– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.
– fra s. 496 – 501 :
En underlig Skrue, lidet begavet, men samvittighedsfuld var August Peter Top (Nissedals og Drangedals Kaldsbøger; Wiberg, Dansk Prestehistorie. III S. 122 – 123; men især hviler Fremstillingen paa Provst J.L. Qvislings Artikler om Top i Fremskridt 1893. No. 126 flg. og Til Øvre Telemarkens Historie. Spredte Bidrag fra det 18. og 19. Aarhundrede af J.L. Qvisling. Skien 1908. S. 174 – 187; Provst Qvislings smukke Skildring har jeg benyttet stærkt og ofte anført ordret).
Han blev født 17. Novbr. 1769 i Ærøskjøbing paa Ærø syd for Fyen, hvor Faderen Didrik Pedersen Top (1723 – 1796) dengang var Sogneprest; Moderen hed Anna Catharine Eleonora Dorothea Henriksen.
Samme Aar, som Sønnen blev født, forflyttedes Faderen til Sogneprest ved St. Mikaels Kirke i Slagelse paa Sjælland. I Latinskolen her blev da den lille August indsat, hvor han vistnok havde til Kammerat den nogle Aar ældre, senere berømte Digter Jens Baggesen. Trods al Forskjel var de fulde af komisk Kraft begge. “Men den ene var det ved sit Vid, den anden bare ved sit Uvid; den ene var komisk skabende, den anden var bare komisk skabt. Den ene blev leet til, den anden blev leet ad; den ene var alles Beundring; den anden var alles Forundring”.
I 1787 blev August Top dimitteret fra Skolen og, som han selv siger, “i samme Aar blandt de akademiske Borgere optagen i Kjøbenhavn”.
Fordi hans Fader var Prest, skulde ogsaa han blive det, som han selv senere pleiede at sige. Men med Studierne gik det meget langsomt; først efter 13 – 14 Aars Forløb kunde han i Januar 1801 tage Theologisk Embedseksamen.
Saa blev han “anmodet” om at reise til vestre Moland ved Lillesand for at blive pers. Kapellan, hvortil han udnævntes 8. Januar 1802. Her virkede han i mange Aar.
Claus Pavels, der Sommeren 1812 paa Gjennemreise besøgte H.J. Grøgaard, som dengang var res. Kap. sammesteds, skriver : “Ved Frokosten indfandt sig den personelle Kapellan, Herr Top, efter Sigende det bedste, men ogsaa et af de taabeligste Mennesker paa Guds Jord. “Kapellanen vor er saa uskyldig”, siger Bønderne”.
— Straks efter flyttede Top derfra og flakkede saa en Tid om som forrettende Prest, først nogle Uger i Arendal, saa nogle Maaneder i Lyngdal og derefter 1813 i Undal. 1814 gik Turen til “det yndige Hedemarken”, hvor “han blev modtagen i Vangs Prestegjæld som Hjelpeprest”.
Aaret efter fik han “omsider” eget Kald, idet han 18. September 1815 blev udnævnt til Sogneprest i det nogle faa Aar før oprettede Nissedals Sognekald. I December sidstnævnte Aar, et Par Dage før Jul, kom Top til Kviteseid Prestegaard, hvor Digterpresten Jens Zetlitz dengang boede, og spurgte ham om Veien til sit nye Virkefeldt. Juleaften sendte Zetlitz ham til sin Medhjælper i Vraadal, Jacob Øen, og gav ham med til denne følgende Rimbrev : “Jeg en Mand bort til Dig sender, Lige glat i begge Ender, Han er kanske Paalsens Bror, Men hans Nos er ei saa stor; Vis ham Vei til Nissedal, Der han sagtens præke skal. Du maa ikke blive bange, Om han synes ville stange”.
