Toggle search modal
Close

jens zetlitz : «mindesang» etter biskop johan nordahl bruns bortgang i bergen 26. juli 1816

– og inntatt i bladet «Det Norske Nationalblad af blandet Indhold», «1817, Marts 31te».

Jens Zetlizt, «dikter-presten», født i Stavanger 26. januar 1761, hadde kjent Johan Nordahl Brun helt fra sine ungdomsår – les mer om J. Zetlitz her;

– hans «Mindesang» – noen ville kalle det «Mindedigt» – over sin gode venn og velgjører ble offentliggjort i Christiania-avisen/bladet «Det Norske Nationblad» mer enn 8 måneder etter biskopens bortgang, derfor skriver Zetlitz i sitt «Efterskrift» nedenfor på side 54 : «hvorfor han sang saa silde» – og angir for leseren årsaken dertil. På dette tidspunkt var Zetlitz sogneprest i Kvitesejd (Hviteseid); kort tid etter at dette kom i «Nationalbladet» kunne man lese Ullensvang-presten Niels Hertzbergs takkeskrivelse i samme blad bare vel 2 måneder senere, den 5. juni, som samtidig gjalt for Hertzbergs offentlige hyllest til sin nå bortgangne og tidligere overordnede og embedsbror biskop Brun – les den her;

– og nedenfor er gjengitt Zetlitzs «Mindesang», for å benytte Niels Hertzbergs betegnelse, på bladets sider 49 – 54 – og les også etterskriftet til slutning (sidetall er fortløpende fra 1817-årets begynnelse) :

Sangens Sønner ! bag skyekron’te Fjeld, Der omværne Norges skjønne Dale,

I ! dem Himlen gav, med Fynd og Held, Uoprettelige Tab at male,

Og af Eviggrønt, med øvet Haand,

Krandse for det sjeldne Værd at flette !

Ei blandt Eder jeg mig djerv vil sætte,

Svag min Stemme er og sløv min Aand.

– 50 –

Bygge I — det skjønsomme (med nennsom hånd/red.) I gjør’ —

Nordahl Brun et værdigt Hædersminde,

Som kan smykke Dovres stolte Tinde

Uomstyrteligt, til Jorden døer :

Ei, med fattig Lov, jeg stænke vil

Plætter paa hans eviglyse Hæder;

Norges Savn, i Stilhed, jeg begræder,

Om mit eget større tier stil.

#

Da Camoenen (sangens gudinnen/red.), i min Ungdoms Vaar,

Fristed mig til Luthens (et strengeinstrument/red.) sølver Strenge,

Sagde hun : «Din Sang ei lever længe

Ingen Laurbær smykke skal dit Haar;

Men en nøisom Venneflok du skal

Lede, syngende i Blomsterdale;

Til Naturens Børn trohjertig tale;

Jeg udsoner Dig med Jordens Qval;

Jeg skal stedse ved din Side staae,

Haabet Lig, mod Vanhelds hvasse Pile,

Dækkende din Barm, og mod dig smile

Selv naar dine Ønsker brat forgaae.

Jeg vil taale at din ømme Barm

Smelter, at fra Øiet strømme Taarer,

Naar, med tunge Savn, dit Hjerte saarer

Skjæbnens ubortvendelige Arm;

Men ei rækker jeg dig Luthen hen,

Til at tolke Græmmelse i Klage;

Først naar Dagen, som den kom, du tager

Og hengiven skuer op igjen

Barnlig til den Haand, som alt bedst mager

Jeg til Sangen vækker dig igjen».

#

– 51 –

#

Derfor tøver jeg saa gierne ved

Livets lyse Side — derfor tier

Medens Smerten raser — oppebier,

Før jeg qvæder, blid Vemodighed.

