– Hansen, Peder, 1746-1810, Biskop, ældre Broder til ovfr. (VI, 594) anførte Bygmester Chr. Fred. H. (d. 1845), blev født i Kjøbenhavn 8. Maj 1746.
Forældrenes Kaar vare ringe, Læderhandelen var ubetydelig, og Moderen blev 1749 antaget til Amme (Vartfrue) hos den senere Kong Christian VII og var hos ham i 7 Aar.
Denne ældste Søn blev dog holdt til Bogen og blev Student med Udmærkelse fra Kjøbenhavns Skole 1764.
Samme Udfald fik hans Attestats 1768. Med kongelig Understøttelse rejste han derpaa udenlands og studerede i Halle under Semler og Nøsselt, til hvem han var anbefalet af J. A. Cramer. Han boede i Semlers Hus og blev stærkt paavirket af denne fremragende Theolog.
Efter 2 Aars Ophold i Halle drog han til Jena og blev efter Udarbejdelsen af flere akademiske Skrifter Medlem af det weimarske latinske Selskab.
Efter sin Hjemkomst blev han 1771 af Struensee kaldet til resid. Kapellan ved Slots- og Garnisonsmenigheden i Helsingør og maatte prædike baade paa Tysk og Dansk.
Under Caroline Mathildes Ophold paa Kronborg holdt han Kabinetsprædikener for den fængslede Dronning (udgivne 1773).
1775 blev han Sognepræst i Skanderborg, hvorfra han 1779 forflyttedes til Ringsted; her virkede han sammen med den berygtede Henrik Ussing som Kapellan.
Under sit Ophold i Ringsted udgav han en Samling Prædikener over evangeliske Texter i 3 Bind (1779-87), som staar paa Højdepunkt med Datidens bedste homiletiske Arbejder. De lide vel under et knudret Sprog, men man kan ikke nægte deres blomstrende, ofte med betydelig Virkning udmalende Veltalenhed.
Samlingen er dediceret den Sindssvage Konge, og i Dedikationen undersøger H. Kilderne til sine varme Følelser for Monarken; den mellemste af de 3 anførte Kilder angiver han saaledes : «Eller er det, tør jeg allerunderdanigst ytre den Tanke ? sympathetisk Følelse som Virkning af ens (felles/red.) Die ?»
Intet Under derfor, at H. oftere spotvis er bleven nævnt som Christian VII’s «Pattebroder», et Tillægsord, som Biskop Engelstoft dog i sin Tid i sin Afhandling til Forsvar for H. tilbageviste som en stor Utilbørlighed.
Dog, Manden med den betydelige videnskabelige Dannelse – 1780 havde han faaet Titel af theologisk Professor – og store Dygtighed som Prædikant kunde i Længden ikke holdes tilbage i den lille Kjøbstad. 1787 blev han Sognepræst ved Helliggejstes Kirke i Kjøbenhavn og viste her sin levende Interesse for Almueskolevæsenets Forbedring og Fattigvæsenets Omordning, i hvilke Retninger han ogsaa meddelte vægtige Indlæg baade ved Særskrifter og ved Afhandlinger i forskjellige Tidsskrifter.
Derhos forsømte han ikke det theologiske Studium. 1793 erhvervede han den theologiske Doktorgrad fra Halle, og 1795 udgav han en praktisk-theologisk Afhandling, «Om en Religionslærers Gravitet», som paa en Maade kan betragtes som Supplement til Bastholms «Tanker om den gejstlige Stand». Det er en delvis fri Bearbejdelse af nogle tyske Afhandlinger. H. søger at besvare, hvor vidt en Præst tør gaa i at tillade eller nægte sig visse Friheder uden at forarge den svagere Del af sin Menighed. Bl. a. forbyder han Præsten at bivaane Skuespil.
I Familiens Kreds tør en Præst nok danse, men ikke i offentlige Forsamlinger, og aldrig maa han i Selskaber holde ud til den lyse Morgen. Skakspil og andre Forstandsspil kunne tillades, men ikke Lykkespil o. s. fr. – 1798 blev han et virksomt Medlem af den Direktion, som udarbejdede Planen af 2. Juli 1799 til Kjøbenhavns Fattigvæsen.