Da Modtageren ikke var skrivekyndig, bad han Top læse Brevet for sig. Over Medhjælperens Ansigt lagde der sig under Læsningen et usikkert Grin, men Top selv sagde bare : “Pleier denne Mand altid at skrive saa ?” (mundtlig Meddelelse af min afdøde Farbroder, Jørgen Halvorsen Heggtveit; se ogsaa Qvislings Fremstilling i hans sidstnævnte Bog. S. 175; Paalsen var vistnok en gammel Student, der vankede om deroppe som Huslærer).
Efter at være kommen til Nissedal bortforpagtede Top, der var saare upraktisk, ikke alene Prestegaardens Jordvei, men ogsaa alle Embedets Indtægter til Lensmand Rasmus Nielsen, der boede paa Nabogaarden Bakka. Presten skulde have for altsammen 400 Spd. aarlig samt desuden fri Kost og Logi oppe hos Lensmanden.
Nogle Aar senere flyttede han til Prestegaarden og overtog Gaardsbruget og Embedets Indtægter og søgte at dygtiggjøre sig til at føre egen Husholdning.
Han begyndte ogsaa at se sig om efter en Hustru til at overtage dens Bestyrelse. Husjomfruen paa Kviteseid Prestegaard, hvis Bekjendtskab han havde gjort ved sit Komme til Thelemarken, kom derved i hans Tanke som en Kvinde, der kunde egne sig dertil, og tidlig en Vintermorgen satte Frieren sig i Slæden og kjørte opover til Kviteseid. Straks han var kommen indom Døren, var han saa heldig at staa Ansigt til Ansigt og alene med den Udvalgte. Paa staaende Fod frembar han da ogsaa sit Erinde. “Jeg er kommen hid for at beile til Dem, Jomfru”, sagde han, “og spørge Dem, om De vil have mig til Deres Mand ?” Men hun skoggerlo og bandte paa, ar det vilde hun ikke. “Saa har jeg ikke mere at gjøre her”, sagde Frieren forbløffet, vendte sig til Døren, strøg afgaarde og kom med saa vel forrettet Sag hjem til Nissedal udpaa Aftenen.
Men tidlig næste Morgen tog han Lensmanden paa Sengen og bad ham om at tilsige Skyds til Kviteseid. Man skulde jo tænke, at det gjaldt et nyt Forsøg; men paa Lensmandens forundrede Spørgsmaal, om det ikke var derfra, han kom igaaraftes, svarede Top, at han havde glemt igjen sine Raggelodder deroppe, og nu vilde han afsted for at hente dem. Lensmanden søgte at gjøre ham det begribelig, at han kunde kjøbe sig flere nye Lodder for Skydspengene, og foreslog da heller at sende et gaaende Bud efter dem; men herpaa vilde Top ikke indlade sig af Frygt for, at Budet kunde bruge dem paa Veien “og spolere mine gode Lodder”.
Top var idethele overordentlig ræd om sine Ting. Efterat han selv havde overtaget Prestegaardens Brug, havde han ogsaa anskaffet sig en Pram. Det var dengang meget faa, som eiede en Pram der i Nærheden; men det var ikke saa faa, som iblandt kunde have Brug for en, og da Top var en meget snil og tjenstvillig Mand, hændte det ikke sjelden, at Folk kom og bad om at faa laane “Presteprammen”; men Top lod altid, naar han saaledes laante den bort, Tjenestegutten følge med for at passe den.
Saa hændte det igjen en Dag, at der kom en Mand og bad om at faa laane Prammen; han skulde sætte over til Gaarden Fjone med en Gris. Presten kom i stor Vaande og vidste ikke, hvad han skulde gjøre; thi der var ingen til at følge med og passe Prammen, og paa den anden Side vilde han nødig være vrang og sige Nei til Manden.