#
Saadan Fader Brun ! jeg setter mig
Silde paa den Grav, som hædret gjemmer
Dit saa kjære Støv,  Og fro (glad/red.) istemmer :
«Selv paa Jorden var han lykkelig».
#
Hans sikkre Gang mod Digterbjergets Tind,
Den demosthenske Svada paa hans Læber,
Det Mandemod, hvis Lynglimt dræber,
(End uden Torden) lave Slavesind,
Det sjunge I ! — Og I det sjunget har —
I som fik Funker af hans Digterlue !
Jeg tolker hvad der var mig Fryd at skue :
Den skjønne Høst som denne Usæd bar
Paa Herthas skjønne blomsterrige Vang,
Som udi Nerigons (antikke forfatteres, som den romerske Plinius d.e.s referanse til Norge eller Noegr/red.) fjelddulgte Dale/
Gjenlydet af exempelløse Tale,
Og Melodien af uopnaaet Sang,
Og Glimtet af den stærke Normands-Aand,
Som Tro og Dyd og Sandhed fylder ene.
Til Venner vandt han Alle, som fortjene,
At hilses trofast af en trofast Haand.
Hvo er den Mand, af Hjerte og af Aand,
Bag Norges Klipper, og paa Herthas Sletter,
Der et blandt sine Hædersminder sætter :
At Nordahl Brun ham rakte Venskabs Haand ?
Men saa at skjønnes, saa at elskes af
Hvad der er elskeligt, er Held, som Hæder !
Dets jubler høit af Fryd — endog hun græder —
O Brun ! min Sanggudinde paa din Grav. —
#
– 52 –
#
Den Himlen ynder med fortrinlig Gunst
Alt tidlig paa Jordlivets Bane møder
En Skytsaand som betrygger og forsøder (søtliggjør/red.),
Og tryller Glæder frem af Alt — (En Kunst
Som Himlen kun den sande Qvinde gier).
Saa hang alt tidlig i de stærke Arme,
Med Tække, Aand og Lutret Elskovs Varme
0 Nordahl Brun ! din Ingebor (en Siir
For Kjøønnet, og et Mønster for sin Æt)
Mod Ungdoms Letsind frelsende Ægide (gudinnen Athenes mytologiske skjold/red.),
I Manddoms Sorger Trøst, selv vant at lide,
Din Qvægelse, din Kraft, naar Du blev træt.
Jeg veed det — thi med din Fortrolighed
Du tidlig hædred’. mig — At blandt det Gode
Naturen ødsel gav og Skjebnen mild betroede,
Var Intet, som Du heller tøved (forholdt deg i ro/red.) ved,
End hende; og at ingen Bøn til Gud,
For Jordlivs Held, flød dig saa varm fra Hjerte,
Som den : At under Glæde, under Smerte,
Hun maatte vandre med Dig Banen ud;
Og Han Alherren vided dig (lyttet til/red.) din Bøn :
Hun lukkede saa ømt dit brustne Øie,
Og, som hun havde lettet dig hver Møie,
Hun gjorde selv din sidste Time skjøn;
Men de er’ faa, dem Himlens Mildhed, gav
Et Liv saa rigt paa Ægtetroskabs Glæder;
Dets jubler høit af Fryd — endog hun græder —
O Brun ! min Sanggudinde paa din Grav. —
#
– 53 –
At ynges op igjen i værdig Æt;
Og naar man selv fra Scenen maae forsvinde
At efterlade sig et elsket Minde,
I en agtværdig Afkom; ogsaa det,
O sjeldne Brun ! blev din den sjeldne Lod;
Den Børns og Børnebørns talrige Klynge,
(Dig alle værde) syntes Dig forynge,
Og sløve mange Aars og Møiers Od;
Da — som i Embedsdaad — med Manddoms Ild
Dit Oldingsøie straalede — Du glæmte
Det Tidens Tryk, som mangen Helt nedstemte
Og blev saa jovialst og barnlig mild :
Ja, naar de Alle sønlig flokked’ sig
Om dig, du Mandiggode! fro (lykkelig/glad/red.) tilbage
Du saae paa alle Livets svundne Dage,
Og fandt paa Jorden selv et Himmerig:
Og loved’ høit den Herre Gud, som gav
Sin Tjener, til Aands Styrke, rene Glæder.
Dets jubler høit af Fryd — endog hun græder —
O Brun ! min Sanggudinde paa, din Grav.
#
Tit i ensomme Stund omkring din Grav
Med Vemod blid, men ikke Klager, svæver,
Din Yndlings Aand. Jord tog hvad Jorden ;
Men, i din Skrift, din Aand, din Æt, dit Hjerte lever.
#
Og medens Norge skjønner at Gud gav
I dig, du Sjeldne ! baade Kraft og Hæder,
Dets Aand — som min — endog den græder.
O Brun ! skal juble paa din Grav !
#
J. Zetlitz.
E. Sk. (Efterskrift/red.)
Forfatteren udbeder sig for ovenstaaende Linier Plads i Nationalbladet, og det saameget trøstigere, som han anseer Anledningen, som sandeligen national, De, som
– 54 –
læse Verset ville neppe spørge : hvorfor han sang saa silde, og dem, der maaskee spørge, hvorfor han (Zetlitz selv/red.) overalt sang, vil han oprigtigen svare : at hans lykkelige Stjerne allerede meget tidligen bragte ham i en saa uforglemmelig Stilling med J. N. Brun, at han jevnligen (og det vil blive Tilfældet saalænge han aander) tøver (forblir/oppholder seg/red.) ved denne sjeldne Mands Minde.
Det blev ham derfor en Trang, den han ikke magtede at beseire, at tage igjen i Hænde den længe henlagte Luth. Han venter den Retfærdighed, at man vil troe, at han ikke mener derved at have ydet end det ringeste Bygningsmaterial til den Uforglemmeliges Mindestøtte.
Close
Skriv inn søkeord..