– i Christiania-avisen «Den Constitutionelle» – skrivelsen er inngitt anonymt, av forståelige årsaker; senere er det blitt ganske tydelig at den som forfattet dette, var P. Meyer, en mosaitisk/jødisk handlende fra Svendborg på Sjælland, samme mann som senere samme året 1841 skrev en offentlig takkeskrivelse til presten Niels Hertzberg i Hardanger, men som ikke avsendte denne, da han fikk å vite at Hertzberg allerede var gått bort tidlig i oktober; men den kom allikevel til det norske folks bekjentskap – les den her :
«Præsidenten for det norske Storthing» det året (perioden 1839-41) var representanten fra Kristiania og fra januar 1839 sorenskriver i Aker Søren Anton Wilhelm Sørenssen; det kan heller ikke ha vært uten årsak til at nettopp juristen Sørenssen ble adressat i dette tilfellet; bak «Den Constitutionelle» stod dansken bokhandler Johan Dahl, som med sine ansatte i redaksjonen næret stor sympati for Johan Sebastian Welhaven og den strid han stod i, ikke minst med Henrik Wergeland; men Wergeland var også skribent i avisen, frem til 1842, og hans kraftige engasjement for jødenes sak har medvirket til at den anonyme israelitiske (jødiske) innsenderen av denne artikkelen er kjent med sorenskriver Sørenssens posisjon og nylige engasjement i spørsmålet om tros- og religionsfrihet i Norge; han var nemlig medlem av den kongelige kommisjon av 12. februar 1841 for utarbeidelse av lovforslag til «Lov om Grænserne for Religionsfrihed». Les den engasjerte skrivelsen her :
EN ISRAELITS SKRIVELSE TIL PRÆSIDENTEN FOR DET NORSKE STORTHING (SORENSKRIVER SØRENSSEN).
Den særegne Velvillie, Deres Vbhd. (Velbaarenhed/red.) har hædret mig med fremfor Mange paa min Reise gjennom Norge, har forpligtet mig til mangefold Taknemmelighed, og til med Ærefrygt at bevidne Dem samme.
Dette var ogsaa den Tanke, der uophørligen har sysselsat mig hver Dag siden min Tilbagekomst til Hjemmet. Den har sysselsat mig, men tillige foruroliget mig i en ikke ringe Grad; thi, i Begreb med at opfylde Taknemmelighedens Pligt, sættes jeg i den Nødvendighed, at maatte takke for en Gunstbeviisning, hvis Regel maa ydmyge mig i saa høi en Grad.
Forretningsanliggender førte mig til Norge. Fra Grundlovens Bestemmelse, der med ubotelig Strenghed udelukker mine Troesfæller fra Deres Fædrelands Grændser, skete ved den Kongelige Naabe en Undtagelse til fordeel for mig. Jeg har nydt Beskyttelse af en Stat, der nægter alle mine Brødre samme, og dette Fortrin var af uudsigelig Vigtighed for Forretningsmanden.
Men idet jeg yttrer Min Erkjendtlighed for denne Begunstigelse, kan jeg ikke lægge Dølgsmaal (skjul/red.) paa, at dette kun er det ydre, med Verden og dens Færden hendragne, Menneskes Tak; og at, medens han frembærer sin Tak for hiin Naadens Akt, hans indre, fra Jorden og dens Sysler bortdragne, Menneske hverken er istand til eller tilsinds at undertrykke sin Fortrydelse over denne saarende Retskrænkelse, der bliver ham til Deel ved hiin Lov, eller sin Harme over en aldeles umotiveret Forviisningsdom.