Saa bestemte han sig endelig til selv at være med. Alt det, Manden forestillede ham, og alt det, han lovede at være forsigtig, hjalp ikke. De gik da i Prammen alle tre, Manden, Presten og Grisen. Men det blæste paa Vandet den Dag, og da de var komen et Stykke udpaa, kom der et Par stærke Vindbyger, saa det blev temmelig haardt. Prammen tog til at huske, Bølgerne slog ind over Kanten, Grisen blev rent vildstyren. Manden havde nok med at holde Prammen, saa der var ingen anden Raad, end at Presten maatte holde Grisen, som vilde hoppe lige i Fjorden. Top var paa Livet, og Grisen var paa Livet, og begge tog de i af al sin Magt, tumlede med hinanden i Bundvandet, Grisen skreg, og Top skreg. Endelig kom de iland, med ved første Anledning solgte nu Top sin Pram, idet han sagde, at han ikke vilde “lide mere for Retfærdigheds Skyld”.
Top passede vel paa alt det, han havde, men fremfor alt paa sine Penge, som ventelig var. Ved sin Sparsommelighed og Nøisomhed fik han efterhaanden en hel liden Kapital, men vovede aldrig at sætte nogen af sine Penge ud paa Rente; han havde de allesammen hos sig. Hver Gang han reiste, tog han dem med, og paa hver Anneksreise bar han sin Skat i Lommen.
Under Barnedaabs- og Høitidsofring siges det, at han stod for Alteret med en liden Pose i Haanden, og for hver Ofrende, som gik forbi, smatt han bort og puttede Skillingen ned i Posen.
— Top vilde nøie have sit Tilkommende; men han vilde ligesaa nøie give enhver, hvad der tilkom ham. En Mand, som havde havt Barn til Daaben en Søndag, fik saaledes tilgode en Skilling paa Veksling, da han betalte Barnedaaben. Tidlig Mandag Morgen indfandt Top sig paa hans Gaard, en god Mil borte, og betalte Skillingen.
Et Eksempel paa hans venskabelig forbundne Redelighed og Sparsommelighed var hans Adfærd, naar “Alf Klokker” iblandt kom til ham om Aftenen i den Tid, han boede hos Lensmanden og havde sin Kost der. Top fik Maden op til sig paa sit Værelse, og denne bestod om Aftenen sædvanlig af Grød. Han bød da Klokkeren bort til Bordet, men spiste ikke selv med. Først naar Klokkeren havde spist, satte Presten sig bort til Fadet. Havde Klokkeren spist mindre, end Top selv pleiede, fortærede han, hvad der restede til dette Maal; men saa han, at Klokkeren havde naaet til Grændsen i Grødfadet, da fastede Presten selv den Aften; thi han vilde ikke tage mere af Maden, end ret og billigt var, og heller ikke vilde han koste Penge ud til Mad for Klokkeren.
Saa vaagen, som Top paa denne Maade var, kunde han ogsaa iblandt være ganske ubegribelig sløv og aandsfraværende.
En Juledagsmorgen kom hans Tjenestejente, som havde været hos ham i flere Aar, op paa Kontoret med Frokost; hun havde da taget paa sig sine Høitidsklæder. “Hvem er du ?” spurgte Top og stirrede forundret paa hende. “Kjender da ikke Presten mig, som tjener hos ham ?” svarede Jenten ikke mindre forundret. “Oh, er du kommen fra Sæteren idag ?” fortsatte Presten. Men det Lys, som saaledes gik op for Top, gjorde et endnu mere klart for Jenten, at han maatte være helt igjennem gal.
Paa den Tid, han endnu logerede hos Lensmanden, hændte det en Dag, at et Par af dennes Børn bar op Fliseved til Presten og lagde i en Haug omkring Kakkelovnen. Presten roste dem som flinke og pene Børn, og de bar; tilsidst laa der en stor Dynge. Men saa spragede der tilfældigvis en Gnist fra Ovnen ned i Flisehaugen, og det begyndte at brænde. Værelset var langt og smalt, og Kakkelovnen i den ene Ende, nede ved Døren. I den øverste Ende sad Top ved Bordet. Da Folk endelig kom til paa hans Nødskrig, havde han stablet alle sine Bøger, Protokoller og øvrige Eiendele sammen i det inderste af Værelset og stod selv værgende foran dem med udbredte Arme, halv afmægtig af Røg og Skræk.
