– og inntatt i «Det Norske Nationalblad af blandet Indhold» for «1817, Juni 5te.»; dikterpresten Jens Zetlitz hadde en stund tidligere i samme blad offentliggjort sitt «Mindedigt over Biskop Brun», aktede og avholdte bergensbispen Johan Nordahl Brun, som var gått bort i Bergen 26. juli 1816. Bak dette blad – utgitt i Christiania – stod «Boghandler Hans Abel Hielm», godt støttet av sin eldre bror Jonas Anton Hielm, den kjente sakfører og politiker i hovedstaden.
Nå var det prost Nils Hertzberg i Ullensvang sin tur til både å offentliggjøre sin takk til Zetlitz for hans «Mindesang» – eller «Mindedigt», som noen kalte det (les Zetlitz´dikt her) og samtidig skrive sin egen hyllest til den avholdte og nær ett år tidligere bortgangne biskop; Hertzbergs stykke opptar hele 10 av 16 sider i bladets utgave – fra sidene 1 -10 :
Ullensvangs Præstegaard i Hardanger, den 1ste Mai 1817.
Saa kom Du da, min Ungdoms Ven ! med dit inderlig Skjønne, over vor elskede Nordahl Brun. Du opfordredes offentlig dertil; men denne Opfordring kom ikke fra mig; thi jeg vidste bestemt : Du kom, naar dit Hjerte fik Luft, og Du gjennem Vemodstaare kunde skue og tolke «Livets lyse Side», og stadigen see, Haabets den blinkende Stjerne. —
Broder ! Du sang Alt, som af mit Hjerte, saa dette : «Selv paa Jorden var han lykkelig». O, «hvad var det med Venskab bevendt, skulde det ei udødeligt være !»
— Mig blev ei givet at tale Gudernes Sprog, kun at føle, naar det tales skjønt; og angrede jeg nogensinde paa, at mig mangler denne herlige Gave, da føler jeg Mangelen nu i høieste Maade. Jeg vilde, jeg kunde sjunget som Du, det var Vennehjertet, jeg vilde besjunget. —
I hele, næsten 40 Aar, omgikkes jeg, for det meste flere Gange aarlig, vor Brun; i mine Ungdoms-Aar værdigede han mig Ynde; i mine Manddoms,
– 2-
Venskab ; og i de sidste forløbne 12 inderlig Fortrolighed. «Min Rennord er død» (dette var den særegne prest Jens Rennord/red.), skrev han mig en gang til, «min Zetlitz (Jens/red.) er langt borte, en fortrolig Ven, ogsaa paa Landet, hvormed jeg idelig kan correspondere, maae jeg have».
— Saameget mere føler jeg da Sandheden af dit deilige Qvad. — O hvor vare de mange deilige Timer mit Hjerte kjære naar jeg saa sad i Lønkammeret hos vor Brun og hans Ingeborg ! — Snart omringedes disse hæderlige Gamle af Sønner og Døttre. Høiagtelse, Ærbødighed, inderlig sønlig, datterlig Omhu, Deeltagelse, Kjærlighed, stod præget i alle Pander, funklede i alle Øine.
Med eet ! —- myldrede hele Værelset af 20 a 30 Børnebørn, de Gamle skjultes af denne velsignede Klynge; Saa surre de vevre Bier om deres Dronning; Oldingens Kjæmpeknæe bugnede ikke under disse kjære Byrder.
— Det blev mig saa varmt om Hjertet, det var mig som et svag Glimt af Samlingen der, hvor de mange Værelser monne være; det var som jeg hørte : kommer (kom/red.) min Faders Velsignede !
— — Oldingens sidste Time slog. Jeg skulde just komme til Bergen den sidste Dag han levede til Ende, sic erat in fatis — «Her seer Du din Ven», sagde han mig med sædvanlig mandig Stemme, «men kun som en halv Mand (han var nogle Dage forhen bleven rørt som af et Slag, paa høire Side), din Bisp kan hverken læse eller skrive — kom igjen i Eftermiddag !»
Jeg kom «Bliv nu hos mig i Aften !» Jeg blev. Vor Samtale var som sædvanlig, seria, endog cum jocis.