Mine Handelsforbindelser havde sat mig i den sørgelige Nødvendighed, at udvirke for mig en Undtagelse fra hiin vanarende Regel; men min Pligt som Menneske og Medlem af hiin, uden Brøde bandlyste, Menighed byder mig tillige ved denne aabne Erklæring nogenlunde at forsøge at oplyse Norges lovgivende Forsamling om Forkasteligheden af en saadan Lovbestemmelse, betragtet baade i politisk og i moralsk Henseende; og idet jeg paa det varmeste anbefaler dette til hjertelig Eftertanke, troer jeg tillige at lægge mit taknemlige Sindelag paa en reellere Maade for Dagen baade mod hiin høie Forsamling og mod det Folk, hvis Interesse den havder, end naar jeg blot vilde takke i tomme Formler for en Tilladelse, som i den høieste Menneskerettigheds Interesse kun frembyder en simpel Rettighed, at nemlig hvert uberygtet Menneske kan i enhver velordnet Stat gjøre Krav paa Lovenes Beskyttelse, saa længe som han et ved Forbrydelser har gjort sig uværdig til samme, eller ved usædvanlige Tilfælde har forbrudt den, som f. Ex. naar der er Krig med det Folk, hvortil han hører. I dette Øiemed beder jeg Deres Velbh.(se foran/red.) om et velvilligt Øre.
Man behøver vel ei at paavise, hvilken dyb Nedværdigelse, der indeholdes i Grundlovens Bud, som lyser Forviisningen over os. Enhver veed, at man herved har stillet os paa lige Trin med Alt, der er den menneskelige Natur fiendtligt og en Gift for Samfundet. Men nu kan man kun fra to Synsmaader have paaført os en saa nedværdigende Straf; enten er det som en politisk eller religiøs Forening, at man har belagt os mes hiint Interdikt. Udelukker man os som et Folk, da findes ingen Grund, hvorfor man kun belægger os med Bandstraalen, et Folk, hos hvilket man aldeles ikke fan forudsætte fiendtlige Hensigter, med mindre man i høieste Grad vilde gjøre sig latterlig.
Nogle af Oldtidens Folkeslag, og endnu tilbage Chineserne og Japanerne, have udviist en lignende Adfærd mod Alle, der i een eller anden Hensigt, eller af et blot Tilfælde satte Foden paa deres Kyster; men hine Barbarer havde dog ligesom disse et umiskendeligt Motiv, som vel maa lagges Mærke til; thi paa hine Tider reiste man sjelden anderledes, end i store Tog, og det paa Røvertog, og til Orienten vel ogsaa kun i Handelsøiemed, men for det meste dog med bevæpnede Skibe; og Folkeslagene i det fierne Østen have Exemplerne i Nærheden, at Faktorierne dannedes til Forter og af disse Forter Middelpunkter til at erobre det Land, man i Begyndelsen kun gav sig Skin af at ville drive Handel med.
Alt sligt frygter det norske Folk vistnok ikke hos det jødiske, og vilde ei engang have Grund til at befrygte det i det Tilfælde, at det endnu fremtraabte nogetsteds i politisk Kraft og Eenhed.
Ei heller vil det fra sin Side finde sig i at bedømmes fra hine Skythers Standpunkt, hvem enhver Fremmed var en Fiende, og som, dreven hen til deres Bredder, blev betragtet som godt Bytte, hvoraf man endnu i den nyere Standret af og til skal mærke nogle tilbageblevne Spor i Europa.
Men har man ikke af Hensyn til Politiken kunnet fælde nogen Forviisningsdom over os, som et Folk, da kan dette kun være skeet af moralsk-religiøse Hensyn; vi maa altsaa drøfte hiint mod os saa haarde Lovbud fra det moralsk-religiøse Standpunkt.
Bandlyser man os, fordi vi, trods alle Forfølgelser og Piinsler, i Aartusinder troligen have holdt ved vor gamle Religion, da kan dette vel ikke tilskrives denne exempelløse (unike/red.) Trofasthed, ikke hiint høie uforfærdede Mod, hvormed vi bekjende os til et aandigt Gode, der viser sig som det høieste for os, og for hvilket vi ei alene have givet Afkald paa alt Jordisk, men freidigen have ofret Liv og Gods og saaledes givet den hele Verden et ikke forkasteligt Vidnesbyrd om vor Bekendelses Sanddruhed. Thi kunde man vel afæske os et høiere Beviis, eller selv præstere et saadant ?