Tops theologiske og prestelige Dygtighed var ikke stor; men den kunde vel ogsaa været mindre. Paa Flid og Samvittighedsfuldhed manglede det vist ikke. Af Brudetaler havde han dog bare to, sagdes det. Den ene af dem gik under Navn af “Spindevisen”, fordi han i den særlig vendte sig til Bruden og dvælede ved Hustruens Pligt : “At vederkvæge sin Mand, naar han kommer træt hjem af Skoven, item være huslig, sy, strikke og spinde”.
Den 23. August 1821 forflyttedes han til Drangedal ved Kragerø, hvor han tilbragte Resten af sit Liv. Ogsaa her bortsatte han Prestegaarden, denne Gang til en Løitnant. Vedkommende var imidlertid et grovt og fordrukkent Menneske; engang kom han op til Top paa hans Kontor med dragen Sabel pg svor med stygge Eder, at han skulde hugge Hovedet av ham paa Flekken, hvis han ikke satte ned Forpagtningsafgiften. “Dræb mig, om du vil !” sagde Top; “jeg er beredt til at dø !” Enden blev, at Løitnanten maatte gaa sin Vei og lade Top beholde baade Hoved og Afgift.
Om hans Forhold og Virksomhed de sidste Leveaar, skriver en unævnt Indsender i Skiensbladet “Fremskridt” No. 142 for 1893 : “Jeg kom som Sogneprestens Kapellan i 1836 til Drangedal efter forskjellige Forhandlinger gjennem Provstiet, da Top nødig gik ind paa at tage Kapellan, dertil fornemmelig paavirket af en Medhjælper fra Annexet, som havde tilvendt sig megen Indflydelse hos Presten. Hovedsognet havde drevet igjennem, at der skulde være en Kapellan. Under Provstens Visitatsmøde var det, at hin Medhjælper talte for, at Sognepresten ikke behøvede at tage Kapellan og ytrede, at skulde han nødes dertil, “da var der jo mange af de Slags, saa han maatte kunne faa ham billig”.
Jeg overvar efter Provstens Anmodning Mødet. Sognepresten havde (dengang igjen) overtaget Gaardsbruget selv, men overlod det nu ved Kontrakt til mig. Husmændenes Kontrakter lød paa en bestemt Betaling for hver Dag, de var i Arbeide paa Prestegaarden. Top troede sig forpligtet til at holde dem hver Arbeidsdag paa Gaarden. Han kunde ikke skaffe dem alle (jeg tror 5 a 6) Arbeide, saa de slængte paa Gaarden i Lediggang; dog skjønnede en paalidelig Husmand, at dette var utilbørligt og ordnede til Optag et Stykke udyrket Jord.
Top udbetalte dem hver Aften sine Arbeidspenge og var meget ængstelig, da jeg brugte for faa Husmænd. Han kom ned fra sit Værelse flere Gange for at minde mig om Husmændenes Kontrakter…Han havde været svært mislig behandlet af dem, som benyttede sig af hans Egenheder.
Et Par Eksempler skal jeg anføre blandt mange flere : Løitnanten, som ved Kontrakt havde overtaget Gaardsbruget, havde paataget sig at bringe hans Mad op paa Salen til ham. Ved en Bispevisitats, som ogsaa Løitnanten skulde bekoste, kom Top ikke ned til Maaltidet, hvorfor Biskoppen gik op til ham og fik da den Besked, at hans Kontrakt med Løitnanten desværre bandt ham til at modtage sin Mad paa sit Værelse, og kun paa Biskoppens Opfordring kom han ned.
Enken i Kaldet holdt ham med gode Miner om en nærmere Forbindelse, til hun havde faaet ham til at afholde flere Udgifter for hende paa Enkesædet og i andre Henseender, og siden efter havde hun ham til Lattee og Haan.
