland», vidner om hvor vel Sivertson fattede, hvor dybt han følte Digterens og Menneskets Værd. Medens den ene Ven (naar man har seet denne Ven faa Aar senere at synke langt dybere end Henr. Wergeland nogensinde sank, da maa man vel mindes Skriftens : «Du som staaer, see til, Du ikke falder !») uden Skaansel knuser hans Harpe, den forhen saa beundrede Harpe, og med farisæisk Strenghed og Selvgodhed bryder Staven over Mennesket, rækker den anden Ven den Svage Haanden, og byder sine Landsmænd
#
Ei gaa saa grusomt du med ham irette,
der dig saa tro i sønligt Hjerte bar !
Ei over Letsinds Vræde du forgjette (glemme/red.),
hvad han dig er, hvad han dig været har !
#
Lad Mindet bære dig paa lette Vinge
hans Lyras dybe, underfulde Klang !
Lad med hans Aandeflugt din Sjel sig svinge —
den svigter ei sig selv, som saadan sang.
#
O ! mindes dog hans nys hensvundne Toner
af høi Begeistring, sjelfuld, stille Fred,
og føl : Saavist som Gud i Himlen troner,
saa sang end aldrig lav Uværdighed !
#
Uden med Bestemthed at kunne paapege mere end eet Digt, som vi savne i denne Samling, forekommer det os dog, som vi have læst flere Digte af Sivertson, som her ikke findes.
Dette ene Digt er betitlet «Hauges Minde», og findes foran i Skriftet «Haugianismen, dens Historie og Væsen osv. osv.», et Skrift, som i Forbigaaende sagt, vidner om hvilke Evner, der gik til grunde med Sivertson. Digtet, som idetmindste tiltaler os som særdeles heldigt, gjengives her :
#
Du kraftfuld, sorgfuld «send mig Herre !» sukked,
Og Cherubgløden lued paa din Mund («brant på din tunge»/red.);
Et Guddoms-Syn dit Aandesyn oplukked,
En Himmelharpe klang i Hjertets Grund.
#
Prophetisk stod Du frem blandt Nordens Fjelde,
Saa mangt et Øre lytted til din Røst;
Men Tidens Letsind, Tidens Præstevælde
I Harme Dolken svang (svingte/red.) imod dit Bryst.
#
Du stred, Du vandt, har Seirens Krone fundet;
I Graven hviler alt den trætte Fod.
Paa stille Grav har Had og Avind (misunnelse/red.) blundet :
Dens Taaredug er Uvens Soneblod.
#
Endeligen indeholder Bogen Digterens temmelig veltrufne Portræt, samt følgende Forord af Udgiveren :
«Forfatteren af nærværende Digtsamling, Sylvester Sivertson, blev født i Lombs Præstegjeld i September 1809. Hans Fader, en streng Haugianer, var Gaardbruger, og Sivertson vilde rimelig blevet det dersom ikke hans Aands Higen efter Lys havde brudt ham en anden Bane, paa hvilken han fik Leilighed til at gjøre sit korte Liv baade for sig og Fædrelandet ikke saa lidet betydnings fuldt.
Sin første Dannelse modtog han af Storthingsmand Kirkesanger Lars Jensen paa Hedemarken. Siden reiste han til Trondhjem og fik sig hos en Kjøbmand en Bestilling som Handelsbetjent, men da denne Syssel ikke tilfredsstiller hans Aands Trang, blev han ved nogle Velynderes Bistand, hvor iblandt fornemmelig Storthingsmand M. Grendahl (Michel G./red.), sat istand til at studere.
Han nød først Underviisning hos Pastor Flood i Kvikne (bror av Boye Joachim Flood/red.) og senere hos Provst Kaurin, dengang Adjunkt i Trondhjem. I Aaret 1835 absolverede han Examen artium. Paa noget Brødstudium tænkte han neppe nogensinde med Alvor, da han strax ved sin Ankomst til Kristiania begyndte at skrive lyriske Digte og levere publicistiske Opsatser i Bladene, hvilke gjorde betydelig Lykke. Det anstaaer ikke mig, hverken som den Afdødes Broder, eller som Læg Mand, at holde nogen Lovtale over hans vidcliffabelige Produkter, men jeg har baade hørt og læst den Dom over ham, «at han som Publicist ikke er bleven overgaaet af Nogen her i Landet, og, at han var en genial Digternatur, som producerede meer end eet Kvad, som mindede om Wergelands Harpe».
Hans Digte ere adspredte i en Mængde Tidsskrifter og Dagblade og sine Arbeider som Publicist har han nedlagt i mange, deels af ham, selv, deels af andre redigerede Blade.
Hans publicistiske Virksomhed skaffede ham god Fortjeneste, undertiden indtil 8o Spd. maanedlig, men da han stedse var en Ven af Selskabelighed ! — desverrre stundom altformeget og da han altid aabnede sin Kasse for sine Kammerater, saa stode hans Finantser altid paa en slet Fod.
Dette i Forening med Erindringen om et skuffet Ungdomshaab og med en uforsigtig Nydelse af Selskabelighedens Glæder gjorde hans sidste Aar mindre blide, og hans Venner, som bleve ham tro indtil det Sidste, havde Grund til at lykønske ham med hans Bortgang,
«thi nu leegt blev Saaret, som ham lønligt smertet;
nu blev hans Smiil en Blomme skudt fra Hjertet».
Han døde i Drammen 20de November 1847 (det riktige er 6. desember 1847/red.) og blev begravet med en Høitidelighed, som kun bliver Faa tildeel».
Vi tage her Afsked med Sylvester Sivertson, idet vi med Schwach (Conrad Nicolai S./red.) sige :
Dit Minde hos mangen aandsbroderlig Ven
skal hædret og kjært holde Stann,
indtil han engang Dig møder igjen
I det rette Fædreneland.