En saa hæderlig Trofasthed vil i og for sig selv ei ansees for strafværdig af Nogen, ei engang af den meest barbariske Lov, end sige da have Forviisning til Følge. Er det imidlertid denne Trofasthed i Bekjendelsen, man ved en Forviisningsdom udelukker fra sine Grændser, da kan ogsaa kun Bekjendelsen selv være Skyld i, at man troer at kunne retfærdiggjøre hiint Lovbud.
Bandlyser man nu Israeliternes religiøse Troesbekjendelse, da er dette med andre Ord : man bandlyser den strænge Tro paa Guds Eenhed og Almagt og erklærer denne for en for Staten farlig Tro.
Men ogsaa Normændenes Statsreligion er, i det mindste, efter Evangelisten Marci (XII, 29. 30.) (Markus 12, 29.30./red.) udtrykkelige Ord fuldkommen baseret paa een og den samme Lære; thi der staaer skrevet, at Stifteren for den nye Tro svarede paa Spørgsmaalet om, hvorledes det ypperste Bud lød : «Hør Israel, Herren vor Gud er een» osv.
Gjenfindes denne første Sætning end ikke i de øvrige Evangelister, og er hiin Grundlære maaskee bleven noget modereret, saa vil dog en gjort Monotheismus stedse blive Særkjendet for Christendommens Bekjendelse.
Ei heller afvige vi i de mindre vigtige Troesartikler i nogent væsentligt Punkt fra de Kristne, eller de Kristne fra os.
Jeg anfører fremfor andet Messiaslæren. Rigtignok kunne vi ikke overtyde os om, at han allerede skulde være kommen og Guds Rige paa Jorden allerede have taget sin Begyndelse, men ogsaa herfor ere vi i det mindste for vort Vedkommende fuldkomment angerløse. Vi savne nemlig endnu alle væsentlige Kjendetegn for at komme til Kundskab om, at hiint Menneskehedens Forløsningsværk er fuldført og allerede fuldendt længe før vor Tid. Iblandt andet skal nemlig Messias udfrie hele Israels Huus af Forviisningen, forløst det af Trældommens Skjændsel og samle det igjen i dets ældgamle Boliger.
Skjøndt vi nu end maa indrømme, at dette, eller idetmindste noget analogt, staaer til at opnaae i kristne Stater, naar vi antage den kristne Messiaslære og bekjende os til hiint Faktum, som om det var indtruffet, saa kunne vi dog paa den anden Side ei gjendrive den høist vigtige Indvending, at denne Bekjendelse ganske vilde forfeile sin Virkning paa den langt større Deel af vor Stamme i Asien og Afrika, og vor nye Messiaslære vilde herved komme til at lide et haardt Stød.
En anden og det en langt betydeligere Tvivl om det indtraadte Guds Rige paa Jorden frembyder os tilhobe hine Staters Historie, der i næsten to Aartusinder have bekjendt sig til hiin Lære, og (skulle vi tale uden Forbeholdenhed !) endog Norges.
Aldrig saasnart skal nemlig Messiasriget være indtraadt, førend Menneskenaturen saaledes har forandret sig, at den fremtræder som nyskabt; da skulle alle vanærende Mærker af Synd, Fordærv og jordiske Lyster være udslettede; istedetfor det gamle Had oprigtig sand Broderkjærlighed, endog Kjærlighed til Fienden, udøve sit Herredømme; alle Forfølgelsens og Barbariets Grundlove og Grundsætninger være forsvundne fra Jordens Aasyn og de halcyoniske (tidligere tiders idylliske/fredelige/red.) Drømmes gamle Sagn være gaaet i Opfyldelse.
De indseer letteligen, hvor lidet vi af Overbeviisning kunne hengive os til en Troe, der til Stadfæstelse paakalder slige Vidnesbyrd og det paa en Tid, hvor Statsgrundloven hos et Folk, der bekjender sig til denne Tro, behandler os med hensynsløs Fiendtlighed og uden Føie og Grund støder os fra sig.