Hans Aand, ja Munterhed, Varme for alt Sandt Ret og Godt, var den gamle Nordahlske.
– 3 –
— «Nu var Tid at døe — jeg frygter ei for Døden, men for at vegetere; kjendte Du Præsten H …, som tog sig en Priis Tobak og — døde, det var herligt; men overleve sig selv, er tungt«.
— Aften Kl. 11 forlod jeg ham. «Kom igjen i Morgen Kl. 9″ — bad han —»Tak ! Du har ret fornøiet mig i Aften !»
Saa vare hans sidste Ord til mig, jeg saae ham aldrig mere. — O, hvo Du er, som har havt en sand Ven ! Du sympatisere nu med mig ! Mindst tænkte jeg, at Timen, da Herren vilde hente vor Elias med Johannis Hjerte, var saa nær; her sendtes ingen Tordenvogn, at hente ham; nei ! ved «stille, sagte Lyd» kaldede Gud ham, og da, da ! «skjulde den Kaldede sit Ansigt» — og gik.
— Kl. 11 1/2 lagde han sig til Hvile, sov til Kl. 1, vaagner —aander tungt, og Kl. nær 2 udaander han saa sagte i en elsket Svigersøns Arme.
— Broder ! «selv i Døden som i Livet var han lykkelig !» Tillad mig at laane dit : «Hvo er den Mand af Hjerte og af Aand, Bag Norges Klipper og paa Herthas Sletter, Der ei blandt sine Hædersminder sætter : At Nordahl Brun ham rakte Venskabs Haand ? Men saa at skjønnes, saa at elskes af ! Hvad der er elskeligt, er Held som Hæder ! Dets jubler høit af Fryd — endog» han «græder» din Hertzberg —»paa din Grav».
Du har læst offentlig Beretning om, hvorlunde Alle, som hæderlige vare blandt Bergens atten Tusinde, og Mange i Nærheden boende, Alle af Embeds-, Borger-, Bonde-, Haandværks-Stand; Alle, som havde Følelse af Retskaffenhed og christelig Dyd, Alle, som havde Ære for sig selv — og
– 4 –
de vare mange — strømmede sammen, kappedes om at bære, følge sin Biskops Stev, og paa alle meest hædrende Maader, at flette Borgerkronens uvisnelige Lov om Hædersmandens falmede Tindinger.
— Ja, det var i Sandhed en høitidelig rørende national Sørgefest. Hvor jeg saa gik de flere Dage, paa Byens Gader, saae Nogen græde (saavidt jeg gjennem egne Taare kunde see), da var det for vor Brun; allevegne hørte jeg af de Ringe, de Fattige, de Gamle, dette naive i deres Mundart :
«Gud glæde hans Sjel, som han har glædet mig — han trøstede mig, med Guds Ord — han bad om Hjælp til mig — han var ikke storagtig — han kom i Hytten min, med gode Gaver i Haanbdog Mund» o. s. v. —
Ja visselig ! «prædikede han Evangelium for de Fattige» — han var deres Fenelon. — Broder ! Du skulde været nærværende, for begeistret at besjunge os ogsaa disse Scener. Du skulde seet de 12 Par af de vakkre smaae Guds Engle, Børnebørnene, for og efter Oldingens Kiste, skjulende den i Graven (Brun/red.) med Kjærminder. Du havde udmalet os da denne Text : «Og Englene bare hans Sjel i Abrahams Skjød» ! — O ! ja han var fattig paa Jorden; men ei paa den Aand, som gjør mange rige.
Heldigen (lykkeligvis/red.) have Digtere, baade de, hvis fortrinlige Læber forlængst er afgjort, og de som stræbe at vinde Krandsen, besjunget os Nordahl Brun, hvad han var, som Religionslærer, Taler, Digter, og hans ægte Fædrelandssind. Dette Alt ligger aabenbarligen for Verden i hans Skrifter.
Vi ventede af Dig, Broder ! hvad han var, som
– 5 –
Ægtefælle, Huusfader og Ven; thi Du var en af Dem, som saae ham i det Indre, og Du kunde male hvad Du saae. Vi ventede ikke forgjæves. Hans Originalitet, Aandsnærværelse og Kraft, og alle de mange saa saare fortrinlige Talenter, han besad, o ! tilvisse ere de høist hæderværdige. Men hans inderlig grundærlige Hjerte, urokkelige Trofasthed, ubeskrivelige Retskaffenhed og Uegennyttighed, og denne ubeskrivelige hulde Venneaand : o, hvor de dog vare elskværdige !