Men allerede i Marts s. A. kaldedes han til Biskop i Christianssands Stift. Her fik hans Reformiver endnu større Virkeplads. Han har selv gjort Rede for sit Arbejde i «Arkiv for Skolevæsenets og Oplysnings Udbredelse i Christianssands Stift» (2 Bind, 1800-3).
Den Beskrivelse, han giver af Almuens Forfatning i Stiftet, er højst sørgelig. Men han rastede ikke, før der kom Røre i de døde Vande baade for Kirke- og Skolevæsenets Vedkommende. Han fik oprettet Selskaber til Oplysning og gode Sæders Udbredelse, rasede mod al saakaldt «Overtro» («Messeklæder» vare ham en Gru), fik uddannet Skolelærere, indførte Evangelisk-kristelig Salmebog og meget andet.
Men inden alle disse paabegyndte Reformer kunde sætte Frugt, bortkaldtes han til en ny Virkeplads, i det han 1803 overtog Fyns Bispestol. Der er sagt om ham, at han var en Bisp efter Kancelliets Hjærte, men ikke efter det norske Folks Sind.
Hans utrættelige Virksomhed og brændende Iver bleve i Stiftet ansete for Stundesløshed, hans Reformer i Skolevæsenet for overdrevne.
– Under sit Ophold i Norge blev han Medlem af Det norske Videnskabernes Selskab.
I Odense levede han da til sin Død, 26. Dec. 1810, i sine sidste Aar under heftige legemlige Lidelser.
Blandt hans Embedshandlinger her har man særlig anket over, at han ikke forhindrede Odense gamle Graabrødrekirkes Nedbrydelse, som blev besluttet 1805; man har i den Anledning fremstillet ham som «Kirkestormer» og brugt de stærkeste Udfald mod hans Person derfor.
Dette er dog en stor Uretfærdighed, og H. staar skyldfri lige over for den nævnte Regeringsbeslutning. I Krigens Tid 1807 viste han sig som ivrig Patriot. Han rejste rundt til alle de Steder i Stiftet, hvor der laa Garnison, og søgte at opflamme Soldaterne til kjækt Forsvar.
«De skulde slaa saaledes», sagde han, «at Fjenderne ikke fik mere af Danmark end den Jord, der behøvedes for at jorde dem».
«Man skulde i Fremtiden oprejse Gærder af de slagnes Knokler til et Minde om den mod et fredeligt Folk forøvede Udaad».
H. besad store Evner og var en ualmindelig flittig, iverfuld Mand; men Frugten af hans Arbejde var alligevel kun ringe. Han besad et imponerende Ydre, men var gjennemgaaende ilde lidt. Der tillagdes ham Hovmod og Herskesyge, og han optraadte paa en prælatmæssig, fordringsfuld Maade.
H. var 3 Gange gift :
1. (1771) med Marie Hedevig f. Runchel (d. 1775), en Præstedatter fra Sengeløse;
2. (1777) med Abel Marie f. Clausen (d. 1796), Datter af Hofglarmester (glassmester/red.) C. i Kjøbenhavn;
3. (1798) med Juliane Marie f. Rasch (d. 20. Marts 1834 i Odense), Datter af Jochum R., Inspektør
ved Flyvesandet paa Tisvilde. Hun havde været Kammerjomfru hos Enkedronning Juliane Marie og ledsagede ofte H. paa hans Visitatser, ved hvilke hendes Fornemhed og Fordringsfuldhed ikke skulle have været ringe.
Avtobiografi i Bispevielsestalen 1798.
J. Møller, Theol. Bibl. III, 310 f.
Penia VI, 129 f.
Scharling og Engelstoft, Nyt theol. Tidsskr. IX, 330 ff.
Faye, Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshist. S. 429 ff.
Hist. Tidsskr. 4. R. IV, 284 f.
Personalhist. Tidsskr. VI, 118. 125 ff.
Af Joh. v. Bülows Papirer, udg. af L. Daae, S. 232.
A. Jantzen.