Os er Messiæ Tidsalder og Rige forjættet som Eendrægtighedens og Fredens Tidsalder paa Jorden; tvertimod see vi intet uden Krig og Tvedragt fra Verdens ene Hjørne til det andet. Til Messiæ Tider skulle Faar og Tiger fredeligen græsse sammen, og en Dreng være deres Vogter; men hvor findes et endog i fjerneste Maade til Virkeligheden svarende Billede paa denne Forjættelse, den (om den/red.) tages nu i metaphorisk etter hyperbolisk (overdreven/red.) Forstand ?
— Feile vi i denne Sag, da bede vi om Belæring, om Belæring efter det samme Evangeliums Norm, i hvis Navn man troer at have grundet Ret til at lyse Forviisningens Dom over os.
Evangeliet paaminder os om : «af Frugterne skulle I kjende dem !» Og fik Religionen en saa ilde Medfart, at den maatte gives til Priis for at tjene til Skyld for usselt Kjøbmandsnid eller taabelig Philisterfrygt, saa fortænke man os dog ei i, naar vi slutte tilbage tit Træet, der bærer dem.
Vi fordre hine Kjendsgjerninger til Beviis paa, at Messias allerede er kommen. Hvad baade f. Ex. Præster paa Europas og Amerikas Slaveskibe. Vi fordre den guddommelige Retfærdigheds og Kjærligheds Udøvelse, og det maa være dem magtpaaliggende, som et existerende Faktum, at godtgjøre dette Faktum ved Kjendsgjerninger, istedetfor blot at prædike det og gjøre det til Skamme ved en aldeles modstridende Handlemaade.
Man tvivler ingenlunde om vor Forstand, tvivler endog saa lidet om samme, at det netop er den der er gjort tit Gjenstand for Bekymring. Man lægger dette tydeligt nok for Dagen, idet man benytter den ostensible (åpenbare/red.) Grund, at bortvise formedelst Religionsdifferentser, til Skjul for en ganske ordinair Haandværker- og Kræmmerinteresse.
Navnligen er det indrømmet overalt at være Tilfælde i Tydskland, hvor Israeliterne endnu tilsidesættes for Statsloven. Og hvad drager man etters i Tvivl ? Vor gode Villie maaskee ?
Man kalder os selvraadige og forhærdede, man siger, vi forkaste Messias af Haardnakkenhed. Men en slig Egensindighed, uden nogen fornuftig Støtte at holde sig til, er hos et stort Menneskesamfund, der stod sin Prøve til Trods for to 2 Aartusinders Fornedrelse og Selvfornegtelse, en høist urimelig Supposition (antagelse/red.), en ugrundet Hypothese uden mindste Sandheds Præg, og fortjener ei at ændses (bry seg om/red.).
Den vilde jo desuden stride mod hiin som Skrækkebilled saa hyppigen opstillede Snuhed (utspekulerthet/red.) og Vindesyge, om hvilken Talen nyligen har dreiet sig.
Man maa derfor opstille med Sandhed følgende Dilemma : Enten er Jøden klog : da maa man forudsætte hos ham, saalænge som han, til Trods for alle de Krænkelser, hans Tro paafører ham, troliges holder sammen i Ære, at han i sin Handlemaade ledes af en høiere og ædel Samvittighedsfuldhed; en saadan Egenskab kan imidlertid ei fortjene Forbryderens Skjæbne eller qvalificere dens Besiddere til Forviisning; eller han er saa borneret (begrenset/sneversynt/red.), at han ei er istand til at kjenne paa de store Verdensbegivenheder i atten Hundrede og fyrgetyve (førti/red.) Aar, han med saa megen Smerte og Blod har gjennempløiet : da er han hverken frygtelig for sin Snuhed eller behøver som nogen farlig Konkurrent at holdes fjernt fra Deres Fædrenelands Grændser. Kort ! man undersøge Sagen fra hvilken Side, man ønsker, man betragte den fra det politiske eller religiøse Standpunkt, den bliver i ethvert Tilfælde en Gaade, som man tager i Betænkning at fremsige Opløsningen paa.