At vor Nordahl, saa fortrinligen begavet, udvortes og indvortes, maatte have Misundere (man læste for mange Aar siden i de Kjøbenhavnske lærde Efterretninger : «Zarine har nu altfor længe været roest og lovtalet, den maa nu engang nedslænges blandt de slette» osv.) og Bagtalere, ei at nævne Miskjendere : Hvor kunde det andet være paa denne Jord. Man bebrejder ham hans Einar (er dette Stykke bestemt til at opføres i Stokholm eller i Kjøbenhavn», spurgde jo Recensentere (anmeldere/red.) om), hans Nationalsang : «For Norge , Kjæmpers Fødeland», med hans Republik paa Øen, som om han vilde være Demas (Paulus´medarbeider, som forlot troen/red.).
Men den Eftertænksomme, som gjennemlevede Tidsperioderne med ham, eller tænker sig tilbage i dem, og stutter retfærdeligen (dømmer rettferdig/red.), usmittet af Misundelse eller Fordomme, dømmer anderledes.
Paa en Tid, da moxen Alle tiede qvar, og de, som qoade, kun funde (fant/red.) alting saare godt, og mens alle Altere kun dampede af Røgelse og Myrha, at Da Ynglingen og Manden, Trønderen, følte Normanden i sig, var jo en Normand værdigt.
Men Bladet vendte sig, det blev
– 6 –
Dagens Orden, at forhaane Konger og disses Regjering, og da Bibelen vedblev sit gamle : «Ærer Kongen» og «værer (vær/red.) den høie Øvrighed underdanige», blev den persifleret med (spottet/gjort narr av/red.).
Hvo bedst dette kunde var Dagens Idol, den udblæstes i alle Trompeter, som en oplyst Mand; ja gik det ei saavidt, at selve tænkende Mænd henreves af det opbrusende Skum ?
— Hvad gjorde nu Brun ? hvad burde han gjøre ? temporisere (trekke tiden ut/red.) eller skjule sin Mening; nei, dertil var hans Hjerte for ærligt. Han saae sit Alt (sin Bibel), han saae sin Konge, sin Regjering forhaanet; han, sin Gud, sin Eed, sit Fædreland, sin Konge tro, tog til Orde, og Satiren : Republikken paa Øen, blev til.
Sandelig, i den Tid hørte der selvstændigt Mandemod til at staae urokkeligt. Vor Brun stod, mens man i Selskaber og Klubber tudede om de stakkels Konger a la Francais : «Fiers tyrans de la terre terre. Dont orgueil osa tout, Rentrez dans la Poussiere, votre maitre est debout» (stolte jordens tyranner, hvis stolthet utfordret alt, vender tilbake til støvet, deres herre står fortsatt/red.) — ei at nævne mens hver Gadedreng peb paa alle Hjørner, Frihed — Lighed.
— Havde nu Brun i Krybedagene skrevet sin Republik, og i Sansculotsruset (den fattige arbeiderklasse i Paris som bar lange bukser – ikke knekorte «culottes»/red.) sin For Norge, Kjæmpers Fødeland, hvad havde han været da ? — Han persiflerede aldrig, hverken i Viser eller Eventyr, sit Fædrelands Regjering og Love; men at han sagde saa En og Anden, der vilde despotisere, og i Forestillinger, Erklæringer, Collegierne mangen dyrebar Sandhed, det har jeg med egne Øine seet.
Formedelst alle de Uhumskheder og Drengespot, hiin Tids (hvad sige vi om Nutids ?) Skrivefrihed kogte op, var vor Brun nærved at slutte, at en
– 7 –
Censur af Rigets meest oplyste Mænd var bedre : jeg indvendte ham hiint : «Nei, paa det I ikke skulle rykke Klinten op med (også – sammen med hveten/red.) lader dem voxe tilsammen til Høsten kommer» — «man qvæle dog ei den Moder, som føder de Ottepunds-Karle røde og runde», om hun stundom aborterede.