Det kan af det anførte sees, at det ikke var at undre sig over, at han havde faaet saa stor Mistillid til Folks Ærlighed.
— Top havde nylig, før jeg kom, havt Besøg af Ole Høiland og lidt stort Tab (900 – 1000 Spd.) ved hans Rov, og dog reiste han tidlig Morgenen efter Tyveriet til Annekset, uden der at nævne noget om det forefaldne. “Det er værst”, sagde han til den Pige, der opvartede ham, “for den stygge Mand Ole Høiland”.
Da denne blev greben, fandtes 2 Gulduhr, som han havde røvet hos Top; men da disse skulde tilhjemles paa Thinget, vilde han ikke tilhjemle sig mere end det ene, som han havde sikre Mærker paa. Det andet, som var et glat Uhr, vilde han ikke tilhjemle sig, da han intet særskilt Mærke havde paa det, og den stygge Forbryder kunde jo tvinge ham til at forsværge sig.
Paa Gangen udenfor sit Værelse havde han et Skab med Klæder fra sin Skoletid i Slagelse. Disse tog han af og til frem, og det var paa alt at mærke, at han følte sit Liv forfeilet ved at være kommen fra Danmark. Om at reise dertil fantaserede han ofte.
— Naar Top forrettede i Vakanser inden Provstiet, havde jeg personlig Erfaring om, at hans Prædikener var uden Anstød, og ved saadanne Leiligheder var de jo ikke kjendte saa godt som i hans Menighed. Han var musikalsk og messede bedre end de fleste.
Hans Brudevielser var tagne af Brinchs “Haandbog for Geistligheden”; den bedste og dyreste gik under Benævnelsen “Timotheus” efter Teksten, og den ringeste kaldtes “Spindevisen“. Den midterste havde ikke noget Særnavn.
Ja, han var sikkerlig en Original paa mange Maader; men han havde bestandig en ærlig og respektabel Undergrund. Til et Eksempel herpaa : Anneksreisen til Tørdal (Land- og Baadvei) kunde i Vaarføre være næsten umulig, og jeg maatte i de to Aar, jeg var i Kaldet, indstille min Reise et Par Gange; men i de mange Aar, Top udførte denne Reise, skeede dette ikke; thi naar han kom til en Gaard, og de vilde raade ham til Vendereise, spurgte han, om han ikke kunde komme til næste Gaard. Paa denne Maade kom han frem, om de trak ham paa Kjælke, ja man sagde endog bar ham paa Ryggen over de opsvulmede Elve eller Bække, da det var bleven Praksis at føre ham frem, og den ene vilde ikke give sig for den anden, saa de, der havde ministerielle Forretninger ved Kirken, oppebiede hans Komme, om det var noksaa sent paa Dagen.
Da jeg og min Hustru blev mere kjendt med ham, blev han efterhaanden af et roligere Sind, og denne Sindstilstands Kontrast mod hans forrige urolige og ængstelige Forfatning kan (?) have bidraget til hans pludselige Død af Slagtilfælde (?) om Morgenen (3. Juni 1837) mellem Kl. 6 og 7, efterat han om Aftenen forud havde været rask og reist i Sognebud. Han laa i Sengen, som om han sov, med foldede Hænder, saa vi i Førstningen ikke troede, det var Døden” (Fremskridt for 1893. No 142).
“Naar alt kommer til alt”, skriver Provst J.L. Qvisling, “var han kanske en bedre Prest end mange af sine Medbrødre, der var klogere end han paa denne Verden. En stor og herlig Egenskab var det ved Top, som har lagt Fred over hans Ansigt i Døden og Velvilje over alle spasende Fortællinger om hans Særheder : Han vilde hver Mand ret; han vilde kun det, som var ret” (Qvisling, Til Øvre Telemarkens Historie. S. 187).