Det almindeligste Udtryk for samme vilde maaske være : det er et i en eventyrlig Anakronismus fremtrædende Had, bygget paa en tidligere religiøs Basis, gjennemført med nuværende religiøs Konsekvents, et absolut menneskefiendsk Sindelag, blottet for enhver Fornuftgrund.
I denne Skikkelse ftemtræder det som en Virkning af det reent onde Princip, om hvilket det hedder, at det plager Mennesket saalænge, til det har gjort ham til en Plageaand for Andre; det er reen Menneskefiendskhed, som efter at have tilsat alt muligt religiøst Indhold, i sin lave Usselhed kun har sig selv at støtte sig paa.
Ei overalt har man Dristighed nok til rask at bortvise dette Det Ondes Princip af Statsøkonomien, og Vane og Fordom kunne være nogen Undskyldning; men at ville indføre en ny Orden og aldrig saasnart pode i samme denne Middelalderens Kræftskade, dette tyder hen paa en ubeskrivelig Hjælpeløshed i Alt, hvad der erkjendes for at fremme sand Humanitet, og kan ikke forsvares for Gud og Mennesker.
Men man har maaskee været i Frygt for, at man, ved at af tvætte denne sorte Plet i Nordens glimrende Konstitution, ved at rette denne det humane Livs Grundfeil, vilde udsætte det hele herlige Værk for den Fare at rystes i sin Grundvold.
Er da noget af hin menneskelige Aands Fostre gyldigt for Evigheden ? Har deres Konstitution maaskee i den Grad Prærogativet af guddommelig Fuldkommenhed, at den var kaldet til at bestaae uden nogen Forandring i al Evighed ? At den et engang da turde ændres, naar Skaden opdagedes, og Stedet fandtes at lide af en saadan Brist, at den lig en selvødelæggende Brandbyld vilde drage alt det øvrige Sunde ved Statsorganismen ned med i sin Fortærelse ! Ei engang den meest forvovne Patriot og Ven af sit Lands Forfatning vil kunne hitte paa en saadan Paastand.
Desuden skulle vi nok vogte os for at forledes til den Vildfarelse, at vore Forfædres ophøiede System vilde gives til Priis for at kuldkastes, naar vi med velberaad Hu og samvittighedsfuldt rette (endrer/red.) en afgjort slet Deel i dets Fundament, borttage de brøstfældige Stene og sætte nye og stærke i Stedet.
Vi vide kun altfor godt, at vi ved en saadan Fremfærd frede om vore Forfædres store Værk og beskjærme det mod en ødelæggende Tids Indflydelser.
Vi ere kaldede, ja endog forpligtede til at tilveiebringe Ligevægten imellem hine gamle Institutioner og en fremskridende Civilisations Krav overalt, hvor den er bleven forstyrret ved Modifikationer, ja endog ved en partiel Ophæven og Restaureren, for at ei den nye Aand skal hensygne knuget i sit nye Legeme.
Dette er den heldbringende Revolution, der holder lige Skridt med Tidens Krav og adskiller sneverhjertede Hensyn, hvor en forudskreden Dannelses Fordringer med Magt vilde vinde Terrain, hvor Ideerne, der et halvt Seculum før have skræmmet Gemytterne, nu ere blevne til Almeengods og ere blevne indlysende.
Den der under saadanne Omstændigheder bliver tilbage med Lovgivningens Praxis, bevirker i det heldigste Tilfælde en voldsom Omvæltning, men i Reglen, og, hvor denne udebliver, en ynkværdig Sløvhed i udlevede Former, en Skjæbne, der har fremkaldt de sørgeligste Phenomencr i Religionens og Lovgivningens forskjellige Gebeet, og er det radicale Onde, hvoraf den europæiske Forfatning lider.