— See Britterne ! (engelskmennene/red.) Tilmed vort Nationalblad har jo lovet (1ste Hefte No. 1—2 Pag. 3) en Slags anstændig Censur (Vor Tilskuers (må være «Den norske Tilskuer» utgitt i Bergen av sogneprest Jonas Rein, amtmann Christian Magnus Falsen og premierløytnant Herman Foss, dette siden Hertzberg nedenfor skriver «de Mænd», som jo sikter til flere menn, mens «Tilskueren. Et Ugeskrift udgivet af K.L. Rahbek», som Knud Ryne Rahbek alene stod bak, var dansk og utgitt i «Kiøbenhavn» i Danmark/red.) : «Eet lover jeg, og trolig skal det holde ! al Smiger, Slangemyg og Ondskab med sin Braad, De ulige, men lige lumske Trolde, Ei gjennem mig (bladet «Den norske Tilskuer/red.) skal ublue slænge hen (bli spredd omkring/red.) En smudsig Skjærv til Dagens Usselheder». — Jo, de Mænd, stande nok ved Orde (står nok ved sine ord/red.).
Drenge-Pegefingerie kunde vor Nordahl ei døie, thi qvad han : «Foragt kan jeg for min bare Død ikke taale !» Og skal der ikke en næsten overmenneskelig Taalmodighed til at taale Sligt ? Han ærede Andres Værd, men vilde ogsaa at man skulde agte hans.
Hvo er vel den, som udrustet endog med langt mindre Evner end han det var, vil ikke dette ? (Jeg har læst etsteds : at Briten Newton, Verdens Beundring, fremviste ofte i Vennekreds — sin stærke senefulde nøgne Arm – honi soit qui mal y pense ! (hvem bryr seg om hvem som synes det er vondt/red.)).
Mærkede han Digtertalent hos nogen Yngling, han nedslog det ikke med Snak om Duunhage ?!! (umodenhet/red.) han tilstod selv sub rosa, at han havde havt Duun.
Hart holdt han ved det Gamle. Det faldt tungt paa hans ærlige Sjel og Hjerte, at see sin Bibel forhaanet; thi han følte og vidste af megen Erfaring, at den forbedrer Mennesket vissere end Kanticismen. Hans Troesbekjenoelse var hans Hjertesprog om der er noget paa Jorden».
— Jeg hørte ofte i de Dage af Horrebower og deslige (etter den danske teologiske forfatter Otto Horrebow (1769-1823), som var i strid med flere av Danmarks ledende teologer, på grunn av sine avvikende oppfatninger, fikk den anerkjente Balle til å si om ham at «under Skin af at gjøre Jesus til en blot Fornuftfilosof, i Grunden omskabte ham til en Bedrager à la Muhammed») :
– 8 –
«Det er umuligt, at Nordahl Brun, med det lyse Hoved, det skarpe Blik, kan være slig orthodox Biblianer; han maae være en Hykler». — Store Gud ! hvor dog Mennesset kan miskjendes ! og hvor det dog er sandt : «De, som ei fandt for godt at have Guds Kundskab, gav han hen i et forvendt Sind».
Hart holdt han ved hvad han troede ret; han saae mange Sætninger dem han djærveligen soutinerede (holdt oppe/støttet/red.) mod Døgnets Tone, blive omsider erkjendte som sande. Han saae nye Bygninger, dem han ivrede imod, blive — Korthuse; thi holdt han fast ved de gamle grundmurede alt vare de ei forraadnede af Alder.
Jeg hørte ham engang i offentlig Selskab sige om den ny Franske Calender : «Det Saturni Drengebarn faaer neppe Skjæg paa Hagen !» og — de beloe ham ?!!
—-Han saae Berusede blive Ædrue— Lygtemænd hensvinde i deres Morads (myr/red.); han stod paa sin Norske Granitklippe, saae ned : dans un marais toujours fangeux, De noirs vapeurs emprisonnent, Mille reptiles venimeux, Insectes piquans y foisonnent» (i en evig gjørmete sump fanger svarte damper tusen giftige reptiler, og stikkende insekter florerer/red.). — og blev staaende.
Hvad Under da at han var selvstændig endog om han feilede. —Danmarks Guldberg og Balle vare hans Gemytsvenner. Han græmmede sig saare over Balles Forhaanelse (se ovenfor vedr. Horrebow/red.). Dog, begge oplevede Sandheds Seier, begge ginge i deres Grave med Norges og Danmarks dybeste Høiagtelse og Kjærlighed.
— Spotterne? O, de ginge ned i sit eget Mørke, etter hænge dinglende som Spyfluer i egen Væv.
— Brun fik Visheden om, at Guds aabenbarede Ord læres paa Norges Høiskole, han hørte om de mange Bibelselskaber over hele Christenheden, det blev ham
– 9 –
om Hjertet som skrevet staaer : «Brudgommens Ven hører Brudgommens Røst og glæder sig». — «Seer Du Guds Finger», vare hans Ord.
«Er der noget paa Jorden jeg nu ønskede at opleve», svarede han den gudfrygtige Minister Rosenblad, «da var det et Bibelselskab i Norge» — og han oplevede det; — ja, «Selv paa Jorden var han lykkelig».
Han var Ægte Normand. Derom tvivler vel Ingen. Hans uforfærdede Aand, hans Urokkelighed i Alt det han troede ret, ædelt, sandt, var umiskjendelig; han troede til Hjertet brast : at vi Normænd havde for Gud og al Verden Ret til at være et selvstændigt Folk under egen Konge allene.
Men da Jordens Guder troede anderledes, kjende vi alle hans : «Hvad siger nu Biskop Brun ?» (Skulde nogen have glemt det, staaer det i Bergens Adresse-Contoirs Efterr. 1814 No. 149).
Da decreteret var : at Prinds Christian skulde krones i Throndhjems Domkirke til Norges Konge, skrev Brun til ham : «Nu næst at være i Guds Rige vilde jeg være den Dag i Throndhjems Domkirke !»—»Hvad kunde dog bevæge Biskop Brun til at være saa indtagen i Prinds Christian ?» spurgte en vis Herre; «Norsk Trofasthed !» var Svaret, og — han blev moxen stum.
Du skrev, Broder Zetlitz ! vor Nordahls Biographie; giv os et nyt forøget Oplag ! mine 4o Aars Kjendskab til Manden, og sidste næste 25 Aars nærmere Anskuelse af ham i det Indre; hans nogle hundrede fortrolige Breve; vor megen Samtale sub rosa skulle forsyne Dig med Materialier, om Du dem behøver.
Men det forstaaer sig, hvad han bød
– 10 –
mig offre Vulcan er skeet, Indholden døer med mig.
Ja vel og meget hvorom det maae hede til Mange : «I kunde ikke taale at bære det». Kun saameget : Vor Brun var ingenlunde et af de Mennesker, som, liig Fakkelen, kaste kun lysende Gnister i det Fjerne; men er jo nærmere, jo mere kun en Praase.
Nei, han var jo nærmere, jo mere lysende, hans grundærlige Hjerte kunde ei blænde. Jeg kan ei male ham, som han staaer i mit Hjerte; her vil en Mesterhaand til, jeg kunde kun bringe Farver, gnide
dem maaskee, og bedømme om Billedet ligner.
Man har sagt mig, at en Marmor Mindesteen skal hædres ved at reises paa Oldingens Grav. Vel nok ! men blev denne varig som Mindet ? Den er dog kun Kalksteen, var den endog af Italiens fineste Marmor.
Tilmed, hvor «trampe ei Drenge paa Heltenes Grave», som vor Brun engang skrev, og Kaadhed beskadiger Monumenter.
Men endeel Skridt mod Østen fra Gubbens Grav, reiser sig en næsten perpendiculair (loddrett/red.) Klippevæg. Klippen bestaaer af Norges aldrig smuldrende Granit. Lader os jevne dens Væg, og deri dybt indhugge :
Nordahl Bruns Minde.
Tager saa i Norges Skjalde til Eders Sprog, qvæder os hvad vi skulle indgrave. Norges urokkelige Granit være Eders Symbol. Finde I Intet godt nok ! indhugge vi kun :
Norge, for Normanden,
Bistop Johan Nordahl Brun.