Er det imidlertid ei at overdrive det, at ville udlede slige Følgeslutninger af den for Shiitterne aldeles partikulære Forviisnings dom, og er Eftersætningen ikke maaskee alt for omfattende i Forhold til Forsætningen ?
Enhver Lov er ifølge sin Natur begrundet i en almindelig; men hiin Nordmændenes Statsgrundlov maatte vistnok være baseret paa det gamle Princip : at Staten har en Ret over sine Undersaatters Samvittighed. Dette er jo som bekjendt Herredømmets gamle princip, Herredømmets over det, der er kaldet til at være det Frieste af Alt, over Samvittigheden og den religiøse Overbeviisning.
Men dette er ei noget Rets- men et Voldsprincip; thi det har til Formaal at fremtvinge, hvad der ifølge sin Natur ei lader sig tvinge, nemlig Ligheden i Tro; det anmasser sig en Myndighed, der ei tilkommer det, og bliver ved Udøvelsen af denne Myndighed ligefrem Aarsag eller Foranledning til Løgn og Hykleri.
At et saadant Princip ei er skikket til at være Norm for en fri Forfatning, behøver man vel ei særligen at paaminde om.
Et saadant Princip er just det Modsatte af enhver human Statsindretning. Det tilintetgjør Begrebet om menneskelig Stat ligesaavel som Begrebet af en Vinkel hæver Begrebet af en Cirkel. Jeg tager slet ikke for heftigt paa, og overskrider ingenlunde Grændserne af det ligefrem Tænkelige, naar jeg fremsætter den Paastand, at hiin tilsyneladende isolerede partikulære Forviisningsdom indeholder Spiren til at undergrave det hele herlige Konstitutionsliv.
Denne lille sorte Prik paa hiint Nordens lysglimrende magna charta er, naar Alt kommer til Alt, intet andet end et lille Brandmærke, et Slags gangræna senilis (koldbrann/red.), skikket til at vorde Middelpunktet for en uberegnelig Ødelæggelsesproces.
Kun endnu en Omstændighed ønskede jeg at maatte komme i Betragtning i Slutningen af dette Brev.
Efterat hvad som vedkommer hiin Grundlov er bleven undersøgt fra de vigtigste Synsmaader, være det mig tilladt at henlede Opmærksomheden paa den industrielle Side.
Deres Land er ifølge sin Beliggenhed og sine Produktioner nødvendigen bunden til Handelen med andre Nationer, og det er ei blot Kornavlen, det savner : det trænger til Samfærsel med Nabolandene. Men nu synes mig savner Staten øvede, og i Forhold til Nutidens store Vexelsystem mægtige Mellemmænd.
Dem vilde det hurtigt tilegne sig, saasnart som det hævede denne udelukkende Grundlovsbestemmelse. Uden at turde befrygte nogen farlig Rivalitet vilde det saaledes indkalde Forretningsmænd, der i høi Grad besidde kræfter og Dygtighed til at fremme Verdenshandelen.
Over denne nye Konkurrents vil heller ingen kunne besvære sig; det skulde da være hine Aagerkarle, der for gode Papirer tage uden Sky en Rente af over 20 pCt., og dem vil Statsgrundloven jo ei beskjærme til Meen (skade/red.) for den flittige arbeidende Klasse ?
Og nu kan jeg, i Slutningen af dette Takkebrev, ganske overlade mig til de Følelser, Deres Velvillie har fremkaldt hos mig, for hvilken Himlen husvale Dem med sin hele Trøst i alle Livets alvorlige Timer.
Hos Staten, der undtagelsesviis indrømmede mig hiin Tilladelse, haaber jeg ogsaa ved denne frimodige Erklæring at have aflagt den mig som Gjæld paahvilende Tak; men ved den helhjertede Statsmand dvæler min Taknemmelighedsfølelse, som et uudsletteligt Minde om en ædel Menneskeven paa et saa høit Trin i det menneskelige Samfund, idet jeg erindrer mig, under Deres Beskyttelse at have turdet overstride den Grændse, der ellers var mig og mine Troesfæller tilspærret.
Deres Vbhd. værdige osv.,